En ny økonomisk orden

Amerikas Forenede Stater ragede i 1945 højt op over alle andre lande i både militær og økonomisk henseende. Det skyldtes, at landet i modsætning til de andre stormagter var gået styrket ud af 2. Verdenskrig. Derfor havde en ny selvbevidsthed udviklet sig i landet efter 30`rnes ydmygende depression. USA var nu blevet verdens politiske og økonomiske centrum, og det blev markeret ved, at et nyt verdensøkonomisk system i sommeren 1944 blev organiseret omkring dollaren på en international konference i Bretton Woods i New Hampshire. Her blev grundlaget for både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond lagt. Selve planen var blevet udarbejdet i det amerikanske finansministerium under Harry Dexter Whites formandskab, og tanken var, at de to organisationer skulle ophjælpe og styre verdens pengevæsen uden en overstatslig myndighed. I 1946 blev det besluttet, at begge organisationer skulle have hovedsæde i Washington, og begge steder blev USAs indflydelse stor og i mange tilfælde afgørende, fordi stemmerne blev vejet efter indskud, og USA tegnede sig fra begyndelsen for en tredjedel af aktiekapitalen. Danmarks andel blev på 0,86 pct.
Verdensbanken hed oprindeligt Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), hvis opgave var at finansiere genopbygningen af de krigshærgede lande efter 2. Verdenskrig. USAs regering, dvs. USA’s præsident, udpegede præsidenten for banken, og det har han gjort siden, men de europæiske lande har også en vis indflydelse. De pressede således i 2007 Paul Wolfowitz ud af embedet efter et regulært oprør blandt Verdensbankens ansatte. Efter en godkendelsesprocedure i banken bestyrelse udnævnte George W. Busch så Robert Zoellick, der sad i embedet til 2012. Den nuværende præsident hedder Jim Yong Kim. Han er samtidig formand for Rådet af Udøvende Direktører, hvoraf de fleste sammen med deres medarbejdere er beskæftiget på deres kontorer rundt om i hele verden.

Praktisk talt er alle verdens lande medlemmer af Verdensbanken. I hvert fald står 188 lande opført på bankens medlemsliste, også de store lande Kina, Indien, Brasilien og Rusland nævnt i den omfattende medlemsliste. Principielt betaler medlemslandene bidrag efter evne.

I vore dage er det Verdensbankens opgave at bekæmpe fattigdom i u-landene ved at yde lån til projekter til en rente nær markedsrenten. Forskellige underorganisationer påtager sig særlige opgaver. Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der blev dannet i 1960, formidler bistand i form af rentefrie lån og gaveydelser til de allerfattigste lande. Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder, der arbejder i u-lande, mens Det Multinationale Investerings Agentur (MIGA) tegner forsikringer mod politiske risici i forbindelse med de private investeringer. Endvidere omfatter Verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling, hvis der opstår uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande. I 2005 stilledede IBRD og bankens forskellige underorganisationer lån, gavebistand og garantier til rådighed for knap 30 milliarder dollars. Dette beløb var ifølge bankens årsrapport for 2014 vokset til 65,6 milliarder.

IBRD og IFC skaffer midler til deres aktiviteter ved optagelse af lån på de internationale pengemarkeder, mens IDA får sine midler gennem tilbagebetalinger af udlån, bidrag fra ca, 40 donorlande og overførsler fra IRBD`s overskud. Garantikapitalen i MIGA stilles til rådighed af medlemstaterne.

I 2014 tegnede IBRD sig for 18,6 milliarder, IDA for 22,2 md., IFC for 22 md., mens MIGA og endnu en organisation, ICSID, stod for resten af de i alt 65,6 milliarder dollars.

Verdensbanken har fra tid til anden været udsat for kritik og er blevet beskyldt for at fremme særlige amerikanske interesser i sin udlånspolitik. Da banken for en del års siden afholdt årsmøde i København, blev den således mødte med de voldsomste demonstrationer, Danmark havde oplevet siden Anden Verdenskrig. Men i vore dage er der faldet ro om Verdensbankens arbejde.

Den Internationale Valutafond (IMF)

Under den verdensomspændende depression i 1930`rne brød den internationale samhandel sammen. I de vestlige lande indførte man handelsrestriktioner i form af toldbarrierer og importkvoter. Samtidig begrænsede man i de enkelte lande borgernes muligheder for at eje udenlandsk valuta.

Ved det før omtalte møde i Bretton Woods i 1944, hvor repræsentanter fra de allierede lande under verdenskrigen mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde, besluttede man også at oprette en international valutafond, der i tiden fra sin formelle start to år senere havde 29 medlemmer.

Organisationens opgave var at overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel. Ud fa disse forudsætninger påtog IMF sig at styre det globale finanssystem. Et af IMFs redskaberne var at låne penge ud til lande, der havde problemer med underskud på betalingsbalancen, og det havde flere lande i årene efter verdenskrigen, også Danmark. Derfor optog Trekant-regereing i årene 1957-60 et lån i IMF for at afhjælpe problemet, og dette sammen med andre kloge foranstaltninger førte til, at Danmark i 1960 kunne præsentere et betydelig overskud i vores samhandel med udlandet.

I den periode tilsluttede Danmark sig EFTA, Den Europæiske Frihandels Sammenslutning, sammen med Storbritannien, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961 og Island i 1970. Med frihandelen omfattede kun industrivarer, der som følge af øget konkurrence blev betydeligt billigere. Danmark og England udtrådte i 1973 ud af EFTA som følge af medlemskab af EF.

IMFs går også i vore dage ud på at yde hjælp til lande, der har svære økonomiske problemer. Til gengæld for lån og rådgivning forpligter de pågældende lande så til at iværksætte politiske og social reformer efter IMFs anvisninger. En række lande har fået hjælp fra valutafonden på de givne betingelser. Men f.eks. Island valgte at løse sine problemer på egen hånd, mens et andet yderpunkt, Grækenland, har modtaget hjælp fra både IMF, Den Europæiske Centralbank og fra Tyskland. Hvordan det vil ende for det forarmede land, ved vi endnu ikke.

Fra sin oprettelse i 1946 var en af IMF`s opgaver at forsøge at opretholde et system af faste  valutakurser med dollaren som dominerende valuta, som på sin side var bundet til prisen på guld, men da USA i 1971 gik fra guldet, brøde Bretton Woods systemet sammen. Siden har valutakurserne mellem USA og de største valutaer i verden været flydende, men alligevel ret stabile.

Men ved udbruddet af den internationale økonomiske krise var situationen pludselig en helt anden. De store spillere var nu Centralbankerne i USA og i EU, men også, Wall Street, Regeringen og Kongressen i USA spillede med. Det samme gjorde Kommissionen i EU.

Nu gjaldt det om at forhindre et totalt sammenbrud i verdensøkonomien

IMF`s ledelse hører ligesom Verdensbanken hjemme i Washington, og organisationen har  188 medlemmer Den ledende direktør kommer sædvanligvis fra Europa. Der har der været en del kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de de attraktive og indflydelsesrige poster i organisationen vil måske åbne op for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning. Siden den 28. juni har Christine Lagarde fra Frankrig været direktør for IMF. Danskeren Poul Thomsen er vicedirektør for IMF`s europæiske afdeling.

Som det fremgå af ovenstående fremstilling blev den nye økonomisk orden til gennem  to store nydannelser. På den måde troede de deltagende lande, at de kunne sikre frihandel  i verden, men det viste sig hen ad vejen, at mange og til sidst store vanskeligheder kom på tværs.

Kineserne kommer

Den 8. januar 2015 bragte Politiken en kommentar fra avisens Asienekspert Flemming Ytzen om de nye markedsaftaler i Asien Heri redegør Ytzen for de seneste hjælpeprogrammer og markedsaftaler, som Kina har fået bragt i hus, og sammenholder dem med tidligere aftaler. Det fremgå af redegørelsen, at Kina hermed er blevet en betydelig økonomiske medspiller på verdensplan.

Her ved indgangen det nye år meldte den kinesiske regering ud, at den ville hjælpe Rusland ud af rublens frie fald, som de vestlige landes sanktioner og olieprisernes nedtur havde forårsaget. Som betaling forventede Kina sikre og langvarige leverancer af olie og gas fra Rusland. Måske kan der så senere blive tale om kinesiske selskabers investeringer i nogle af Sibiriens rige råstofforekomster. Håndsrækningen til Rusland kom kort tid efter, at Beijing havde udstedt massive hjælpepakker til Venezuela og Argentina.

Men Kina gør sig også gældende på andre områder. I oktober 2014 var kineserne således initiativtageren til oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank, AIIB, der omfatter 21 asiatiske lande. Blandt dem er også de to traditionelt Kina-skeptiske lande Indien og Vietnam som stiftende medlemmer. Tidligere på året på året blev verden vidne til oprettelsen af Den nye Udviklingsbank, NDB, hvor Kina fik sine partnere i Brik-gruppen med. Dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

I forvejen eksisterer Den Asiatiske Udviklingsbank, som er japansk domineret, samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som blev oprettet i 1945 med henblik på genopbygning og økonomisk udvikling efter 2. Verdenskrig. Begge institutioner hører hjemme i Washington og har været domineret af USA i næsten hele deres levetid. Meget tyder på, at de gennem de senere år er de blevet mere flerstrengede.

AIIB handler formentlig om at levere et modspil til den frihandelsaftale, som er under udarbejdelse mellem USA og Japan. Dette Trans-Pacific Partnership er et forsøg på at binde amerikanske og Japanske interesser sammen, men er stødt på modstand fra japansk side. Et lignende forsøg på at binde USA og Europa sammen i en stor frihandelsaftale kan også have spillet ind.

Ved sin oprettelse af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Dette tilbud vil dog næppe blive accepteret i nærmeste fremtid, men at der vil blive mere konkurrence mellem de forskellige systemer i årene, der kommer, er der vist ingen tvivl om. Ret så vigtigt er det derfor, hvordan parterne forvalter deres indflydelse.