George` sidste kamp

Et par af Henry George` velstående venner havde nogle år, inden George` opgør med Spencer, stillet midler rådighed for ham, så han kunne hellige sig  udarbejdelsen af sin `Socialøkonomi`, men George måtte tage dette opgør. Han måtte også deltagelse i præsidentvalgkampagnen til fordel for Demokraten W. J. Bryan. Men det var især præsident Clevelands indsættelse af militæret mod en jernbanestrejke i Chicago, der for alvor bragte George` sind i kog.

    George bebrejdede ikke jernbanearbejderne, at de havde ødelagt lokomotiver, sat ild til remiser og meget andet, tværtimod forsvarede han dem, og skønt guvernøren Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der støttede ham, men det gjorde George med følgende svada:

     ”Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget, som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det er den `ordenens opretholdelse`, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

     Men George kunne også tage sig af løsning af praktik-økonomiske vanskeligheder. Det gjorde han, da et stort jernværk, som en af hans venner havde interesser i, bad ham om råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den over for at måtte lukke og sætte 500 arbejdere på gaden.  George rådede ejerne til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nød-penge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog – og som blev indløst i løbet af par år, hvorved problemerne blev løst.

     I november 1897 skulle der igen være borgmestervalg i New York, og denne gang var det udvidet til at omfatte hele kæmpebyens område. For de progressive kræfter gjaldt det om at finde en demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som samlingsmærke for folket. Det viste sig  ret hurtigt, ar der kun var et navn der kunne komme på tale: Henry George`. George holdt sig dog længe tilbage. Lægerne advarede og sagde, at det ville blive den visse død, mens andre slog på, at det ville betyde en alvorlig afbrydelse i hans arbejde med `Socialøkonomien`. Men trods alle advarsler og besluttede George at tage kampen op, en beslutning, som hans hustru Annie bakkede op om. Til vennernes advarsler sagde hun bl.a.: ”Beslutter han sig til at tage kampen, kan jeg intet gøre. Jeg skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår for at styrke og opildne ham.”

    Valgkampen blev af uhørt voldsomhed og strakte sig over tre uger. Folk kom rejsende langvejs fra bare for at være med i dramaet. George selv syntes at få  livskraft på ny, trods sin svage fysik. 3-4 daglige vælgermøder var det almindeligt. På hans banner stod der: Retfærd Frihed Lighed.

     Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. Fire dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget, og da  han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Næste morgen var han død.

     Hans død lige før valget vakte naturligvis stor opsigt. Selv modstandernes blade brugte store ord  for at udtrykke deres beundring og respekt. Et af dem skrev: ”Han var mere end en valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som sandhedens apostel – for sandheden, som han så den – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

     ”Hans ligfærd gennem New York blev fulgt af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed, altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd”. Sådan skrev Jakob E. Lange i sin fremragende bog  HENRY GEORGE  Socialøkonomen – Reformatoren – Tænkeren – fra 1937.

Pænt tak til Pihl (K) for invitationen. Der er sandelig behov for nytænkning omkring beskatningen af ejendom

Søren-Michael Pihl, konservativ folketingskandidat, efterlyser i Den korte Avis den 20. november nytænkning omkring beskatning af ejendom. Det er yderst prisværdigt – og nødvendigt. Men det forslag, som Søren-Michael Pihl præsenterer (avancebeskatning), er hverken nyt eller tilstrækkeligt.

For at nå frem til en retfærdig og effektiv ejendomsbeskatning er det nødvendigt at se på de problemer, eller snarere katastrofer, der er indbygget i det nuværende system.

  1. Det fører til boligbobler, der udløser økonomiske kriser.
  2. Det gør køb af bolig til et kasinospil – nogle indkasserer millioner mens andre ruineres.
  3. Det indebærer et generationstyveri, hvor de unge finansierer de ældres friværdibaserede luksusforbrug.
  4. Det kræver alt for høj beskatning af arbejde.
  5. Det indebærer forskelsbehandling af ejere og lejere.
  6. Det indebærer geografisk forskelsbehandling.
  7. Det indebærer beskatning af boligen.
  8. Det medfører unødvendig høj binding af kapital, der bedre kunne anvendes i erhvervslivet.

En avancebeskatning har stort set ingen effekt i forhold til at løse disse problemer.

Det kan også være befordrende for nytænkningen at tage ved lære af fortidens fejl. Da det økonomiske opsving i 0-erne tordnede derudaf, og Anders Fogh og Thor Pedersen troede, at de kunne gå på vandet og mente, at lærebøgerne skulle skrives om, advarede de økonomiske vismænd og fremtrædende økonomer om, at der måtte gribes ind overfor de vildt stigende ejendomspriser. Det blev arrogant afvist. Resultatet er sørgeligt bekendt: Den internationale økonomiske krise ramte os ekstra hårdt. Denne krise blev som bekendt udløst af boligboblen i USA.

I denne forbindelse skal den japanske boligboble i slutningen af 80-erne også nævnes. Den bidrog til en enorm aktieboble, inden det hele kollapsede. Virkningen på den tidligere så magtfulde japanske økonomi var enorm. Japan kæmper i dag stadig desperat for at få sin økonomi på fode. Målt på de økonomiske nøgletal og aktieindekset er der meget langt endnu.

En ægte nytænkning kræver en nøje overvejelse af vor opfattelse af ejendomsretten. Spørgsmålet er: hvem har egentlig ejendomsretten til de samfundsskabte værdistigninger på ejendomsmarkedet og for den sags skyld også til værdistigningerne på landbrugs- og anden produktionsjord? Og hvem har ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats?

Skal der nytænkes må ejendomsbeskatningen også ses efter i sømmene. Hvad er det, der i det nuværende system beskattes? Det er både grundværdierne og bygningværdierne – altså en form for en formueskat på disse værdier uden hensyntagen til om værdierne er belånt. Med andre ord udsættes ejeren for en form for formuebeskatning uden nogen form for hensyntagen til hans reelle formueforhold. 

Beskatningen af bygningsværdierne er på mange måder forkastelig. Det er da heller aldrig lykkedes politikerne at få boligejerne til at acceptere denne beskatning som retfærdig, uanset om de har kaldt det ejendomsværdiskat, skat på lejeværdi af egen bolig eller andet. Heller ikke økonomernes lærde udredninger om den højere retfærdighed har gjort indtryk. Det er forståeligt. For enhver kan med sin sunde fornuft indse, at det ikke er retfærdigt, at den boligejer, der udvider og forbedrer sin bolig, skal beskattes hårdere end den, der bruger sine ressourcer anderledes. Beskatningen af bygningsværdierne fungerer som en gentagende beskatning af allerede beskattet arbejde.

Beskatningen af bygningsværdierne (ejendomsværdiskatten) er yderligere i vort nuværende system udstyret med den uretfærdighed, at den kun pålægges boligejerne.

Beskatningen af grundværdierne (jordværdibeskatning/grundskyld) er, anvendt på den rigtige måde, en gavnlig, ja intet mindre end en decideret nødvendig, skat. Den kan stabilisere ejendomsmarkedet og derved forhindre boligbobler. Og den kan eliminere alle de problemer, jeg indledningsvis oplistede.

Jordværdibeskatningen er en løbende skat, der kan sammenlignes med en brugsafgift, der hele tiden modsvarer grundens aktuelle brugsværdi. Den imødekommer dermed ikke  Søren-Michael Pihl’s krav om, at beskatningen skal følge pengestrømmen. Set i forhold til de meget væsentlige problemer den løser, er det en beskeden ulempe. Ulempen i det nuværende system er langt større, fordi det tilskynder folk til at beholde for store og attraktivt beliggende boliger, fordi den reelle udgift betales af andre. Der vil dog være enkelte, der faktisk vil opleve problemer. Med de store fordele en jordværdibeskatning vil medføre, vil det være overkommeligt at finde løsninger. Vi har allerede i vort nuværende system en udmærket ordning, hvor pensionister kan få indefrosset ejendomsskatter mod pant i ejendommen.

En mere udførlig redegørelse for jordværdibeskatningen ligger uden for denne kommentars rammer, men jeg vil henvise til min artikel ‘Retfærdig fordelingspolitik – nu’ på den danske Henry George Forenings hjemmeside. http://henrygeorge.dk/retfaerdig-fordelingspolitik-nu

På et meget væsentligt punkt kan jeg tilslutte mig Søren-Michael Pihl. Retssikkerheden skal være i orden. Det opnås ved et effektivt vurderingssystem og borgernes reelle mulighed for at få afprøvet systemets vurderinger. Derfor må de konservative, i stedet for at sabotere vurderingssystemet, arbejde målrettet på at få det styrket.

Og lad mig så slutte i en ægte forbrødring med de konservative i den positive ånd, hvori Søren-Michael Pihl har indledt denne fornyelsesdebat. Skatten på arbejde skal markant sænkes – og gerne over en længere årrække helt afvikles. Den eneste realistiske måde til at opnå dette mål er en løbende beskatning af grundværdierne med det udtrykkelige mål at stabilisere ejendomsmarkedet.