Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”