Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
– `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
– `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
– `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
– `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.