Malstrømmen – en bog om Chicago

The Pit, (på dansk Malstrømmen), Frank Norris` anden roman i den planlagte serie om hvedens saga, foregår i Chicago, Norris` fødeby. Allerede i bogens første afsnit præsenteres læserne for de personer, der bærer romanen igennem. Det sker i Auditotium Teatrets forhal, i teatrets loge og ved den efterfølgende private sammenkomst. Her møder vi bl.a søstrene Laura og Page på henholdsvis 23 og 17 år, deres tante fru Wessels, kaldet Wess, Landry Court og hr.og fru Cressler.

I teatrets forhal gik snakken livligt blandt de festklædte teatergæster, som i virkeligheden var et fremmøde af Chicagos millionærer, mens fattige stakler ude på fortovet trænger sig på for at få et glimt af byens fornemme folk. Det, snakken drejede sig om, var Helmick-fallitten, der havde fundet sted samme dag. Sagen var, at denne Helmick havde forsøgt at opretholde en kunstig høj pris for majs for derved skabe en corner, som det hedder i børssprog, men så fik han alle sine konkurrenter imod sig, og da de pludselig udbød store mængder af majs til salg, faldt priserne drastisk, hvorved Helmick mistede hele sin investerede kapital.

Hermed var romanens tema slået an, og vi bliver præsenteret for Cresslers historie. Han var en tidligere landmand fra Massachusetts, hvor også Laura og Page kom fra. Efter borgerkrigen bosatte han sig i Illinois, hvor han tjente stort på køb og salg af fødevarepriser. Så flyttede han til Chicago, hvor han købte en plads på kornbørsen og blev millionær på få år. Efter udbruddet af den russisk-tyrkiske krig steg prisen på hvede voldsomt. Det benyttede Cressler sig af. Sammen med to mænd fra Milwakee samlede han nu hele oplandets forråd af vårhvede på deres hånd. Tre dage senere beregnede de deres fortjeneste til en million dollar, og otte dage senere kunne de have tjent halvanden million.

Men så tabte de tre mænd hovedet, idet de fastholdt deres corner lige en uges tid for længe, og da det øjeblik kom, da de måtte sælge for at inddrive gevinsten, opdagede de, at de ikke kunne komme af med deres uhyre forråd uden at slå prisen ned. I løbet af to dage var den hvede, de havde holdt oppe i 1 dollar og 10 cents pr bushel (skæppe=36,35 liter), faldet til 60 cents. Hermed var de to Milwakee-mænd ruinerede, og to tredjedel af Cresslers umådelige rigdomme forsvandt som røg i luften. Herefter spekulerede Cressler ikke mere, men beholdt sin plads i Børsen, hvor han blev børsmægler. Samtidig advarede han, når lejlighed bød sig, andre mod at drive risikable spekulationsforretninger.

Ved sammenkomsten hos Cresslers var også Curtis Jadwin til stede. Han og Laura havde tidligere på aftenen talt sammen. Nu spurgte hun fru Cressler om, hvem denne mand var, og hun var mere end villig til at fortælle: – ”Han var omkring 35 år og kom fra Michigan, hvor hans slægt gennem generationer havde været landmænd, arbejdsomme og hæderlige folk. Derfor lå det lige for, at også Curtis ville gå ind i det praktiske liv. Nogle påbegyndte studier opgav han i hvert fald hurtigt. Engang var en mand fra Chicago kommet til at skylde ham nogle penge, og i stedet for betaling tilbød han Jadwin nogle grunde på Wabash Avenue. Efterhånden som byen voksede, steg grundene naturligvis i pris. Han solgte dem og købte andre rundt omkring og så videre til han ejede nogle af de bedste grunde i byen. Alene lejen af disse grunde indbragte ham Gud ved hvor mange tusinder om året. På den måde blev han en af Chicagos største grundejere, men nu køber og sælger han ikke mere, for hans mængde af ejendomme var blevet så stor, at det tog al hans tid at bestyre dem. Nu bor han i ”Røverreden”, måske fordi han af og til har smag for den lille forretning i hvede, men som regel afholder han sig fra spekulationer.”

Men det gjorde han dog ikke. En mandag morgen en måned senere trådte Curtis Jadwin ud fra sit kontor i ”Røverreden” og gik mod syd ned til vekselerer- og kommissionsforretningen Gretry, Converse & Co.s kontor i Børsens stueetage kun et par skridt borte. Her befandt han sig ikke langt fra den malstrøm, der ved køb og salg fik høsten fra hvedestaterne i Amerika til at bevæge sig til lande over hele verden. Var prisen på hvede høj, var det til gavn for landmændene, der producerede den, og til skade for de fattige, der skulle købe. Var prisen lav forholdt det sig omvendt. Hvorfor ikke finde en middelpris? Det var jo den tanke, Cressler have luftet, sidst de sås, tænkte Jaswin. Det var jo også ham, der lo, da tanken om at ville samle al hveden på en hånd blev drøftet.

Gretry var på sit kontor, da Jadwin kom. Han havde bedt ham komme, bare for at oplyse, at hans mand i Paris telegrafisk havde meddelt ham følgende: `Lov angående udførselstold på udenlandsk korn vil sikkert blive forelagt det fransk kammer i løbet af måneden.` Denne meddelelse fik Gretry i hænde et par dage før alle andre, og det betød, at kornpriserne ville falde, så nu gjaldt det om at sælge. Dette er jo ikke spekulation, sagde Gretry – det er fundne penge, for prisen på majshvede ligger på 94, hvor den burde kunne sælges et godt stykke nede i 80-erne.

Efter at de to havde spillet plat eller krone om det, gik Jadwin med. Nu troede han igen på det held, der tidligere havde stået ham bi. For en million Bushels? spurgte Gretry. Ja, for en million, lød svaret. Men fra det tidspunkt var Jadwin fanget ind af spillet på Børsen og kampen mod andre store spillere, også kaldet tyrerne, og han tjente store penge. I sin private sfærer omgikkes han dog stadig med sine gamle venner, han giftede sig med Laura og købte et pragtfuldt palæ med udsigt til Michigansøen.

Efter i tre år at have tjent styrtende med penge ville Jadwin lave en corner, men så gik det galt. For at redde sine opkøb pantsatte han i første omgang alle sine grunde og huse og brugte pengene til at holde prisen på hvede oppe, men lige lidt hjalp det, for landmændene have på grund af de gode priser tilsået nye områder med hvede, og da høsten kom i hus, væltede det ind med så store tilbud om salg af hvede til børsen i Chicago, at markedet gav efter. Prisfaldet var så stort, at Jadwin mistede hele sin formue. Det samme skete for Cressler, der på trods af al forsigtighed var hoppet med på vognen. Han tog sin fallit så alvorligt, at han begik selvmord. Gretry gik ikke fallit, skønt han tabte en masse penge, men det forlød, at hans tab også havde ramte 18 handelshuse i Chicago, der alle gik fallit dagen efter, at Gretry standsede.

For Jadwin og Laura betød sammenbruddet, at de måtte afvikle alt i Chicago, også deres palæ ved Michigansøen. Deres ægteskab var en tid var ved at bryde sammen, da Laura søgte kontakt men sin trofaste ven gennem flere år, kunstneren Corthell, vel nok forfatterens alter ego, men hun fortrød i sidste øjeblik, idet hun indså, at hendes plads var ved Jadwins side, nu han var ved at komme ud af en svær depression.

Romanen slutter med, at Jadwin og Laura beslutter at rejser til New York for at skabe en ny tilværelse. I et brev fra Page, der allerede var flyttet til New York sammen med sin mand Landry Court, skrev hun til sin søster: ”Hvor er det glimrende gjort af din mand at begynde sit nye arbejde, før han endnu var rask. Landry siger, han ved, at din mand kan skabe en to, tre formuer i det næste par år.”

Malstrømmen, der udkom omkring århundredeskiftet 1900, bidrog sammen med andre samfundskritiske publikationer på den tid stærkt til at åbne amerikanernes øjne for de katastrofer, som grove spekulationer kunne medføre for enkeltpersoner og for det amerikanske samfund. – At verdensøkonomien også kunne blive ramt, så vi ved de store krise i 1929 og i 2008.

Norris er i stilen påvirket af Zola og Kipling, men emnevalg og udformning viser ham som en af de ejendommeligste repræsentanter for nyere amerikansk litteratur. (Hagerups Lesikon fra 1951).

Jadwin og Laura forlader Chicago

Jadwin smældede døren i, og lyden vakte et hult ekko ind gennem de lange rækker af tomme, afklædte stuer. Han låste og stak nøglen i lommen. Ude på gaden stod kusken og holdt droskens dør åben. Jadwin hjalp Laura ind, gav kusken adressen og steg selv ind. De hørte kusken træde op til sin plads og tale til hestene. Jadwin tog Lauras hånd i sin, og tavse kørte de gennem byen hen til det tog, som skulle føre dem ud til deres nye liv. En del af begges liv var nu forbi for evigt. Den store corner hørte fortiden til.

Nu sad Jadwin og tænkte på den lange række ulykker, som den store corners fald havde fremkaldt. Den store fallit havde hvirvlet små falitter med sig, og de mange små falitter havde revet det ene handelshus ned efter det andet. Flere uger efter lød disse stadige krach, som når undergravede huse styrter i grus. En stor bank havde standset sine betalinger, og i hundredevis af småsparere opdagede, at deres små formuer var fejet væk. Katastrofen forgrenede sig i det utrolige. Hele tilstanden i forretningslivet var blevet anderledes. Pengemarkedet var igen”stramt”, og kredit var ikke til at få. Forretningsfolk begyndte igen at tale om dårlige tider.

Og Laura sad og tænkte på alle disse millioner og millioner af bushels hvede, der nu var borte. Den hvede, som havde dræbt Cressler, som helt havde opslugt hendes mands bevidsthed og på det nærmeste gjort ham sindssyg.. – Hveden, der var kommet som en stor strøm og havde revet hendes mands formue med og druknet den i dybets brølende malstrøm, den var nu uimodståeligt gået videre ad sin regelmæssige, forudbestemte vej fra vest til øst som en gigantisk flod og havde trukket død og ruin ned i sølen bag sig, men bragt liv og velstand til de tætbefolkede storbyer i Europa.

Et øjeblik kom der en underlig mørk uro over hende – hun følte sig stillet overfor selve de kræfter, som beherskede verden. Hun så hurtigt ud til begge sider gennem de duggede vognvinduer. Jo, jo – disse gader havde engang før gjort indtryk på hende. Hun vendte sig om til sin mand og skulle lige til at sige noget; men Jadwin sad nu og kiggede i en togplan ved det svage lys fra vognlygterne. For Laura var det et tegn på, at de inden længe ville de være i New York for der at bygge en ny tilværelse op.

Chicagos moguler

 Med en fænomenal hast var Chicago skudt op af det, som hidtil kun havde været ubeboelige sumpstrækninger i staten Illinois ved enden af Michigansøen. I 1833, da stedet første gang nævnes som by, oplyste folketællingen, at der kun boede 180 mennesker på stedet- i skure og hytter. Michigan City var ubestridt områdets vigtigst by med op mod 4000 indbyggere. Milwakee nord for og Cincinati sydøst for Michigan City havde allerede historie bag sig som velordnede bysamfund. Men jord var der nok af, og ude østpå kunne man altid finde naive købere, som gerne købte jord i midtvesten ubeset. Et par af Chicagos magnater tjente deres første penge på handler af den slags.

William Odgen redder svogeren

En af dem hed William Butler Ogden. Han var 30 år gammel, da han en dag i 1835 med dagvogn for første gang ankom til Chicago for at redde sin svoger ud af en kæmpeinvestering på 100.000 dollars i nogle kæmpestore arealer omkrig Chicago, som for størstedelens vedkommende bestod af moser og sumpe, kun beboelig for frøer og tudser.

Ogden fik nu en del af jorden målt op og inddelt i lodder, og da sommeren var på det tørreste, holdt han auktion over den opmålte jord, og salget gik forrygende. Efter et par dages forløb havde han solgt en tredjedel af svogerens jord og havde de 100.000 dollars hjemme, som hele arealet havde kostet, hvorefter han kunne rejse til New York og udbetale pengene til svogeren og samtidig bedyre ham, at resten af jorden var ganske værdiløs.

Ogden tager skeen i egen hånd

Nogle måneder senere vendte Ogden tilbage til Chicago for at sælge resten jorden. Under hans fravær var der blevet anlagt en halv snes nye gader, og grundpriserne var steget til det tre-eller firedobbelte. Ogden solgte nu resten af svogerens jord med en enorm fortjeneste, og så begyndte han at handle for egen regning og risiko. I 1837 avancerede Chicago fra landsby-status til købstad, og byens første borgmester blev såmænd ingen anden end William B.Ogden.

Trods modstand fra Chicagos handlende, der satsede på detailhandelen med oplandets bønder, drog Ogden nu på egen hånd ud i oplandet og til nabobyerne for at sælge for 250.000 dollars aktier til det jernbaneselskab, som kom til at hedde Galena & Chicago Union-banen. I november 1848 dampede det første tog ind mod Chicago med sin hvedelast. Banen blev en succes fra første dag, og den blev snart udvidet og kom til at hedde Chicago & North Western, og banens præsident var uforandret William B. Ogden.

McCormick dukker op

Men han gav sig også af med meget andet end baner og jordspekulation. En dag dukkede der en skægget fyr fra Virginia op på hans kontor og sagde, at han hed Cyrus McCormick. Han havde opfundet en høstmaskine, og nu agtede han at slå sig ned her, tæt på de store hvededistrikter, for at fabrikere sine maskiner, men han manglede lidt kapital, sagde han. Ogden troede på manden og udstyrede ham med 25.000 dollars. Til gengæld fik Ogden halvpart i McCormicks virksomhed, som i de følgende årtier kom til at betyde en revolution i landbruget, i første omgang i hvededistrikterne i Midtvesten, senere i hele USA og i Europa. Det gjorde langsomt men sikkert McCormick, der forstod at forhandle sig til rette med landmændene,  til en velhavende mand.

Philip Armour bliver hurtigt rig

Philip Danforth Armour hørte i modsætning til McCormick til dem, der blev rige på en dag. Han var nok en af de første, der forudså de muligheder, Borgerkrigen skabte for afsætning af flæskekød og kødkonserves, og han var den første, der forudså dens afslutning, sådan noget som tre måneder før den virkelig indtraf. Under krigen steg prisen på kød ustandseligt, men da afslutningen syntes nær, drog Armour til New York og tilbød sine kunder langtids-aftaler om levering af flæskekød i nærmere aftalte mængder til faste priser, og New Yorks slagtere, der troede, de havde gjort en god forretning, tegnede sig i stort tal for kæmpestore leverancer til de nævnte faste priser.

Så fulgte en hel række af Nordstats-hærens sejre, og for hver sejr faldt flæskepriserne, og Armour begyndte for alvor at tjene penge, som han anbragte i det nystartede aktieselskab Armour & Company, der snart var kødbranchens største. En vis konkurrence og tekniske fremskridt bevirkede, at Chicagos konserves-industri gennem mange år regnede for noget nær verdens ottende vidunder. Omkring århundredskiftet afløstes den voldsomme konkurrence af en slags Gentlemen`s agreement, der omfattede både priserne ved opkøb af svin og kvæg og priserne på de færdige produkter. En del skandaler førte til en typisk amerikansk komitè-undersøgelse, som rensede alle og ingen.

De skrevne ord magt

I 1901 døde Philip Armour. Derfor kom han ikke til at opleve den succes, som en lovende ung mand fra hans egen virksomhed opnåede inden for ugeblads-litteraturen. Hans navn var George Horace Lorimer. Gennem de mange år, han var ansat hos Armour, havde han flere gange dagligt nedskrevet Armours forskellige henkastede tanker, vurderinger og overvejelser i en dertil indrettet notesbog. Da den var fuld, tog han sin afsked og købte det hendøende Saturday Evening Post og begyndte at skrive. Hans første rigtige succes-serie blev en række anonyme ”Breve fra en self-made forretningsmand til hans søn”. De blev skrevet med udgangspunkt i Philip Armours forskellige udtalelser, og serien gjorde med et slag bladet til en rentabel forretning. `Brevene` udkom kort tid efter i bogform, og det ene med det andet bidrog til at afsløre de kritisable forhold i kødindustrien og til at skabe et billede af den amerikanske forretningsmand, der har heldet med sig.

Upton Beall Sinclair (1878-1968)

Armour undgik også at opleve det røre om Chicagos kødindustri, som Upton Sinclairs samfundsrevsende roman ”Junglen” skabte, da den udkom i 1906. Forinden var teksten dog offentliggjort i det socialistiske ugeblad The Appeal to Reason. Det Packington, som handlingen er henlagt til, genkendte alle som den del af Chicago, hvor det enormt store slagteri var blevet oprettet. Sinclair beskriver de utålelige forhold, som arbejderne, her indvandrere fra Lithauen, måtte arbejde under, og om syge dyr, der blev ført til slagtebænken gennem det store slagteris og konservesfabriks bagdøre. Samtidig fremkom der oplysninger om, at der under den amerikansk/spanske krig døde flere amerikanske soldater af den konserves, de spiste, end der faldt for de spanske kugler. Det fik hundredtusinder af amerikanere til at tænke på, hvad de fyldte i deres maver. Det ene med det andet fik overbevist kongressen og præsident Theodor Roosevelt om, at der her forelå et politisk urisikabelt emne at tage fat på. I den nærmest følgende tid kom der derfor en masse love og bestemmelse om handel med og behandling af levnedsmidler.

Oplysningerne er hentet fra Stewart H. Holbrooks bog ”Stormogulerne”, der nok fremviser USA’s storkapitalister som brutale magthavere, men giver den indrømmelse, at det også var dem, der gjorde USA til en økonomisk stormagt.

Sinclair har udgivet flere romaner, således bl.a Kong Kul og En Verden Gik Under, som begge er oversat til dansk i henholdsvis 1917 og 1940. Efter at have studeret ved Columbia Universitet opstillede han i 1906 i New Jersey som Socialistpartiets kandidat til Kongressen, men amerikanerne var ikke modtagelige for Sinclairs socialistiske budskab.