The Taxing Question of Land – Sagen om Jordværdibeskatning

Link:  The Taxing Question of Land

Komplekse skattesystemer giver mulighed for unddragelse, skatteunddragelse og dyre administrationsomkostninger for både den offentlige og den private pung. På det seneste G8-topmøde, placerede Storbritannien overholdelse af skattelovgivningen som et af de vigtigste problemer i verden i dag.

Deres skattesystem har, lige som vores, behov for en seriøs og oprigtige reform og revision. Storbritannien låner en tredjedel af sit årlige budget og indtægterne for de resterende to tredjedele er sikret fra skatter på vores økonomi, alt imens man samtidig forventer vækst på dette område.

Jordværdibeskatning (Grundskyld) tilbyder det bedste fremgangsmåde for såvel den offentlige som den private sektor ved at generere offentlige indtægter uden at beskatte den økonomiske vækst. I lyset af den internationale finanskrise, føler mange, at LVT (Land Value Taxation = Grundskyld) er en idé, hvis tid for alvor er kommet.

 

Grundskyld i aktuel politik

Ib ChristensenUanfægtet af, at økonomerne er enige om, at fastlåsningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden forstærkede virkningerne i Danmark af den globale økonomiske krise, der udsprang af boligbobler, jubles der nu over stigende boligpriser, ligesom der hetzes imod ”boligskatterne”, akkurat som man gjorde før krisen.

Allerede før sidste folketingsvalg lagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sig fast på, at ”boligskatterne” ikke måtte stige. De tilsluttede sig altså Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis ejendomsskattestop. Senere har de fem partier indgået et skatteforlig, hvori det hedder: ”Partierne er…. enige om, at ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes svarende til gældende lovgivning frem til 2020.” Der står ikke et ord om grundskylden.

Alligevel opfører partierne sig som om skatteforliget også omfatter grundskylden, der omtales som en ”boligskat”, uagtet at den hviler på al jord, ikke kun boligjord, og altså uanset at den ikke er omfattet af skatteforliget. Regeringspartierne kunne altså sammen med Enhedslisten gennemføre en grundskyldsreform, f.eks. genindføre statsgrundskylden, for dermed at imødekomme de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU, der alle har anbefalet en øget løbende ejendomsbeskatning, hvis provenu skulle bruges til lavere skat på arbejde.

Når det ikke sker, skyldes det skræk for boligejerne – til trods for, at den udbredte krisebevidsthed i befolkningen øjensynligt har bevirket et mere positivt syn på en reform som foreslået af økonomerne. Den seneste meningsmåling – mig bekendt – er fra Gallup i Berlingske 21/2 2011. På spørgsmålet, om de ville acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned, svarede 66 % ja, kun 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarede 71 % ja, blandt SF-vælgerne sagde 69 % ja. Da der kun var 22 % nej-sigere, mens 64 % af os er boligejere, kan man udlede, at der også blandt boligejerne er et flertal for en sådan skattereform.

Tilsyneladende ligger det politiske flertal under for den systematisk hetz mod ejendomsbeskatning, som bedrives af realkreditinstitutterne, der med jævne mellemrum fodrer medierne med jerimiader over stigende ”boligskat”. Da ejendomsværdiskatten er fastlåst, er det nu grundskylden, der må holde for. Realkreditinstitutternes interesse er at sikre sig størst mulig ”friværdi”, som de kan gældsætte, og så er det jo kedeligt for dem, når grundskylden dæmper boligpriserne.

Man udnytter den tåbelige fiksering af grundskylden, som den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti foretog, og som betyder, at grundskylden højest må stige med 7 % om året, og man som udgangspunkt har den laveste vurdering fra 2001. Dermed er der opsparet en forsinkelse af de for længst indtrufne grundværdistigninger, og derfor stiger grundskylden lempeligt også i en situation, hvor grundværdierne har været faldende. Det er naturligvis modsat hvad der under en normalt fungerende grundskyld bør ske, men eftersom grundværdierne nu i flere og flere områder begynder at stige, vil det problem blive løst efterhånden.

Men medierne refererer fuldstændigt kritikløst realkreditinstitutternes økonomer, inklusive fra det såkaldte ”Boligøkonomisk Videncenter”, om hvilket man taktfuldt undlader at fortælle, at det er en afdeling af Realdania. Som regel undlader man at henvende sig til uafhængige økonomer, man sanser muligvis ikke, at realkreditinstitutterne er ude i et politisk ærinde, på samme måde som man heller ikke er opmærksomme på, at bankøkonomerne kan have politiske formål, når de kommer med råd eller økonomisk prognoser.

Hetzen mod grundskylden har sine virkninger, f.eks. har de konservative i Københavns borgerrepræsentation foreslået en fastfrysning af grundskylden, der indbringer 3 mia. kr. årligt til kommunen. Dette forslag har fået støtte fra Socialdemokraterne og de radikale og vil utvivlsomt blive støttet af de andre borgerlige partier.

Fidusen ved dette attentat mod grundskylden er, at grundskylden modregnes i bloktilskuddene. Hvis grundskylden stiger, falder bloktilskuddet. Det undgår man ved at fiksere grundskylden, og så bliver det alle landets skatteydere, der kommer til at betale for det formindskede grundskyldsprovenu i København!

Den socialdemokratiske ”forståelse” af grundskyld illustreres af deres begrundelse: Grundskylden fordyrer boligudgifterne, hvilket er skadeligt for tilflytningen! Man fatter ikke, at lavere grundskyld giver højere boligpriser, hvor tilflyttere må gældsætte sig mere en det ellers var nødvendigt.

At de radikale er med i denne uansvarlige manøvre, kan undre, når de ellers reklamerer med, at de ”lytter til økonomerne”, og når der i deres principprogram står: ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret.”

Dette principprogram blev vedtaget af partiet i 1999, hvor grundskylden blev fjernet fra programmet. Den daværende landsformand Margrethe Vestager begrundede det med, at grundskyld var noget gammeldags noget, som hun ikke forstod!  Det Radikale Venstres skattepolitik siden beviser sådan set, at det gør hun stadig ikke.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved visse økonomers forståelse af grundskylden i forhold til anden ejendomsbeskatning, når landets mest citerede boligøkonomiske ekspert Morten Skak foreslår at slå grundskylden sammen med ejendomsværdiskatten. Man fatter øjensynligt ikke, at det byder folk meget imod at skulle beskattes af de huse, de selv har bygget eller købt, så er der utvivlsomt større forståelse for inddragelse af naturgivne og samfundsskabte jordværdier.

Man kan også undre sig over de socialistiske partiers manglende forståelse for grundskyld. Enhedslisten vil indføre kapitalvindingsskat i stedet, således at den indefryses indtil folk kommer ud af ejerboligmarkedet. Det vil ikke give lavere ejendomspriser, tværtimod, det vil blive overvæltet på køberne, og det vil i øvrigt ikke give noget stort provenu. I Sverige har man halveret en tilsvarende skat efter rasende folkelige protester.

Op til krisens udbrud gældsatte landbruget sig for 360 mia. kr. Senere er jordværdierne faldet med 51 %, og mange landmænd er gået fallit eller sidder som prioritetsbestyrere, teknisk insolvente. Pensionsselskaber og erhvervsdrivende fonde har udset sig landbrugsjorden som et sikkert og langsigtet investeringsobjekt. De forventer et årligt afkast på 4 %. De pågældende landmænd skal så stå for gårdens drift. Det ville være bedre for landmændene at overtage jorden på jordrentevilkår, det ville give større frihed og lette generationsskiftet. Nu inddrages jordrenten af kapitalinteresser i stedet for af samfundet.

At grundskylden har magtfulde fjender og møder stor uvidenhed, er desværre ikke noget nyt. Det konstaterede som bekendt allerede Henry George.

Betænkning Vedrørende Fuld Grundskyld

I.  Indledende bemærkninger. Den 11. marts 1948 nedsatte finansministeren i henhold til regeringsbeslutning en kommission til undersøgelse af spørgsmål i forbindelse med indførelse af fuld grundskyld. Den 13. oktober 1954 afgav kommission sin betænkning.

Ved kommissionens afslutning bestod den af 24 medlemmer med fhv. ligningschef H. C. Henningsen som formand, samt fhv. landstingsmand Hans Hansen og folketingsmand Oluf Pedersen som næstformænd.

Fhv. folketingsmedlem, redaktør Magna Nøhr var indtil sin død 29/7 1952 formand for kommissionen, hvoraf yderligere 11 andre personer havde været medlemmer i kortere eller længere tid.

På et plenarmøde afholdt den 15, april 1948 nedsattes tre udvalg under grundskyldskommissionen:

A. Udvalget angående grundvurderinger med Hans Hansen som formand.

B. Udvalget vedrørende skødehaveres og panthaveres forhold med H. C. Henningsen som formand.  C. Udvalget vedrørende virkninger af fuld grundskyld med Oluf Pedersen som formand.

De politiske partier var alle repræsenteret i grundskyldskommissionen. De tre største, S, V og Kons. med hver to medlemmer, men de tre mindste, RV, Retsf. og Kom., hver havde et. Dertil kom en række personer med særlige kvalifikationer.

Kommissionens sekretariat bestod af fungerende kontorchef S.Vang, statens ligningsdirektorat, og fuldmægtig H.Birch-Jensen, skattedepartementet.

Den georgistiske bevægelse var godt repræsenteret i kommissionen. Foruden Hans Hansen og Oluf Pedersen var også folketingsmand, førstelærer Søren Olesen, og fhv. landstingsmand, husmand Mads Sig Steffensen med. Deres positioner havde de dog især opnået gennem Danmarks Retsforbund.

Man får et godt overblik over Kommissionens arbejde ved at kaste et blik på Indholdsfortegnelsen i Betænkningen. Her finder man:

II.  Udkast til lov om jordrente til staten, XI. Bemærkninger til lovforslaget.

III.Grundskyldslovgivningens udvikling i Danmark.

IV. Kommissionens undersøgelser.

V.  Virkningerne af fuld grundskyld for ejendomsbesidderne, panthaverne og lejerne.

VI. Resultatet af  Kommissionens undersøgelser. Fællesudtalelse fra et flertal af Kommissionens medlemmer. Særudtalelser fra enkelte af flertallets medlemmer. Mindretalsudtalelser fra andre medlemmer.

VII.Bilag. Her bringes en række interessante oplysninger fra andre lande og fra Danmark.

Det er ikke muligt at komme ind på de enkelte afsnit i Betænkningen. Men det er oplysende at tage fællesudtalelsen fra kommissionens flertal og nogle særudtalelser med:

Et flertal, Hans Andersen, Holger Eriksen, Hans Hansen, H. C. Henningsen, K, J. Kristensen, Laurits Nielsen, Søren Olesen, Oluf Pedersen, V. E. Pedersen, Kjeld Philip, Karl Skytte, Mads Sig Steffensen og Fr. W. Teichert, der i princippet er tilhænger af en reform, som gradvis indfører fuld grundskyld til afløsning af andre skatter, der hviler på arbejdsskabte indtægter, finder, at det i betænkningen side XI stillede forslag med bemærkninger giver en saglig fremstilling af, hvorledes fuld grundskyld kan gennemføres, idet enkelte medlemmer i øvrigt i det følgende fremsætter de synspunkter overfor forslagets enkeltheder, hvortil de finder anledning.

Særudtalelse fra enkelte af flertallets medlemmer:

 Hans Andersen, (lejerne), Holger Eriksen, (Soc.) og Fr.W.Teivhert, (Soc.) kan tilslutte sig ovenstående principudtalelse ud fra den opfattelse, at det synes uretfærdigt, at grundværdistigninger, der ikke er arbejdsskabte, tilfalder den enkelte og ikke samfundet, og at en ændring i dette forhold vil standse grundspekulationen, der fordyrer byggeriet, og den fortsatte stigning i ejendomspriserne til skade for landbruget.

På enkelte punkter kan man dog ikke tiltræde betænkningens forslag. Det vil virke økonomisk uheldigt, at staten på forhånd forpligtes til at opsamle en kapital på 6 milliarder kroner (til betaling af erstatninger) ved afdrag igennem 60 år på omkring 100 millioner kr. årligt, og man må mene, at det ikke kan være vurderingen af 1950, som ved indførelsen af grundskyld, sikrer, at al fremtidig grundværdistigning kommer samfundet til gode. Efter mindretallets mening er grundbeskatning ikke steget i takt med den øvrige beskatning, og en grundskyldsreform må derfor begynde med en forøgelse af grundbeskatningen.

K. J. Kristensen (ligningschef, finansministeriet) ønsker at tage forbehold med hensyn til forslagets overgangsbestemmelser, der giver ejeren krav på en afløsningssum på tre fjerdedel af den nuværende grundværdi, når den hertil svarende nedsættelse i jordrenteafgiften til staten falder bort.

   Forrentningen af en afløsningssum på ca. 6000 millioner kroner vil indskrænke muligheden for skattelettelser tilsvarende, og afviklingen af denne løsesum vil tværtimod kræve en forøgelse af beskatningen, der selv om afviklingen fordeles over 60 år vil være større end det beløb, den ene procent jordrenteafgift af den nuværende grundværdi kan indbringe.

I stedet for afløsningen og dens afvikling over 60 år har mindretallet foreslået at opretholde nedsættelsen i jordrenteafgiften i 10 år efter lovens ikrafttræden og derefter lade den bortfalde med en sjettedel – 0,5 % – hvert tiende år, således at nedsættelsen i sin helhed vil være bortfaldet 60 år efter lovens ikrafttræden. (Udtalelsen er forkortet).

Kjeld Philip (professor, dr.oecon.) forholdt sig positivt til udvidet grundskyldlovgivning, men mente, den burde foretages mere enkelt, end flertallets forslag stiller i udsigt.

   Karl Skytte (R.V.) kunne ikke støtte flertallets forslag og mente, at man i stedet for burde videreudvikle den bestående grundskyldslovgivning på et grundlag, der i løbet af kort tid vil øve sin virkning i retning af at hindre den private kapitalisering af de samfundskabte værdier.

    G. Djørup (kontorchef i finansministeriet), Fabritius de Tengnagel (dommer, justitsministeriet) Viggo Nørby (afdelingschef i indenrigs- og boligministeriet) og Åge Rangel-Nielsen (ekspeditionssekretær i indenrigs- og boligministeriet) ment at den eventuelle gennemførelse af en sådan reform i det store og hele vil kunne ske på grundlag af det af kommissionens flertal udarbejdede lovforslag.

   Chr, R. Christensen (gårdejer, fhv.folketingsmand, Kons.) og Knud Thestrup (dommer, fhv. folketingsmand, Kons.) kunne ikke tiltræde flertallets indstilling og henviste til den retslige vurdering, som var foretaget af professor ved Aarhus Universitet, Dr. jur. Thøger Nielsen. Denne vurdering er et digert værk på godt 16 sider i Betænkningen, den rummer mange interessante betragtninger og er et partsindlæg til fordel for den private ejendomsret til jord.

   H. C. Koefoed (gårdejer, fhv folketingsmand, V.) og Finn Poulsen (landsretssagfører, fhv. folketingsmand V.) finder, at kommissionen ikke fuldt ud har løst den opgave, der var pålagt den: ”at undersøge de spørgsmål, der står i forbindelse med gennemførelse af fuld grundskyld”.

Herefter foretager de en kritisk gennemgang af de problemer, de mener knytter sig til gennemførelse af fuld grundskyld, og som de mener, flertallet ikke har taget højde for.

Mindretallenes udtalelser afsluttes med indlæg af Aksel Jensen (direktør i Landcreditkassen), som ikke kunnean tilslutte sig flertallet indstilling i Betækningen og de konklusioner, der drages heraf, Alfred Jensen (DKP), der kun i nogen grad kunne tilslutte sig, idet han ikke kunne erklære sig indforstået med flertallets Betænkning som helhed og Egon Larsen (direktør i Kjøbenhavns grundejerforening), som tager fat på problematikken omkring  forslagets forfatningsmæssige holdbarhed. Denne udredning fylder 28 sider i Betænkningen, men så kommer vi også vidt omkring.

Lovforslaget i Betænkning Vedrørende Fuld Grundskyld førte ikke egentlig lovgivning som foreslået af et flertal i kommissionen.. Trekantregeringen 1957-60 (Soc., Rad. og Retsf.) tog ikke sagen op, nok mest på grund af modstand fra Det radikale Venstre. I stedet forhøjede man den kommunale grundskyld i forbindelse med frigørelse af de bundne huslejer fra krigens tid. I regeringsperioden 1966-68 (Soc.og SF) blev grundskylden gjort til et rent kommunalt anliggende. Det radikale Venstre stemte for. Det gjorde Oluf Pedersen også – fra tilhørerpladserne!

Georgister kan stadig få udbytte af at læse `Betænkningen` hvis man ønsker at sætte sig ind i resultaterne af de mange undersøgelser, der blev foretaget, og de mange stridig heder, de medførte. De samme gælder studerende og andre interesserede, der vil fordybe sig i dansk politik i årene 1945-1970.

 

Økonomen John Maynard Keynes – hvordan skal han forstås?

Økonomen John Maynard Keynes – hvordan skal han forstås?

Det er mit indtryk, at de fleste mennesker med en vis interesse for politik og samfundsøkonomi kender navnet John Maynard Keynes.

Keynes var en britisk økonom, som levede i årene 1883-1946. Faktisk var han også i sin samtid ganske kendt uden for økonomernes rækker, f.eks. for sit værk ”The Economic Consequences of the Peace” fra 1919, hvor han stærkt kritiserede de meget strenge fredsbetingelser sejrherrerne fra Første Verdenskrig havde stillet Tyskland, først og fremmest i form af meget høje krigsskadeerstatninger.

Imidlertid er han i offentligheden først og fremmest kendt for at være fortaler for en aktiv finanspolitik, hvor regeringen i perioder med svag økonomisk aktivitet og høj arbejdsløshed skal lempe finanspolitik­ken – populært sagt pumpe penge ud i samfundet for at skabe ny aktivitet. Denne tanke har jo helt åbenlyst en stærk intuitiv appel, og deraf kommer nok, at mange mennesker mener, at de kender Keynes ganske godt.

Men er Keynes nu så banal? Hertil kan man bestemt svare nej. Keynes’ teorier er endog uhyre kompli­cerede. Herom i det følgende:

Keynes’ hovedværk The General Theory

I 1936 udkom Keynes’ hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money, på dansk Den Generelle Teori om Beskæftigelse, Rente og Penge. Bogen er imidlertid aldrig blevet oversat til dansk. Derimod udkom den næsten med det samme på både tysk, fransk og japansk. Den findes endvi­dere i svensk oversættelse under titlen Allmän teori om sysselsättning, ränta och pengar.

Bogen er et omfattende værk på omkring 400 sider, som i utallige kapitler, ofte svært tilgængelige, for­søger at godtgøre, hvorfor den gængse økonomiske teori har slået fejl, og ikke kan forklare den verdens­omspændende økonomiske depression, som hærgede hele den vestlige verden i årene inden Anden Verdenskrig.

Kapitlerne handler om emner som arbejdsmarked, penge, rente, investering, opsparing og forbrug. Derimod savner læseren forunderligt nok ganske og aldeles et kapitel om ekspansiv finanspolitik.

Jeg skal i det følgende skitsere nogle af de vigtigste temaer i bogen, og med den vigtige tilføjelse, at jeg så langt fra påstår at forstå Keynes til fuldkommenhed.

Klassikerne

Det først kapitel i General Theory er på kun ca. en halv side, hvor Keynes definerer sine hovedmod­standere de klassiske økonomer.

De ortodokse økonomer, som Keynes kalder ”klassikerne” omfatter navne som fx John Stuart Mill og Alfred Marshall, hvis hovedværker også i perioder blev brugt som lærebøger på fx Københavns Uni­versitet ved det statsvidenskabelige studium.

Klassikerne så økonomien som en selvregulerende mekanisme, hvor markedet, i hvert fald i det lange løb, ville skabe en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Også på arbejdsmarkedet, således at arbejdsløshed af betydning måtte anses for en umulighed.

Mange kender også antagelse om den ”usynlige hånd”, som – uden at vi tænker over det til daglig – sikrer, at der altid er de varer i butikkerne vi ønsker os (og kan betale for!). Og som netop også sikrer ligevægten på arbejdsmarkedet, så en håndværker altid kan finde arbejde, hvis han vil arbejde til den markedsbestemte løn. Og hvor en arbejdsgiver også kan finde en håndværker, hvis han vel at mærke kan og vil betale lønnen.

Denne mekanisme – ”den usynlige hånd” – sikrer også, at håndværkeren kommer til at arbejde dér, hvor han gør størst nytte. Ellers ville en anden arbejdsgiver tilbyde en højere løn.

Ligevægten gælder tillige internationalt, hvor vi gennem handel med andre lande sikrer os de varer, som bedst produceres andre steder, og hvor vi betaler for disse varer gennem eksport.

Keynes afviser så langt fra markedet som en god regulator, men derimod gælder det, at økonomien savner evnen til altid at sikre fuld beskæftigelse, og det leder os naturligt nok til det meget vigtige tema, som også i dag optager os meget:

Arbejdsløshed

Hvorfor forekommer der arbejdsløshed? Keynes giver selv en del af svaret: arbejdsløshed forekommer helt banalt, når økonomien er præget af det, som han kalder ”friktioner”, små forhindringer, som i praksis forhindrer, at alle projekter kan finde sted helt som planlagt: Et byggeri kan blive stoppet mid­lertidigt på grund af frostvejr, en leverance af råvarer kan blive forsinket etc. Dermed kan arbejderne blive midlertidigt arbejdsløse Så kan det også forekomme, at arbejdere mister deres job permanent, hvis fx en fabrik lukker. Nok er der andet arbejde at få, men det kan tage en smule tid at finde det, og igen kan arbejderne derfor gå uden beskæftigelse en kort tid.

Der er almindelighed enighed om, at den form for arbejdsløshed findes, så selv under det vi kalder ”fuld beskæftigelse”, er der en beskeden arbejdsløshed på måske 2-4 pct. Nogle vil måske endda hævde, at selv ved 8-10 pct. ledighed vil de fleste inden for en overskuelig tid finde arbejde, og resten har måske behov for uddannelse eller omskoling, foruden dem, hvis problem snarere er, at de reelt ikke er arbejdsparate, men alligevel er havnet i statistikken over ledighed.

Men hvad nu hvis ledigheden er endnu større? Fx så vi i Danmark i 1930’erne arbejdsløshed på over 20 pct., enkelte år endog omkring 30 pct. Det samme gjaldt andre vestlige lande. I dag ser vi den samme massearbejdsløshed i lande som Spanien og Grækenland. Så lader det sig efterhånden ikke længere bortforklare, at ”rigtig” arbejdsløshed findes – det som Keynes kalder ufrivillig arbejdsløshed. Dygtige håndværkere og fabriksarbejdere er klar nærmest med det samme, hvis der bliver kaldt på dem, men det bliver der blot ikke.

Så Keynes’ definition på arbejdsløshed er nærmest, skønt han forklarer det med noget mere komplice­rede økonom-termer”, at når udbuddet af arbejdskraft villig til at arbejde til den gængse løn – og endog ved et vist fald i reallønnen – overstiger efterspørgslen efter arbejdskraft, ja så eksisterer ufrivillig arbejdsløshed. Og som Keynes bemærker: Hvem kan i øvrigt være i tvivl om det?

Udbud og efterspørgsel

Hvis der skal være et job til alle arbejdsvillige mennesker i et land, så kræver det, at den samlede øko­nomi efterspørger varer til forbrug, investering og eksport svarende til, at produktionen af disse varer kan beskæftige alle mand, hverken mere eller mindre.

Findes der en mekanisme i økonomien, som sikrer det? Klassikernes svar på det spørgsmål var i kort­hed, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Det betyder, at produktion af en given mængde varer skaber en indkomst, som lige akkurat er stor nok at efterspørge disse varer. Det kan lettest illustreres ved at antage den simplest tænkelige økonomi med kun én person. Denne person lever af at samle æg og bær. Han er både producent og forbruger, og hans produktion – hans udbud – må nødvendigvis være det samme som hans efterspørgsel; han samler de æg og bær, som han ønsker at spise. Det holder stadigvæk stik, selv hvis vi introducerer én mand mere, og de to indbyrdes bytter varer. Udbud af varer må nødvendigvis også være efterspørgsel efter varer, for enten bruger man selv sine varer eller også ef­terspørger man andres varer.

I den klassiske forestilling om ligevægt ligger der en antagelse om, at disse simple lovmæssigheder også gælder i en moderne økonomi med millioner af mennesker og tusinder af forskellige varer og tje­nesteydelser. En sådan økonomi er ganske vist afhængig af et pengevæsen – kun yderst få handler i en moderne økonomi finder sted som direkte varebytte. Det er imidlertid ikke noget problem, for penge er ikke noget i sig selv, man er blot at betragte som et smøremiddel, som skal lette byttehandlerne; omme bag ved er det stadig de samme byttehandler, som reelt finder sted, og vi kan stadig beskrive økonomi­en, som om alle handler var direkte varebytte.

Og her er det just, at filmen knækker ifølge Keynes. At udbud skaber sin egen efterspørgsel er nok sandt på Robinson Crusoes’ øde ø, men afgjort ikke i en moderne pengeøkonomi. Her gælder det tvær­timod, at det er efterspørgslen efter varer og tjenester, der bestemmer produktionens størrelse, og denne efterspørgsel skaber ikke nødvendigvis en produktion svarende til fuld beskæftigelse.

Hvor svigter økonomien?

Enhver borger i et land med en indkomst træffer beslutning om at bruge denne indkomst, enten til for­brug eller opsparing. Hans efterspørgsel efter forbrugsvarer skaber også efterspørgsel efter arbejdskraft, hvorved andre mennesker igen opnår en indkomst, som de også anvender til forbrug eller opsparing.

Opsparingen udgør imidlertid problemet; den sænker den samlede efterspørgsel efter varer, og dermed også efterspørgslen efter arbejdskraft.

Den klassiske antagelse er, at opsparingen bliver anvendt til investering – bankerne låner husholdnin­gernes opsparing ud til virksomheder, som ønsker at investere, fx i form af nye bygninger og maskiner. Dermed bliver opsparingen alligevel til efterspørgsel efter varer – investeringsgoder – og dermed vil den fulde beskæftigelse altså være sikret.

Men denne antagelse om ligevægt mellem den ønskede opsparing og den ønskede investering er falsk ifølge Keynes. Motiverne til at spare op og motiverne til at investere er aldeles forskellige, ja har fak­tisk ikke det fjerneste med hinanden at gøre.

Hertil kommer Keynes antagelse om den spekulativt betingede pengeefterspørgsel. Navnlig i usikre tider uden inflation af betydning – det gjaldt for Keynes’ egen tid – udgør penge et udmærket middel til at opbevare sin formue. Husholdningerne holder på pengene, bankerne holder på pengene, og det driver renten i vejret, og hæmmer investeringerne.

Keynes slår igen og igen på opsparingen som problemet. Den som sparer op, skaber ikke velstand for fremtiden, tværtimod, så sænker han den økonomiske aktivitet og beskæftigelse, direkte ved lavere privat forbrug og måske også indirekte ved at skabe pessimisme blandt de virksomheder, som skulle investere.

Og det problem bliver større og større jo mere velhavende samfundet bliver, for efterhånden som ind­komsterne stiger, så stiger også tilbøjeligheden til at spare op.

Kan de økonomiske kriser løses?

Hvis vi antager, at Keynes’ beskrivelser af økonomien er korrekt, hvilke løsninger har regeringen i en markedsøkonomi da til sin rådighed?

Det er svært direkte at finde anvisninger hos Keynes, for han er langt mere optaget af at kortlægge de økonomiske sammenhænge; han henvender sig først og fremmest til sine kolleger blandt økonomerne, og ikke så meget til politikerne og den brede offentlighed.

Imidlertid lader det sig i hvert fald gøre at identificere tre mulige løsninger:

Pengepolitikken: Centralbanken kan gennem pengepolitikken sikre, at der er rigeligt med likviditet i samfundet. Det sker gennem det, som Keynes kalder ”open market operations”, hvor centralbanken op­køber obligationer for penge. Det sænker renten, og skaber gunstige vilkår for investorerne. Faktisk kunne man egentlig nærme sig en situation med en rente på nul, så virksomhederne kan låne penge næsten gratis. Der er nemlig ingen grund til, at penge skal være et knapt aktiv, og hvis pengerigeligheden er stor, så vil der heller ikke være nogen tilskyndelse til at holde på pengene ud fra spekulative motiver.

Den økonomiske fordeling: Ved en mere ligelig fordeling af indkomsten, sikrer man, at de grupper som bruger hele eller næsten hele deres indkomst på privat forbrug får en større disponibel indkomst. Det skaber en større efterspørgsel efter varer til forbrug, og dermed også en højere beskæftigelse.

Finanspolitikken: Hvis den samlede efterspørgsel i samfundet er for svag, så er en oplagt løsning, at regeringen skal stimulere økonomien ved fx at bygge veje, broer og lufthavne. Skattelettelser, især til grupper med lav indkomst, vil også være en oplagt mulighed. Det forunderlige er så, at finanspolitikken ikke nævnes direkte af Keynes i ”General Theory”. Men finanspolitikken passer i hvert fald som hånd i handske med Keynes’ teorier.

Afsluttende vurdering af Keynes

Passer Keynes’ teori med virkeligheden? Dette spørgsmål lader sig næppe besvare fyldestgørende. Enhver økonomisk model er netop kun en model – en forenkling af virkeligheden.

Det som Keynes reagerede på var en skrigende modsætning mellem den massearbejdsløshed enhver kunne se med sine egne øjne – med eller uden økonomisk sagkundskab – og så de økonomiske teorier man blev undervist i på universiteterne, hvor ligevægten mellem udbud og efterspørgsel efter arbejds­kraft altid bliver sikret af markedet.

Keynes kalder sin teori ”generel”. Men spørgsmålet er imidlertid, om teorien ikke bedst passer på de ekstreme kriser, som verden undertiden oplever, og i mindre grad på fx nutidens Danmark, hvor arbejdsløsheden i almindelighed svinger et sted mellem 5 og 10 pct. Vores beskæftigelse er faktisk næsten altid tæt på 100 procent, men naturligvis aldrig helt.

En indikation heraf kunne være den opstramning i finanspolitikken, som fandt sted fra og med Poul Schlüters overtagelse af regeringen i 1982. Arbejdsløsheden steg ikke i de kommende år trods lavere offentlige budgetunderskud. De store budgetunderskud under Anker Jørgensens regering i 70’erne løste ikke problemet med den stigende ledighed.

Derimod kunne Keynes’ teorier med større sandsynlighed anvendes på lande som Grækenland og Spa­nien med fortvivlende høj arbejdsløshed og horribel fattigdom. Løsningen for de lande skulle i så fald være at frigøre sig fra euroen og føre selvstændig penge- og finanspolitik med flydende valutakurser.

Vor Jord og Jordpolitik

Grundlaget for amerikanerens livssyn og selvsikkerhed og hans villighed til at vidåbne landet for indvandring for de fortrykte fra alle lande var hans forestilling om det praktisk uudtømmelige forråd af offentlig jord – med plads til farme og hjem for alle. Men fra borgerkrigens tid af var mere og mere af disse vidtstrakte områder blevet sløset bort – særligt givet som gave til private jernbaneselskaber – således at hvis dette skulle vedblive at gå for sig, uhindret, ville ”jordfonden” være udtømt omkring 1890. Alene en enkelt bane havde just fået overladt 25.000 acres (1acre=0,4 ha) for hver engelsk mil – svarende til et over 30 km bredt bælte på hver side af banelinien! Og i Californien er det endda endnu værre. Her i vort, i forhold til folketallet, uhyre landområde, – hvor der intet jordspørgsmål burde være, er det nu yderste alvor.

Allerede nu er der enkelte mænd, der råder over 100.000 acres eller mere, og man kan rejse milevidt over frugtbart land, der aldrig har set en plov, men som `ejes`, og hvor derfor ingen nybygger kan bygge et hjem uden at måtte betale hvad tribut det måtte behage disse grundejere at aftvinge dem.

Jorden, den beboelige del af jordkloden, er det forrådskammer, hvorfra mennesket kan fremdrage materiale til hvad det frembringer. Jorden er ikke i sig selv et formuegode.-Al formue er jo arbejdsskabt. – Den har kun værdi, hvor der er for lidt af den. Jorden er ikke frembragt ved arbejde, men skabt af Gud, og hvor som helst der ydes arbejde eller arbejdsprodukter for at bruge den, er det en tribut, der betales `jordejeren`.

Jordværdi og arbejdsværdi står i omvendt forhold til hinanden. Med samme produktion er det indlysende, at jo mere der må betales til jordejerne, desto mindre bliver der til arbejdets mænd: hvor `jordrenten` er høj, er arbejdslønnen lav. Jo dyrere jorden bliver, desto ringere bliver lønnen, og des stærkere vil endda tendensen være til endnu større forringelse af lønnen Thi jo vanskeligere det vil være for den jævne mand at blive sin egen arbejdsgiver, desto mere vil han være i kløerne på jordejere og kapitalister.

De kræfter, som har formindsket Englands jordejendoms-besidderes antal fra 3-400.000 i midten af 1700-tallet til 30.000 nu (1868), udøver også deres virkning hos os. Ikke alene overlades uhyre landområder til enkelte, men vi driver en jordpolitik, der fremkalder en uafladelig opslugning af de mindre farme. At jorden ejes af en snæver kreds af landets borgere er ensbetydende med, at disse også råder over landets skæbne.

Hvorfor ikke forny det gamle, prøvede system fra feudaltiden, der knyttede pligter over for samfundet til alle rettigheder, og pålignede jorden landsstyrets udgifter? Grundværdiafgifter skruer ikke priserne op, hæmmer ikke produktionen. De kan ikke omgås, koster lidet at opkræve og kan ikke overvæltes af jordejeren på forbrugere eller andre.

Spekulanten, der lader sin jord ligge ubrugt hen, vil da betale lige så meget i skat af den, som den virkelige jordbruger, der dyrker hvede, bygger huse osv. på sin. Virkningen vil hurtigt vise sig: jordpriserne vil falde til jordens virkelige værdi, spekulationen få sit dødsstød. Millioner af acres land, som nybyggerne er udestænkte fra, vil blive åbnet, forladt af spekulanterne eller solgt for en slik. Produktionen vil blive befriet fra det nuværende skattetryk. Overalt i dette vort land vil virksomheden tage fart. Skattefrit arbejde overalt og jorden åben for enhver!

Teksten er taget fra Jakob E, Langes bog ”Henry George – Socialøkonomen Reformatoren Tænkeren” og her gengivet i forkortet form. Langes bog, der blev udgiver i 1937, findes på Henry George Bibliotek. Bogen kan også skaffes til veje gennem det offentlige biblioteksvæsen.

Svend Tornbjerg

Rigdom og Fattigdom

De sidste år, Henry George befandt sig i Sacramento, blev han mere og mere optaget af at skrive, snart sagt om alt muligt. Det var på den tid, han tog selvstændig stilling til protektionismen. Jo mere han hørte om den, desto mere blev den for ham en stor vildfarelse. Derfor blev han frihandelsmand, helt og ubegrænset. Resultatet af dette standpunkt og videre undersøgelser blev ”Beskyttelse eller Frihandel, som han udgav en snes år senere.

Imidlertid var George vendt tilbage til San Francisco, hvor han fik ansættelse ved det nyoprettede dagblad The Times, i hvis redaktion han senere indtrådte. Det var på det tidspunkt han skrev en magazin-artikel med titlen ”Hvad jernbanen vil bringe os”. Anledningen var, at Pacificbanen nærmede sig sin fuldendelse. Året var 1868.

George skildrer først, hvordan San Francisco ville få mulighed for at udvikle sig til en by af verdensformat, men senere vil komme til at ligne storbyerne i de gamle lande og dem på Amerikas østkyst. Han henviser til England med dets 20 millioner indbyggere på et areal, der ikke var mere end en tredjedel af Californiens, men med en nationalformue, der var 6-7 gange større. Der tilhører 10.000 personer overklassen som hertuger og baroner, men hvad med alle de andre? spørger han retorisk.– Den simple sandhed er den, at jernbanens fuldførelse og den deraf følgende vækst i folketal og virksomhed ikke vil gavne alle. Godernes fordeling er en lige så vigtig sag som deres frembringelse, hævder han.

Sidst på året 1868 påtog Henry George sig den opgave at rejse til New York for at skaffe telegrammer fra pressetjenesten der til det nystartede ”The Herald” i San Francisco, som han på den tid var redaktør for. Men her nægtede man det lille blad adgang, hvilket George opfattede som storkapitalistisk monopolisme. I stedet startede han sammen med en ungdomsven fra Philadelphia  et helt nyt korrespondance-bureau, men det blev bagtalt og chikaneret fra starten af konkurrenterne i New York og kom derfor ikke til at fungere. Men George oplevede et glædeligt gensyn med sin familie og mange af sine venner fra de unge år efter ti års ophold i Californien.

I New York benyttede George ledige stunder til at se sig om i storbyen. Her så han både denne verdensbys glans og herlighed og dens fornedrelse, rigmandspalæerne og slumkvartererne. Mange år senere dramatiserede han sine oplevelser i et foredrag, han holdt for en stor forsamling: `Det kom som en åbenbaring, en tanke ovenfra, der slog ned i min sjæl, midt på dagen, på gaden, som et lyn, der gennemrystede mig og bestemte min fremtid`, men han kom ikke ind på de problemer, som den store indvandring fra Europa skabte i byen.

Godt hjemme igen kastede George sig atter over journalistisk og redaktionelt arbejde. Efter at have endt den daglige redaktion red han ofte på sin pony langt uden for Oakland, hvor han boede. Her fandtes endnu et vidtstrakt, kratbevokset område, men noget var allerede opkøbt, og det forlød, at ejeren af området gerne ville sælge jord for 1000 dollars per acre. I dette enkle eksempel fandt George årsagen til den voksende armod for de mange og den øgede rigdom for de få. `Når jorden er taget i privat besiddelse og kun kan erhverves ved køb, må arbejderne og alle andre, der kommer efter, betale den dyre entre, mens sælgerne får en fortjeneste uden at have ydet nogen produktion til gengæld`, lyder hans bedømmelse. Som resultat af egne iagttagelser og nærmere undersøgelser skrev  George nu ”Vor Jord og Jordpolitik”. Det var et lille skrift, der redegjorde for forhold, som han selv og mange i Californien var fortrolige med.

Forinden havde George dog gjort sig bemærket som skribent ved et lille frihandelsblad i Oakland, hvorved han kom i kontakt med Californiens guvernør, der ligesom George var blevet klar over frihandelens nødvendighed. Men den mest påtrængende opgave for bladet og for guvernøren var nu den valgkamp, der stod for døren. Det betød kamp mod Pacificbane-selskabet, der nu havde opslugt alle konkurrenter og `på skamløs måde udbyttede hele samfundet`..

Guvernør Haight fik George til at overtage ledelsen af hovedstadsbladet ”State Capital Reporter”, og han blev derfor en af hovedmændene i kampen mod monopolisterne. Men så sikrede baneselskabet sig aktiemajoriteten i bladet, og George måtte trække sig ud af redaktionen. Han fortsatte dog kampen på anden vis, blandt andet ved uddeling af flyveblade og pjecer, og som kandidat ved valget til Californiens lovgivende forsamling.

Men jernbanen var dem for stærk, og valget blev ved dens indflydelse et knusende nederlag for George og Haight. Desto større betydning fik det for George, at han straks efter kunne udgive ”Vor Jord og Jordpolitik”