Guldminen i Nalunaq-bjerget er gået i betalingsstandsning

Der var store forventninger, da det norsk-canadiske mineselskab Crew i august 2004 åbnede en guldmine i Nalunaq i Kirkespirdalen. Det var den første mine i Grønland, siden bly-og zinkminen Den Sorte Engel i et bjerg ved Uummannaq lukkede i 1990. I dag, mindre end et årti senere, ser gulddrømmene ud til at være slut. Sådan indleder Politiken sin store artikel om råstofudvinding i Grønland (12/5 2013),

– Selskabet fik økonomiske problemer allerede i 2008 og blev solgt til britiske Angel Mining, der allerede var aktiv i et forsøg på at genåbne Den Sorte Engel. Selskabet håbede på kunne vende forretningen for begge de to miner.

– Det lykkedes ikke. I februar gik Angel Mining og de to datterselskaber, der stod for minerne, i betalingsstandsning. De store guldfund var udeblevet, og investeringerne i Den Sorte Engel var for høje.

– Ifølge minefolk er selskabets betalingsstandsning et tydeligt eksempel på, hvorfor Grønland har svært ved at tiltrække investeringer.

– Londonadvokaten Andrew Buckingham, der driver tilsynet med selskabet, har lavet en aftale med de kreditorer, der har lånt miniselskabet penge, så det kan drive virksomheden videre for nedsat kraft for i det mindste at få noget af tabet kan dækket. Men det ser ikke godt ud, fremgår det af et brev, han den 19. april sendte til kreditorerne, og som Adam Hannestad fra Politiken har haft adgang til.

Altingsvalget i Island

ipbw50ISLANDS lovgivende forsamling Altinget ligger ved pladsen Austurvellir i Reykjavik. Det var her folk i begyndelsen af året 2009 mødtes hver lørdag bevæbnet med potter og pander for at tvinge de folk fra magten, der havde ansvaret for Islands finansielle kollaps. Austurvellir ligger centralt i Reykjavik og umiddelbart øst for det sted, hvor Islands første indvandrer Ingòlfur Arnason i året 870 slog sig ned med sin familie og tyende og byggede en gård. Her står også et mindesmærke for Jòn Sigurdsson (1811-79), der var leder af kampen for Islands selvstændighed. Da republikken Island i 1944 blev udråbt, skete det på hans fødselsdag den 17. juni.

 

 Altingsvalget i Island

Man vidste det allerede før valget til Altinget den 27. april. De to borgerlige partier Selvstændighedspartiet (konservative/liberale) og Fremskridtspartiet (det gamle bondeparti) ville vinde en solid sejr. Det viste meningsmålingerne entydigt, og sådan kom det til at gå. De to partier fik hver for sig 19 mandater, en gevinst på henholdsvis 3 og 10 mandater, så med et samlet mandattal på 38 sikrede de sig at solidt flertal i det nye Alting, der tæller i alt 63 medlemmer. Taberne blev de afgående regeringspartier Socialdemokraterne og Det grønne Venstre, der mistede henholdsvis 11 og 5 mandater og endte med at beholde 9 og 7.  Dertil kom to nye partier med de sigende navne Lys Fremtid og Piratpartiet, der vandt henholdsvis 5 og 4 mandater.

Helt så imponerende var den borgerlige valgsejr imidlertid ikke, hvis man ser på deres procentvise andel af stemmerne. Deres andel blev 51,1 procent, hvilket svarer til 32 eller 33 mandater. Dette misforhold hænger sammen med en særlig valgordning, der betyder, at stemmer afgivet i kystnære områder tæller mere end andre afgivne stemmer.

En væsentlig forklaring på, at altingsvalget gik som det gik, skyldtes nok de borgerlige partiers valgtrumf, der gik ud på at skære 20 procent af alle islændinges boliggæld. At de to partier selv havde forårsaget denne gældsstiftelse med deres love om lempelige boliglån, havde boligejerne formentlig glemt alt om.

En anden forklaring kan findes i de tiltag, aktive borgere foranstaltede for at få grundloven lavet om, så enhver stemme fik samme vægt, og at alle naturresurser, herunder også fiskeriet, skulle være folkets ejendom. Men det lykkedes ikke at få ændret forfatningen. I stedet for skabte forslaget til en så vidtgående grundlovsændring stor modstand i betydelige dele af den islandske befolkning.

De islandske vælgere huskede sikkert også, at den nu afgåede regering ved sin tiltræden ansøgte om islandsk medlemskab af EU, og at den ønskede at forhandle med udlandet om den bankgæld, som `ekspensionsvikinger` havde bragt islændingene på halsen. Begge tiltag var upopulære i store dele af den islandske befolkning.

Det hjalp åbenbart ikke på stemningen, at den nu afgåede statsminister Johanna Sigurdardottir i efteråret 2002 bekendtgjorde, at EU-ansøgningen ikke længere var aktuel. I øvrigt var Det grønne Venstre imod at fortsætte ad den vej, sagde hun. (I øvrigt er de politiske partier i Island dybt splittede i spørgsmålet om ja eller nej til EU). Ved den lejlighed meddelte den 69-årige statsminister også, at hun ikke genopstillede ved det kommende valg til Altinget. Om det fik nogen betydning for valgresultatet er nok tvivlsomt.

De to regeringspartier i perioden 2009-2013 tabte stort ved Altingsvalget, men den afgåede regering fik et smukt eftermæle i den del af den danske presse, som overhovedet beskæftigede sig med Island. Dagbladet Information bragte således nedenstående opsummering af de ulykker, Selvstændighedspartiet havde forårsaget i Island, og af, hvad der var lykkedes for den rød-grønne koalition.

–          I starten af 00`erne foretog Island en omfattende privatisering af bankerne. Det satte gang i hjulene, alle kunne få kredit, og alle købte på kredit. Da den globale krise i 2008 ramte Island, havde landets tre største banker investeret og udlånt et beløb, der svarede til ni gange Islands BNP.

–          Med krisen fulgte en næsten værdiløs valuta og den største udvandring fra Island siden 1887. 5.000 forlod øen i 2009. Island har nu 318.000 indbyggere.

–          Under statsminister Johanna Sigurdardottir er Islands økonomi igen kommet på fode og voksede med knap 3 procent i 2012. Centralbankens rente er faldet fra 18 til 6 procent i perioden. Island har to år i træk haft økonomisk vækst. Skattesystemet er trimmet, så de fattigste betaler mindre, og man har gennemført besparelser uden at slække på nævneværdigt på velfærden. Og regeringens budget er igen i balance efter et underskud i 2008 på 15 procent.

Lars Hovbakke Sørensen, der har en ph.d. i international politik fra Aalborg Universitet og er ekstern lektor ved Københavns Universitet, er enig. Han peger dog på, at det til trods for økonomisk fremgang er det statsministeren og hendes socialdemokrati, der har stået for skud: ”Mange i Island mener, at socialdemokraterne ikke har gjort nok for at redde landet ud af krisen. At de ikke har fået ordentligt gang i økonomien og arbejdsløsheden ikke er bragt ned. Og når en række af de partier, der havde magten frem til krisen så lover, at der igen vil blive løsnet op og komme flere penge ud blandt folk, så er der mange, der tænker, at en stemme på oppositionen er en stemme på bedre tider,” siger han.

Nej til EU

Der skulle gå næsten en måned, inden Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet fik lavet en ny regering i Island, men de 22. maj kunne Danmarks Radio meddele, at de to borgerlige partier nu havde dannet en koalitionsregering. Den nye statsminister bliver Fremskridtspartiets leder Sigmundur David Gunnlaugsson, mens Bjarni Benediktsson fra Selvsændighedspartiet overtager finansministeriet.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de nye regeringspartier har besluttet at lægge EU-medlemskab i mølposen. Herved foretager de en 180 graders drejning i EU-politikken.

Den tidligere rød-grønne regering ansøgte om EU-medlemskab i juli 2009, og der har i mange omgange været forhandlinger med Bruxelles. En tredjedel af de 33 såkaldte forhandlingskapitler med EU var allerede afsluttet.

Kun en kort overgang efter det fatale økonomiske kollaps i 2008 var et flertal af de islandske vælgere tilhængere af EU-medlemskab. I dag siger et flertal klart nej til EU.

Måske er det en fordel, at det nu er Fremskridtspartiet, der er det ledende parti i Island Ganske vist var partiets andel af stemmerne ved valget i april et par procent lavere end Selvstændighedspartiets, men ansvaret for det fatale kollaps i 2008 hviler ikke så tungt på det.

 

Råstofudvinding i Grønland

Råstofudvinding i Grønland

Godthåbsfjorden, Ikatup nukasia, fotograferet af Gumuken

Sidst på året 2012 blev en mulig udvinding af jernmalm ved Godthåbsfjorden 100 kilometer fra Nuuk diskuteret voldsomt i den danske presse. Mange meninger og synspunkter kom til udtryk, men ikke alle var velbegrundede. Den side af sagen blev dog afhjulpet, da Politiken den 11. januar 2013 bragte en kronik af professor Christen Sørensen, fhv. overvismand og fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi m.m. Christen Sørensen udelukker ikke, at rettighederne til udvindingen af jernmalm kunne overgå til et kinesisk statsselskab, men han peger også på andre muligheder.

For fire år siden åbnede Grønlands landsstyre for forhandlinger med Alcoa, der planlagde at bygge et aluminiumssmelteanlæg i Grønland i samme gigantiske størrelse som i Island. Anlægget med tilhørende vandkraftværker ville koste 15 milliarder kroner, forlyder det. Til gengæld ville værket skabe en årlig omsætning i Grønland på 3-4 mia. kroner og 500-700 arbejdspladser, men hvem skulle betale de enorme etableringsomkostninger, og hvordan blev betingelserne på længere sigt?

Maniitsoq (Sukkertoppen), der ligger godt 100 kilometer nord for Nuuk, kan blive det mulige hjemsted for en aluminiumsproduktion. Byen har 3.500 indbyggere, der i givet fald vil kunne få gavn af den beskæftigelse, værket vil medføre, men uanset hvor anlægget eventuelt bliver placeret, vil det medføre et alvorligt indgreb i en storslået natur.

Grønland har tidligere kendt til minedrift. I Den sorte Engel ved Maarmorilik i den nordlige del af Vestgrønland blev der i mange år brudt bly- og zinkmalm. Denne virksomhed skabte mange arbejdspladser, men ophørte i 1990, da minen ikke længere var rentabel. I  Ivittuut (Ivigtut) i Sydgrønland brød man i mange år kryolit, som bl.a. blev brugt som flusmiddel ved aluminiumudvinding og til fremstilling af visse porcelæns- og fajancesorter. Men brydningen af kryolit ophørte for et par årtier siden, da minen var udtømt.

Men ved Mestersvig i Østgrønland findes der molybdæn, som bruges i stållegeringer. Nu ser det ud til, at det kan betale sig at udvinde stoffet, og det forventes, at et canadisk firma i nær fremtid vil åbne en mine, der vil kunne beskæftige 600 mand. I den nærmeste og eneste by i området – Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), der ligger et par hundrede kilometer sydpå – bor der kun 500 mennesker. Skal byen levere arbejdskraft til minen, vil det betyde en total forandring af det lille samfund, hvor den eneste erhvervsmulighed i dag er fangst og fiskeri.

Ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) findes de såkaldte `sjældne jordarter`, der er nødvendige i de moderne industrier, der fremstiller computere, mobiltelefoner, batterier m.m. Christen Sørensen hævder i sin kronik, at Kina har sikret sig adgang til de fleste af de `sjældne jordarter`, der findes i verden, og således har en slags monopol på området. Derfor har han med henblik på de grønlandske forekomster forsøgt at få dansk industri og europæisk mineralindustri på banen i Grønland, men hidtil uden resultat.

I sin kronik i Politiken skriver han følgende om denne sag: `Havde man på EU-plan mødt den fremstrakte hånd (fra Grønland), ville der straks være taget initiativ til at sende en højtstående og beslutningsdygtig delegation til Grønland med repræsentanter for såvel EU-kommissionen, den europæiske mineindustri og naturligvis en betydelig dansk deltagelse. Men det skete ikke – i hvert fald ikke endnu. Realiteten for de grønlandske politikere er derfor, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag det planlagte aluminiumsprojektet i Maniitsoq.`

I 2005 gik et svensk selskab i gang med at udvinde olivin i nærheden af bygden Atammik i Maniitsoq kommune. Olivin bruges til stålfremstilling. På grund af  kinesernes voldsomme forbrug af stål kunne det pludselig betale sig for det svenske LKAB at udnytte den ellers billige mineral så langt væk som i Grønland. LKAB, som ejes af den svenske stat, arbejder med jernudvinding i Kiruna og har en omsætning på omkring ti milliarder svenske kroner. Selskabet har oprettet datterselskabet Seqi Olivine A/S, som driver olivinminen i Atammik i samarbejde med det danske entreprenørfirma MT Højgaard. I alt er der 50 ansatte i minebyen fra minører til arbejdsmænd og rengøringspersonale, og hovedparten er grønlændere. De fleste af dem kom fra Maniitsoq, hvor rejefabrikken lukkede nogle år, inden olivinminen blev startet.

I 2004 åbnede Grønlands første guldmine, og det skabte en vis opmærksomhed, da det kom frem, at guld fra minen blev anvendt til fremstilling af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys forlovelsesringe. Guldet blev i 1993 lokaliseret ved Nalunaq i Kirkespirdalen, der ligger en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Crew Gold Corporation ejer nu alle aktier i Nalunaq Goldmine. NunaMinerals med hjemmestyret som hovedaktionær, suppleret af omkring tusind småaktionærer i Grønland og Danmark, ejede indtil 2007 en mindre aktiepost på 17,5 procent i Nalunaq Goldmine, mens Ceew ejede resten. Efter endnu et år med underskud, og efter at Crew havde oprettet sit eget smelteværk på Newfoundland i Canada, besluttede NunaMinerals at sælge sin aktiepost til Crew. Den officielle forklaring var, at det grønlandske selskab i stedet ønskede at koncentrere kræfterne om mineralefterforskning rundt om i Grønland.  Før beslutningen havde NunaMinerals krævet en undersøgelse af varestrømmen i selskabet, men der kom ikke nogen undersøgelse. Derimod steg kursen på Crew Gold Corporations aktier  med 839 procent på knap fire år. Hvordan hang det sammen med at guldminen i Grønland gav underskud?

Forklaringen synes at være, at Crew har købt guldminer andre steder i verden og at guldprisen er steget. Når selskabet alligevel fortsætter guldudvindingen i Nalunaq, skyldes det formentlig, at lødigheden af guldet i Grønland er høj, 18-20 gram per ton malm, mens den i selskabets mine i Guinea i Vestafrika kun er 1-1,5 gram per ton. Til gengæld er guldet der let at bryde, og lønningerne lave. Det samme gælder for selskabets guldminer på Filippinerne.

For nogle år siden udtalte Erik Andersen, der er direktør for guldminen i Nalunaq, til Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen GRØNLAND Mægtig og Afmægtig følgende: `I Grønland er lønningerne høje. Udgifterne ved at drive minen er i det hele taget enorme. Fordi den ligger så afsondret, koster det millioner at transportere folk og materialer frem og tilbage. Derfor tjener vi ikke noget for øjeblikket. Men vi håber, at det kommer snart, for ellers bliver minen simpelthen lukket.`

Det er den dog ikke blevet!

Norden skal på banen

Råstofudvindingen i Grønland er for stor en sag til, at grønlænderne kan klare den alene. Selv med et aktivt samarbejde med Danmark forekommer opgaven overvældende. Derfor bør alle de nordiske lande på banen. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne passende aktiver de mineselskaber og finansielle sektorer, der har kræfter og erfaringer på de deres respektive områder.

Det statsejede svenske LKAB har mangeårige erfaringer med jernudvinding i Kiruna i Nordsverige og er allerede engageret i Grønland. I 2005 gik Seqi Olivine A/S, der er et datterselskab under LKAB, i gang med at udvinde olivin, der bruges til stålfremstilling, i nærheden af bygden Atammik i nærheden af Maniitsoq Kommunne (Sukkertoppen).

I Sydgrønland har et canadisk mineselskab, Crew Gold Corporation, siden 2005 brud guldholdig malm ved Nalunaq en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Herfra sejles malmen til forarbejdning på Newfoundland. (Jvf. Marianne Krogh Andersen: GRØNLAND Mægtig og Afmægtig)

Der skal stærke kræfter til for at tage konkurrencen op med London Mining og Den kinesiske Statsbank, som foreløbig er de eneste, der har budt ind på muligheden for at bryde jernmalmen ved Godthåbfjorden. Mon ikke Norden som en samlet enhed er i stand til at gøre det? Målt i BMP 2008

ligger de nordiske lande under et på en elvteplads blandt verdens rigeste lande. (Jvf. Gunnar Wetterberg: Förbundsstaten Norden).

Danmark, med sit indgående kendskab til grønlandske forhold, og Grønland selv må være de naturlige formidlere af en storstilet nordisk indsats for udnyttelse af Grønlands råstoffer. De kan i fællesskab sikre, at grønlænderne fra begyndelsen får indtægter fra de virksomheder, der ønsker at etablere sig i deres land.

Systemskifte

Socialismen og liberalismen har hærget verden, mens den suverænt bedre Georgisme stadig kæmper for at få luft under vingerne.

Miseren kan tilskrives tilhængernes ildhu, som til fulde har demonstreret sandheden i talemåden: Det bedste er det godes værste fjende.

De vestlige demokratier har i mangel af bedre valgt socialliberale løsninger, mens borgerne i frustration søger noget bedre.

Situationen råber på, at georgisterne præsenterer deres ideologi og de deraf afledte gode løsninger. Mens debatten om etableringen af det perfekte samfund henvises til interne symposier.

 

Georgismen

I det georgistiske samfund er der fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og privat ejendomsret til de arbejdsskabte værdier. Det repræsenterer således det bedste fra socialismen og liberalismen i modsætning til de socialliberale vestlige samfund. I disse samfund påberåber man sig den private ejendomsret samtidig med, at borgernes arbejdsindsat beskattes hårdt, og man forærer de samfundsskabte værdier og naturressourcerne til grundejere og private interesser.

Frihandel er det andet bærende element i georgismen.

I sin søgen efter årsagerne til fattigdom i en verden rig på ressourcer og teknologiske landvindinger nåede Henry George frem til, at jordmonopolet og handelsrestriktionerne er de væsentligste.

Det er glædeligt at konstatere at en af vor tids mest fremtrædende samfundsdebattører på det globale plan, Bjørn Lomborg, nu også kraftigt advokerer for frihandel. Da han stadig er ung kan man håbe, at han også når til erkendelse af den afgørende betydning af den naturlige ejendomsret.

 

Revolution eller evolution

Når utilfredsheden med det eksisterende system har vokset sig stor, og der tegner sig et alternativ, er tiden moden til et systemskifte. Er befolkningen frataget demokratiske rettigheder kan en voldelig revolution komme på tale, men det er værd at bemærke, hvor afgørende resultater Ghandi nåede i Indien ved at mobilisere en fredelig opstand og tilsvarende egypterne og tuneserne i det arabiske forår.

Det som jeg her vil koncentrere mig om er skiftet til et georgistisk system i et demokratisk samfund. Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i danske forhold. Det er min opfattelse, at de forhindringer, der har vist sig i Danmark, også i større eller mindre grad har været til stede i de andre vestlige demokratier.

Et systemskifte i et demokrati er en vanskelig og langvarig proces. Første trin er at skabe opmærksomhed om ideerne og forståelse for deres fortrin. I den forbindelse skal der fremlægges konkrete forslag, som i tilfælde af den nødvendige indflydelse kan gennemføres i valgperioden. Forløber den første valgperiode med indflydelse tilfredsstillende er vejen banet for et godt valg med efterfølgende stærkere indflydelse.

I Danmark startede det meget lovende. I første halvdel af det 20. århundrede blev der skabt en bred opbakning om de georgistiske ideer, som flere partier tog til sig – også det store parti, Socialdemokratiet! Det kulminerede med, at regeringen i 1948 nedsatte en kommission med den opgave “……. at søge klarlagt de spørgsmål, der står i forbindelse

med gennemførelse af fuld grundskyld ………”. Kommissionen afgav sin betænkning i 1954.

Hvorfor denne omfangsrige og grundigt bearbejdede  betænkning ikke blev startskuddet til realiseringen af georgismen i Danmark, vil jeg vende tilbage til. Først er det formålstjeneligt at se på de grundlæggende begreber jordrente, ejendomsret og grundskyld.

 

Jordrenten

Jordrente er et ældre ord, som ikke har noget at gøre med begrebet rente, men formentlig er afledt af det engelske ord rent, der betyder leje og jordrente (economic rent). Jordrenten er således et udtryk for den løbende ydelse en bruger er villig til at betale for at bruge et stykke jord. Vel at mærke på markedsvilkår.

Da jorden som udgangspunkt er en naturgiven værdi, bør jordrenten tilfalde samfundet. Det bør være enhver regerings fornemste opgave at sikre dette. Realiteten er imidlertid, at dette stort set ikke er sket. De få steder, hvor man har været opmærksomme på ejendomsretsspørgsmålet, er jordrenten kun blevet opkrævet for en mindre dels vedkommende.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning af jordrenten til samfundet har været stigende handelspriser for jord til fordel for jordejerne. Man taler om en kapitalisering af jordrenten. Køberne af et stykke jord, det være sig landbrugsjord eller byggegrund, kommer således til at betale den fulde jordrente i form af forrentning og afdrag på købesummen oveni den utilstrækkeligt pålignede jordværdiskat.

Forestiller man sig, at jordværdiskatten, i stedet for at blive opkrævet med et for lille beløb i forhold til udviklingen i jordrenten, opkræves med et for stort beløb, vil man opleve den modsatte udvikling. Handelsværdierne vil falde og jordejerne vil blive påført et tab. Herudover vil de stadig skulle forrente og afdrage den højere købesum og betale den samme jordværdiskat som nye købere.

Denne forklaring af jordværdiskattens virkninger illustrerer hvor magtfuldt et fordelingspolitisk instrument, den er. Under en højkonjunktur, hvor jordværdiskatten ikke reguleres i takt med udviklingen i jordrenten, er det astronomiske beløb, der på denne måde uden en bagvedliggende produktion foræres jordejerne og dermed forøger deres forbrugsmuligheder og investeringsmuligheder. En aktieboble følger ofte en boligboble. Og når boblerne brister udløses en krise. Den nuværende krise, som er den værste siden 30-ernes, er et eklatant eksempel.

Ofrene for den utilstrækkelige opkrævning af jordrenten er primært de unge, der er ofre for et enormt generationstyveri. De betaler langt mere for at bruge deres stykke jord end deres ældre medborgere. De unge, der kommer ind på ejerboligmarkedet eller starter som selvstændige landmænd omkring toppen af en højkonjunktur, rammes særligt hårdt – ofte med en menneskelig og økonomisk deroute som resultat.

 

Ejendomsretten til jorden og jordrenten

Jorden er givet os fra naturen og bør som sådan være fælles ejendom. Imidlertid er den ikke umiddelbart anvendelig til sit formål. At gøre den moden til landbrug kan kræve en stor arbejdsindsats. Derfor har det fra de ældste tider forekommet indlysende rigtigt, at den, der udførte denne opgave, også var den retmæssige ejer til jorden. Jordejerne tilfører yderligere værdi i form af bygninger og anlæg, hvilket forstærker den intuitive oplevelse af den private ejendomsret til jorden som den rigtigste løsning. Endvidere ville den private ejendomsret til bygninger og anlæg være i modstrid med en fælles ejendomsret til jorden.

Det traditionelle private ejendomsretsbegreb i forhold til jorden overser imidlertid et væsentligt forhold: jordrenten afhænger ikke kun af ejerens indsats. Jordens frugtbarhed er fra naturens hånd stærkt varierende, samfundets investeringer i infrastruktur m.v. tilgodeser forskellige egne i stærkt varierende grad og konjunkturerne påvirker over tid jordrenten i varierende grad. For at sikre at fordelene af disse naturgivne og samfundsskabte værdier kommer alle til gode, er det nødvendigt, at jordrenten opkræves af samfundet.

De nævnte forhold har bevirket, at mange georgister har ment, at samfundets ejendomsret til jorden er afgørende. Da der som anført er gode grunde til den traditionelle opfattelse af den private ejendomsret til jorden som rigtig og naturlig, har disse krav om fælles ejendomsret til jorden skabt unødvendig modstand mod georgismen. Denne modstand er der ikke nogen grund til at nære, når det afgørende er samfundets ret til jordrenten, hvilket der ikke er fremført gode argumenter imod.

Der er ingen grund til at gøre opgaven vanskeligere end den er.

 

Grundskyld og jordværdiskat

Grundskyld er for så vidt et udmærket gammelt dansk ord, der beskriver det centrale forhold, at man som bruger af et stykke jord påtager sig en forpligtelse overfor samfundet. Grundskyld betegner den del af jordrenten, som opkræves af det offentlige. Da ordet ikke siger yngre mennesker noget, har jeg valgt at anvende ordet jordværdiskat, der er en direkte oversættelse fra engelsk af land value tax, LVT, der er internationalt anvendt.

Begrebet fuld grundskyld betegner den optimale situation, hvor hele jordrenten opkræves af samfundet.

Danmarks forspildte chance

Med de grundlæggende mekanismer ridset op er det nu muligt at forstå, hvorfor Grundskyldskommissionens betænkning ikke blev starten på ideernes realisering i Danmark, men snarere blev et monument over et halvt århundredes oplysningsarbejde.

Opgaven lød eksplicit på at indføre fuld grundskyld og implicit på at gøre det over en kortere årrække. Fuld grundskyld er et udtryk for at hele jordrenten opkræves af samfundet, hvilket indebærer at jordens handelspris er 0.

Man kan også sige, at man skulle finde en løsning på at eliminere virkningen af mere end et halvt århundredes fejlslagen politik samtidig med, at man skulle indføre en fremtidig rigtig.

Reduktionen af de aktuelle handelspriser på jord til 0 gennemføres ved at påligne en jordværdiskat, der sikrer, at hele jordrenten tilfalder samfundet, hvilket rejser spørgsmålet om hvem, der skal bære tabet. Hvem skal betale for, at jordejere i mange årtier har realiseret store gevinster i form af den kapitaliserede jordrente. Det er spørgsmål som kan holde mange kommissioner beskæftiget i rigtig lang tid. Der findes ikke en retfærdig løsning. Og der findes ikke en løsning som kan samle et flertal. Om ikke andet så har Grundskyldskommissionens arbejde bevist dette. Når der på trods af den tids positive indstilling til de georgistiske ideer ikke kunne findes en løsning, så bør konklusionen være, at kommissionens opgave er umulig i et demokrati.

Allerede dengang burde man have foreslået at se bort fra det, der var gået skævt i fortiden og koncentrere sig om fremtiden. Sammenligner man datidens jordværdier med de nuværende, ville en jordværdiskat, der løbende inddrog den stigende jordrente, have resulteret i at praktisk taget hele jordrenten i dag ville tilfalde samfundet.

 

De spildte år

Siden Grundskyldskommissionen måtte opgive at nå frem til en fælles anbefaling, har georgisterne forsømt at uddrage læren af fiaskoen. Alle har accepteret opgaveformuleringen om en forceret gennemførsel af “fuld grundskyld” (opkrævning af hele jordrenten til samfundet). Alle har været enige om at arbejde for den “optimale” løsning. Alt eller intet!

Som følge af denne fatale undladelse af at sætte spørgsmålstegn ved opgaveformuleringen har man brugt kræfterne på at løse cirklens kvadratur. Der er brugt mange gode kræfter på at udarbejde sindrige overgangsløsninger, som skulle få det til at se plausibelt ud, at nogle udvalgte grupper i samfundet, som ikke har haft nogen eller kun ringe andel i årtiers jordværdistigninger, kom til at bære formuetabet som følge af elimineringen af de kapitaliserede jordværdier.

Der har også været ført mange og lange  heftige debatter om, hvorvidt den fulde grundskyld ville kunne dække samfundets udgifter eller om samfundets udgifter simpelthen skulle begrænses til, hvad den fulde grundskyld måtte indbringe. Det er ideologisk interessant, men uden nogen positiv effekt i forhold til en bredere mobilisering af tilhængere.

Siden år 2000 har danske boligejere betalt ejendomsværdiskat, der er en skat beregnet på grundlag af den samlede ejendomsværdi – altså grundværdi og bygningsværdi. Denne skat har georgisterne ikke i væsentligt omfang taget afstand fra, ud fra den – rigtige – begrundelse, at denne skat, ligesom jordværdiskatten, har den virkning, at den begrænser de samfundsskabte stigninger i ejendomspriserne.

Alligevel ville det have været gavnligt at have markeret sin modstand, da skat på bygninger er en skat på arbejde – ydermere er det en årligt gentagen skat. En klar principiel afstandtagen vil være opmærksomhedsskabende og medvirke til at profilere det georgistiske ejendomsretsbegreb.

 

Ny strategi

Udviklingen har tydeligt vist, at fornyet fremgang for georgismen kræver en ny strategi.

En ny strategi skal først og fremmest respektere, at i et demokrati skal ethvert skridt i den rigtige retning kunne samle et flertal.

Det vil ikke være muligt at skabe et flertal for en jordværdiskat, som har til formål at genoprette, hvad mere end 100 års for lille opkrævning af jordværdiskat har skævvredet. Derfor skal jordværdiskatten alene have som formål at inddrage fremtidige samfundsskabte værdistigninger. Ønsket om en forceret indførelse af det bedst mulige samfund må ikke endnu engang forhindre, at der føres en rigtig og retfærdig politik, der systematisk bevæger samfundet i den rigtige retning. Spørgsmålet er ikke, om vi har skabt det optimale samfund om 20 eller 60 år, men om den førte politik er den rigtige.

Vi står nu på samme niveau, som georgisterne for 100 år siden, for så vidt angår kendskabet til de georgistiske ideer.  Det kan måske lyde nedslående. Der er imidlertid nogle væsentlige forskelle på dengang og nu. For det første er mulighederne for massekommunikation radikalt forbedrede. Dernæst er kendskabet til de fatale følger af boligbobler væsentligt større. Endelig er vælgernes parathed til at afprøve nye muligheder stor. De har gang på gang demonstreret, at de næsten desperat søger alternativer til de socialliberale partier. Dog har det generelt høje oplysningsniveau og en sund skepsis bevirket, at socialismen og liberalismen ikke er blevet valgt som brugbare alternativer.

I oplysningen om Henry George grundlæggende ideer er det væsentligt at få præciseret ejendomsretsbegrebet i forhold til jorden og jordrenten. Det bør fremhæves, at georgismen i modsætning til socialismen og liberalismen ikke varetager særinteresser, men ser på hvad der tjener det fælles bedste, og hvad der er mest retfærdigt.

Det er væsentligt, at den politik, der konkret foreslåes, er i fuld overensstemmelse med ideologien i forhold til fordelingen af den fremtidige værdiskabelse. Anvendelse af jordværdiskatten til at sænke handelspriserne på jord, dvs. til at påføre boligejere, landmænd og andre jordbesiddere tab, bør være bandlyst. Det er altid betænkeligt i et demokratisk samfund, at forsøge at skabe retfærdighed med tilbagevirkende kraft.

Det skal være tydeligt for alle, at jordværdiskatten har til formål at stabilisere handelspriserne på jord. Er der tendens til stigende eller faldende handelspriser skal jordværdiskatten løbende justeres.

De store øjeblikkelige fordele ved en sådan klart defineret jordværdiskat skal overbevise om nødvendigheden af reformer:

  • ingen boligbobler
  • intet hasardelement ved køb af bolig
  • ligestilling mellem ejere og lejere
  • intet generationstyveri
  • alle får andel i de samfundsskabte værdier
  • jordværdiskatten kan finansiere reduktion af skatten på arbejde
  • det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at udløse øgede ejendomspriser – i stedet vil det medføre højere jordværdiskat

Det er min opfattelse, at retten til udbyttet af egen arbejdsindsats skal yderligere fremhæves. Hidtil har georgisterne tydeligt tilkendegivet, at indkomstskatten skal ned og i sidste ende fjernes. Dermed er politikken for den direkte beskatning klargjort. Men indkomst beskattes også indirekte. Det sker i form af indtægts- og formuebestemte ydelser fra det offentlige og ved forøget egenbetaling af offentlige ydelser i forhold til indtægt og formue. Denne beskatning virker ikke motiverende for lysten til at arbejde og spare op, og er efter min mening stort set lige så uretfærdig og skadelig som den direkte beskatning af arbejde.

Med den rigtige strategi vil det være muligt at bringe Henry George i den førerposition i forhold til Karl Marx og diverse liberalistiske økonomer, som han fortjener.