USA under forandring

I 1897 oplevede USA et konjunkturopsving, der blev efterfulgt af en vækstperiode, der med kortere afbrydelser varede ved til det store krak i 1929. De år, som amerikanerne kalder The Progressive Period, var præget af en modoffensiv mod ”røverbaronerne” og et væld af sociale og økonomiske reformer.

Morgan og de andre

Når man omkring århundredeskiftet talte om pengemagt, var det ikke kun John Pierpont Morgan, man talte om, men også Vanderbilt, Astor, Carnegie, Rockerfeller og Edward M. Harriman, for sammenlignet med de andre var Morgan blandt de mindre rigmænd. Han var blot anderledes, for med overtagelsen af U. S. Steel markerede han, at finanskapitalen nu overtog industrikapitalens rolle. Det skete gennem dannelsen af et konsortium, som Morgan stod bag. På den måde havde han opnået at få kontrollen over bl.a. store dele af det amerikanske jernbanenet, af forsikringsbranchen og med General Electric. Siden kom International Harvester, American Telephone Co. og meget andet til.

Teddy Roosevelt

Theodor Roosevelt (1874-1961) blev i en alder af 23 år indvalgt i staten New Yorks lovgivende forsamling, fordi republikanerne kunne bruge en reformivrig patricier. Senere blev han præsident McKinleys viceflådeminister og senere igen guvernør i New York og vicepræsident. Ved McKinleys død i september 1901 blev Teddy USA’s 46. præsident. Blot fem måneder senere sad John Pierpont Morgan, nu på højden af sin magt, over for den nye præsident i Det Hvide Hus. Morgan  ville gerne have at vide, hvordan det forholdt sig med et forlydende om et planlagt sagsanlæg mod ham i henhold til Sherman-antitrustloven. Ganske vist var Morgan ved at planlægge en sammenlægning af sit jernbaneimperium med James Hills Great Northern og og Edvard Harrimans Union Pacific, men alligevel undrede han sig over, at man nu ville tage Sherman-loven i brug, for hidtil havde den kun været anvendt imod fagbevægelsen. ”Send Deres mand til min og lad dem ordne det, hvis vi har gjort noget galt”, sagde han til præsidenten. Med ’Deres mand’ mente Morgan Roosevelts justitsminister Philander C. Knox, som var til stede, for det var ham, der forberedte et lovindgreb mod Morgan. Nu følte han sig krænket og udbrød: ”We don’t want to fix it up. We want to stop it”. Morgan ignorerede ham og spurgte Roosevelt, om han også ville angribe U. S. Steel og andre interesser. ”Kun hvis de har gjort noget, vi anser for galt”, svarede præsidenten. Audiensen var forbi. En ny tid var begyndt.

En omfattende reformbevægelse

Morgan rejste hjem til New York med uforrettet sag og måtte opgive den planlagte udvidelse af sin jernbanetrust. Nogle måneder senere blandede Roosevelt sig i en langvarig strejke blandt 150.000 kulminearbejdere ved at invitere John Mitchell, formand for United Mine Workers, til Det Hvide Hus og foreslog konflikten løst ved voldgift. Da vinteren nærmede sig, måtte mineejerne bøje sig, hvorefter en voldgift gav minearbejderne en 10 pct. lønforhøjelse og ni timers arbejdsdag. I den følgende tid gik der en radikal reformbevægelse over landet. Det var ikke Roosevelt, der ledede den, men han havde anvist fremgangsmåden, da han i 90’erne selv var gået i krig mod New Yorks korruption og sociale elendighed. – I 1902 indledte en mand ved navn Lincoln Steffens en artikelserie i McClue’s om korruptionen i St. Louis og fortsatte med at afslørede de samme skandaløse forhold i en række andre amerikanske byer. Hazen S. Pingree gjorde som Detroits borgmester i 90`erne byen til et mønster for politisk hæderlighed, hvorefter han rykkede ind i Michigans guvernørbolig i Lansing, og de store nabobyer i Ohio fulgte efter. I Toledo kom fabrikant Samuel Jones, der havde indført otte timers arbejdsdag og betalt ferie, samt afskaffet børne- og akkordarbejde på sin virksomhed, i spidsen for bystyret.

Georgisten Tom L. Johnson

I Cleveland blev en anden fabrikant, Tom L. Johnson, der var stærkt optaget af Henry Georges ideer, i 1901 valgt til borgmester, en post han bevarede i otte år. Han blev ifølge Lincoln Steffens ”den bedste borgmester i USAs  bedste styrede by”.

The New Democracy , som man kaldte det, smittede også af længere mod vest. Der blev muget ud (Roosevelts udtryk) i St. Louis, Milwaukee, Minneapolis, Denver og San Francisco. En anden slags reformbevægelse kom sydfra fra Texas. Da store dele af Galveston blev ødelagt af en flodbølge i 1900, besluttede byens borgere at indføre en ny form for upartipolitiskpolitisk bystyre, et kommissionsstyre, der efterlignede private firmaers måde at styre på. Denne styreform blev indført i flere byer, indtil der i 1912 var 200 af dem.

 Også delstaterne kom med

The New Democracy bredte sig i mange tilfælde til delstaterne. Det gjaldt for Illinois og delstaten Wisconsin, hvor guvernør Robert Le Follette, en ætling af indvandrede huguenotter, på det nærmest gjorde sin stat til et forsøgslaboratorium i ny demokrati – støttet af statens stærke tyske og norske befolkning. I Origon var man også tidligt på vej. Her fik William S.U’Ren, søn af en smed fra Cornwall, allerede i 1891, som den første stat i Unionen, gennemtrumfet hemmelige valghandlinger. Metoden gik derefter sin sejrsgang fra stat til stat, indtil den efterhånden blev vedtaget i alle stater undtagen i Syden. I 1910 valgte nabostaten San Francisco den radikale Demokrat Hiram W Johnson til guvernør.

Big Busines i skudlinien

I 1901 lykkedes det at få Kongressen til at vedtage en boliglov, der bl.a. krævede lys og ventilation i alle lokaler. Samme år fik jernbanerne deres sag for, da Frank Norris udsendte Octopus, og forsikringsselskaberne, da Pulitzers New York World i 1905 tog fat på dem. Efter fem års kulegravning indledte Ida Tarbell i 1904 et felttog mod oliegiganten Standard Oil, som kom til at skabe historie. Men ikke alle arbejdsgivere var upåvirket af tidens ånd. Nogle indså fordelen ved at have en velorganiseret ansvarlig fagbevægelse at forhandle med. Andre opfattede fagbevægelsen, især den venstreradikale Industial Workers of the World, som blev stiftet i Chicago i 1905, som en trussel mod samfundet.

Præsidentvalg

Efterhånden som præsidentvalget nærmede sig blev Roosevelt urolig over at blive identificeret med hele dette radikale reformrøre. Han sad jo ikke i Det hvide Hus i kraft af vælgernes afgørelse, men på grund af sit avancement fra posten som vicepræsident ved McKinleys død. Nu fik han en farlig rival i Mark Hanna, der nok hørte til de oplyste kapitalister, men forekom de republikanske politikere, der sad på partiapparatet, mindre foruroligende end den uforudsigelige ’Cowboy’. Endnu engang kom døden Roosevelt til hjælp. Mark Hanna døde kort tid før det republikanske partikonvent. Herefter blev Roosevelt med akklamation opstillet som præsidentkandidat og valgt med et overvældende flertal på 2,5 millioner stemmer. I sin anden præsidentperiode praktiserede Roosevelt en aktiv udenrigspolitik og gjorde dermed USA til en stormagt, som andre stormagter måtte regne med.

 

Amerika i slutningen af 1800-tallet – Kæmpens lømmelalder Jernbanebryderne

Tiden fra Borgerkrigen til bilens gennembrud var jernbanernes glansperiode. Der skete en transportrevolution, som forvandlede et kontingent. Med et jernbanenet, der strakte sig fra kyst til kyst, fulgte en folkevandring uden sidestykke, en kolonisering af næsten folketomme kæmpearealer. De sidste rester af indianske jægerkulturer gik under og blev efterfulgt af kvægmagnaternes nye cowboy-hyrdekultur og et vældigt landnam af millioner af nye indbyggere, som lagde jomfruelig jord under ploven. Fra 1870 til 1890 voksede befolkningen vest for Mississippi fra 6,9 til 16,5 millioner, en tilvækst på 140 pct. mod 63 for hele USA. Chicago blev USA’s næststørste by, og helt nye byer skød i vejret i Vesten som paddehatte. I Kansas blev befolkningen firedoblet, i Nebraska otte gange så stor.

Voldsom udvikling

 Mellem 1865 og 1890 voksede jernbanenettet fra 35.000 til næsten 167.000 miles. En så vældig ekspansion betød, at jernbanebyggeriet kom til at styre hele den økonomiske udvikling – industrialiseringsprocessen, kapitalmarkedet og landbrugsproduktionen. Det kom også til at sætte et dybt præg på det politiske liv. Anlægsstrategi og jernbanekoncessioner blev hovedproblemer for både enkeltstaternes lovgivende forsamlinger og Kongressen i Washington. Det åbnede porten for en korruption gennem bestikkelse af jernbanerederne og pengeafpresning fra politikernes side, som man hverken før eller senere har set sidestykke til i amerikansk historie. For jernbanebyggeriet blev gennemført af private selskaber, der skulle have koncessioner af de politiske myndigheder. Det gav et vist spillerum for konkurrence, men vanskeliggjorde anlægsstrategi, indtil den stærkeste have sikret sig en monopolstilling, som gang på gang blev groft misbrugt i tarifpolitikken. Kæmpeformuer blev skabt og tabt under giganternes slagsmål.

Jernbanerne bygges

 Allerede under Borgerkrigen have der været planer om at forbinde Atlanterhavet med Stillehavet med en transkontinental jernbane. Der havde været så mange planer, at man ikke kom i gang, fordi man ikke kunne enes om, hvilken af de fem mulige ruter, der skulle foretrækkes. Da de sydlige faldt bort med krigen, kunne Lincoln i 1862 underskrive koncessioner på en strækning fra Omaha i Iowa til Sacramento i Californien, den såkaldte Overland rute. Anlægsarbejderne blev overdraget til to selskaber, Union Pacific, der startede i Omaha, og Central Pacific, som begyndte i Sacramento. I 1869 mødtes de to hold i Promontory nord for den store saltsø i Utah. Den sidste bolt, af guld, blev slået i skinnerne. ”One, two, three – It`s done!” knitrede telegrafen tværs over Amerika.

jernbane

I begyndelsen af 80`erne blev Los Angeles forbundet med New Orleans ved en sydligere linie over Santa Fe i New Mexico. Samtidig blev de nordvestlige Stillehavsstater knyttet til Midtvesten ved Northern Pacific gennem de nordlige stater fra Duluth ved Lake Superior til Portland i Oregon.

Finansiering og bosættelse

     Disse storslåede anlægsarbejder blev i hovedsagen finansieret ved land grands, overdragelse af jord til selskaberne i et bælte på begge sider af den planlagte strækning, 20 Kvadratmiles pr. mil, ofte skåret ud af indianernes reservater. I alt fik jernbanerne overdraget en tiendedel af USA’s samlede areal. Selskaberne solgte jorden videre til håbfulde nybyggere, som derefter blev helt afhængige af dem for afsætning af deres produkter og forsyning af færdigvarer. For en stor del var det jernbanearbejderne, der købte disse parceller. Men selskaberne og delstaterne gennemførte også energiske og tit ganske vildledende reklamekampagner i både Midtvesten og i Europa for at lokke landmænd til.

 Ret kaotisk

 Mangelen på en overordnet plan gav det amerikanske jernbanebyggeri et kaotisk præg. Der skete overinvesteringer, som førte til krak. Konkurrerende linier blev presset af mægtige stål- og olietruster til store transportrabatter. Til gengæld så man tit stort på sikkerhedshensyn. Vilhelm Topsøe, der berejste USA i begyndelsen af 1870`erne, konstaterede:

De amerikanske baner er i reglen temmelig dårligt byggede, og alene dette gør det nødvendigt at køre med modereret    fart. Der rystes tillige og skrumples en del mere, end man er vant til …

En overgang fandtes der ikke mindre end 24 forskellige sporvidder. I løbet af 80`erne lykkedes det dog nogenlunde at få gennemført en standardisering. Også det rullende materiel måtte derefter standardiseret, og i 1883 enedes jernbaneselskaberne om også at indføre den samme standardtid.. Hele Amerika blev inddelt i fire zoner med en times indbyrdes forskel. Indtil da havde urene i hver by gået, ikke som vinden blæste, så som solen stod op, med det resultat, at jernbanerne opererede med næsten 100 forskellige tider. Det var på den tid håbløst at udarbejde fælles køreplaner.

 Mogulerne

 I Nordvesten slog James J. Hill sig op til at blive en af de helt store jernbanekonger. I Californien lykkedes det efterhånden Collis Huntington  fra Central Pacific at sætte sig på det meste af jernbanenettet, mens Edward Henry Harriman fra et grundlag i Illinois Central med tiden erobrede Union Pacific.

I New York udkæmpede Comodore Vanderbilt omkring 1870 et drabeligt slag med tre drevne og endnu mere skrupelløse modspillere i alliance med Tammany-høvdingen boss Tweed, Daniel Drew, Jim Fisk og Jay Gould om kontrollen med Erie-jernbanen, der transporterede korn fra Vestens nyopdyrkede, endeløse hvedemarker og emigranter den anden vej.

(Denne tekst er hentet fra Politikens USA historie bind 2 `Samfund i vækst`, redigeret af Erling Bjøl. Vil du læse mere om den omhandlede tid og Amerikas virkelig store kapitalister, kan jeg anbefale Stewart H, Holbrook bog `Sormogulerne`, som udkom på dansk i 1955 på Gyldendals forlag).

Frank Norris (1870-1902) – Polypen En bog om Californien

Forfatteren

Frank NorrisMan kan læse Frank Norris` to berømte romaner The Octopus og The Pit, hvis man har lyst til sætte sig ind i de kaotiske forhold, der i slutningen af 1800-tallet udfoldede sig i Californien om ejendomsretten til jord. De to romaner er dele af et værk i tre bind, som Norris kalder Hvedens Saga. Den første, som skildrer hvededyrkerne i det sydlige Californien og deres kamp mod jernbanetrusten, er oversat til dansk af Johannes V. Jensen i 1907 med titlen

Polypen. I forordet til sin oversættelse roser Jensen forfatteren for hans realistiske tilgang til sit emne, idet han lader personernes ageren og handlinger skabe romanen. Den anden, som er oversat af Sten Drewsen i 1909 med titlen Malstrømmen, handler for en stor del om hvedebørsen i Chicago, hvor børsspekulanter formidlede eksporten af amerikansk hvede til Europas storbyer. Den tredje med titlen The Wolf  nåede forfatteren ikke at fuldføre, men den skulle handle om hvedens skæbne på markedet i Europa. Forfatteren døde af en banal blindtarmsbetændelse i 1902.

Frank Norris blev født i Chicago. Som ganske ung rejste han til Paris for at studere kunst, var 1896 krigskorrespondent i Sydafrika , to år senere på Cuba. Personerne, Presley i Polypen og Corthell i Malstrømmen, indeholder selvbiografiske træk.

Landmændene og Jernbanen

I Polypen  møder vi landmanden Annixter, der sammen med sit tyende og forpagtere dyrker 4000 acres, eller 1600 ha jord, og storbonden Magnus Derrick med endnu større arealer og med en position som landmændenes ubestridte leder. I den lokale stationsby Bonneville møder vi S. Behrman, der driver næring som bankier. Han repræsenterede Pacific and South West Jernbanen og er på banens lønningsliste. I landmændenes optik var han simpelt hen jernbanen, og den stod stærkt. Ifølge statens love kunne den disponere med en rente på 7% for den investerede kapital og kunne ud fra denne sats fastlægge de nødvendige fragtomkostninger. På samme vis kunne jernbanen håndhæve ejendomsretten til de jordarealer, den havde fået tildelt.

Genslinger var redaktør for Bonnevilles lokale avis. Han forsøgte at afbalancere forholdet mellem landmændene og jernbanen, idet han havde kontakt til begge sider. Han gjorde landmændene opmærksom på, at jernbanen nu ville have jorden takseret. Forholdet var dette, at størstedelen af jorden var ejet af P&SW, idet regeringen havde tilskødet firmaet alle ulige numre på begge sider af banen med en samlet udstrækning på 20 mile eller godt 30 km. De lige numre var statsejendom og var taget i besiddelse af brugerne, som også havde lejet jernbanens arealer.

Nu forestod så en endelig taksering af de ulige nummererede parceller, og prisen for disse jorder skulle ansættes efter den pris, staten fastsatte for sine parceller, og det forlød at vurderingen ville blive to en halv dollar pr acre, men Annixter mente, at han kunne sælge jord for 15 dollars pr acre.

Og hvad med de forbedringer, landmændene havde foretaget, f. eks. en overrislingskanal til 5000 dollars?

 Konfrontationen

Genslinger reagerede på et `forlydende`om en pris på 2,5 dollars pr acre ved at fastslå, at jernbanen godt kunne sætte prisen på sin jord højere, og mente, at landmændene og P&SW burde komme frem til en forståelse. Men det kom de ikke, for netop nu fastsatte P&SW taksterne for korntransport af hvede til nærmeste ladeplads til fire dollars per ton. Det fik landmændene til at opfatte jernbanens krav som rent tyveri, som de ikke kunne affinde sig med. De dannede en såkaldt Liga og besluttede sig for at sætte hårdt mod hårdt – og anskaffede sig skydevåben for om nødvendigt med magt at forsvare deres ejendomme. Den hele sag endte tragisk, for da jernbanen med myndighederne og bevæbnede folk på sin side troppede op for at sætte landmændene ud af deres gårde, kom det til skyderi, hvorved flere landmænd mistede livet, bl.a. Annixter og Magnus Derrisks søn Harran. Hermed havde Jernbanen sejret og landmændene måtte fortrække.

Hovedpersonen – og en biperson endeligt

Forinden havde landmændene udpege hovedskurken i hele spillet, nemlig en mand ved navn Shelgrim, som var præsident for og ejer af P&SW. Han var ikke bare en mytisk person i folks forestillingsverden, men også en virkelig medspiller i Jernbanens kamp. For de landmænd, der havde tabt slaget, var der ingen tvivl om, at Shelgrim havde jernbanekommissionen og statens guvernør i sin lomme, og at han beherskede parlamentet i Sacramento og domstolene.

S. Behrman, P.S.Ws repræsentant i Bonneville, omkom i et hvedetransportskib, der lastede hvede ved hjælp af elevatorer fra et enormt pakhus. Da det meste af denne hvede kom fra Bonneville, ville han se nærmere på, hvordan det hele fungerede. Men da han ville kigge ned i lastrummet, hvor hveden strømmer ned, fik han overbalance og faldt ned i den nedstrømmende hvede og blev kvalt.

Presley vil læse Henry George

 – Forinden havde Presley opsummeret alle de ulykker, P&SW havde forårsaget for de landmænd, som havde produceret hveden. Han så nu, at S. Behrman selv blev et offer for hveden, men begivenhederne have påvirket Presley stærkt, og han besluttede at forlade den egn, som han havde oplevet på godt og ondt. Over for nogle venner antydede han, at han nu ville læse samfundsetik, og nævner i den forbindelse tyskeren Arthur Schopenhauer (Naturens Villen) og sin egen landsmand Henry George (Fremskridt og Fattigdom).

I bogens slutning tager Presley afsked med den egn, som han så smerteligt havde lært at kende: ”Over det nordvestlige hjørne af Los Muertes red han ad den lange dæmning over til Annixters gamle gård. Her var alt øde og tomt. Den rustne vindmotor oppe over den artesiske brønd stod stille, og intet levende væsen var at se. På et træ ved den ødelagte indkørsel var naglet en trætavle med påskriften: `Advarsel. Alle uvedkommende, der antræffes på dette terræn, vil blive draget til ansvar efter loven. P.& S. V. J. B.` ”

Oppe på højderne, hvor Brodersens bæk udsprang, holdt Presley stille for endnu engang at overskue landet. Hele den mægtige San Joaquin Dal lå foran ham dirrende af varme. Det var tiden efter høst, og moderjorden, der havde afgivet sine lænders frugt, sov den dybeste udmattelsens søvn. Og mens Presley stirrede ud i verden, forstod han sikkert og klart vækstens store gåde. Et øjeblik var han i berøring med tilværelsens mysterium.

 

Nu rabler det for JP

JP vil erstatte gode skatter med dårlige 

I lederen den 23. august anbefaler JyllandsPosten at fjerne grundskylden og ejendomsværdiskatten og i stedet hente det manglende provenu ved forøgelse af indkomstskatten. Rent konkret foreslår JP at fjerne rentefradragsretten, så boligejerne med størst lånebehov rammes hårdest. Er det sommervarmen? Det forslag kandiderer til årets nytårstorsk!

Alle ved, at skat på arbejde er en dårlig skat. Alle ansvarsbevidste politikere siger da også, at de vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil de gøre for at styrke konkurrenceevnen, øge arbejdsudbuddet og styrke den personlige frihed. De kommer med udtalelser som ‘det skal  kunne betale sig at arbejde’ og ‘det vi vil have mere af, skal vi beskatte mindre’. Værdifulde erkendelser – nu venter vi bare på, at de skrider til handling.

Skat på de samfundsskabte jordværdier er til gengæld gavnlige skatter. De virker dæmpende på dannelsen af boligbobler, der er roden til økonomiske kriser. Doseret rigtigt kan de fuldstændigt eliminere boligboblerne og dermed fjerne hasardelementet ved køb af egen bolig. Og ikke mindst kan de sætte en stopper for generationstyveriet.

Grundskyld er en ren jordværdiskat, mens ejendomsværdiskatten er en kombineret skat på jordværdi og selve boligen. Det sidste er stærkt kritisabelt, idet det er en form for skat på arbejde. Provenuet fra disse skatter har – trods det uheldige element – den yderligere gavnlige virkning, at det kan bruges til at nedbringe de dårlige skatter. Alligevel vil JP fjerne disse skatter!

Hvordan argumenterer JP så for sit molboforslag? Jo, for det første afstiver man skatteminister Holger K. Nielsens autoritet ved at erklære, at HKN er en redelig politiker. Dernæst bringes et længere citat, hvor HKN afslutningsvis konkluderer: “…. Derfor er der ingen objektiv pris for et hus.” Det er det vitterlige vås. Huse og ejerlejligheder handles på et frit marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prisen. Bedre værdifastsættelse gives ikke. Og det ved JP sikkert også. Alligevel konkluderer JP i sagens tjeneste: “Med prisværdig ærlighed slår Danmarks skatteminister fast, at ejendomsbeskatningen aldrig nogensinde vil kunne hvile på et retfærdigt grundlag. Mange tak for det.”

Voila, hermed mener JP det bevist, at den eneste forstandige løsning er at fjerne de gavnlige skatter og øge de skadelige.

Jeg vil i stedet foreslå, at der satses på de gavnlige og retfærdige skatter. Der bør derfor snarest tages initiativ til en genopretning af det velfungerende vurderingssystem, som den borgerlige regering fik saboteret. Samt til en omlægning af ejendomsværdiskatten til en ren jordværdiskat, så vi får aflivet beskatning af folks boliger og alene beskatter de samfundsskabte jordværdier.

Hermed opfordres til en seriøs debat om skat og fordelingspolitik.

Det er din skyld

Link: Det er din skyld

Du må ikke snyde dig selv for denne radioudsendelse, hvor politikere fra de ansvarlige partier demonstrerer deres kendskab til konsekvenserne af den samfundsskadelige, absurde og asociale fordelingspolitik. Samtidig søger de at placere ansvaret alle andre steder end hos sig selv, mens de forsikrer om, at de intet vil gøre for rette op på skævhederne!

Jeg refererer til til radioudsendelsen ‘Huxi og det Gode Gamle Folketing’ den 24. september 2013,  hvor et politikerpanel diskuterer, hvem der har skylden for finanskrisen.

Uffe Thorndahl beretter med stolthed om, hvordan han i 2007 solgte sit hus inden finanskrisen brød ud og kunne konstatere, at han havde boet gratis og oven i købet af sine medborgere havde fået foræret 1,5 mio. kr., som ydermere, for at føje spot til skade, var skattefri.

Vi ved hvordan det er gået de mennesker, der i stedet købte bolig på det tidspunkt, som nye på ejerboligmarkedet. De er i bedste fald teknisk insolvente, men mange har måttet opgive boligen på grund af skilsmisse, arbejdsløshed eller sygdom m.v. Disse menneskers økonomi ligger i ruiner med store personlige konsekvenser for mange.

Vi ved også at boligboblen er den grundlæggende årsag til krisen. Den udløste herhjemme en kraftig overophedning af økonomien, som de økonomiske vismænd og andre økonomer kraftigt advarede imod og anviste løsning på. Hvilket politikerne med Anders Fogh i spidsen arrogant afviste, Nu kunne man så forvente at repræsentanterne for venstre og Socialdemokraterne på deres partiers vegne ville beklage eller undskylde, at de ikke havde lyttet til de kraftige advarsler. Men nej – aben forsøges placeret alle andre steder – også hos dig.

Men så må politikerne da i det mindste højt og helligt love, at de med det første tager skridt til at ændre dette vanvittige system. Næh – tværtimod bakker de op om deres partiledelser, der højt og helligt har lovet intet at gøre. Det lyder som absurd teater, men er ikke desto mindre den skinbarlige virkelighed. Lyt selv.

Når de placerer noget af skylden hos dig, kan jeg give dem ret for så vidt, du stemmer på dem igen. Så er det din skyld!

Grundskyld giver lavere boligpriser

Med jævne mellemrum forsyner banker og realkreditinstitutter medierne med rædselsfortællinger om ejendomsskatterne. Efter ejendomsværdiskattens fastfrysning er det grundskylden, der må holde for. Ofte ledsages historien med udtalelser fra det såkaldte Boligøkonomiske Videncenter – uden at det oplyses, at det er en afdeling af Realdania.

9/9 var det Politikens tur til at servere historien om grundskyldens negative betydning for ejendomsprisernes vækst uden at det nævnes, at banker og realkreditinstitutter har en stærk egeninteresse i det størst mulige udlånsgrundlag hos låntagerne. Udlånsgrundlaget formindskes naturligvis jo højere grundskylden er.

At lavere ejendomspriser er en fordel for boligkøberne, nævnes ikke. Tværtimod fremstilles det i artiklen som en ulykke for køberne, at de får ringere mulighed for at gældsætte sig, når huspriserne bliver lavere!  At boligkøberen betaler grundskyld til kommunen i stedet for renter og afdrag til bank eller realkreditinstitut og dermed kan slippe billigere i indkomstskat til kommunen, nævnes heller ikke.

Og så er det ikke faldet journalisten ind at indhente en udtalelse fra de økonomiske vismænd, der har advaret imod en mulig ny boligboble og derfor foreslået at sætte ind med øget løbende ejendomsbeskatning, når ejendomspriserne igen begynder at stige. Og det er de begyndt på nu.

Det sociale og fordelingspolitiske perspektiv forties også. Og det er, at inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier gennem grundskyld til fordel for lavere skat på arbejde, giver større social retfærdighed og ligestiller generationerne.

Kilde: Politiken