Om kriser og tvangsauktioner – og et enkelt eksempel

Man hører af og til det synspunkt fremsat, at en økonomisk krise kan være til gavn for samfundet. Der bliver rusket grundigt op i vante forestillinger, og folk bliver nødt til at omvurdere deres økonomiske situation, lyder argumentationen. Nogen klarer sig igennem krisen. mens andre falder fra, fordi de har bragt sig selv eller deres virksomhed ud i uholdbare spekulationer.

Men da en omfattende økonomisk krise også går ud over de mange, der uforskyldt bliver ramt af den, og det økonomiske liv som helhed, er det politikernes pligt at føre en politik, der ikke bringer lande og folk i ulykke. De har med andre ord et politisk ansvar.

Som regel kommer de store kriser til Danmark udefra. Det gjaldt således den oliekrise, der ramte landet sidst i 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne. Ti år senere kom krisen hertil fra Amerikas Forenede Stater og Storbritannien, som under Reagan og Thatcher havde ført en såkaldt monetaristisk politik, der viste sig ikke at være holdbar i længden. Man fokuserede ensidigt på at bekæmpe inflationen, men glemte at bekæmpe jordspekulationen. Endelig blev Danmark i 2008 ramt af den værste økonomiske krise siden verdenskrisen i 1929. Også den havde sit udspring i USA og skyldtes voldsomme spekulationer i jordværdier og i fast ejendom, efter at man havde fjernet alle stopklodser og begrænsninger for det frie initiativ på området.

Det fritager dog ikke de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, for medskyld i, at krisen bredte sig som en steppebrand også til Europa, fordi banker og kreditinstitutioner virkede som forbundne kar. Vi fulgte blindt i USA’s fodspor så længe, det gik godt, og måtte derfor også foretage nedturen sammen med amerikanerne.

Et af resultaterne af de alvorlige økonomiske kriser kan aflæses i antallet af afholdte tvangsauktioner gennem de år, man har ført statistik over dem. Jeg har foretaget et udpluk af tallene med ti års intervaller. Senere med fem og et års mellemrum I 1971 blev der afholdt 2.277 tvangsauktioner i Danmark, men i 1981 lå tallet på 13.716. Antallet af tvangsauktioner faldt jævnt i de følgende år, men landede så på 12.040 i 1991 Op gennem 1990-erne faldt antallet stort set jævnt år for år og endte på 1.576 i 2001. Her kan indførelsen af ejendomsværdiskatten have været hovedårsagen til det gode resultat.  I de følgende år faldt antallet endnu mere og nåede i 2006 ned på 689, men så begyndte det at stige igen: 2007-1392, 2008-1756, 2009-4355, 2010-5.305, 2011-4.775.

I årene 2007 til og med 2011 blev der således afholdt i alt 17.583 tvangsauktioner i Danmark. Men det er kun èn side af krisens katastrofale indvirkning på samfundslivet. Virksomheder har måttet lukke, og mange sagesløse mennesker er blevet arbejdsløse. Der findes dog også eksempler på, at virksomheder og enkeltpersoner selv har været skyld i eller medskyldig i, at de endte i fallit eller tvangsauktion. Et sådant tilfælde ramte Hillerød i juli måned 2010, da to store ejendomme på adresserne Torvet 7 og 9 blev sendt på tvangsauktion. Torvet 7, en ejendom fra 1878, som udgør det meste af Torvets sydlige side, rummer 1700 kvadratmeter, bl.a. en restaurant, flere butikker, en bar og en række boliger med i alt 14 lejemål. Naboejendommen Torvet 9 har tre lejemål, hvoraf en butik, der længe havde stået tom.

De to ejendomme var i 2010 vurderet til henholdsvis 30 og 20 millioner kroner, og begge var ejet af Jysk Erhvervsejendomme A/S, der også ejede Slotskroen i Hillerød. Selskabet skyldte da 50,9 millioner kroner for sine lån og 3,6 millioner i terminer, der ikke var betalt. Kort tid efter gik Slotskroen konkurs. Det var BRF Kredit, som havde pant i husene, der sendte ejendommene på tvangsauktion. Selve auktionen fandt sted i Retten i Hillerød tirsdag den 3. august, men da ingen nye investorer meldte sig, valgte BRF Kredit selv at købe ejendommene for 50 millioner kroner. Der var ikke på forhånd fastsat en mindstepris, så BRF bekendtgjorde ved sin advokat, at den ville give en pris, der svarede til den offentlige vurdering. I alt havde BRF Kredit et pant i ejendommene på 62 millioner kroner, og det forlød, at det ikke var usædvanligt at byde et stort beløb, når det pant, man har, er endnu større.

En uge senere blev ejendommene på Torvet nummer 3 og 5 også sendt på tvangsauktion. Den offentlige vurdering lød på 42 millioner kroner, men BRF Kredit overtog ejendommene for 28,5 millioner. BRF havde 31 mio. kr. til gode i ejerpantebreve og 1,8 mio. kr. i restancer fra den tidligere ejer, som også i dette tilfælde var Jysk Erhvervsejendomme A/S. Buddet på de 28 mio. kr. var det eneste, der faldt og var noget lavere end den offentlige vurdering.

Advokat Christian Petri, der afgav buddet på vegne af BRF, var ikke overrasket over, at ingen andre købere meldte sig, fordi en del af lejernes forhold var uafklarede. Et par af kontrakterne betvivlede Retten endog gyldigheden af. Men cheføkonom Jesper Larsen fra Lejernes LO bemærkede, at de nuværende lejere af erhvervslokalerne samt lejlighederne er fornuftigt stillede i forhold til lejeloven,

`Den nye ejer forpligter sig over for de aftaler, som tidligere ejere har indgået. Der skal derfor ikke laves nye lejekontrakter. Hvis en lejer har aftalt særlige vilkår, som for eksempel at lejen er uopsigelig, eller at huslejen ikke kan stige, skal vedkommende sikre sig, at det er tinglyst og oplyst for den nye ejer`, sagde Jesper Larsen.

Jysk Erhvervsejendomme A/S hører hjemme i Haderslev, men har   flere ejendomme i København og Nordsjælland. Selskabet er en del af Peter Gram-Nielsens koncern Storelyngen Invest ApS i Allerød, der ifølge Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk i 2010 havde en gæld på over en milliard kroner, og i 2009 kom ud med et underskud på 256 millioner kroner før skat. (Opl. er hentet i Frederiksborg Amts Avis 1/9 10) Investoren ejede også Jysk Ejendomspant ApS, der ifølge selskabets hjemmeside opkøbte og solgte pantebreve. Også det selskab var under konkursbehandling i 2010, men i Sønderborg, oplyste Statstidende dengang. Den omtalte koncern med de mange forgreninger trivedes åbenbart bedst i 00-ernes erhvervsklima, der i høj grad var præget af vild spekulation i fast ejendom og den beliggenhedsværdi, disse ejendomme har. Det var denne spekulationsfeber, der førte den vestlige verden og hermed også Danmark ind i den store økonomiske krise. Nu er der så blevet renser ud, og de folk, der mener, at det er godt med en krise, har til dels fået ret, men på en underlig kringlet facon. Det gælder nemlig ikke om at acceptere kriser som oprydningsmiddel, men om at undgå dem ved at føre en sund og ansvarlig politik. Den kunst magtede den vestlige verdens og Danmarks politikere ikke i 00-erne.