Real Estate 4 Ransom

Real Estate 4 Ransom

Den ublu pris på boliger er blevet undersøgt i filmen Real Estate 4 Ransom. Hvorfor støtter den økonomiske politik stigende ejendomspriser, men straffer os for at arbejde?

Den globale boble i ejendomspriserne har sprængt verdensøkonomien fra hinanden, men alligevel er vores ledere netop nu villige til at skabe den næste boble. Løsninger er kernen i den 40 minutter lange dokumentarfilm. Tag 2 minutter til at fortælle dine venner om denne nyskabende film, inden de fastlåser os til at betale 40% af vores indkomst for et sted at bo.

Filmen byder på, Alanna Hartzok, Bryan Kavanagh, Frank de Jong, David Collyer og Professor Michael Hudson.

Musik af Kaki King, KLF, Monkey Marc, DJ Spooky, The Smallest Bones plus flere andre.

Videoen er licenceret under Creative Commons via Vimeo.

Se filmens trailer: Real Estate 4 Ransom Official Trailer

realestate4ransom – buy now, pray later…

Kortfilm med Fred Harrison

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform.
Fred Harrison har i forbindelse med bogudgivelsen også produceret tre kortfilm, der belyser de centrale pointer fra bogen.
På www.sølvkuglen.dk, kan læse meget mere om bogen og se de tre kortfilm som er gode appetitvækkere til bogen.

Læs mere om Sølvkuglen…

Følg briterne og norden

I 1972 søgte Danmark EF-medlemskab sammen med Storbritannien, Irland og Norge. Det har stedse været en vital dansk interesse at holde sig tæt til Norden og Storbritannien, her har vi de største handelsrelationer og tætteste kulturelle bånd, her hører vi til, historisk og sikkerhedspolitisk.

Den britiske regering har kontaktet Danmark, Sverige, Tjekkiet og Irland med henblik på at danne modvægt mod den finansunion, som Tyskland og Frankrig søger opbygget, og som vil give EU overherredømme over medlemslandenes finanslove, skatter samt arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Danmark har blankt afvist briterne. Det har svenskerne tilsyneladende ikke, ej heller irerne (der endda er euro-land) og tjekkerne .

Storbritannien er ikke isoleret i EU, hvor befolkningerne ikke ønsker den føderale stat, som finansunionen vil gøre EU til. Briterne står for national selvbestemmelse og en liberal handels- og erhvervspolitik, altså det modsatte af den centralistisk-bureaukratiske økonomiske politik og den subsidiepolitik og protektionisme, som især tyskerne og franskmændene hylder. Briterne har gennem Commonwealth-landene og USA tætte og omfattende globale relationer. Danske interesser – og danske vælgeres holdninger – har langt større identifikation med briternes end centraleuropæernes.

Striden står også om EU skal føre borgerlig eller socialdemokratisk økonomisk politik. En stram økonomisk politik, der fastholder recessionen og massearbejdsløsheden eller en investerings- og underskudspolitik, der yderligere forøger og forlænger gældskrisen. Et valg mellem pest og kolera. Hverken de borgerlige eller socialdemokraterne vil gøre op med de fejl i samfundsøkonomien, der skabte den globale økonomiske krise.

Som bekendt udsprang den økonomiske krise – i lighed med de fleste andre økonomiske kriser – af enorme boligbobler, både i USA og i Europa. De store ”friværdier” blev belånt, og da boblerne brast kom bankerne i svære vanskeligheder. Regeringerne og nationalbankerne valgte så at punge ud, og vi fik gældskrisen med kreditstramninger, økonomisk afmatning og arbejdsløshed.

Økonomerne erkender i stigende grad, at varig genopretning af økonomien og forebyggelse af nye økonomiske kriser nødvendiggør at der tages fat på de finansielle årsager til krisen, altså at nye boligbobler må hindres i at opstå. Derfor foreslår OECD, de økonomiske vismænd og andre økonomer en skattereform, der øger den løbende beskatning af jord og fast ejendom samt af natur- og energiressourcerne, og at provenuet bruges til lavere skat på arbejde. Derved vil man stoppe en farlig inflationskilde, lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv eller spekulativ anbringelse samt belønne arbejdsindsats.

Men hvad er den tysk-franske finansunions svar på dette? Såmænd kun at man skal ”overvåge” omfanget af den private gæld i banker, husholdninger og ikke-finansielle virksomheder i den enkelte medlemsstat. Derimod skal der være effektiv kontrol med lønfastsættelsen både i den private og offentlige sektor. Som om det var lønmodtagerne, der var de egentlige skyldige i bobleøkonomien… De skal bare betale regningen…

Socialdemokraterne foreslår strengere regulering af finanssektoren. Det kan være rimeligt nok, f.eks. kunne man forbyde derivater og indføre den foreslåede Tobin-skat på finansielle transaktioner. Erfaringen er imidlertid, at reguleringerne løsnes, når konjunkturerne vender, og så er de der ikke, når boblerne brister. Derfor er det meget mere effektivt at lade markedsmekanismen løse opgaven, og det gør man ved at følge økonomernes råd om en skattereform, der inddrager de arbejdsfri, samfundsskabte værdier og letter skatten på arbejde tilsvarende.

Alt dette vil et Danmark, der er fri af EU´s finansunion og af euroen, have muligheder for frit at foretage sig. Derfor skal vi fastholde euro-forbeholdet, og det skal respekteres af regering og folketing. Euro-forbeholdet hviler på det nationale kompromis, der udtrykkeligt friholder Danmark fra den økonomisk-monetære unions tredje fase med den fælles mønt og centralbank samt den fælles økonomiske styring. Vi bør også ligesom Storbritannien og Sverige lade vores valuta – kronen – flyde frit i stedet for at klamre os til den fallerede euro. Det vil gøre kronen endnu mere attraktiv end den allerede er.

Hvis regeringen og VK-partierne vil indmelde Danmark i ”den finanspolitiske stabilitetsunion”, som ”Merkozy-pagten” officielt hedder, er der klokkeklart tale om afgivelse af national suverænitet i betydeligt omfang, så det fordrer ifølge grundlovens § 20 5/6 flertal i Folketinget (hvad der ikke er) eller en folkeafstemning. Det er derfor godt, at modstanderpartierne DF, EL og LA kræver en sådan.

Euro-landene vil gerne have så mange andre EU-lande som muligt med i deres finansunion, for så bliver der flere om at betale den gigantiske og uoverskuelige regning for gældskrisen. Og det bliver ikke en engangsregning til genopretning, men derimod en permanent og voldsom økonomisk udligning mellem nord og syd i eurozonen og de lande, der hopper med i unionen. Det bliver tyskerne, hollænderne, finnerne og danskerne (hvis S-R-SF og VK får deres vilje), der kommer til at betale for gældsbeviserne (euro-obligationerne).

Man kan undre sig over, at regeringen og folketingsflertallet er rede til at føre en så landsskadelig politik. Svaret er nok, at det kræver Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer samt Finansrådet, altså økonomiske magtcentre her i landet. Og så gør det politiske flertal, hvad det får besked på, selv om erhvervslivets ledere i dette tilfælde handler mere ud fra en rutinemæssig ja-holdning til mere magt til EU end ud fra en velovervejet afvejning af, hvad der i det lange perspektiv er i erhvervslivets interesse.

Danmarks langsigtede interesse er en global og frihandelsvenlig orientering og er derfor nu som før at følge briterne og vore nordiske venner. Sverige vil næppe tilslutte sig Merkozy-unionen, Norge og Island er end ikke med i EU, det er de andre dele af det danske rige: Færøerne og Grønland for resten heller ikke…

Fremskridt og Fattigdom

Hvis man anser en koncentration af jord på få hænder og i store enheder for fremskridt, så sker der store fremskridt rundt om i verden i denne tid, men det medfører øget fattigdom blandt de bønder, der hidtil har dyrket jorden. De mister deres jord og bliver gjort retsløse.

Det fremgå af en diger rapport, som FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) udsende i 2010, og som World Food Day satte fokus på den 16. oktober 2011. Rapporten heder `Stolen Land, Stolen Future`, der er en omfattende redegørelse for ikke bare fødevaresituationen i verden, men også for det omfattende `land grabbing`, jordtyveri, der finder sted især i de fattigste lande i verden.

Ifølge FAOs seneste rapport sulter 925 mio. mennesker rundt om i verden. Det er en stigning på 75 mio. i forhold til perioden 2006-2008, og FAO angiver bl.a. de stigende fødevarepriser som årsag til, at flere mennesker sulter.

Taberne er igen verdens fattigste, der bliver dobbelt ramt, fordi stigende fødevarepriser sammen med den globale finanskrise har ført til en uset global jagt på landbrugsjord i udviklingslandene. Det er det fænomen, der kaldes `land grabbing`, fordi lokalbefolkningen ikke bliver hørt.

De får ingen eller ringe kompensation, og brutal magtanvendelse eller trusler finder ofte sted for at tvinge bønderne væk fra jorden.

Den internationale forskningsinstitution Food Policy Research Institution (IFPRI) har vurderet, at 20 mio. hektar (200.000 kvadratkilometer) jord er blevet `land grabbet` i perioden 2005-2009. Ver-

densbanken vurderede i 2010, at fænomenet – som banken kalder landbrugsinvesteringer – var på ikke mindre end 45 mio. hektar, men det internationale researtsprojekt The Land Matrix Partnership mener, at fænomenet er langt større. Dette institut siger, at op mod 227 mio. hektar jord i udviklingslandene er blevet solgt eller lejet ud hovedsageligt til internationale investorer siden 2001. Det svarer til et område på størrelse med Vesteuropa.

Det er primært internationale selskaber, virksomheder, fonde og institutioner, der er på jagt efter landbrugsjord til fødevarer og biobrændsel. Nationale regeringer og virksomheder i udviklingslandene er også aktive spillere – ofte inden for rammerne af handelsaftaler og med støtte fra internationale institutioner og udviklingsfonde.

Kina bliver ikke nævnt direkte i de oplysninger, jeg er stødt på, men det er en kendt sag, at Kina er godt med i jagten på både råstoffer og jord til landbrugsproduktion.

Men EU og dermed Danmark er med til at støtte jordtyveriet. Det dokumenterer Folkekirkens Nødhjælp i sin nye rapport `Stolen Land, Stolen Future`, som forfatteren og journalisten Malene Haakansson anmeldte i Politiken den 16. oktober 2011.

Denne rapport har særlig fokus på jordtyveri i Cambodja og Honduras. Jordtyveriet i Cambodja er ekstremt udbredt og skyldes ofte såkaldt økonomisk jordkoncession, som er privat jord, der sælges eller lejes ud til private virksomheder, som driver industrilandbrug. I 2007 sad industrilandbrug på 14,5 pct. af Cambodjas dyrkbare landbrugsarealer. I 2011 var andelen steget til 55,65 pct. Både cambodjanske og udenlandske virksomheder køber brugsretten til jorden, men også den cambodjanske magtelite, inklusive regeringsfolk og militæret, er involveret i `land grabbing`.

Cambodja modtager udviklingsbistand fra Danmark. Som et af de fattigste lande i verden nyder landet fordel af en særlig handelsaftale med EU, men rapporten fra Folkekirkens Nødhjælp viser, at aftalen bliver groft udnyttet og er med til at understøtte jordtyveriet fra de cambodjanske bønder.

Konsekvenserne for dem er markante. De mister den jord, de hidtil har kunnet leve af og bliver derfor drevet ud i fattigdom, de må sælge deres husdyr, tager børnene ud af skolen og må kæmpe for at få mad på bordet. Dertil kommer, at plantagerne ofte forgifter vandet i lokale vandløb, så bønderne og andre fattige mister det fiskeri, som de også lever af.

Aktive medlemmer af de berørte familier lever i frygt på grund af den fortsatte kamp. Lidt over halvdelen af de berørte har nægtet at modtage kompensation for deres tab af jord, fordi den ligger langt under markedsværdien. De, der valgte at modtage kompensationen, kendte ikke til den gældende cambodjanske lovgivning og troede heller ikke, at de kunne konfrontere den cambodjanske regering. De ender så som arbejdstagere i lighed med andre fattige folk

Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere har forgæves forsøgt at få EU til at gå ind i sagen. Alvorlige og systematiske overtrædelser af internationale menneskeretskonventioner og rettigheder for arbejdstagere kan nemlig medføre en udelukkelse af et bestemt produkt i den særlige handelsaftale mellem Cambodja og EU. Men indtil videre har EU valgt, at dialog mellem Cambodja og EU er vejen frem. Danmark har indtil videre valgt at følge i EU’s fodspor.

Der er vist ingen, der har valgt at foreslå den cambodjanske regering, at den skaffer sig retfærdige og rimelige koncessioner for den jord eller de råstoffer, den ønsker overtaget af private selskaber eller institutioner, så den sikrer sig den jordrente, der er den naturlige indtægtskilde i ethvert samfund. Formentlig kunne Den internationale Union for Grundskyld og Frihandel, som Den Danske Henry George Forening er tilsluttet, i FN gøre en indsats på dette område

Marlene Haakansson gør det i hvert fald ikke. Hun slutter sin redegørelse mere beskedent, idet hun skriver, at det første skridt må være at sikre, at egne politikker og bistand ikke er med til at støtte jordtyveri.. I dag har Danmark ingen særskilte retningslinier eller politikker på området til trods for, at jordtyveri er et stigende problem, som øger fattigdommen i verden. Danmark har tilsluttet sig overordnede principper igennem EU, men der skal en langt større indsats til, skriver hun.

Rapporten `Stolen Land, Stolen Future` kan findes på nettet. Man kan også gå ind på www.nødhjælp.dk

Se filmen: Real Estate 4 RansomReal Estate 4 Ransom

Real Estate 4 Ransom fra Real Estate 4 Ransom.

Dokumentarfilmen: Real Estate 4 Ransom blev frigivet i nat (15. marts) og kan nu ses på internettet. Dokumentarfilmen påviser årsager til den økonomiske krise og angiver løsningen på det tilbagevendende problem. Det må varmt anbefales at se den selv om den er på engelsk. Den bør være obligatorisk på enhver skole , der har økonomi som hovedfag, og kendes af alle, som kalder sig økonomer. Den påviser klart, at det er en politisk opgave at løse problemet, og at det kan løses, men det kræver fornuft og vilje til at tage fat om roden til den økonomiske ubalance. Filmen, der varer 40 minuter kan ses på: reaelestate4ransom.com.

Om kriser og tvangsauktioner – og et enkelt eksempel

Man hører af og til det synspunkt fremsat, at en økonomisk krise kan være til gavn for samfundet. Der bliver rusket grundigt op i vante forestillinger, og folk bliver nødt til at omvurdere deres økonomiske situation, lyder argumentationen. Nogen klarer sig igennem krisen. mens andre falder fra, fordi de har bragt sig selv eller deres virksomhed ud i uholdbare spekulationer.

Men da en omfattende økonomisk krise også går ud over de mange, der uforskyldt bliver ramt af den, og det økonomiske liv som helhed, er det politikernes pligt at føre en politik, der ikke bringer lande og folk i ulykke. De har med andre ord et politisk ansvar.

Som regel kommer de store kriser til Danmark udefra. Det gjaldt således den oliekrise, der ramte landet sidst i 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne. Ti år senere kom krisen hertil fra Amerikas Forenede Stater og Storbritannien, som under Reagan og Thatcher havde ført en såkaldt monetaristisk politik, der viste sig ikke at være holdbar i længden. Man fokuserede ensidigt på at bekæmpe inflationen, men glemte at bekæmpe jordspekulationen. Endelig blev Danmark i 2008 ramt af den værste økonomiske krise siden verdenskrisen i 1929. Også den havde sit udspring i USA og skyldtes voldsomme spekulationer i jordværdier og i fast ejendom, efter at man havde fjernet alle stopklodser og begrænsninger for det frie initiativ på området.

Det fritager dog ikke de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, for medskyld i, at krisen bredte sig som en steppebrand også til Europa, fordi banker og kreditinstitutioner virkede som forbundne kar. Vi fulgte blindt i USA’s fodspor så længe, det gik godt, og måtte derfor også foretage nedturen sammen med amerikanerne.

Et af resultaterne af de alvorlige økonomiske kriser kan aflæses i antallet af afholdte tvangsauktioner gennem de år, man har ført statistik over dem. Jeg har foretaget et udpluk af tallene med ti års intervaller. Senere med fem og et års mellemrum I 1971 blev der afholdt 2.277 tvangsauktioner i Danmark, men i 1981 lå tallet på 13.716. Antallet af tvangsauktioner faldt jævnt i de følgende år, men landede så på 12.040 i 1991 Op gennem 1990-erne faldt antallet stort set jævnt år for år og endte på 1.576 i 2001. Her kan indførelsen af ejendomsværdiskatten have været hovedårsagen til det gode resultat.  I de følgende år faldt antallet endnu mere og nåede i 2006 ned på 689, men så begyndte det at stige igen: 2007-1392, 2008-1756, 2009-4355, 2010-5.305, 2011-4.775.

I årene 2007 til og med 2011 blev der således afholdt i alt 17.583 tvangsauktioner i Danmark. Men det er kun èn side af krisens katastrofale indvirkning på samfundslivet. Virksomheder har måttet lukke, og mange sagesløse mennesker er blevet arbejdsløse. Der findes dog også eksempler på, at virksomheder og enkeltpersoner selv har været skyld i eller medskyldig i, at de endte i fallit eller tvangsauktion. Et sådant tilfælde ramte Hillerød i juli måned 2010, da to store ejendomme på adresserne Torvet 7 og 9 blev sendt på tvangsauktion. Torvet 7, en ejendom fra 1878, som udgør det meste af Torvets sydlige side, rummer 1700 kvadratmeter, bl.a. en restaurant, flere butikker, en bar og en række boliger med i alt 14 lejemål. Naboejendommen Torvet 9 har tre lejemål, hvoraf en butik, der længe havde stået tom.

De to ejendomme var i 2010 vurderet til henholdsvis 30 og 20 millioner kroner, og begge var ejet af Jysk Erhvervsejendomme A/S, der også ejede Slotskroen i Hillerød. Selskabet skyldte da 50,9 millioner kroner for sine lån og 3,6 millioner i terminer, der ikke var betalt. Kort tid efter gik Slotskroen konkurs. Det var BRF Kredit, som havde pant i husene, der sendte ejendommene på tvangsauktion. Selve auktionen fandt sted i Retten i Hillerød tirsdag den 3. august, men da ingen nye investorer meldte sig, valgte BRF Kredit selv at købe ejendommene for 50 millioner kroner. Der var ikke på forhånd fastsat en mindstepris, så BRF bekendtgjorde ved sin advokat, at den ville give en pris, der svarede til den offentlige vurdering. I alt havde BRF Kredit et pant i ejendommene på 62 millioner kroner, og det forlød, at det ikke var usædvanligt at byde et stort beløb, når det pant, man har, er endnu større.

En uge senere blev ejendommene på Torvet nummer 3 og 5 også sendt på tvangsauktion. Den offentlige vurdering lød på 42 millioner kroner, men BRF Kredit overtog ejendommene for 28,5 millioner. BRF havde 31 mio. kr. til gode i ejerpantebreve og 1,8 mio. kr. i restancer fra den tidligere ejer, som også i dette tilfælde var Jysk Erhvervsejendomme A/S. Buddet på de 28 mio. kr. var det eneste, der faldt og var noget lavere end den offentlige vurdering.

Advokat Christian Petri, der afgav buddet på vegne af BRF, var ikke overrasket over, at ingen andre købere meldte sig, fordi en del af lejernes forhold var uafklarede. Et par af kontrakterne betvivlede Retten endog gyldigheden af. Men cheføkonom Jesper Larsen fra Lejernes LO bemærkede, at de nuværende lejere af erhvervslokalerne samt lejlighederne er fornuftigt stillede i forhold til lejeloven,

`Den nye ejer forpligter sig over for de aftaler, som tidligere ejere har indgået. Der skal derfor ikke laves nye lejekontrakter. Hvis en lejer har aftalt særlige vilkår, som for eksempel at lejen er uopsigelig, eller at huslejen ikke kan stige, skal vedkommende sikre sig, at det er tinglyst og oplyst for den nye ejer`, sagde Jesper Larsen.

Jysk Erhvervsejendomme A/S hører hjemme i Haderslev, men har   flere ejendomme i København og Nordsjælland. Selskabet er en del af Peter Gram-Nielsens koncern Storelyngen Invest ApS i Allerød, der ifølge Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk i 2010 havde en gæld på over en milliard kroner, og i 2009 kom ud med et underskud på 256 millioner kroner før skat. (Opl. er hentet i Frederiksborg Amts Avis 1/9 10) Investoren ejede også Jysk Ejendomspant ApS, der ifølge selskabets hjemmeside opkøbte og solgte pantebreve. Også det selskab var under konkursbehandling i 2010, men i Sønderborg, oplyste Statstidende dengang. Den omtalte koncern med de mange forgreninger trivedes åbenbart bedst i 00-ernes erhvervsklima, der i høj grad var præget af vild spekulation i fast ejendom og den beliggenhedsværdi, disse ejendomme har. Det var denne spekulationsfeber, der førte den vestlige verden og hermed også Danmark ind i den store økonomiske krise. Nu er der så blevet renser ud, og de folk, der mener, at det er godt med en krise, har til dels fået ret, men på en underlig kringlet facon. Det gælder nemlig ikke om at acceptere kriser som oprydningsmiddel, men om at undgå dem ved at føre en sund og ansvarlig politik. Den kunst magtede den vestlige verdens og Danmarks politikere ikke i 00-erne.