Bobler i vandkanten

Afmatningen på ejendomsmarkedet efter boligboblens punktering og den deraf følgende krise har også omfattet sommerhusmarkedet. Det har bragt ejendomsmæglere, spekulanter og EU-fanatikere på banen: Vi må have “sommerhusreglen” afskaffet!

Formålet med forbudet mod udenlandske opkøb af danske sommerhusområder er som bekendt at hindre, at danske rekreative områder bliver økonomisk utilgængelige for almindelig danskere. Det er stadigt et problem, for selv om Tyskland efter genforeningen har fået udvidet sin kyststrækning, er de tyske kystområder i stor stil indhegnede og betalingskrævende eller opkøbte af velhavere. Desuden ligger Danmark i mere bekvem køreafstand fra de folkerige tyske delstater end de østligste tyske kystområder. Dertil kommer, at ejendomspriserne gennemgående er dobbelt så høje i Tyskland som i Danmark.

Tilhængerne af sommerhusreglens afskaffelse begrunder deres ønske med to indbyrdes uforenelige argumenter: På den ene side bagatelliserer de muligheden for prisstigninger, på den anden side priser de den øgede kapitaltilvækst, udkantsområderne vil få, hvis man fjerner sommerhusreglen.

Så er der mere ræson i argumenterne fra sommerhusreglens tilhængere: Sandsynligvis vil udlændinges opkøb af danske sommerhuse betyde mindre udlejning og dermed tomme boliger de meste af året. Det giver mindre aktivitet og omsætning hos de handlende i sommerhusområderne og færre lejeindtægter for udlejningsfirmaerne.

Ingen i debatten om sommerhusreglen hæfter sig ved, at Danmark og Verden netop har oplevet den værste boligboble siden 30érne med de ødelæggende følger for samfundene i form af virksomhedskrak, massearbejdsløshed, recession og tårnhøj statsgæld. Det burde ellers give anledning til eftertanke: Skal vi give los for endnu en “boligboble”, omend af mere beskedent omfang?

Såfremt sommerhusreglen afskaffes, bør det i det mindste følges af en grundskyldsreform, der inddrager de arbejdsfri, samfundsskabte værdistigninger, som afskaffelsen medfører. Da værdistigningerne især vil ske i udkantsområderne, vil det være en gevinst for kommunerne der. De vil kunne lette indkomstskatten tilsvarende, til gavn for borgerne. Forudsætningen er selvfølgelig, at kommunerne får lov at foretage denne skatteomlægning, det har de ikke i dag.

Det bedste vil naturligvis være, at grundskyldsreformen gøres ligelig og generel, altså at staten sørger for inddragelsen af værdistigningerne overalt.

Boligpakke kapitaliseres

Da staten gav støtte til unge landmænds gårdkøb, blev støtten kapitaliseret: Sælgerne var klar over, hvad køberne nu kunne ryste op med. Det samme vil ske ved suspensionen af ejendomsværdiskat og grundskyld som foreslået af de nuværende (VK) og kommende (S-SF) regeringspartier. De eneste, forslaget vil gavne, er ejendomsmæglerne, der da også jubler, og pengeinstitutterne, der får større udlånsmulighed ved at en samfundsmæssig prioritet fjernes til fordel for privatkapitalen.

I øvrigt præmierer man ved forslaget titusinder af bolighandler, der alligevel ville blive foretaget. Manøvren koster 1,5 mia. kr., som alle skatteyderne hænger på.

Hellere boligskat end skat på arbejde

Underligt nok har det ikke vakt opmærksomhed, at en Gallup viser, at 66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned.  Kun 22 % afviser det blankt. For Socialdemokraternes vedkommende er hele 71 % og for SF`s vedkommende

hele 69 % tilhængere af en sådan skatteomlægning.

Målingen viser en skrigende diskrepans mellem vælgernes holdning til dette spørgsmål og folketingspartiernes.  Både VKO, LA og S-SF afviser totalt en skattereform, der letter skatten på arbejde og til gengæld i øget omfang inddrager de arbejdsfri gevinster på jord og fastejendom.
Dette til trods for, at de økonomiske vismænd, OECD og det store flertal af uafhængige økonomer tilråder en sådan reform.

Nu må fedtspillet omkring en skattereform, der kan forebygge nye boligbobler med deraf følgende gældskrise, bankkrak, statsunderskud og arbejdsløshed, høre op. Det erhvervsfjendske og asociale i at brandskatte arbejde og gøre arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skattefri, må stoppe. Skal der virkelig gå en hel valgperiode eller mere, før Folketinget kommer til fornuft og lever op til vælgernes ønsker, som de udtrykkes i
Gallup-målingen?

Underklassens tilblivelse

I byer over hele England blussede forvirringen op, da alvorlige uroligheder brød ud i begyndelsen af august 2011. Nu prøver den britiske regering at danne sig et billede af, hvad årsagen var til opstanden imod den borgerlige orden. Premierminister David Cameron beskylder 120.000 “vanskelige familier” for det, han kalder “det langsomme moralske sammenbrud” i England.

I sin vurdering lægger Cameron et ansvar på familier med enlige mødre, hvor børn mangler disciplin fra en faderskikkelse. Men en dybere undersøgelse viser en meget mere sammensat baggrund, der ikke kan udtrykkes med et par politiske floskler. Med dette snæversyn i regeringens forklaring på de mange plyndringer af indkøbscentre kan vi være sikre på, at Cameron ikke vil kunne holde sit løfte om at have løst den moralske krises problemer inden valget 2015.

Men det er ikke kun englænderne der har udtrykt massefrustrationer og udbredt håbløshed over de sociale forhold. Der har været voldsdemonstrationer i Grækenland, masseprotester i Spanien og Irland, og fascistiske bevægelser er blevet synlige i andre lande i Europa. De er alle udtryk for det sociale systems sammenbrud. Det er, hvad jeg kalder Rovdyrkulturen (The Predator Culture), der er titlen på min bog, der blev udgivet 2010 af theIU *) på forlaget Shepheard-Walwyn Ltd, London. Jeg frygter, at vi kan vente os meget værre ting. Jeg har netop afsluttet en undersøgelse af de to tidligere verdensdepressioner – 1870erne og 1930erne – der begge førte til verdenskrige. Jeg finder, at de akkurat samme betingelser er til stede i dag, og at det betyder, at verden er på vej mod globale voldsomheder, der er alt for forfærdelige til, at man tør tænke på dem.

Men georgister er nødt til at tænke. Vi er de eneste, der har et reformprogram, der er stærkt nok til at kunne ændre historiens udvikling. Men sproget, vi bruger til at fremlægge finansreformen, er så overfladisk, at folk ikke kan se forbindelsen mellem det nuværende skattesystem og de unge mennesker, der bryder ind i butikker i Tottenham i Nordlondon for at stjæle Nikesko.

Jeg er i gang med at omskrive historien og sætter det georgistiske idegrundlag ind i den, så man kommer til at se rødderne til den grådighed, der karakteriserer vore dages samfund. Årsagen til det kulturelle sammenbrud, vi oplever, ligger i tidligere tiders overgreb på jordværdier, der i Englands tilfælde fandt sted i begyndelsen af det 16. århundrede. Uden kendskab til den historiske baggrund for den nuværende situation vil folk ikke kunne forstå, at det er nødvendigt med grundlæggende reformer af ejendomsrettighederne og finansieringen af det offentliges udgifter.

Men mine bøger vil ikke være tilstrækkelige. De fleste mennesker får deres oplysninger gennem fjernsyn og andre nyhedsmedier. Derfor må vi fremlægge vore synspunkter billedligt, i korte films og på YouTube, som for eksempel min nyeste småfilm Min grådige generation (My Greedy Generation) med professor Mason Gafney, California University, Riverside, USA; den kan ses på www.youtube.com/user/geophilos (View comments).

 

 

Georgistbevægelsen må udvikle nye måder til at gøre indtryk på lyttende, seende, nyheds- og baggrundssøgende mennesker. Det vil sige, at der skal skaffes økonomiske midler til at producere professionelle films, der viser den frygtelige sandhed om vore samfund. Eksempelvis foreslår jeg at lave en film, der skal hedde Epidemien (Pandemic), som viser, at skattesystemet slår folk ihjel. Omkring 50.000 mennesker i England og Wales dør hvert år for tidligt alene på grund af forhold, der kan spores tilbage til skattessystemets mishandling af folk. Jeg regner med, at i NATO-landene dør omkring 500.000 mennesker hvert år for tidligt på grund af skattesystemet, der begunstiger nogle mennesker, men diskriminerer det store flertal. Det er en tragedie, der ikke omtales offentligt, og som, hvis den blev kendt af ‘manden på gaden’, ville gøre det meget lettere for os at få tilslutning til vores skattereform.

Den amerikanske fond, Schalkenbach Foundation, har stillet en stor sum til rådighed for fremstillingen afEpidemien (Pandemic), men arbejdet kan ikke begyndes, før jeg finder yderligere 35.000 US$. Georgister i Storbritannien har indtil nu samlet 4.500 $. Hvis danske georgister kan bidrage til dette project, bør beløbet overføres til ‘The Land Research Trust’ (c/o Mrs. Barbara Sobrielo, 54 Harrow View Road, Ealing, London W5 1LZ). Uden at bevidstgøre offentligheden med denne film tror jeg ikke, politikerne vil behandle georgister med den respekt, der er nødvendig for, at de vil interessere sig for tanken om skattereformen.

  • Den oscarvindende skuespiller Ms. Vanessa Redgrave er studievært ved fremsvisningen af Fred Harrison filmThe Killing Fields den 18. oktober 2011 på 20th Century Fox’s Studios i London. Et inviteret publikum af politikere og NGO-miljøaktive vil diskutere, hvordan fjernelse af jordejernes subsidier vil kunne afværge drab på truede skabninger.

*) The IU er forkortelsen for Den Internationale Union for Jordværdibeskatning og Frihandel www.theiu.org.

Skrevet af Fred Harrison, oversat af Ole Lefmann

EU og ejendomsskat

Hvor er det pinligt, at det er EU, der tvinger de ejendomsskattefjendtlige partier (S,V,SF,DF,K og LA) til at gennemføre en skattereform, der forskyder skat fra arbejde og over på arbejdsfri, samfundsskabte værdier. Det vil blive resultatet under den kommende nye regering, hvad enten partierne piber eller synger.

Når folketingsflertallet ønsker Danmark infiltreret mest muligt i euroen, tvinges det til at acceptere den fælles finanspolitik uden hvilken den monetære union ikke kan fungere. Og EU forlanger nu, at en af de økonomiske krises fremmeste årsager: Værdioppustningen og den deraf følgende vilde gældsætning (bl.a. gennem rentetilpasningslånene) samt fastlåsningen af ejendomsbeskatningen i Danmark bringes til ophør.

Det vil ske, når Europagten implementeres i form af direktiver fra EU-kommissionen om den fælles finanspolitik.

Det må betyde, at de ejendomsskattefjendske partier anstændigvis før folketingsvalget tilkendegiver, at de naturligvis vil respektere de direktiver for den fælles finanspolitik, som Unionen beslutter. At et Danmark uden bindinger til euroen (eller medlemskab af EU!) af egen drift kunne gennemføre denne økonomisk og socialt fornuftige skattereform, er en anden sag. Så ville vi også slippe for den milliardregning, der nu venter os for den fallerede euro.

Den gamle kone og den unge familie

I gamle dage fik tilhængere af en skattereform, der øger den løbende ejendomsbeskatning og til gengæld sænker skatten på arbejde, stukket i næsen, at man ville jage den gamle kone væk fra sit lille hus. Så fik man gennemført, at pensionister kan indefryse deres ejendomsskat og forblive i huset, og så forstummede den snak.

Nu siger VKO og deres efterplaprere S-SF, at mange unge familier har købt hus under højkonjunkturen og måttet tage dyre lån. De vil blive ramt hårdt, hvis man øger ejendomsbeskatningen. Så derfor er de fem partier (plus LA) enige om at fastfryse ejendomsskatterne. Til gengæld bliver folk (ikke mindst hårdt arbejdende unge familier) så flået i skat af deres arbejdsindtægter.

De økonomiske vismænd har en løsning: Man skal nedsætte ejendomsværdiskatten til 0,5 % (fra 1,0 %), men beregne den af den seneste vurdering og ophæve fastfrysningen. Så øges skatten ikke umiddelbart, men først i takt med, at der sker nye ejendomsværdistigninger. Derved hindres nye boligbobler – uden at selv stærkt forgældede boligejere drives fra hus og hjem.

Det er et fornuftigt forslag, især hvis det følges op med, at også grundskylden beregnes af den seneste vurdering, og at man ændrer vurderingssystemet, så de reelle grundværdier (= beliggenhedsværdier) kommer frem. Det vil give lavere bygningsværdier og højere grundværdier.

Både fagbevægelsen og regeringens vækstforum har vist positiv interesse for en skattereform, der flytter skat fra arbejde og over på disse samfundsskabte værdier. Det samme gælder næsten alle økonomer, inklusive de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU. Til gavn for beskæftigelsen og for investeringer i arbejdspladser i stedet for spekulation.