Bjarne er ikke dum

S-SF`s spindoktorer har opfundet Bjarne, en blå socialdemokrat, der har stemt på V eller DF af skræk for øget ejendomsskat. Bjarne er en almindelig lønmodtager, ligesom sin kone, og de bor i et parcelhus.

Hvordan får S-SF Bjarne tilbage? Ved at forsikre, at han sandelig ikke kommer til at betale mere i ejendomsskat – eller ved at prøve at overbevise ham om, at øget ejendomsskat giver mulighed for lavere skat på hans arbejde, og at det kan hindre nye boligbobler med deraf følgende risiko for, at han eller konen mister sit arbejde?

Da spindoktorerne og deres hokus focus-grupper – og dermed S-SF – tror, at Bjarne er dum som et bræt, så vælger de det første. Men Bjarne er ikke dum, han er ganske normalt begavet.

Gallup har spurgt vælgerne om de vil acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned. Hertil svarer 66 % ja, 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere er ja-procenten hele 71, og blandt SF-vælgerne er den 69 (Berlingske 21/2).

Jo, Bjarne er på vej.

Samfundsskabte Bobler

Endnu engang agiterer Politiken (leder 21/4) for afskaffelse af sommerhusreglen uden at lade sig anfægte af, at dette vil fremkalde en enorm, samfundsskabt prisboble med alle de velkendte følger, vi kender fra boligprisboblen. Medmindre man indfører en effektiv, løbende beskatning af jord- og ejendomsværdierne.

Så hvis sommerhusreglen afskaffes, må loftet over den kommunale grundskyld fjernes og statsgrundskylden genindføres. Det må nødvendigvis ske over hele landet og vil få gunstige virkninger, ikke blot mod sommerhusbobler, men også mod kommende boligbobler. På længere sigt vil provenuet kunne bruges til nedbringelse af skatten på arbejde.

Beliggenhed – Ikke mursten

Tak til Lars Trier Mogensen for den sønderlemmende kritik af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden (Pol. 11/2). Han bruger den gængse betegnelse “boligskatter”, der ikke bidrager til deres popularitet.

Værre er det, når der i debatten tales om “skat på mursten”. Det er misvisende, hvad man kan se af EDC-ejendomsmæglernes årlige opgørelse over priserne på “Danmarkshuset”, det samme standardhus, placeret på en grund af samme størrelse og beliggenhed i alle landets postnumre.

Yderpunkterne er her Bækmarksbro i Lemvig kommune, hvor Danmarkshuset vurderes til 606.000 kr. og Charlottenlund i Gentofte kommune, hvor den samme ejendom vurderes til  4.755.000 kr. Da der ikke er den mindste forskel på murstenene, er det klart beliggenheden, der er altafgørende. Eller som ejendomsmæglerne siger: Der er tre faktorer, der bestemmer prisen på et hus: 1) beliggenheden, 2) beliggenheden, 3) beliggenheden.

Det bidrager yderligere til forvirringen, at vurderingssystemet er forkert: bygningsværdien er for højt vurderet og beliggenhedsværdien  = grundværdien er alt for lavt vurderet. Det bør selvfølgelig ændres, så den reelle grundværdi kommer frem. En opgave for en kommende S-SF-R regering.

Der er formentlig større forståelse, også hos boligejerne, af, at samfundet inddrager beliggenhedsværdi, der jo er samfundsskabt, frem for at man beskatter murstenene i husene, som folk måske endda selv har bygget. Man kunne såmænd omdøbe grundskylden til en beliggenhedsafgift.

Grundskylden udtrykker det georgeistiske synspunkt, at man er det øvrige samfund skyldig værdien af den jord, man beslaglægger.  Men man behøver bestemt ikke at være georgeist for at kunne se det retfærdige og hensigtsmæssige i en øget løbende beskatning af de samfundsskabte værdier.  Se bare hvad næsten alle landets økonomer mener om den sag!

Statsminister Vestager

De radikale har bragt sig i en klemme: De er mest enige med VK om det centrale politiske spørgsmål i Danmark i dag: den økonomiske politik, men samtidig peger de på den socialdemokratiske leder som statsminister. Det parti, der engang gik ind for det samarbejdende folkestyre, har placeret sig i den røde blok.

Nu foreslår Margrethe Vestager at afskaffelsen af efterlønnen kombineres med S-SF´s 12 minutters plan. Overvismanden, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, føjer hertil et tredje og væsentligt element: Ophør af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten.

De fleste økonomer, herunder Det Økonomiske Råds og OECD´s, deler den opfattelse, at der skal lægges øget vægt på ejendomsskatterne for at forebygge nye boligbobler, for at lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation i jord og fast ejendom samt for at lette trykket på indkomstbeskatningen. Dertil kommer, at det er en skat, ingen kan unddrage sig, velegnet under globaliseringens vilkår og endelig socialt retfærdig.

De radikale, der opfatter sig selv som et seriøst parti, der lægger megen vægt på sagkundskaben, har foreløbigt indskrænket sig til at foreslå landbrugets grundskyld genetableret (et provenu på 1 ,2 mia.kr.) og begrænsning af rentefradraget for udgifter over 250.000 kr. (provenu: 3,5 mia. kr.). Men i partiets principprogram står:

“Staten skal sikre en sund offentlig økonomi og en bæredygtig udvikling. De offentlige indtægter skal  i stort omfang hvile på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret.”

Disse bastante principper lever de radikale ikke op til på ejendomsbeskatningens område med de nævnte to udmærkede, men beskedne, forslag. Man bør mindst følge de økonomiske vismænds forslag om at optø ejendomsværdiskatten. Selv hvis man nøjes med de sølle ½ % af ejendomsværdierne, som skatten udgør p.t., vil en optøning med tiden kunne indbringe hele 1% af BNP.  Endnu bedre vil en genindførelse af en statsgrundskyld på blot 1 % være: den kan umiddelbart give knap 17 mia. kr. om året.

Men S-SF har jo lovet, at boligejerne ikke skal beskattes mere end i dag. De to partier har altså tilsluttet sig VKO-fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og nedsænkningen af loftet over grundskylden. Samfundsøkonomisk tåbeligt og fordelingspolitisk asocialt.

Radikale Venstre kunne træde i karakter over for både VK og S-SF ved at foreslå en ægte skattereform som beskrevet i partiets eget principprogram.  Vælgerne er rådvilde og savner politisk ledelse samt reformer, der ikke kun er sociale nedskæringer. Grib dog chancen!

Hvis det betyder, at de radikale må trække støtten til Helle Thorning-Schmidt tilbage og fortsat selvsagt heller ikke kan støtte Lars Løkke Rasmussen, så præsenter jeres egen statsministerkandidat: Margrethe Vestager sammen med denne tredje mulighed over for rød og blå blok.

Det vakte en vis munterhed, da de radikale engang foreslog deres daværende leder Niels Helveg Petersen som statsministerkandidat, ligeledes da Kristeligt Folkeparti foreslog Jens Møller. Men hvorfor dog: Der bør også være en statsministerkandidat, der undsiger blokpolitikken. Situationen er for alvorlig til blokpolitikkens taktiske spin, personfnidder , fravær af politisk substans og svigtende langsigtet beslutningskraft.