Protektionismen er tilbage

Ved starten af den økonomiske verdenskrise var der enighed om, at Verden ikke måtte gentage den skæbnesvangre fejl fra 30érnes krise: Opbygning af handelsbarrierer, der kun forværrede og forlængede krisen.

Efter G20-mødet i Canada i juni må man desværre konstatere, at protektionismen er ved at vinde frem igen. Man har nu opgivet at afslutte Doha-runden om frigørelse af verdenshandelen, en forhandlingsrunde, der har været i gang siden 2001 og forventedes afsluttet i år.

Dette til trods for at 80 % af arbejdet er afsluttet, og der således blandt WTO´s 153 medlemslande kun resterer at opnå enighed om de 20 %.

Det ser ud til, at hovedansvaret for sammenbruddet må placeres hos USA. Det stort set eneste punkt, hvor demokraternes politik adskiller sig negativt fra republikanernes, er handelspolitikken. Og præsident Obama har desværre levet op til sine valgløfter på dette punkt: USA forlanger indrømmelser fra især Kina, Indien og Brasilien uden at vise vilje til selv at give indrømmelser. Og EU holder lav profil i ly af USA´s protektionisme.

USA og EU fastholder handelsforvridende landbrugsstøtte, høje toldsatser på såkaldt følsomme varer og en restriktiv anti-dumpingpraksis.  Kina har uden resultat bebudet en mere liberal valutapolitik samt toldsænkninger på 30 % og liberaliseringer i servicesektoren.

USA og EU synes at ville satse på bilaterale handelsaftaler. Derved står de stærkere over for aftalepartnerne og undgår at skulle give indrømmelser til et stort antal udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Doha-rundens udtrykkelige mandat var, at udviklingslandenes rolle i verdenshandelen skulle styrkes, især ved at de velstående lande reducerer deres told og helt eller delvis afskaffer deres landbrugsstøtte. Det bliver det ikke noget af nu.

Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. Og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim har sagt: ”Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække Verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale.”

Siden i fjor har – ifølge Verdensbankens præsident Robert Zoellick – antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5:1.  Det går altså den gale vej, om end omfanget af protektionistiske tilbageslag ikke når på højde med 30érnes tåbeligheder, takket være nutidens globalisering af det økonomiske liv.

Den økonomiske verdenskrise har demonstreret den gensidige globale afhængighed, og netop på grund af den er det livsvigtigt ikke alene at undgå protektionismen, men også at nå afgørende fremskridt for verdenshandelens liberalisering.

Finansregulering eller markedsreform

Nationalt og internationalt drøftes en række forskellige tiltag for øget regulering af finanssektoren med det formål at undgå eller minimere nye økonomiske kriser.
Uden at forklejne det hensigtsmæssige eller ligefrem nødvendige i sådanne tiltag, må det undre, at der ikke stilles mere grundlæggende spørgsmål om det kapitalistiske system. Selv fra socialistisk side synes man at koncentrere sig om reguleringstiltag i stedet for mere dybtgående reformer.

Skal vi virkelig affinde os med som noget uundgåeligt, at verden med 15-20 års mellemrum nogenlunde regelmæssigt kastes ud i økonomiske kriser med store nedture, virksomhedskrak og massearbejdsløshed? Dette sker nærmest til trods for omfanget af reguleringen af den finansielle sektor. Hvortil kommer tilbøjeligheden til at lempe reguleringerne, når økonomien går fremad.

Det er da ellers ret indlysende, at når det går økonomisk fremad, vokser efterspørgslen ikke kun efter reproducerbare goder, men også – og ikke mindst – efter de ressourcer, der kun findes i begrænset omfang, det være sig jord (beliggenhedsværdier), vand, energiressourcer etc. Derved opstår der boligbobler og galopperende oliepriser, de oppustede ejendomspriser belånes, så har vi finanskrise efterfulgt af gældskrise, når landene griber til bankredninger.

Den nærliggende løsning er dog at hindre, at den særlige merværdistigning på de ureproducerbare goder kapitaliseres, hvilket kan ske gennem en effektiv løbende beskatning i form af især grundskyld, der målrettet inddrager beliggenhedsværdierne, og gennem effektive koncessionsafgifter på energiressourcerne. Anvender man så provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde, opnår man en gunstig beskæftigelsesmæssig effekt og større social retfærdighed. Investeringerne vil gå til produktive formål og arbejdspladser i stedet for til spekulation.

En sådan skattereform vil altså også være en markedsreform. Hvis man kombinerer det med at nægte retsbeskyttelse af derivater og lignende spekulationspapirer, en bankskat til et fond, der kan sikre kunderne ved bankkrak, en beskeden afgift ved valutatransaktioner samt større transparens i finanssektoren, vil meget være nået for at undgå fremtidige ødelæggende økonomiske kriser.