Genopdag George

Årsagerne til den økonomiske verdenskrise og løsninger på den diskuteres. Fra primitive ytringer om grådighed til mere seriøse forslag om øget regulering af den finansielle sektor (nogle mener endda at for megen regulering er årsag til krisen).

Man svømmer let henover, at de økonomiske kriser kommer nogenlunde regelmæssigt med 15-20 års mellemrum, om end i varierende styrke, og uanset reguleringernes omfang. Det tyder på, at der er grundlæggende fejl i det kapitalistiske system som det fungerer nu. Men da socialismen har dokumenteret sin uduelighed og desuden har kompromitteret sig ved politisk undertrykkelse, stilles der ikke spørgsmål ved den grundlæggende funktionsmåde af det herskende økonomiske system.

Det bør man ellers gøre nu under den værste økonomiske krise siden 30érne. Den amerikanske samfundsøkonom Henry George (1839-1897) påviste, hvorledes økonomiske fremskridt, voksende befolkningstal og velstand, afstedkom øget efterspørgsel efter jord og andre ureproducerbare goder, der derved fik en samfundsskabt merværdi, kaldet jordrenten.

Denne merværdi kapitaliseres, der opstår boligbobler. Disse belånes, investeringer går til jord og fast ejendom i stedet for til arbejdspladser i erhvervslivet, renten bliver højere end nødvendigt, og der skabes voksende social ulighed, ikke mindst mellem generationerne. Desuden øges inflationen. På et tidspunkt brister boblen, der opstår krise i finanssektoren og det udvikler sig til en generel økonomisk krise med virksomhedskrak, tvangsauktioner, massearbejdsløshed og bragende statsunderskud med langvarige offentlige gældsbyrder, når staterne griber ind.

George foreslog at indføre en løbende afgift på jordens værdi, så man forhindrede den private kapitalisering af jordrenten. Derved ville adgangen til jord blive billigere, og provenuet skulle så bruges til tilsvarende lavere skat på arbejde. Generationerne ville blive stillet lige, og man ville opnå større social retfærdighed. Man ville undgå eller formindske de tilbagevendende økonomiske kriser.

De georgeistiske tanker vandt frem i de første årtier af det forrige århundrede, og i Danmark benævnte man den løbende jordbeskatning ”grundskyld”, fordi det var noget, man skyldte samfundet, når man lagde beslag på en del af vores alle sammens eksistensgrundlag: jorden. Det er værd at bemærke, at grundskylden blev indført med støtte af Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Tanken var altså bredt funderet.

Det befordrede accepten, at landarbejdere og husmænd kunne se deres indlysende interesse i reformen, og både arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen førte den frem. Den var også almindeligt anerkendt blandt økonomerne, og det er den i øvrigt stadigt: De økonomiske vismænd, andre uafhængige økonomer og senest OECD anbefaler løbende jord- og ejendomsbeskatning – og har i årevis gjort det i den ene rapport og betænkning efter den anden.

Grundskylden kom på både Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres program. Daværende landsformand for de radikale Margrethe Vestager fik den imidlertid fjernet fra partiprogrammet, og i dag er både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti utrættelige i deres forsikringer om, at boligejerne sandelig ikke skal betale mere i skat – nu er de endda blevet fulgt op af Enhedslistens Frank Aaen.

Hvad gik galt? Det sociologiske fænomen, at vi nu har 1,2 mio. boligejere, der for flertallets vedkommende tænker som spekulanter i stedet for det, der er deres reelle interesse: som lønmodtagere, erhvervsdrivende eller modtagere af overførselsindkomster. Sådan tænker de, fordi hverken socialdemokraterne, de radikale eller venstrefløjen gjorde sig den ulejlighed at forklare de økonomiske sammenhænge, dengang de forstod dem, og nu forstår de dem tilsyneladende heller ikke selv.

Det hjælper heller ikke på forståelsen og accepten, at man roder jordbeskatning sammen med beskatning af selve husene. Det er jo ikke murstenene, der stiger i værdi, men beliggenheden. Det er heller ikke smart at beskatte folk fordi de forbedrer deres boliger. Mange vil derimod kunne forstå, at man må betale til samfundet løbende for den jord, man beslaglægger, og at provenuet skal bruges til lettelse af skatten på arbejde. I dag betaler de reelt først til lånekapitalen, og så må de derefter betale mere i skat af deres indkomst end nødvendigt, fordi samfundet ikke inddrager jordrenten.

Vi oplever nu følgerne af spekulationsorgierne, og de er blevet værre i Danmark, fordi regeringen med støtte af Dansk Folkeparti har fastlåst grundskylden og ejendomsværdiskatten. En skattepolitik, som oppositionen reelt har tilsluttet sig. Så det skal fortsat være skattefrit at score kapitalgevinster på jord og fast ejendom, mens ens arbejdsudbytte brandskattes. En skattepolitik, der er lige så samfundsøkonomisk idiotisk som den er fordelingspolitisk asocial.

Den økonomiske krise med dens rystende følger bør få partierne til at tænke nyt, at lytte til den økonomiske sagkundskab, at genfinde den skattepolitik, de selv stod for engang, og erkende, at politik ikke består i at svaje for vinden, men i at lede. De bør genopdage Henry George.

Da vores tiltro til, at dette vil ske, imidlertid er begrænset, har Retsforbundet besluttet at opstille til næste folketingsvalg.