Grundskyld gavner landbruget

Landbrugets samlede gæld er nu oppe på 350 mia. kr., og dansk landbrug er EU`s mest forgældede og det, der er mest afhængigt af landbrugsstøtten. En kæmpeunderskudsforretning med mange landmænd på fallittens rand.

Der er blevet spekuleret fuldstændigt vanvittigt i jordopkøb – helt uden hensyn til det driftsmæssige afkast. Men jordpriserne er også presset op af milliardstøtten fra EU (7 mia. om året alene i hektarstøtte). Den bliver selvsagt kapitaliseret – til skade for generationsskiftet i landbruget.

De økonomiske vismænd har lige fra før Danmarks medlemskab af EF/EU og til denne dag anbefalet grundskyld som et middel til at undgå kapitaliseringen af landbrugsstøtten og spekulation i landbrugsjorden. Men skiftende regeringer og folketingsflertal har ikke lyttet, men tværtimod konsekvent nedbragt grundskylden, så den nu kun andrager 1 mia. kr. årligt på landbrugsjorden.

Den grundskyld vil MF Lars Chr. Lilleholt (V) have helt afskaffet (Fyens Stiftstidende 12/2). Det vil kun forværre landbrugets situation. Lettelsen vil blive kapitaliseret og derefter belånt. Så kommer landmændene i stedet for til at betale renter til lånekapitalen, og mens grundskylden er konjunkturreguleret, hænger landmændene på lånene.

Venstre kender ingen grænser, når det gælder subsidier til erhvervene: Milliardtilskud til landbruget (det var derfor vi skulle i EF/EU), 100 mia. kr. til bankerne, senest en halv milliard til SAS. Det er anti-liberal politik, der vil noget. Det er også dybt asocialt, for at skaffe pengene til erhvervstilskuddene fyrer man nu i hundredvis af ansatte på sygehusene, og alle erkender, at det kommer til at koste menneskeliv.

FATTIGDOMSÅR? – Det var bedre med et ULIGHEDSÅR!

EU har vedtaget at gøre 2010 til et “fattigdomsår”. Medlemslandene burde fokusere på, hvad der kan gøres for de fattige. Men man er tilsyneladende ikke interesseret i at diskutere årsagerne til fattigdommen og slet ikke i fattigdommen i den øvrige verden.

Det kunne der ellers være grund til midt i den værste økonomiske verdenskrise siden 30érne. Det er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt af krisen, og i de mere velstående lande er det de dårligst stillede, der rammes hårdest gennem arbejdsløshed og social udstødelse. Oveni følger sociale nedskæringer pga. de nødlidende statskasser.

Skal der gøres noget grundlæggende mod fattigdommen, er det ikke nok at se på størrelsen af de sociale ydelser. Hvis man kunne løse fattigdomsproblemet gennem indkomstoverførsler eller almisser, var det løst for længst. Vi må derfor se på årsagerne til, at vi har fattigdom i verden som helhed og i de enkelte lande.

En fundamental årsag er uligheden i adgangen til naturens ressourcer, hvad enten det er havenes rigdomme, jordens energiressourcer og råstoffer eller jord til at producere eller bare leve på. Når store koncerner eller rigere lande sætter sig på disse værdier og monopoliserer dem, skaber det enorm ulighed. På samme måde virker en protektionistisk handelspolitik, der udbytter de svageste.

Der skal derfor skabes lige vilkår for alle mennesker ved at samfundet sikrer den lige adgang til ressourcerne – i praksis ved at inddrage den merværdi, udnyttelsen af dem har. Dvs. effektive koncessionsafgifter for udnyttelsesretten af energiressourcer og fiskerettigheder samt en effektiv løbende jordværdibeskatning af såvel landbrugsjorden som af al anden erhvervsjord og boligjord.

På den måde kommer naturens ressourcer og de samfundsskabte værdier, som opstår, fordi der jo her er tale om ureproducerbare goder, alle til gode, og menneskene og landene stilles lige. På akkurat samme måde må der føres en konsekvent frihandelspolitik, der også indebærer global monopolkontrol gennem FN eller WTO af multinationale koncerner.

Hvis det internationale samfund, herunder EU, havde ført en sådan politik, var verden ikke havnet i den nuværende globale økonomiske krise med dens massearbejdsløshed, virksomhedslukninger, konkurser og tvangsauktioner. Det ville nemlig ikke have været muligt at kapitalisere den økonomiske vækst og havne i boligbobler, finanskrise, recession og depression.  En privatkapitalisering, der også er langt den største årsag til den økonomiske og sociale ulighed.

Et fattigdomsår, der bruges til at drøfte, hvordan man reparerer skaderne, er derfor ikke så perspektivrigt som et ulighedsår, der anvendes til at drøfte, hvordan man kan ændre det økonomiske system, så fattigdomsproblemet drastisk reduceres både internationalt og nationalt.