Kære Helle og Villy

Jeg har fået et brev fra jer og det samme har nogle millioner andre danskere. I har en fair løsning på krisen, skriver I. Men der er noget, jeg ikke kan få til at passe.

”Vi vil ikke ændre boligskatten”, skriver I. Det må jo betyde, at I tilslutter jer VKO `s fastlåsning af ejendomsværdiskatten og nedsænkede loft over grundskylden. ”Reformer”, der virkede som benzin på bålet under boligboblen. Det har de økonomiske vismænd konstateret.

Faktisk har de samme vismænd år efter år leveret den ene rapport efter den anden, hvor de har foreslået øget beskatning af jord og fast ejendom og tilsvarende lavere skat på folks arbejde. Alle disse forslag har VKO hældt ned af brættet og gjort det modsatte. Og det billiger I åbenbart!

For ikke længe siden understregede vismændene vigtigheden af, at deres forslag om aktivering af ejendomsbeskatningen gennemføres på et tidspunkt, hvor boligpriserne igen begynder at stige – for på den måde at hindre en ny boligboble og alt hvad deraf følger.  Og nu er boligpriserne begyndt at stige.

Anfægter det jer ikke? Giver det heller ikke anledning til eftertanke, at øget, løbende beskatning af disse arbejdsfri,  samfundsskabte  gevinster i høj grad kan medvirke til at lede investeringerne til produktive formål og arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse –eller spekulation – i jord og fast ejendom?

At videreføre VKO`s ejendomsskattepolitik er ikke en fair løsning – det er overhovedet ikke en løsning, men det modsatte: det gør blot krisen værre. Og så er det oven i købet asocialt.

Jeg ved, at I er skrækslagne for at boligejerne vil blive sure på jer, hvis I lytter til den økonomiske sagkundskab på dette område. Men boligejerne betaler jo også skat af deres indkomst, og den skat bliver jo større, når man freder de arbejdsfri gevinster.

Hvad med at tale til boligejernes sunde fornuft? Vi befinder os i den største økonomiske krise siden 30 èrne.  Næsten 200.000 arbejdspladser er mistet i erhvervslivet. Antallet af fallitter og tvangsauktioner sætter rekord, det samme gør fyringerne i den i offentlige sektor og statens underskud. Der er krisebevidsthed til stede.

I  december 2005 kom velfærdskommissionens betænkning og i samme måned en vismandsrapport. Begge argumenterede stærkt for en skattereform med øget ejendomsskat og lavere skat på arbejde. En opinionsmåling viste efterfølgende flertal for en sådan skattereform.  Men I greb ikke chancen.
I skulle tage og gøre det nu.

Protektionismen er tilbage

Ved starten af den økonomiske verdenskrise var der enighed om, at Verden ikke måtte gentage den skæbnesvangre fejl fra 30érnes krise: Opbygning af handelsbarrierer, der kun forværrede og forlængede krisen.

Efter G20-mødet i Canada i juni må man desværre konstatere, at protektionismen er ved at vinde frem igen. Man har nu opgivet at afslutte Doha-runden om frigørelse af verdenshandelen, en forhandlingsrunde, der har været i gang siden 2001 og forventedes afsluttet i år.

Dette til trods for at 80 % af arbejdet er afsluttet, og der således blandt WTO´s 153 medlemslande kun resterer at opnå enighed om de 20 %.

Det ser ud til, at hovedansvaret for sammenbruddet må placeres hos USA. Det stort set eneste punkt, hvor demokraternes politik adskiller sig negativt fra republikanernes, er handelspolitikken. Og præsident Obama har desværre levet op til sine valgløfter på dette punkt: USA forlanger indrømmelser fra især Kina, Indien og Brasilien uden at vise vilje til selv at give indrømmelser. Og EU holder lav profil i ly af USA´s protektionisme.

USA og EU fastholder handelsforvridende landbrugsstøtte, høje toldsatser på såkaldt følsomme varer og en restriktiv anti-dumpingpraksis.  Kina har uden resultat bebudet en mere liberal valutapolitik samt toldsænkninger på 30 % og liberaliseringer i servicesektoren.

USA og EU synes at ville satse på bilaterale handelsaftaler. Derved står de stærkere over for aftalepartnerne og undgår at skulle give indrømmelser til et stort antal udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Doha-rundens udtrykkelige mandat var, at udviklingslandenes rolle i verdenshandelen skulle styrkes, især ved at de velstående lande reducerer deres told og helt eller delvis afskaffer deres landbrugsstøtte. Det bliver det ikke noget af nu.

Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. Og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim har sagt: ”Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække Verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale.”

Siden i fjor har – ifølge Verdensbankens præsident Robert Zoellick – antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5:1.  Det går altså den gale vej, om end omfanget af protektionistiske tilbageslag ikke når på højde med 30érnes tåbeligheder, takket være nutidens globalisering af det økonomiske liv.

Den økonomiske verdenskrise har demonstreret den gensidige globale afhængighed, og netop på grund af den er det livsvigtigt ikke alene at undgå protektionismen, men også at nå afgørende fremskridt for verdenshandelens liberalisering.

Finansregulering eller markedsreform

Nationalt og internationalt drøftes en række forskellige tiltag for øget regulering af finanssektoren med det formål at undgå eller minimere nye økonomiske kriser.
Uden at forklejne det hensigtsmæssige eller ligefrem nødvendige i sådanne tiltag, må det undre, at der ikke stilles mere grundlæggende spørgsmål om det kapitalistiske system. Selv fra socialistisk side synes man at koncentrere sig om reguleringstiltag i stedet for mere dybtgående reformer.

Skal vi virkelig affinde os med som noget uundgåeligt, at verden med 15-20 års mellemrum nogenlunde regelmæssigt kastes ud i økonomiske kriser med store nedture, virksomhedskrak og massearbejdsløshed? Dette sker nærmest til trods for omfanget af reguleringen af den finansielle sektor. Hvortil kommer tilbøjeligheden til at lempe reguleringerne, når økonomien går fremad.

Det er da ellers ret indlysende, at når det går økonomisk fremad, vokser efterspørgslen ikke kun efter reproducerbare goder, men også – og ikke mindst – efter de ressourcer, der kun findes i begrænset omfang, det være sig jord (beliggenhedsværdier), vand, energiressourcer etc. Derved opstår der boligbobler og galopperende oliepriser, de oppustede ejendomspriser belånes, så har vi finanskrise efterfulgt af gældskrise, når landene griber til bankredninger.

Den nærliggende løsning er dog at hindre, at den særlige merværdistigning på de ureproducerbare goder kapitaliseres, hvilket kan ske gennem en effektiv løbende beskatning i form af især grundskyld, der målrettet inddrager beliggenhedsværdierne, og gennem effektive koncessionsafgifter på energiressourcerne. Anvender man så provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde, opnår man en gunstig beskæftigelsesmæssig effekt og større social retfærdighed. Investeringerne vil gå til produktive formål og arbejdspladser i stedet for til spekulation.

En sådan skattereform vil altså også være en markedsreform. Hvis man kombinerer det med at nægte retsbeskyttelse af derivater og lignende spekulationspapirer, en bankskat til et fond, der kan sikre kunderne ved bankkrak, en beskeden afgift ved valutatransaktioner samt større transparens i finanssektoren, vil meget være nået for at undgå fremtidige ødelæggende økonomiske kriser.

Genopdag George

Årsagerne til den økonomiske verdenskrise og løsninger på den diskuteres. Fra primitive ytringer om grådighed til mere seriøse forslag om øget regulering af den finansielle sektor (nogle mener endda at for megen regulering er årsag til krisen).

Man svømmer let henover, at de økonomiske kriser kommer nogenlunde regelmæssigt med 15-20 års mellemrum, om end i varierende styrke, og uanset reguleringernes omfang. Det tyder på, at der er grundlæggende fejl i det kapitalistiske system som det fungerer nu. Men da socialismen har dokumenteret sin uduelighed og desuden har kompromitteret sig ved politisk undertrykkelse, stilles der ikke spørgsmål ved den grundlæggende funktionsmåde af det herskende økonomiske system.

Det bør man ellers gøre nu under den værste økonomiske krise siden 30érne. Den amerikanske samfundsøkonom Henry George (1839-1897) påviste, hvorledes økonomiske fremskridt, voksende befolkningstal og velstand, afstedkom øget efterspørgsel efter jord og andre ureproducerbare goder, der derved fik en samfundsskabt merværdi, kaldet jordrenten.

Denne merværdi kapitaliseres, der opstår boligbobler. Disse belånes, investeringer går til jord og fast ejendom i stedet for til arbejdspladser i erhvervslivet, renten bliver højere end nødvendigt, og der skabes voksende social ulighed, ikke mindst mellem generationerne. Desuden øges inflationen. På et tidspunkt brister boblen, der opstår krise i finanssektoren og det udvikler sig til en generel økonomisk krise med virksomhedskrak, tvangsauktioner, massearbejdsløshed og bragende statsunderskud med langvarige offentlige gældsbyrder, når staterne griber ind.

George foreslog at indføre en løbende afgift på jordens værdi, så man forhindrede den private kapitalisering af jordrenten. Derved ville adgangen til jord blive billigere, og provenuet skulle så bruges til tilsvarende lavere skat på arbejde. Generationerne ville blive stillet lige, og man ville opnå større social retfærdighed. Man ville undgå eller formindske de tilbagevendende økonomiske kriser.

De georgeistiske tanker vandt frem i de første årtier af det forrige århundrede, og i Danmark benævnte man den løbende jordbeskatning ”grundskyld”, fordi det var noget, man skyldte samfundet, når man lagde beslag på en del af vores alle sammens eksistensgrundlag: jorden. Det er værd at bemærke, at grundskylden blev indført med støtte af Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Tanken var altså bredt funderet.

Det befordrede accepten, at landarbejdere og husmænd kunne se deres indlysende interesse i reformen, og både arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen førte den frem. Den var også almindeligt anerkendt blandt økonomerne, og det er den i øvrigt stadigt: De økonomiske vismænd, andre uafhængige økonomer og senest OECD anbefaler løbende jord- og ejendomsbeskatning – og har i årevis gjort det i den ene rapport og betænkning efter den anden.

Grundskylden kom på både Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres program. Daværende landsformand for de radikale Margrethe Vestager fik den imidlertid fjernet fra partiprogrammet, og i dag er både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti utrættelige i deres forsikringer om, at boligejerne sandelig ikke skal betale mere i skat – nu er de endda blevet fulgt op af Enhedslistens Frank Aaen.

Hvad gik galt? Det sociologiske fænomen, at vi nu har 1,2 mio. boligejere, der for flertallets vedkommende tænker som spekulanter i stedet for det, der er deres reelle interesse: som lønmodtagere, erhvervsdrivende eller modtagere af overførselsindkomster. Sådan tænker de, fordi hverken socialdemokraterne, de radikale eller venstrefløjen gjorde sig den ulejlighed at forklare de økonomiske sammenhænge, dengang de forstod dem, og nu forstår de dem tilsyneladende heller ikke selv.

Det hjælper heller ikke på forståelsen og accepten, at man roder jordbeskatning sammen med beskatning af selve husene. Det er jo ikke murstenene, der stiger i værdi, men beliggenheden. Det er heller ikke smart at beskatte folk fordi de forbedrer deres boliger. Mange vil derimod kunne forstå, at man må betale til samfundet løbende for den jord, man beslaglægger, og at provenuet skal bruges til lettelse af skatten på arbejde. I dag betaler de reelt først til lånekapitalen, og så må de derefter betale mere i skat af deres indkomst end nødvendigt, fordi samfundet ikke inddrager jordrenten.

Vi oplever nu følgerne af spekulationsorgierne, og de er blevet værre i Danmark, fordi regeringen med støtte af Dansk Folkeparti har fastlåst grundskylden og ejendomsværdiskatten. En skattepolitik, som oppositionen reelt har tilsluttet sig. Så det skal fortsat være skattefrit at score kapitalgevinster på jord og fast ejendom, mens ens arbejdsudbytte brandskattes. En skattepolitik, der er lige så samfundsøkonomisk idiotisk som den er fordelingspolitisk asocial.

Den økonomiske krise med dens rystende følger bør få partierne til at tænke nyt, at lytte til den økonomiske sagkundskab, at genfinde den skattepolitik, de selv stod for engang, og erkende, at politik ikke består i at svaje for vinden, men i at lede. De bør genopdage Henry George.

Da vores tiltro til, at dette vil ske, imidlertid er begrænset, har Retsforbundet besluttet at opstille til næste folketingsvalg.

Grundskyld gavner landbruget

Landbrugets samlede gæld er nu oppe på 350 mia. kr., og dansk landbrug er EU`s mest forgældede og det, der er mest afhængigt af landbrugsstøtten. En kæmpeunderskudsforretning med mange landmænd på fallittens rand.

Der er blevet spekuleret fuldstændigt vanvittigt i jordopkøb – helt uden hensyn til det driftsmæssige afkast. Men jordpriserne er også presset op af milliardstøtten fra EU (7 mia. om året alene i hektarstøtte). Den bliver selvsagt kapitaliseret – til skade for generationsskiftet i landbruget.

De økonomiske vismænd har lige fra før Danmarks medlemskab af EF/EU og til denne dag anbefalet grundskyld som et middel til at undgå kapitaliseringen af landbrugsstøtten og spekulation i landbrugsjorden. Men skiftende regeringer og folketingsflertal har ikke lyttet, men tværtimod konsekvent nedbragt grundskylden, så den nu kun andrager 1 mia. kr. årligt på landbrugsjorden.

Den grundskyld vil MF Lars Chr. Lilleholt (V) have helt afskaffet (Fyens Stiftstidende 12/2). Det vil kun forværre landbrugets situation. Lettelsen vil blive kapitaliseret og derefter belånt. Så kommer landmændene i stedet for til at betale renter til lånekapitalen, og mens grundskylden er konjunkturreguleret, hænger landmændene på lånene.

Venstre kender ingen grænser, når det gælder subsidier til erhvervene: Milliardtilskud til landbruget (det var derfor vi skulle i EF/EU), 100 mia. kr. til bankerne, senest en halv milliard til SAS. Det er anti-liberal politik, der vil noget. Det er også dybt asocialt, for at skaffe pengene til erhvervstilskuddene fyrer man nu i hundredvis af ansatte på sygehusene, og alle erkender, at det kommer til at koste menneskeliv.

FATTIGDOMSÅR? – Det var bedre med et ULIGHEDSÅR!

EU har vedtaget at gøre 2010 til et “fattigdomsår”. Medlemslandene burde fokusere på, hvad der kan gøres for de fattige. Men man er tilsyneladende ikke interesseret i at diskutere årsagerne til fattigdommen og slet ikke i fattigdommen i den øvrige verden.

Det kunne der ellers være grund til midt i den værste økonomiske verdenskrise siden 30érne. Det er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt af krisen, og i de mere velstående lande er det de dårligst stillede, der rammes hårdest gennem arbejdsløshed og social udstødelse. Oveni følger sociale nedskæringer pga. de nødlidende statskasser.

Skal der gøres noget grundlæggende mod fattigdommen, er det ikke nok at se på størrelsen af de sociale ydelser. Hvis man kunne løse fattigdomsproblemet gennem indkomstoverførsler eller almisser, var det løst for længst. Vi må derfor se på årsagerne til, at vi har fattigdom i verden som helhed og i de enkelte lande.

En fundamental årsag er uligheden i adgangen til naturens ressourcer, hvad enten det er havenes rigdomme, jordens energiressourcer og råstoffer eller jord til at producere eller bare leve på. Når store koncerner eller rigere lande sætter sig på disse værdier og monopoliserer dem, skaber det enorm ulighed. På samme måde virker en protektionistisk handelspolitik, der udbytter de svageste.

Der skal derfor skabes lige vilkår for alle mennesker ved at samfundet sikrer den lige adgang til ressourcerne – i praksis ved at inddrage den merværdi, udnyttelsen af dem har. Dvs. effektive koncessionsafgifter for udnyttelsesretten af energiressourcer og fiskerettigheder samt en effektiv løbende jordværdibeskatning af såvel landbrugsjorden som af al anden erhvervsjord og boligjord.

På den måde kommer naturens ressourcer og de samfundsskabte værdier, som opstår, fordi der jo her er tale om ureproducerbare goder, alle til gode, og menneskene og landene stilles lige. På akkurat samme måde må der føres en konsekvent frihandelspolitik, der også indebærer global monopolkontrol gennem FN eller WTO af multinationale koncerner.

Hvis det internationale samfund, herunder EU, havde ført en sådan politik, var verden ikke havnet i den nuværende globale økonomiske krise med dens massearbejdsløshed, virksomhedslukninger, konkurser og tvangsauktioner. Det ville nemlig ikke have været muligt at kapitalisere den økonomiske vækst og havne i boligbobler, finanskrise, recession og depression.  En privatkapitalisering, der også er langt den største årsag til den økonomiske og sociale ulighed.

Et fattigdomsår, der bruges til at drøfte, hvordan man reparerer skaderne, er derfor ikke så perspektivrigt som et ulighedsår, der anvendes til at drøfte, hvordan man kan ændre det økonomiske system, så fattigdomsproblemet drastisk reduceres både internationalt og nationalt.