Grøn vækst med brune pletter

Regeringens ”Grøn Vækst”-plan  indeholder positive elementer som højere pesticid- og kvælstofafgifter samt sprøjtefri randzoner. Men desværre har Venstres mest militante landbrugsfløj tilført planen brune pletter, især gennem ideen om at ”kompensere” landbruget gennem nedsættelse af grundskylden.

Landbruget betaler i forvejen mindre grundskyld end alle andre, hvilket har medvirket til den enorme stigning i prisen på landbrugsjord. En prisstigning, som i massivt omfang er belånt, så mange landmænd nu er tæt på teknisk insolvens. Regeringen søger nu at sætte gang igen i jordpriserne, til skade for den næste generation af landmænd.

En bæredygtig økologi forudsætter en bæredygtig økonomi. En inddragelse af jordrenten på landbrugsjord vil eliminere spekulationen og gavne en intensiv udnyttelse af landbrugsjorden til økologisk produktion. Spekulanten må vige til fordel for producenten.

Grundskyld bedre end kapitalvindingsskat

Preben Wilhjelm argumenterer (Pol. 3/3) udmærket for øget beskatning af de samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom, men det er forkert, når han påstår, at en øget løbende beskatning vil tvinge folk fra hus og hjem.

I dag har pensionister mulighed for at indefryse grundskylden, og den mulighed skal selvfølgelig bevares. Netop fordi grundskylden ikke omfatter bygningsværdien, vil den ikke drive folk fra hus og hjem.

Det er i øvrigt ikke bygningsværdierne, men grundværdierne, der er samfundsskabte, i form af beliggenhedsværdier. Det vil hjælpe på den folkelige accept, hvis man fastholder dette og undlader at beskatte folks huse. Og i øvrigt undlader at blokere for accepten ved at bruge udtrykket ”boligskat”.

Det er en dårlig løsning først at beskatte, når værdistigningen realiseres til ”andet forbrug.” Den mulighed blev drøftet i skattekommissionen men afvist, fordi det udsætter skattetilsvaret i det uendelige og ender med at blive en arveafgift, hvis den – som Carsten Koch udtrykte det – ikke forsvinder helt ved hjælp af kreative revisorer.

Hvor en løbende beskatning virker fremmende på mobiliteten, virker en kapitalvindingsskat modsat, også selv om den først udløses, når man forlader ejerboligmarkedet eller ved arv. Det er erfaringen fra Sverige, som Wilhjelm henviser til som et ”glimrende” eksempel.

Faktisk vandt de borgerlige partier i Sverige regeringsmagten ved sidste rigsdagsvalg bl.a. på et løfte om at fjerne denne skat. Det har de ikke gjort, derimod ændret den med stor profit for de rigeste husejere.

Politiken bragte for nylig resultatet af en opinionsundersøgelse, hvor folk var blevet spurgt om de var tilhængere eller modstandere af en skattereform, hvor skat på bolig sættes op, mens skat på arbejde sættes ned. 43% svarede, at det var de imod, men 33% var for. Dette til trods for det negative begreb ”boligskat”.

Her er noget at bygge på for oppositionen, der sagde nej til skattestoppet og nu er frit stillet til at udvikle et alternativ til VKO-partiernes rigmandsskattereform. Ved at klargøre, at man ikke jagter folks boliger, men de samfundsskabte værdier, at man vil bruge provenuet til lettelse af skatten på de almindelige arbejdsindtægter, og ved at påpege, som vismændene, at det især bliver de rigeste 10% af befolkningen, der må holde for ved en effektiv grundbeskatning.

Jeg er enig med Wilhjelm om, at det rigtige tidspunkt for en ejendomsskattereform er nu, hvor værdierne er faldende, således at beskatningen kan sætte ind, når de stiger igen og dermed hindre nye boligbobler. Her vil en genindførelse af grundstigningsskylden eller en lempelig indfasning over en ¨årrække af en statsgrundskyld være det mest hensigtsmæssige og sikkert også blive opfattet som det mest retfærdige.

En rigtig reform

Generationstyveriet skal standses Indkomstskatten skal drastisk nedsættes Fordelingspolitikken skal være retfærdig

Forslaget til skattereform er ingen reform. Det er kunstigt åndedræt til et sygt system. Til Carsten Kochs forsvar taler, at han har fremlagt, hvad der med det nuværende Folketing må antages at være politisk gennemførligt. Udbrændte politikere kan imidlertid udskiftes, så lad os se på skævhederne og problemerne i det nuværende system og hvordan de kan løses.

Den asociale fordelingspolitik

Den alt for høje indkomstskat er – helt korrekt – udråbt til det store problem. Det som politikerne til gengæld ikke ønsker at tale om, er den asociale og ungdomsfjendske fordelingspolitik. Mens beskatningen af arbejde er urimelig høj, har boligejerne med de rigtige postnumre kunnet indkassere kæmpegevinster skattefrit. Der er vel at mærke tale om arbejdsfri gevinster, som er samfundsskabte. Det vil sige, de er fremkommet som følge af den samfundsudvikling og de offentlige investeringer, som vi alle har bidraget til. Det er de nye på ejerboligmarkedet, der betaler. Hvor en ejer har købt billigt for 5 – 10 år siden, skulle en ny ejer, der købte på toppen, måske betale 4 til 8 gange mere for at disponere over en tilsvarende grund. Når den ejer, der år efter år har siddet til den billige husleje, trækker sig ud af ejerboligmarkedet, kan han/hun som ekstra bonus indkassere en klækkelig gevinst, mens ejeren, der har købt på toppen måske må give op og konstatere et tab. Helt grelt bliver det, hvis man sammenligner ejeren, der har købt på toppen med en gammel husejer, der har siddet i 50 år i sit hus. Her kan der være op til en faktor 100 i forskel på den løbende udgift til forrentning af købesummen. Hvorfor skal en gammel formuende husejer kun betale 1 kr., mens den unge familie skal betale 100 kr. for at gøre brug af den samme beliggenhed og den samme infrastruktur og øvrige samfundsinvesteringer?

Generationstyveri

Generationstyveri er en ganske god karakteristik. Kasinoøkonomi kan også anvendes som betegnelse for et boligmarked, hvor det at investere i egen bolig forgylder nogle, mens andre bliver klædt af til skindet. Lejerne har stort set været ignoreret i debatten. Det er absolut uberettiget. For generationstyveriet trives også på lejeboligmarkedet. På grund af en forkvaklet lovgivning sidder der udvalgte lejere til en nærmest symbolsk husleje, mens de unge, der ønsker en lejebolig, må betale markedslejen. Den meget betydelige fordel, som de ”heldige” lejere kan nyde godt af måned for måned, er ligesom husejernes avancer skattefri. Det skal igen holdes op imod, at arbejdsindkomster og frynsegoder nidkært beskattes. Alle, der har passeret den første ungdom, erindrer sagen om Ritts lejlighed. Også Poul Nyrup og Lone Dybkjær har været nævnt i pressen på grund af deres lejlighed med meget stor forskel på den betalte leje og markedslejen. Med disse eksempler vil jeg fremhæve, at det nok ikke er fra de partier, der siden 2. verdenskrig har været ansvarlige for udviklingen, vi skal forvente initiativer til at rette op på skævhederne.

En rigtig reform…

En rigtig reform skal sætte en stopper for generationstyveriet og nedbringe skatten på arbejde væsentligt. En rigtig reform skal bygge på nogle enkle og klare grundidéer, som af de fleste kan anerkendes som retfærdige. En rigtig reform må følgelig tage sit udgangspunkt i den naturlige ejendomsret. Ifølge den har vi alle lige ret til de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den enkelte har ejendomsretten til udbyttet af eget arbejde. Til beroligelse for boligejere, der allerede har fået nervøse trækninger, s kal det fastslås, at der ikke med denne formulering er lagt op til nationalisering af jorden. Den enkelte boligejer skal selvfølgelig frit kunne handle sin ejendom. Det, der er hensigten, er, at den løbende afgift på grundværdien (grundskylden) forhøjes i takt med, at grundens værdi stiger. Derved vil værdistigningen ikke omsætte sig i en højere handelspris. Ejeren får således ikke en større friværdi som følge af den almindelige samfundsudvikling, og han/hun kan ikke indkassere en arbejdsfri fortjeneste. Lige for tiden er det imidlertid ikke boligejernes gevinster, der er det mest presserende problem. Mange nye boligejere sidder med betragtelige tab og kan kun håbe på, at helbredet, parforholdet og jobsituationen holder, til krisen er drevet over. Blandt boligejerne er der også nogle, der er blevet fanget med 2 boliger og derved, hvis de er relativt nye på ejerboligmarkedet, bliver dobbelt ramt.

Grundskyldspolitikken udelukker økonomiske katastrofer

I takt med at en konsekvent grundskyldspolitik indføres, vil disse personlige, økonomiske katastrofer ikke kunne forekomme. For samtidig med at grundenes værdi falder, nedsættes grundskylden tilsvarende. Grundenes handelsværdi vil derfor ikke falde, og ejerne undgår tab. Det illustrerer den helt unikke egenskab ved konsekvent grundskyldspolitik. Når den er vedtaget, er den taget ud af politikernes hænder og overgivet til markedets styring. Rigtig grundskyld er således ikke en skatteskrue, som politikerne kan anvende efter behag. Midt i en global økonomisk krise, som ikke er set værre siden 30-ernes krise, skal det bemærkes, at de gentagne økonomiske kriser har deres udspring i boligbobler. Velstandsstigninger vil altid resultere i at monopol-varen jord stiger i værdi. Værdien belånes og resulterer i dels et øget forbrug dels en øget efterspørgsel efter investeringsobjekter som f.eks. aktier. Det bevirker en kunstig oppustning af aktiemarkedet. Når boblerne så brister, bl.a. på grund af et overforbrug, som der ikke er produktionsmæssig dækning for, har vi krisen. Med en konsekvent grundskyldspolitik er det slut med boligbobler og de deraf følgende kriser. En rigtig grundskyldspolitik vil efterhånden som grundskylden øges eliminere den urimelige forskelsbehandling mellem yngre og ældre boligejere. Grundskylden er også nøglen til et velfungerende marked for lejeboliger. Politikerne har hidtil givet op overfor dette problem. Dels antagelig på grund af manglende motivation, dels fordi en frigivelse af markedet ville forære udlejerne kæmpeformuer. Med grundskyldspolitikken på plads vil værdistigningerne på udlejningsboligerne resultere i forøget grundskyld og dermed ikke forøge handelspriserne. Et af formålene med en rigtig reform er at sikre den enkelte ejendomsretten til udbyttet af eget arbejde. Derfor skal det stadigt stigende provenu fra grundskylden anvendes til nedsættelse af indkomstskatten.

Grønne afgifter

Med udgangspunkt i den fælles ejendomsret til de naturgivne ressourcer skal en rigtig reform selvfølgelig også omfatte grønne afgifter. Brugen af de fælles ressourcer og forurening af det fælles miljø skal afgiftsbelægges med det formål løbende at reducere forureningen og sikre, at knappe ressourcer som rent drikkevand også fremover er tilgængeligt. De grønne afgifter har mange politikeres forståelse. Det skal derfor her kun tilføjes, at de har den kedelige bivirkning, at de vender den tunge ende nedad. Derfor må de, som skattekommissionen har foreslået, ledsages af en grøn check, der også tilgodeser børnene. Der tales i debatten meget om boligskatter. Ifølge en rigtig reform skal de afvikles. Hvad enten politikerne kalder dem ”lejeværdi af egen bolig” eller ejendomsværdiskat vinder de aldrig forståelse i befolkningen. Hvis man ser på de forsøg, der er gjort på at retfærdiggøre dem, er det fuldt forståeligt. Det skal selvfølgelig være sådan, at den boligejer, der vælger at investere i udvidelse og forbedring af sin bolig, ikke i al fremtid skattemæssigt skal straffes i forhold til naboen, der har anvendt et tilsvarende beløb på at købe kunst og indbo. En omfattende reform som denne vil først efter nogle år have nået sin fulde virkning. Indtil da kan de nuværende grove uretfærdigheder opblødes ved beskatning. For ejernes vedkommende en avancebeskatning efter svensk model. For lejernes vedkommende en beskatning af forskellen mellem den aktuelle leje og markedslejen.
Lad den politiske tummel om justeringerne til det nuværende skattesystem være anledningen til at sige: Nok er nok. Vi må have en rigtig reform.

 

GOODIES –
around the world

Vend tilbage til beskatningen af jord

”Tak gud for babyerne, hvis det ikke var for dem ville befolkningstallet har I området være gået ned I år”, skriver en læser. Mit svar er følgende: ”Gud?” Vi har nu da gjort vores indsats. Der er nu 6.745 milliarder mennesker på jorden. For hundrede år siden var der 2
milliarder. Vi er fi kseret på den ide, at vækst er godt. Det er det uden tvivl for kapitalismen, som stagnerer når forbrugerne bliver færre. Jeg mener, det er på tide at genopdage Henry George, den amerikanske politiske økonom i det 19. århundrede.
Det var ham, der lancerede ideen om grundværdibeskatningen. Georges ideologi siger, at enhver ejer det, som han skaber, men at alt, hvad der fi ndes i naturen førsdt og fremmest jord tilfalder alle mennesker ligeligt. Blot ved at ”eje” jorden skaber man jo ingenting. Den profi t, som ejerne suger ud af økonomien burde bruges til at bygge veje, opretholde hære og nationale parker, betale politiet og brandmændene, støtte uddannelse og udvikling i det hele taget Eugene Conrotto

 

Sydkoreanenere protesterer mod ringere grundskatter

I Sydkorea har den nye regering under præsident Lee Myung, som blev indsat sidste år i februar, afskaffet skatterne på fast ejendom ejet af investeringsselskaber. Koreanske georgister har protesteret mod denne trussel på mange forskellige
måder:

  • avisartikler
  • fredelige demonstrationer
  • samarbejde med andre græsrodsbevægelser etc.

Koreanske georgister giver aldrig op. Ifølge Yoon-sang Kim, Professor,
Kyungpook National University,koreansk oversætter af “Fremskridt og Fattigdom.

 

Stadig skæv jordfordeling i Brasilien

I Brasilien er det stadig en tiendedel
af landmændene, som ejer 85 procent af jorden, selv efter valget af den venstreorienterede Lula for seks år siden. Er der håb om forandring? Svaret blæser i vinden.

The Progress Report

Fred Harrison i det engelsk talkshow Keisers Report

Den 28. januar 2010 bragte det engelske talkshow Keisers Report en bemærkelsesværdig samtale med Fred Harrison, der som bekendt bl. a. er forfatter til bogen The Silver Bullet. Her kan du høre hele samtalen, som vi har fundet på YouTube. Hvis du har lidt svært ved at få nok ud af den engelske tale, er du velkommen til at benytte dig af nedenstående grundige referat på dansk.

Interviewet begynder et stykke inde. Ryk markøren hen til 17:10 og klik på afspil.

 


Interviewet er oversat af Ivy Holst Nielsen.

Max Keiser:
I 1997 forudsagde du, at en global boligboble ville opstå ti år senere, og at der ville komme et globalt sammenbrud i 2010.

Fred Harrison:
Faktisk så ser jeg på, hvad der betragtes som ”forbudt viden” inden for økonomi. Jeg ser på den mest følsomme indikator i hele økonomien; markedet for jord. Ud fra den kan jeg forudsige, hvordan økonomien vil udvikle sig.

Tendenserne gentager sig i en 18-års cyklus i den vestlige verden. Det er der ingen hokuspokus i. Vi kan se nøjagtig, hvordan økonomien vil udvikle – klart og tydeligt. Ved at se på disse informationer kan jeg forudsige nøjagtig hvordan økonomiens sundhedstilstand er.

Det var sådan, jeg i 1983 forudsagde at bunden i den økonomiske cyklus ville nås i 1992, og jeg forudsagde boblen i 1997, hvor bunden i den globale økonomi ville komme i det kommende år (2010). Det er simpel matematik.

Max Keiser:
Hvorfor går det op og ned, og er der en måde at stoppe denne cyklus på?

Fred Harrison:
Denne cyklus er programmeret ind i den politik, der startede som adelens økonomi, og nu er det demokratiske frie markeds. Men de underliggende faktorer er de samme; de bedste overskud kommer fra grundværdierne, ikke fra børsen eller andre eksotiske finansielle instrumenter. Ud over hele forretningslivet kommer de største gevinster fra jord. Det er hemmeligheden. Som markedet er arrangeret i vore dage, får vi helt sikkert et boom 15 år inde i denne cyklus efterfulgt af et sammenbrud, fordi der skabes gæld, for at man kan udnytte det marked, som de forøgede værdier lægge op til. Men der sker en overfinansiering. Og så går økonomien i stå med et sammenbrud hvert 18. år. Sådan har det været de seneste 2-300 år.

Max Keiser:
Du argumenterer for at vi skal socialisere jord og privatisere lønninger.

Fred Harrison:
Socialisering vil sige at give den værdi vi skaber i fællesskab tilbage til folket, som jo har skabt det.
Ved at afskaffe skat på lønninger og opsparing vil vi re-privatisere den skabte velstand og lade folket beholde værdien af produktionen.

Så kan vi bruge renten fra jordværdierne til at betale de offentlige udgifter. Således kan vi re-socialisere det, der engang var offentlig indkomst  og privatisere lønindkomst.

Max Keiser:
Al politik i retning af at stoppe spekulation ved at ændre skattepolitik er upopulært i UK. Hvordan overtale briterne?

Fred Harrison:
Det er et UK/US problem. Tyskerne ser ikke deres hjem som deres slot, og derfor investerer de mere i produktion. Briterne og amerikanerne ser huset som en fremtidssikrings opsparing. Denne kultur går ud på at tro, man kan tjene noget bare ved at bebo et stykke jord. For 100 år fremlagde den liberale regering faktisk et forslag om en skattereform baseret på beskatning af jord. Men forslaget blev nedstemt i overhuset.  Hele systemet er gennemsyret af denne opfattelse, at man ønsker at tjene på ingenting. Nu om stunder ønsker selv lønslaver at have fast ejendom. Det er et politisk problem at forklare dem at dette er imod deres økonomiske interesser. I de seneste 100 år har der ikke været reelle politiske tiltag i retning af at ændre denne tendens.

Max Keiser:
Hvordan kan politikerne overbevise befolkningen om dette?

Fred Harrison:
Det er meget svært. I US ville der være hundreder af milliarder dollars hvert år, der kunne redistribueres til folket. hvis de skiftede fra lønskat til skat på jord. Det ville være et incitament.
Under Tony Blair tabte UK velstand og velfærd svarende til et helt års bruttonationalprodukt. Tænk hvad vi kunne få for så mange penge – hvis vi fik en skattereform. Det kræver politisk vilje og moralsk mod at forklare dette for folket. Men jeg tror de ville lytte til det.

Max Keiser:
Hvordan ville vores økonomi så se ud i dag, hvis vi fik sådanne reformer?

Fred Harrison:
Hvis vi vil kunne konkurrere med mellemøsten i den næste cyklus (18år), må vi skifte fra lønskat til grundskat. Det er den eneste løsning. Priserne ab fabrik ville blive lavere på verdensmarkedet. Uden en sådan reform vil vi hele tiden blive underbudt af det fjerne østen. Og det er ikke holdbart. Vi kan ikke konkurrere uden at ændre omkostningsstrukturen. G20 landede har presset europa  og US ud i denne krisesituation hvor vi ikke er konkurrencedygtige uden en ændring i omkostningsstrukturen.

Max Keiser:
Hvad gør regeringerne? Hvordan reagerer de på de økonomiske problemer?

Fred Harrison:
Regeringerne har være frygtelig dårlige til at passe på vore interesser reagere på har udsat os for en asiatisk økonomi som vi ikke kan hamle op med, og som truer med at opsluge os.

Med undtagelse af Tyskland forudser jeg, at vi i EU og US vil være på spanden de næste 20 år, fordi politikerne prøver at puste økonomien op for at komme ud af krisen og for lånte penge og pustet  økonomien op ved at fremme forbrug i stedet for at producere værdi. – nøjagtig det samme som bragte os i denne situation til at begynde med! Det gør de stadig. De socialiserer jordejernes private gæld , så byrden bare skubbes foran os til fremtidige generationer. Den vestlige økonomi er uegnet til den cyklus, der begynder næste år. – regeringerne i den vestlige verden  har fejlet i at passe på vores økonomi.

Max Keiser:
Hvordan ser du enden på krisen?

Fred Harrison:
Da regeringerne ikke tilpasser sig til en bærbar omkostningsstruktur, står vi over for en regulær depression der vil vare de kommende 10 år,  i stedet for en mindre recession. 10 år med tabt fortjeneste lige som i 30´erne. Der vil være små lyspunkter – penge at tjene for dem, der kan se de ”forbudte” indikatorer, som jeg benytter mig af, men for de fleste vil det betyde faldende realindkomst og megen arbejdsløshed.

[/info_box]

 

Protektionismen på fremmarch

I takt med, at den økonomiske verdenskrise udvikler sig fra recession til depression, genopstår protektionismen.

I USA vedtager man hjælpepakker med klausuler om, at der skal købes amerikansk jern, stål og maskiner. Rusland indfører told på biler, fjerkræ og svinekød. Indonesien gennemfører nye restriktioner på 500 produkter. Indien har indført høj told på sojabønneolie. Argentina og Brasilien forøges importafgifter på vin, frugt, læder og tekstiler. Også Sydkorea har hævet toldgrænserne.

EU lægger straftold på kinesisk stål og genindfører – i lodret strid med internationale aftaler – eksportstøtten til mejeriprodukter. Indadtil krakelerer det indre marked med øget national statsstøtte til virksomhederne, praktiseret af bl.a. Tyskland, Portugal og Frankrig. Sidstnævnte land iværksætter massiv statsstøtte til bilindustrien med påbud om ikke at eksportere arbejdspladser til udlandet, herunder Tjekkiet. Italien støtter luftfartselskabet Alitalia.

De enkelte EU-lande vedtager nationale hjælpepakker til bankerne, der tilskyndes til at orientere sig nationalt i stedet for internationalt, til skade for globaliseringen. Der tales direkte om finansiel protektionisme. Chefen for Den Internationale Valutafond Dominique Strauss-Kahn advarer imod, at de enkelte lande beskytter deres finans- og bankinstitutioner og virksomheder mod udenlandsk konkurrence.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer imod “grøn protektionisme”, hvis forhandlingerne om en global klimaaftale bryder sammen. Det kan føre til protektionistiske krav om told og restriktioner over for lande med lavere standarder vedrørende forbrugerbeskyttelse, sundhed, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø. Taberne vil først og fremmest blive de fattige lande.

WTO-forhandlingerne om frigørelse af verdenshandelen, den såkaldte Doha-runde, der har været i gang siden 2000, er gået i stå, først og fremmest p.g.a. EU´s modstand imod at liberalisere på landbrugsområdet. Det skete allerede før den økonomiske verdenskrise satte ind, og i det protektionistiske miljø, der nu florerer, er det politiske momentum nok desværre forspildt. Ved såvel G7- som G2O-møderne forsikrer de ledende økonomiske magter deres vilje til at undgå protektionisme og til at forsætte forhandlingerne om frihandel, men i praksis handler de stik imod deres officielle forsikringer.

WTO´s generaldirektør Pascal Lamy konstaterer, at der er forhandlet 80% af en ny global frihandelsaftale på plads, og at ingen er i tvivl om, hvad der skal til for at få en aftale i stand. Og Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, der har været meget aktiv for at få verdensfrihandelsaftalen på plads, konstaterer: “Sandheden er, at intet kan gøre mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale. Man siger, at situationen i dag er den værste siden depressionen i 1930érne, der om noget var kendetegnet ved nationalisme og protektionisme. 2. verdenskrig gjorde en ende på depressionen, men noget af det første, man gjorde efter krigen, var at etablere et internationalt handelssystem, fordi alle have indset farerne ved protektionisme.”

Celso Amorim og Pascal Lamy slår fast, at der er tre store opgaver, der skal løses: Den verdensøkonomiske krise, WTO-forhandlingerne og forhandlingerne om en ny klimaaftale. Som Pascal Lamy siger:

 

 “Der skal investeres politisk kapital af et hidtil uset omfang, og kendsgerningen er, at de tre udfordringer hænger uløseligt sammen. Både en handelsaftale og en klimaaftale vil være veje ud af recessionen, og da handelsforhandlingerne er tæt på målstregen, er det her, gevinsten umiddelbart er størst for de implicerede lande. Derfor kan jeg kun opfordre til at gøre dette arbejde færdigt i stedet for at begive sig ind i protektionismens forfærdelige blindgyde.”

 

Man må håbe, at verdens nationer lytter til advarslen fra WTO.

Henry George Foreningen skriver til Skattekommissionen

Til Skattekommissionen
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28 1402 København

Den Danske Henry George Forening har til formål udbrede kendskabet til Henry George’s tanker om alle menneskers fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og hvert menneskes ejendomsret til frugten af eget arbejde. Hertil søges tilslutning i alle samfundslag, organisationer og kredse.

Foreningen er tværpolitisk.

Vi er bekendt med kommissorium for Skattekommissionen, som det er offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside.

Vi henvender os til Skattekommissionen i håbet om at få forståelse for ovennævnte målsætning i den rapport, Kommissionen senest 1. Februar 2009 skal afgive til den danske regering.

En Georgeistisk Skattereform

Det ligger fast i kommissoriet, at “skattestoppet” skal respekteres, således at den samlede beskatning ikke må stige, men at de enkelte skatter i øvrigt godt kan hæves eller sænkes. Dog er der en enkelt undtagelse: den i kroner og øre fastlåste ejendomsværdiskat må ikke hæves. Men grundskylden må altså godt, ligesom rentefradragsretten heller ikke er fredet. Hovedøvelsen er, at indkomstskattetrykket skal lempes, finansieret ved markant højere grønne afgifter. Kommissionsformanden, tidl. skatteminister Carsten Koch, har endog sagt, at der også kan foreslås besparelser, uden dog at specificere dem.

Fra et georgeistisk og retsliberalt synspunkt er det interessant at diskutere hvilke ønsker, man kunne have til en skattereform, der på en liberal, bæredygtig og socialt retfærdig måde kunne finansiere den nuværende offentlige sektor, idet der her ses bort fra hele udgiftssiden. Altså en slags prioriteringsliste over de offentlige indtægter.

De samlede skatter var i 2006 799 mia. kr., hvoraf 475 mia. kr. var indkomstskatter og 271 mia. kr. var afgifter af varer og tjenester (heraf 168 mia. kr. moms, energi- og miljøafgifter 78 mia. kr. og “giftskatter”  11 mia. kr.). Ejendomsværdiskatten androg  11 mia. kr. og grundskylden 19 mia. kr.

Interessen samler sig om at nedbringe skatten på arbejde, især marginalbeskatningen for lavindkomstgruppen, hvor det dårligt kan betale sig at gå fra overførselsindkomst til arbejdsindkomst. Dertil kommer det synspunkt, som georgeister desværre er temmelig alene om at have: Det amoralske i at brandbeskatte folks arbejde, mens man stort set friholder samfundsskabte, arbejdsfri gevinster for beskatning.

De politiske vinde blæser i retning af en “grøn” skattereform. Den stigende miljøbevidsthed og internationale forpligtelser til at begrænse forureningen i energi- og transportsektorerne bidrager hertil. Politiske grunde virker i retning af en skattereform. Et parti i Folketinget har foreslået en forøgelse på 20% af de grønne afgifter.

Vi mener alligevel, at en effektiv skattereform kræver et fundamentalt ændret syn på skat og ejedomsret.

Vi ønsker at reducere den nugældende skat på arbejdsindkomster og kapitalgevinster, men vil til gengæld beskatte resurser, som er naturgivne eller samfundsskabte, altså rigdomme som er ufortjente af den enkelte borger.

I takt med samfundets udvikling vil disse rigdomme blive større og større og kunne udvikle sig til at yde et sikkert og voksende bidrag til finansiering af samfundets fælles udgifter.

En sådan reform vil endvidere forebygge fremtidige spekulationsbobler

Danmarks største fælles resurse er de samfundsskabte beliggenhedsværdier af jorden.

De samlede grundværdier var ved 2005-vurderingen 984 mia. kr, men må i dag antages at være omkring 1.500 mia. kr. Da en væsentlig del af det, der i dag rubriceres som ejendomsværdi, i virkeligheden er beliggenhedsværdi, er de samlede naturgivne og samfundsskabte jordværdier formentlig langt højere, måske ca. 2000 mia. kr. Med en markedsrente på 5% kunne et provenu blive ca. 100 mia. kr., meget moderat anslået.

Men der er andre naturgivne og samfundsskabte værdier, der bør inddrages. Her falder først og fremmest olie- og gasresurserne i Nordsøen i øjnene. Den årlige afgift herfra er på kun 9 mia. kr, men burde være mindst det dobbelte, når man sammenligner med, hvad andre med Danmark sammenlignelige lande inddriver.

Andre naturlige monopolafgifter kunne lægges på radiofrekvenser og licenser til mobiltelefoni, ligesom afgifter på drikkevand er en selvfølge, da det er en knap resurse.

Energi-, miljø- og transportafgifter er berettigede både ud fra et resurseknaphedssynspunkt og ud fra miljøbeskyttende hensyn. Man kunne indføre en generel miljøafgift, beregnet ud fra råstof- og energiforbruget. Vi foreslår ligeledes forbrugsafgifter på alle naturresurser. På transportområdet vil en omlægning af motorbeskatningen være hensigtsmæssig, således at beskatningens tyngdepunkt blev brændstofforbruget og forureningsgraden, mens registreringsafgiften kunne holdes i ro. Ligeledes vil roadpricing (trængselsafgifter) samt motorvejsafgifter, som det kendes fra udlandet, være rimelige beskatningsobjekter.

De økonomiske vismænd har for nylig argumenteret kraftigt for en forhøjelse over hele linien af energiafgifterne, både a.h.t. miljøet og for at skabe baggrund for at lette skatten på arbejde. De efterspørger ligefrem både flere og højere energiafgifter, som efter deres mening er bedre til at opfylde målsætningerne om at begrænse energiforbruget end at yde tilskud til vedvarende energi.

En alvorlig indvending mod grønne afgifter er, at de vender den tunge ende nedad. Det kan der dog til en vis grad bødes på ved at indføre såkaldte progressive energiafgifter, hvor afgiften stiger ved et forbrug over en vis grænse, og hvor der tages hensyn til antallet af personer i husstanden.

Et klassisk beskatningsobjekt er “giftskatter”. Her er foruden et fiskalt hensyn også hensynet til folkesundheden, idet der er en klar sammenhæng mellem pris/skatteniveauet på den ene side og forbrugets omfang på den anden. Tobak og alkohol bør beskattes alt, hvad de kan bære, alkoholiske drikke i forhold til alkoholprocenten. Desværre sætter det indre marked i EU grænser for, hvor højt man kan sætte beskatningen i praksis, men Danmark kan klart stramme beskatningen væsentligt op, selv under det indre markeds vilkår. Til “giftskatterne” bør i øvrigt nu henregnes sundhedsskadelige fedt- og sukkerholdige produkter som sodavand o.lign.

Med i skattereformkommissionens overvejelser må nødvendigvis indgå beskatningsmulighederne i en globaliseret økonomi og i EU`s indre marked. Det er klart, at ikke alene sættes der her begrænsninger for, hvor højt man kan drive de indirekte skatter og afgifter uden massesmugling eller ligefrem legal import af ubeskattede eller svagt beskattede varer og tjenesteydelser. Der er også risiko for, at personer og selskaber legalt unddrager sig person- og selskabsskatter ved at flytte til udlandet.

I den sammenhæng har grundskyld, ejendomsbeskatning i almindelighed samt resurseafgifter og visse transportafgifter klare fordele. Det er såkaldte immobile skatteobjekter; unddragelse er ikke mulig. Ikke mindst grundskyldens evne i den forbindelse vil tvinge også modvillige politiske partier til at lade den spille en rolle, og med tiden en væsentligere rolle.

Hvad skal der ske med indkomstbeskatningen? Vi forestiller os ikke, at man kan undvære indkomstbestatning, men nok gennemføre en væsentlig reduktion, evnt. i form af en flad skat. Samtidig er det rimeligt at se på en mere enkel udformning af indkomstbeskatningen.

Hvad man umiddelbart bør gøre, er at rydde stærkt op i fradragsjunglen. Både af fordelingspolitiske grunde og af hensyn til forenkling og overskuelighed samt for at opnå lavere marginalbeskatning.
Der bør kun gives fradrag for nødvendige, erhvervsbetingede udgifter, men alle fradrag for bl.a. pensionsopsparing, sygeforsikringer, hjemme-pc, bredbåndsforbindelser, befordringsfradrag, fagforeningskontingenter, bidrag til trossamfund samt urimeligt fordelagtige bygningsafskrivninger fjernes.

Reformen vil skæmmes af social ubalance, hvis man ikke vil fjerne de velbjergedes skattefradrag, men alligevel giver dem massiv lettelse i toppen af skatten. Det værste er, hvis de arbejdsfri samfundsskabte værdier forbliver næsten ubeskattede.

Vi vil gerne forklare os nærmere ved foretræde for Kommissionen.

Venlig hilsen

Den Danske Henry George Forening