Red verden

Red verden – eller Save the World – under denne overskrift har Fred Harrison skrevet en meget vigtig artikel, som er oversat af Ole Lefman, og som her skal refereres.

Den globale krise

De næste 2-3 år vil der blive truffet regeringsbeslutninger, som vil få afgørende betydning for det 21. århundredes skæbne. Med risiko for at blive kaldt sensationslysten vil jeg påpege, at som jeg ser det, hænger den vestlige civilisation i en tynd tråd. Af grunde, der må dokumenteres grundigere, før jeg udbreder dette for offentligheden, er det min faste overbevisning, at selve den europæiske kulturs livskraft ikke kan overleve, uden at man gennemfører de reformer, som georgeisterne foreslår. For som økonomer siger, det vil ikke længere være ”business as usual”, når den globale økonomi kommer op af den dybe grav, den er havnet i.
Den georgeistiske model er den eneste, der kan redde økonomien i Europa og Nordamerika. Hvis denne vurdering er korrekt, kan vi begynde at fornemme, hvorfor de politiske indgreb, der for tiden diskuteres regeringerne imellem, vil mislykkes. Tidligere, før Asien vågnede op, var dette ikke så vigtigt. Folk døde unødvendigt og formuer gik tabt, men takket være kolonipolitikken fortsatte Vesten med at regere suverænt. Det vil ikke ske igen, for denne gang er næsten alle kortene i hånden på østlige regeringer og entreprenører.
Så byrden hviler tungt på den georgeistiske bevægelse. Hvis vi ikke satser alt, hvad vi kan, på sagen – og det øjeblikkeligt, vil denne mulighed forsvinde, og historien vil ikke tilgive os.
En tilsvarende historisk mulighed var til stede i det første tiår af forrige århundrede. Mægtig anstrengelser blev gjort af den georgeistiske bevægelse. Det mislykkedes, men det var ikke fordi man ikke forsøgte. Georgeister gjorde en ærefuld indsats og kunne ikke gøres moralsk ansvarlig for resultatet – to blodige verdenskrige og en ”kold krig”, hvor de døde taltes i timillionvis. I dette århundrede vil de døde blive talt i hundredmillionnvis, hvis vi svigter.

Vi må forfine vores kampagne

Nu ved vi, hvilke strategier der ikke virker. I 80 år har vi uden held prøvet på mange måder at påvirke dem, der har magten, til at ændre systemet. Disse historiske fejltagelser har ikke været spildt, hvis blot vi tager ved lære af dem. Vores indsats skal i dag være meget kraftigere og stå i forhold til udfordringerne.
Harrison gør opmærksom på et par forhold, som vi må gøre os klart – og indrette vores strategi efter. Først og fremmest en totalt manglende evne hos ”systemet” til at forstå, hvad vi siger. Med mindre vi kan overskride denne blokering vil vores forslag til reformer overhovedet ikke blive diskuteret og da slet ikke komme til afstemning. Noget andet er, at ”jagten på ufortjente indkomster” i dag er et så indgroet motiv i den kapitalistiske økonomi, at vi må forvente en rasende modstand. Han gør endvidere opmærksom på samarbejdsmulighederne med andre organisationer, som enten vil være med til at mindske verdensfattigdommen eller som vil beskytte miljøet.
Der er noget, vi absolut ikke skal bruge tid og kræfter på mere. F.eks dette at søge at bevise, at jordværdibeskatningen kan fungere i praksis. Det er der allerede utallige beviser på. Vi skal heller ikke indlade os i forhandlinger om indførelse en lille smule af vores reform. Det har aldrig ført til fremskridt for hovedsagen.
Harrison slutter af med at opfordre os til hver især at overveje, hvad vi kan gøre af nye tiltag for at fremme sagen. For sin egen del nævner han sit arbejde med i samarbejde med to unge mennesker at lave en række dokumentarfilm for at prøve at nå de unge, der jo har Internettet som deres foretrukne informationskilde. Den seneste af disse film var meget succesfuld med 6800 besøg den første uge, som du kan se herunder.

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten

Kapitalismen er i konflikt med sine egne idealer, når den ikke på alle områder anerkender ejendomsretten.

I bogen ”Frihedstænkere” fra Cepos, fortæller Per Henrik D. Hansen om Ayn Rands filosofi i forbindelse med kapitalisme, menneskets natur og etik.
Rands fortolkning af kapitalismen opfordrer til en yderligere uddybning af ejendomsretsbegrebet.

Det vil være nyttigt at rette opmærksomheden mod de svagheder, som gør markedsøkonomien angribelig, og som for eksempel fører til de finanskriser, der gentager sig med årtiers mellemrum.

Markedsøkonomien har i forhold til alle forsøg med planøkonomi skabt stor rigdom, men til trods for det ikke formået at afskaffe fattigdommen. Det kan skyldes, at kapitalismen ikke i alle forhold respekterer ejendomsretten.
Selv om vi som grundejere har papir på, at vi ejer hele landet i småbidder, så er Danmark også alle de andre danske statsborgeres land med lige meget ret til landets naturressourcer.
Derfor er det nødvendigt med en analyse af ejendomsretten og dens grundlag.

Vi skal holde ejendomsretten op mod menneskets behov og den natur, som mennesker altid vil være afhængige af.
Uden rodfæste i menneskets fysiske behov og forhold til naturen mister ejendomsretten jordforbindelsen, og i forsøg på at stille alle mennesker lige, i stedet for ligeret og lige vilkår, fremprovokeres planøkonomiske eksperimenter med endeløse tilskud og skatter til følge.

Den grundlæggende ejendomsret er identisk med den vigtigste menneskeret, som er ret til et sted at være eller en plads på jorden. Rettighed til denne naturressource er forudsætning for alle andre rettigheder.
Som det markedsøkonomiske samfund er opbygget, skal vi betale for et sted at være, og menneskebørn stilles ringere end dyrene i naturen, hvis vi ikke af samme system tildeles en mulighed for at betale for et sted at leve. Derfor skal borgere i et markedsøkonomisk samfund tilkendes lige ejendomsret til værdien af naturens ressourcer og først af alt til brugsværdien af jorden.

Liberalister anerkender principielt, at borgere har en helt naturlig ejendomsret til resultatet af deres arbejde, men endnu anerkender de ikke borgernes ejendomsret til de værdier, som vi skaber ved vores tilstedeværelse i samfundet.
Hele livet, allerede fra vi af vore forældre erkendes på vej, påvirker vi positivt det samfund, hvor vi fødes. Det gælder som det første jordværdierne, fordi vi kræver et sted at være – en plads på jorden.
Vi giver naturressourcerne værdi ved at efterspørge dem. Når der ventes barn efterspørges plads – også til fremstilling af alle former for udstyr. Liv skaber mere liv.

Der skal være en naturlig sammenhæng mellem retten til at være her på jorden og ret til de midler, vi som borgere skaber ved at være her, ellers kommer mennesker i nød, og økonomien i det markedsøkonomiske samfund kommer ud af balance.

Kæden hopper af for markedsøkonomien og ejendomsrettens ukrænkelighed bliver en frase.
Respekteres ejendomsretten ikke i denne sammenhæng, opstår der behov for sociale tilskud og velfærdsydelser, som ikke har nogen fast endestation, men som frister politikerne til stemmekøbspolitik for vælgernes egne penge. Et magtmiddel, som politikerne nødigt giver slip på, og som gør det svært for dem at godtage andre løsninger uden denne mulighed for magtudøvelse.
Skatteskruen er sat i gang, og man krænker ejendomsretten ved at forgribe sig på både resultatet af eget arbejde og dermed på liberale idealer.
Det løser ikke problemet at springe første led i ejendomsretten over og tale om ”samfundets ret til samfundsskabte værdier”. At bruge jordrenten til direkte nedsættelse af skatter, hvor jordrenten vil forsvinde i en ugennemsigtig skattejungle, giver ikke alle borgere deres rettigheder.
Derimod vil et kontant udbetalt ”grund-udbytte” være synligt og attraktivt for borgerne/vælgerne, komme alle landets borgere – også grundejerne – ligeligt til gode og med tiden overflødiggøre de fleste sociale tilskudsordninger.

Brugsværdien af jorden er skabt af mennesker, ikke af samfundet.
Mennesket kom før samfundet, og det er mennesker, der skaber både samfund og jordværdier, og mennesker, der har brug for rettigheder.
Samfundet har pligt til at sikre borgenes rettigheder i samfundet og dernæst borgernes skyldigheder til samfundet, men i den nævnte rækkefølge.

Ejendomsretten skal respekteres ved løbende at inddrage jordrenten som et ”grund-bidrag” og udbetale provenuet i lige store andele til alle landets borgere som et ”grund-udbytte”.
I modsætning til ”Borgerløn”, som var skattefinansieret og dens størrelse politisk bestemt, er en reform med lige ret til brugsværdien af jorden baseret på tilbud og efterspørgsel.
At udbetale jordrenten som et kontant ”grund-udbytte” vil være et kæmpe fremskridt for liberale ideer om størst mulig frihed, når borgerne selv administrerer pengene, frem for at de umyndiggøres gennem indviklede og dyre velfærdsordninger og sociale foranstaltninger.

Vi har som grundejere ejendomsret til det, som vi har købt og betalt eller evt. sat os i gæld for, såvel som ejendomsret til gaver eller arv fra tidligere rette ejer. Men hvis ejendomsretten skal være etisk og moralsk velbegrundet, har vi naturligvis ikke ejendomsret til værdier, som vi ikke har udvirket.
Når vi som grundejere nu indkasserer friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for, medfører det ulige forhold for befolkningen, og der opstår fattigdom og behov for sociale tilskud, skatter og velfærdsydelser, som ingen grænser kender.
Derfor kommer selv de mest liberale regeringer til at opkræve store skatter af folks arbejdsudbytte, så man mod sine egne idealer krænker ejendomsretten, og markedsøkonomien kan derfor ikke komme til at fungere optimalt.

De friværdier, vi som grundejere har betalt for til tidligere ejere efter gældende lov, kan man ikke inddrage uden at forårsage ny uret. Forsøg på at inddrage gl. friværdier som for længst er indgået i boligpriserne, vil forhindre tilslutning til en reform.
Uden at komme i konflikt med ejendomsretten kan man derimod inddrage fremtidens jordrente, så der ikke opstår nye arbejdsfrie friværdier, spekulationsgevinster, boligbobler og finanskriser.
I vores iver efter at forsvare ejendomsretten, glemmer vi grundejerne, at vi som den øvrige befolkning også er plagede skatteydere, og at vi både får skattelettelser og også vil få andel i det kontante ”grund-udbytte”. Lejerne kommer til at betale deres del af jordrenten eller grund-bidraget gennem deres husleje.

Det er almindeligt anerkendt, at der er sat grænser for ejendomsretten. Man kan f.eks. ikke bygge højhuse på landet eller skyde rådyr hele året, selv om man har jagtret.
Som grundejere skal vi heller ikke kunne høste store friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for.
Udenlandske koncerner, der ofte kan unddrage sig skatter i Danmark, vil med en jordrenteafgift = ”grund-bidrag” kontinuerligt komme til at bidrage til samfundets økonomi.

Den fri ejendomshandel med tilbud og efterspørgsel vil blive lettere, når grundpriserne stabiliseres med et grundbidrag eller afgift, der skal tilsigte at afbalancere grundpriserne på det niveau, de har, når reformen realiseres.
Dermed vil man forebygge, at der opstår nye finanskriser, fordi spekulation i grundpriser, der er den oprindelige årsag til kriserne, bringes til ophør.

Der er ingen aldersgrænse for lige rettigheder, og et ”grund-udbytte ” vil give kvinder en økonomisk frihed, som de ikke tidligere har kendt, når de får en andel også til et ventet barn, der som nævnt påvirker samfundet positivt.
Derved undgår man, at der opstår behov for socialhjælp helt fra livets begyndelse.

Hvor langt inddragelsen af jordrenten og udbetaling til borgerne rækker, vil tiden vise, men der vil fra første dag blive balance i samfundsøkonomien, når ejendomsretten respekteres og grundpriserne holdes stabile.