Udtalelse om finanskrisen

Den Danske Henry George Forening udtaler fra sit årsmøde i København den 20. september:

Det må nu stå klart for enhver, at den finanskrise, der i længere tid har hjemsøgt den vestlige verden, uden tvivl har sin oprindelse i spekulation i långivning til oppustede ejendomspriser.

Den Danske Henry George Forening arbejder for at hindre, at fremtidig huspprisbobler opstår. Vi kræver skrappere regler for bankers og kreditinstitutioners udlånsvirksomhed, og foreslår indførelse af en løbende jordværdibeskatning til staten, så kommende boligbobler forhindres.

Den indkomne afgift skal efterfølgende bruges til nedsættelse af skatten på arbejde.

Kun på den måde kan vi sikre et frit samfund, der sætter indtægter ved ærligt arbejde højere end indtægter ved arbejdsfrie gevinster og spekulation, udtaler årsmødet.

 20092009

Vis respekt for ejendomsretten

Grundlov og ejendomsret

Jacob Mchangama fra Cepos vil have skærpet grundlovens ejendomsretsparagraf og nærmest forbudt begrebet ”erstatningsfrie reguleringer” (generel rådighedsindkrænkning)
Den vej er initiativtagerne til Cepos (Venstre og regeringen) godt i gang med at betræde:

Man vil ændre planlovgivningen, så kommunerne først kan ekspropriere, når der foreligger en konkret og detaljeret lokalplan. Det vil gøre det muligt for ejerne at score gevinsten ved jords overgang fra landbrugsjord til byjord.

Man har indført erstatning til ejendomsbesiddere, der bliver berørt af placeringen af vindmøller, så
det gør det næsten umuligt at opføre vindmøller på land.

Når EU – rent undtagelsesvis – nedsætter landbrugstilskud, ”kompenserer” regeringen og dens støtteparti landmændene ved nedsættelse af grundskylden på landbrugsjord.

Logikken kunne så tilsige, at når det offentlige iværksætter tiltag, der får værdien på ejendomme til at stige, så inddrager man denne gevinst til det samfund, der har skabt den, i stedet for at lade den tilfalde ejendomsbesidderne. Det ville da være at udvise respekt for ejendomsretten.

Sådan tænkte regering og rigsdag i gamle dage, og derfor indførte man jernbaneskyld for at inddrage grundværdistigningen, når staten anlagde jernbaner. Men intet ligger regering og folketing fjernere i dag end noget sådant: Nu anlægges der nærbaner, hvor milliarder af samfundsskabte værdistigninger går i private lommer.

Man har heller aldrig lyttet til de økonomiske vismænd, der lige fra starten af EU-medlemskabet har foreslået øget løbende jordbeskatning for at hindre privatkapitaliseringen af EU`s landbrugssubsidier.

Helt fra A.S. Ørsteds tid har det været anerkendt, at staten har en overordnet ret til landets jord. Derfor har vi i Danmark anerkendt statens ret til at foretage generelle rådighedsindskrænkninger over landets jord, f.eks. for at værne eller genoprette miljø og natur. På samme måde har der alle dage eksisteret en jordbeskatning.

Trist at den såkaldte ”liberale” tænketank Cepos er så præget af sit ophav, partiet Venstre, Danmarks Kapitalistiske Parti.

Nej til sommerhusboble

Formanden for Europabevægelsen Erik Boel vil have ”sommerhusreglen”, der beskytter danske rekreative områder mod udenlandske opkøb, afskaffet (Amtsavisen 31/7). Han begrunder det med to modsatrettede argumenter:

På den ene side vil der ikke ske det store ved det, for tyskerne har fået en længere kyststrækning og i øvrigt mere attraktive feriemål, på den anden side vil fjernelsen af sommehusreglen sætte gang i byggebranchen og udkantsområderne.

Boligpriserne er cirka dobbelt så høje i Tyskland som i Danmark, og adgangen til strandene er i Tyskland i stort omfang begrænset og forbundet med private indhegninger og betaling. Sild er f.eks. reelt opkøbt af den tyske overklasse, skal de også have lov at købe Rømø og Fanø? Danmark er stadig i bekvem afstand for millioner og atter millioner af tyskere.

En afskaffelse af sommerhusreglen vil medføre en enorm ”sommehusboble” af jord- og ejendomsværdistigninger. Det vil blive umuligt for danskere med almindelige indkomster at erhverve sig sommerhuse ved kysten i store dele af landet. Vi er såmænd allerede i gang med at nærme os den situation, men det vil blive endnu langt være med en fjernelse af sommerhusreglen.

På Mallorca har tyske rigmænd i den grad opkøbt jord og fast ejendom, at mallorkinere med jævne indkomster ikke har råd til at erhverve sig egen bolig på øen. En tredjedel af luxembourgerne må  bo uden for  Luxembourg og pendle til deres eget land, de har ikke råd til at købe en bolig i hjemlandet.

Sådanne problemer kunne der skabes en social og økonomisk balance i ved at gennemføre en effektiv løbende jordbeskatning. Så vil man kunne hindre at enorme, arbejdsfri, samfundsskabte værdier går i private lommer, man vil kunne forhindre ”boligbobler” i at opstå, man vil få lavere ejendomspriser, og man vil kunne sætte skatten på folks arbejde ned.

Men det vil Erik Boels parti, Socialdemokraterne, desærre ikke være med til.

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker

Der foregår i disse år noget, man kalder en kulturkamp. Begrebet er meget diffust, og det er til tider svært at finde ud af, hvad der er hvad. I hvert fald må man tale om flere fronter. Selv om der i dag er en tilbøjelighed til at datere den såkaldte kulturkamp fra den nuværende regerings tiltræden i 2001 og især daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002, hvor han gjorde op med ”smagsdommerne”, så gør man klogt i at medtænke det historiske perspektiv. Den situation, vi står i nu, er et resultat af de mange forandringer, der er sket på bl.a. det videnskabelige og erhvervsmæssige område med ændrede kønsroller og en anden balance mellem generationerne. En stadig større betoning af det enkelte menneske er det vigtigste træk i udviklingen.

Kulturdiskussion på konservative vilkår

Da Fogh Rasmussen i sin tid kaldte til korstog mod smagsdommerne, var den kulturradikalisme, der især prægede 1970´erne, stort set forstenet i nye konventioner, selv om dens kulturelite endnu sad på centrale poster. Det var nok mere dem, der nu skulle besættes med borgerlige kræfter. Den kulturdiskussion, der fulgte, er mere blevet en hyldest til levet liv. Det mest markante træk er den daværende kulturministerens opstilling af en række kanoner, rettesnore, inden for litteratur, musik, teater o. lign. Samtidig bestemmes undervisningens indhold i stigende grad centralt. Der tilstræbes således en konservativ, autoritetspræget holdningsbearbejdelse, og oppositionen synes ikke at komme med nye bud.

Det handler ikke bare om værdier, men også om ideer

Under udviklingen af en ny individualisme og dermed nye paradigmer for samfundet, må vi som enkeltpersoner og som folk gøre os klar, hvad det er for tanker, der skal bære i det moderne samfund.
Det er overvejelser, som angår både værdier og ideologier, sammenhængskræfterne i samfundet og den enkeltes stilling over for de andre.
Værdi er et konservativt begreb, der er altid tale om noget kendt og forudsigeligt. Værdi er noget statisk, noget man vil bevare. Men man kan ikke nøjes med at diskutere værdier. Vi må også diskutere ideologier. De repræsenterer dynamikken i samfundet, de er uanset indhold en opfordring til fornyelse. De rummer drømmen om en anden og gerne en bedre verden.
Vi har brug for både værdier og ideologier. Der må være noget, der står fast her i tilværelsen, men der må også være noget, der fornyer. I den givne situation, hvor vi oplever et paradigmeskift, er det aktuelt både at diskutere, hvilke værdier vi skal have med ind i det kommende, og hvilke ideer vi har om det kommende. Og her svigter politikerne og den folkelige debat. Vi kan ikke nøjes med at diskutere værdier i forbindelse med udlændingepolitikken eller kristendom contra islam. Der er brug for en langt bredere diskussion, hvor vi ser på, hvad der fortsat skal binde os sammen som folk i en europæiseret og globaliseret verden, og vi må se på, hvordan vi skal forholde os til hinanden i en verden, der oplever stigende individualisme. Det er en kulturkamp.

Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten

Der er nok her i landet stort set konsensus omkring velfærdsstaten, og det må erkendes, at velfærdspolitik i princippet er en del af sammenhængskraften i folket. Men det er forbløffende så lidt, man i offentligheden tænker den sammen med de nye strukturer i samfundet, f. eks. den ændrede erhvervssammensætning. Det har den engelske sociolog, Bill Jordan, f. 1941 forsøgt. Erik Christensen ved Aalborg Universitet beskriver ham således i bogen ”Borgerløn” fra 2000: ”For Jordan kan hverken lighed eller frihed være et overordnet mål i et samfund. Det kan derimod retfærdighed som en balance mellem de to.” Jordan forestiller sig en integrering af liberale og socialistiske principper, bl.a. således, at de liberale bliver mere opmærksomme på den enkeltes autonomi over for markedet (dvs. frihed til at bortvælge lønarbejdet) og ”lighed med hensyn til den grundlæggende behovstilfredsstillede”, mens socialister skal ”acceptere en autonomi i forhold til staten”. Jamen, var det ikke noget af det, Henry George var inde på for 130 år siden?
Med inddragelse af et, ganske vist uklart, retfærdighedsbegreb i forbindelse med videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke bare en politisk diskussion, men også en kulturdiskussion, nemlig om etik.

Noget for noget

Anders Fogh Rasmussen lancerede engang udtrykket ”noget for noget”. Det kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion, selv om det er et upræcist grundlag for en etik. I hvert fald stilles der krav om, at indholdet forfines..
Og det var netop, hvad Severin Christensen gjorde, da han i 1907 formulerede sin naturret på grundlag af ækvivalent kompensation. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det du modtager og det du yder, og du skal erstatte den skade, du forvolder. I modsætning til den konservative liberalisme knyttede han begrebet om ejendomsret til arbejdet og optog Henry Georges lære om fælles eje af de samfunds- og udviklingsbetingede jordværdier. I modsætning til socialisterne definerede han en afgrænsning af statens magt til naturlige fællesopgaver. Man kan for så vidt godt sige, at han imødekom de fordringer, som Bill Jordan mange år senere opstillede.

Et psykisk aspekt i en sekulær etik

I almindelighed opfattes denne gensidighed som ren sekulær uden religiøse overtoner, og kun vedrørende materielle forhold. Severin Christensen, der ligesom Henry George var troende kristen, gik næppe selv ret meget længere, selv om budskabet i gensidigheden til enhver tid var at gøre godt igen, med andre ord genoprette, hvor man har skadet eller såret andre. Hvor muligheden for soning hører op, tager religionen med Guds tilgivelse over.
Det er dog et spørgsmål, om man skal se så snævert på begreberne, for enhver handling har en side, der vender ud mod den, man interagerer med, og en side, der vender ind imod en selv. Det er rigtigt, at modparten har en ret til at få genoprettet et tab. Men det er lige så rigtigt, at skadevolderen har et behov for at gøre godt og få visket regnebrættet rent, hvis ikke han eller hun er særlig afstumpet.
Det er der ikke noget religiøst i. Det er en psykisk mekanisme, et behov for en renselse, katharsis.
I kristendommen er soning et centralt begreb, så centralt, at Jesu død på korset opfattes som et sonoffer for at rense menneskeheden for skyld. Ordet sone kommer i øvrigt af plattysk for at erstatte. At sone betyder således at bilægge strid og genoprette den skade, man har forvoldt. Dermed kan soning også blive et begreb i en sekulær etik.

Man har pådraget sig en skyld, bevidstheden om den kan man ikke slippe for, for man kan ikke lave om på én gang sket skade, men man kan gøre tingene godt igen. For så vidt de kan gøres godt igen!
Man kan gøre krav på, at modparten modtager tilbudet om soning, men man kan ikke gøre krav på, at bevidstheden om skyld slettes, det vil sige opnå tilgivelse.
Her træder det religiøse ind – måske. Tilgivelsen bliver da en gave. Men som det hedder i bønnen: ”forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” så har vi at gøre med ”noget for noget”. Du kan ikke forlange at få slettet din skyld, hvis ikke du er villig til selv at gøre det samme over for andre. Ja, måske er det en forudsætning, at du selv begynder. Tilgivelsen rummer således noget gensidigt.
Det religiøse har alt for ofte handlet om at få tilgivelse for overtrædelser af de regler, som den organiserede kirke og det disciplinerende samfund opstiller og kalder Guds bud. Etik skal primært handle om, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er et personligt valg, om man så vil begrunde sine handlinger i et gudsforhold – eller i et samfundsmæssigt behov og et personligt behov. Og det kan kulturkampen for så vidt godt handle om.
I den moderne verden, i jegets, individualismens, tidsalder, skal kultur og kulturdiskussionen først og fremmest handle om, hvordan vi behandler andre mennesker – om vi betragter dem som ligeværdige, om vi giver dem rimelige levevilkår, om vi opfører os hæderligt uden at såre og volde skade gennem fup og fiduser, vold og hærværk, fordømmelse og nedværdigelse – og om vi er villige til at sone – og måske også tilgive.

Red verden

Red verden – eller Save the World – under denne overskrift har Fred Harrison skrevet en meget vigtig artikel, som er oversat af Ole Lefman, og som her skal refereres.

Den globale krise

De næste 2-3 år vil der blive truffet regeringsbeslutninger, som vil få afgørende betydning for det 21. århundredes skæbne. Med risiko for at blive kaldt sensationslysten vil jeg påpege, at som jeg ser det, hænger den vestlige civilisation i en tynd tråd. Af grunde, der må dokumenteres grundigere, før jeg udbreder dette for offentligheden, er det min faste overbevisning, at selve den europæiske kulturs livskraft ikke kan overleve, uden at man gennemfører de reformer, som georgeisterne foreslår. For som økonomer siger, det vil ikke længere være ”business as usual”, når den globale økonomi kommer op af den dybe grav, den er havnet i.
Den georgeistiske model er den eneste, der kan redde økonomien i Europa og Nordamerika. Hvis denne vurdering er korrekt, kan vi begynde at fornemme, hvorfor de politiske indgreb, der for tiden diskuteres regeringerne imellem, vil mislykkes. Tidligere, før Asien vågnede op, var dette ikke så vigtigt. Folk døde unødvendigt og formuer gik tabt, men takket være kolonipolitikken fortsatte Vesten med at regere suverænt. Det vil ikke ske igen, for denne gang er næsten alle kortene i hånden på østlige regeringer og entreprenører.
Så byrden hviler tungt på den georgeistiske bevægelse. Hvis vi ikke satser alt, hvad vi kan, på sagen – og det øjeblikkeligt, vil denne mulighed forsvinde, og historien vil ikke tilgive os.
En tilsvarende historisk mulighed var til stede i det første tiår af forrige århundrede. Mægtig anstrengelser blev gjort af den georgeistiske bevægelse. Det mislykkedes, men det var ikke fordi man ikke forsøgte. Georgeister gjorde en ærefuld indsats og kunne ikke gøres moralsk ansvarlig for resultatet – to blodige verdenskrige og en ”kold krig”, hvor de døde taltes i timillionvis. I dette århundrede vil de døde blive talt i hundredmillionnvis, hvis vi svigter.

Vi må forfine vores kampagne

Nu ved vi, hvilke strategier der ikke virker. I 80 år har vi uden held prøvet på mange måder at påvirke dem, der har magten, til at ændre systemet. Disse historiske fejltagelser har ikke været spildt, hvis blot vi tager ved lære af dem. Vores indsats skal i dag være meget kraftigere og stå i forhold til udfordringerne.
Harrison gør opmærksom på et par forhold, som vi må gøre os klart – og indrette vores strategi efter. Først og fremmest en totalt manglende evne hos ”systemet” til at forstå, hvad vi siger. Med mindre vi kan overskride denne blokering vil vores forslag til reformer overhovedet ikke blive diskuteret og da slet ikke komme til afstemning. Noget andet er, at ”jagten på ufortjente indkomster” i dag er et så indgroet motiv i den kapitalistiske økonomi, at vi må forvente en rasende modstand. Han gør endvidere opmærksom på samarbejdsmulighederne med andre organisationer, som enten vil være med til at mindske verdensfattigdommen eller som vil beskytte miljøet.
Der er noget, vi absolut ikke skal bruge tid og kræfter på mere. F.eks dette at søge at bevise, at jordværdibeskatningen kan fungere i praksis. Det er der allerede utallige beviser på. Vi skal heller ikke indlade os i forhandlinger om indførelse en lille smule af vores reform. Det har aldrig ført til fremskridt for hovedsagen.
Harrison slutter af med at opfordre os til hver især at overveje, hvad vi kan gøre af nye tiltag for at fremme sagen. For sin egen del nævner han sit arbejde med i samarbejde med to unge mennesker at lave en række dokumentarfilm for at prøve at nå de unge, der jo har Internettet som deres foretrukne informationskilde. Den seneste af disse film var meget succesfuld med 6800 besøg den første uge, som du kan se herunder.

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten

Kapitalismen er i konflikt med sine egne idealer, når den ikke på alle områder anerkender ejendomsretten.

I bogen ”Frihedstænkere” fra Cepos, fortæller Per Henrik D. Hansen om Ayn Rands filosofi i forbindelse med kapitalisme, menneskets natur og etik.
Rands fortolkning af kapitalismen opfordrer til en yderligere uddybning af ejendomsretsbegrebet.

Det vil være nyttigt at rette opmærksomheden mod de svagheder, som gør markedsøkonomien angribelig, og som for eksempel fører til de finanskriser, der gentager sig med årtiers mellemrum.

Markedsøkonomien har i forhold til alle forsøg med planøkonomi skabt stor rigdom, men til trods for det ikke formået at afskaffe fattigdommen. Det kan skyldes, at kapitalismen ikke i alle forhold respekterer ejendomsretten.
Selv om vi som grundejere har papir på, at vi ejer hele landet i småbidder, så er Danmark også alle de andre danske statsborgeres land med lige meget ret til landets naturressourcer.
Derfor er det nødvendigt med en analyse af ejendomsretten og dens grundlag.

Vi skal holde ejendomsretten op mod menneskets behov og den natur, som mennesker altid vil være afhængige af.
Uden rodfæste i menneskets fysiske behov og forhold til naturen mister ejendomsretten jordforbindelsen, og i forsøg på at stille alle mennesker lige, i stedet for ligeret og lige vilkår, fremprovokeres planøkonomiske eksperimenter med endeløse tilskud og skatter til følge.

Den grundlæggende ejendomsret er identisk med den vigtigste menneskeret, som er ret til et sted at være eller en plads på jorden. Rettighed til denne naturressource er forudsætning for alle andre rettigheder.
Som det markedsøkonomiske samfund er opbygget, skal vi betale for et sted at være, og menneskebørn stilles ringere end dyrene i naturen, hvis vi ikke af samme system tildeles en mulighed for at betale for et sted at leve. Derfor skal borgere i et markedsøkonomisk samfund tilkendes lige ejendomsret til værdien af naturens ressourcer og først af alt til brugsværdien af jorden.

Liberalister anerkender principielt, at borgere har en helt naturlig ejendomsret til resultatet af deres arbejde, men endnu anerkender de ikke borgernes ejendomsret til de værdier, som vi skaber ved vores tilstedeværelse i samfundet.
Hele livet, allerede fra vi af vore forældre erkendes på vej, påvirker vi positivt det samfund, hvor vi fødes. Det gælder som det første jordværdierne, fordi vi kræver et sted at være – en plads på jorden.
Vi giver naturressourcerne værdi ved at efterspørge dem. Når der ventes barn efterspørges plads – også til fremstilling af alle former for udstyr. Liv skaber mere liv.

Der skal være en naturlig sammenhæng mellem retten til at være her på jorden og ret til de midler, vi som borgere skaber ved at være her, ellers kommer mennesker i nød, og økonomien i det markedsøkonomiske samfund kommer ud af balance.

Kæden hopper af for markedsøkonomien og ejendomsrettens ukrænkelighed bliver en frase.
Respekteres ejendomsretten ikke i denne sammenhæng, opstår der behov for sociale tilskud og velfærdsydelser, som ikke har nogen fast endestation, men som frister politikerne til stemmekøbspolitik for vælgernes egne penge. Et magtmiddel, som politikerne nødigt giver slip på, og som gør det svært for dem at godtage andre løsninger uden denne mulighed for magtudøvelse.
Skatteskruen er sat i gang, og man krænker ejendomsretten ved at forgribe sig på både resultatet af eget arbejde og dermed på liberale idealer.
Det løser ikke problemet at springe første led i ejendomsretten over og tale om ”samfundets ret til samfundsskabte værdier”. At bruge jordrenten til direkte nedsættelse af skatter, hvor jordrenten vil forsvinde i en ugennemsigtig skattejungle, giver ikke alle borgere deres rettigheder.
Derimod vil et kontant udbetalt ”grund-udbytte” være synligt og attraktivt for borgerne/vælgerne, komme alle landets borgere – også grundejerne – ligeligt til gode og med tiden overflødiggøre de fleste sociale tilskudsordninger.

Brugsværdien af jorden er skabt af mennesker, ikke af samfundet.
Mennesket kom før samfundet, og det er mennesker, der skaber både samfund og jordværdier, og mennesker, der har brug for rettigheder.
Samfundet har pligt til at sikre borgenes rettigheder i samfundet og dernæst borgernes skyldigheder til samfundet, men i den nævnte rækkefølge.

Ejendomsretten skal respekteres ved løbende at inddrage jordrenten som et ”grund-bidrag” og udbetale provenuet i lige store andele til alle landets borgere som et ”grund-udbytte”.
I modsætning til ”Borgerløn”, som var skattefinansieret og dens størrelse politisk bestemt, er en reform med lige ret til brugsværdien af jorden baseret på tilbud og efterspørgsel.
At udbetale jordrenten som et kontant ”grund-udbytte” vil være et kæmpe fremskridt for liberale ideer om størst mulig frihed, når borgerne selv administrerer pengene, frem for at de umyndiggøres gennem indviklede og dyre velfærdsordninger og sociale foranstaltninger.

Vi har som grundejere ejendomsret til det, som vi har købt og betalt eller evt. sat os i gæld for, såvel som ejendomsret til gaver eller arv fra tidligere rette ejer. Men hvis ejendomsretten skal være etisk og moralsk velbegrundet, har vi naturligvis ikke ejendomsret til værdier, som vi ikke har udvirket.
Når vi som grundejere nu indkasserer friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for, medfører det ulige forhold for befolkningen, og der opstår fattigdom og behov for sociale tilskud, skatter og velfærdsydelser, som ingen grænser kender.
Derfor kommer selv de mest liberale regeringer til at opkræve store skatter af folks arbejdsudbytte, så man mod sine egne idealer krænker ejendomsretten, og markedsøkonomien kan derfor ikke komme til at fungere optimalt.

De friværdier, vi som grundejere har betalt for til tidligere ejere efter gældende lov, kan man ikke inddrage uden at forårsage ny uret. Forsøg på at inddrage gl. friværdier som for længst er indgået i boligpriserne, vil forhindre tilslutning til en reform.
Uden at komme i konflikt med ejendomsretten kan man derimod inddrage fremtidens jordrente, så der ikke opstår nye arbejdsfrie friværdier, spekulationsgevinster, boligbobler og finanskriser.
I vores iver efter at forsvare ejendomsretten, glemmer vi grundejerne, at vi som den øvrige befolkning også er plagede skatteydere, og at vi både får skattelettelser og også vil få andel i det kontante ”grund-udbytte”. Lejerne kommer til at betale deres del af jordrenten eller grund-bidraget gennem deres husleje.

Det er almindeligt anerkendt, at der er sat grænser for ejendomsretten. Man kan f.eks. ikke bygge højhuse på landet eller skyde rådyr hele året, selv om man har jagtret.
Som grundejere skal vi heller ikke kunne høste store friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for.
Udenlandske koncerner, der ofte kan unddrage sig skatter i Danmark, vil med en jordrenteafgift = ”grund-bidrag” kontinuerligt komme til at bidrage til samfundets økonomi.

Den fri ejendomshandel med tilbud og efterspørgsel vil blive lettere, når grundpriserne stabiliseres med et grundbidrag eller afgift, der skal tilsigte at afbalancere grundpriserne på det niveau, de har, når reformen realiseres.
Dermed vil man forebygge, at der opstår nye finanskriser, fordi spekulation i grundpriser, der er den oprindelige årsag til kriserne, bringes til ophør.

Der er ingen aldersgrænse for lige rettigheder, og et ”grund-udbytte ” vil give kvinder en økonomisk frihed, som de ikke tidligere har kendt, når de får en andel også til et ventet barn, der som nævnt påvirker samfundet positivt.
Derved undgår man, at der opstår behov for socialhjælp helt fra livets begyndelse.

Hvor langt inddragelsen af jordrenten og udbetaling til borgerne rækker, vil tiden vise, men der vil fra første dag blive balance i samfundsøkonomien, når ejendomsretten respekteres og grundpriserne holdes stabile.