Den økonomiske verdenskrise

Lige siden 1700-tallet har der været tilbagevendende økonomiske kriser, oftest med en lille snes års mellemrum. Årsagerne kan være forskellige, lige fra ”Sydhavsboblen” i begyndelsen af 1700-tallet til it-boblen i begyndelsen af indeværende århundrede. Men i de allerfleste tilfælde er grunden til kriserne blevet lagt i oppustede jord- og ejendomspriser (boligbobler). Det er således klart tilfældet i den nuværende efterhånden verdensomspændende finansielle og økonomiske krise – den værste siden depressionen i 1930érne.

Krisen startede i USA med såkaldte ”subprimelån”. Der var blevet udstedt enorme mængder og summer af lån i fast ejendom i forventning om fortsat stigende ejendomspriser i det uendelige. Disse finansielle ”produkter” var så blevet raffineret og videresolgt i stadigt nye og uigennemskuelige udgaver, ikke alene i USA, men også i mange andre lande. Men den samme praksis har også fundet sted i mange andre lande i form af en løbende gældsætning i de tilsyneladende uafbrudt stigende jord- og ejendomsværdier. Særlig markant har karrusellen kørt i Storbritannien, Irland, Spanien og Danmark, men i virkeligheden er der tale om et globalt fænomen, der også er eksploderet i lande som Kina og Rusland.

På et tidspunkt kan lånerne ikke honorere deres forpligtelser, og de kreditgivende institutioner kommer i vanskeligheder, der breder sig til hele den finansielle sektor. Mistilliden slår igennem, og det ene pengeinstitut efter det andet krakker eller må have hjælp. Regeringer og parlamenter vedtager kriseplaner, og skatteyderne kommer til at betale for de gigantiske fejlslagne spekulationer – foruden de virksomheder, som krisen river med i faldet og de hære af arbejdsløse, den skaber.

Hvorfor har vi disse tilbagevendende økonomiske verdenskriser?

Grundlæggende fordi de økonomiske og teknologiske fremskridt, det voksende befolkningstal, den voksende produktion, samhandel og velstand afstedkommer øgede priser på jord i form af beliggenhedsværdier og naturressourcer. Efterspørgslen stiger efter disse produktionsforudsætninger og bosætningsmuligheder, men da der er tale om ureproducerbare goder  – der bliver ikke mere af dem, selv om efterspørgslen stiger – får de en merværdi, i samfundsøkonomien kaldet jordrenten. Når det tillades, at denne jordrente gøres til genstand for spekulation, vil der opstå prisbobler. Og når jord- og ejendomsspekulation bliver mere profitabel end realøkonomisk foretagsomhed, har vi krisen.

Vi har set denne udvikling ske såvel på boligområdet som på landbrugsområdet globalt, ligesom der er sket priseksplosioner, når det gælder olie og gas, vandressourcer i udviklingslande etc. Udviklingen skaber inflation, samfundsøkonomien forvrides til fordel for spekulation og til skade for produktion, og vi ser globale kapitaltransaktioner, der for 97% vedkommende handler om spekulative bevægelser og ikke om betaling af varer.

Når sammenbruddet kommer, følger arbejdsløsheden med. Det tager år, før konjunkturerne vender, og det igen bliver lønsomt at sætte produktion i gang. I mellemtiden er hundreder af millioner mennesker blevet ramt som boligejere, som lønmodtagere og som skatteydere.

Er der tale om en naturlov?

Nej, det er der ikke. Eftersom udgangspunktet for de økonomiske verdenskriser for det meste er spekulation i naturressourcerne samt jord og fast ejendom, er det første fornødne at hindre denne spekulation i at opstå. Det gør man ved at sikre, at naturressourcerne (energiressourcer, vand, jord, havets ressourcer) pålægges udnyttelsesafgifter til samfundet af et sådant omfang, at private kapitalinteressers spekulation udelukkes.

Mange lande har udnyttelsesafgifter, når det drejer sig om energiressourcerne, men afgifterne er som oftest alt for beskedne og bør derfor sættes i vejret, så de indbringer hele udnyttelsesværdien til samfundet, og olie- og gasselskaberne kun aflønnes for deres produktionsindsats. Naturressourcen vand bør naturligvis heller ikke gøres til et spekulationsobjekt, men være til rådighed for alle mennesker.

Havets ressourcer i form af fisk bør fordeles efter et licenssystem, så monopoler udelukkes, og landbrugsjorden bør friholdes fra spekulation ved at den stilles til landbrugernes rådighed mod at de betaler jordrenten til samfundet.

Den altdominerende årsag til den aktuelle økonomiske verdenskrise er imidlertid oppustningen af priserne på et sted at bo. Det handler reelt ikke om mursten, men om beliggenhedsværdier. Det er her de enorme prisstigninger har fundet sted overalt i verden, det er her, den private kapitalisering af den stigende efterspørgsel af bosætningsmuligheder er sket, og det er her, at gældsætning i mammutformat er foretaget. Det er her, det største problem findes.

Det må derfor være indlysende, at vi må sætte en stopper for, at den førnævnte jordrente går i private lommer. Den må simpelthen inddrages af det samfund, der skaber den. Det kan ske gennem en årlig, løbende afgift – i Danmark kaldet grundskyld – på al jord i forhold til jordens værdi. Og værdifastsættelsen bør ske gennem årlige, offentlige vurderinger.

Det er klart, at jo højere grundskyld, der skal betales, jo lavere bliver jordpriserne. På den måde indsnævrer man mulighederne for privat tilegnelse af den samfundsskabte værdistigning, spekulationsmulighederne reduceres. Da grundskylden hele tiden står i forhold til jordens aktuelle værdi, er den konjunkturreguleret – modsat privat gældsætning. Den er derfor til fordel for alle, der blot ønsker et sted at bo og ikke har interesse i spekulation.

Hvis man på globalt plan når til en situation, hvor der ingen privatøkonomisk profit ligger i passivt at besidde jord og andre naturressourcer, og hvor der kun er privatøkonomisk gevinst at hente ved produktion,  så vil man have standset den vigtigste kilde til de tilbagevendende økonomiske kriser. Men det siger sig selv, at selv om man ikke kan forestille sig en sådan utopisk situation, så vil det under alle omstændigheder være en fordel for det enkelte land at gennemføre en sådan skattepolitik, samfundsøkonomisk, erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt såvel som fordelingspolitisk.
Det hører med til en sådan politik, at hele provenuet af grundskylden bør bruges til nedbringelse af skatten på arbejde. Det vil yderligere accentuere de gode virkninger af reformen. Det vil også være etisk rigtigt, at arbejdsfri, samfundsskabte værdier bør tilhøre og tilfalde det samfund, der har skabt dem, mens borgerne til gengæld bør have førsteret til udbyttet af deres arbejde.

Det er ingen naturlov, at der skal være tilbagevendende dybe finansielle kriser med alt, hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger. Det er et spørgsmål om politisk vilje at undgå dette.