Fremtidens velfærdssamfund

I 1955 udgav forfatteren Erik Rostbøll et lille hæfte, der hed ”Menneskeværd og velfærdsstat”. Det indeholdt nogle samtaler med seks fremtrædende politikere fra Danmark, Norge og Sverige. Samtalen med Tage Erlander blev indledt med, at den svenske statsminister så ud over Stockholm og sagde:

– Hvor har de det godt!

– Jamen, de ser ikke lykkelige ud, svarede Erik Rostbøll.

Sådan ville vi ikke udtrykke os i dag, men replikskiftet illustrerer dog det problemsæt, som næsten 50 år senere diskuteres med udtryk som ydre velfærd og indre velfærd. Det sidste forstået på den måde, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med det samfund, de virker i. Hvor har vi det godt – materielt! Jamen, er vi blevet lykkeligere af den grund?

”Hvilken sammenhæng er der mellem de ydre vilkår for vort liv og opfyldelsen af vore indre sjælelige fornødenheder”, spørger Tage Erlander under samtalen. I dag er vi muligvis kommet så vidt, at vi enten er villige til at benægte en sammenhæng eller erkende, at den indre velfærd ikke udelukkende har ydre forudsætninger i en bedre fordeling af de økonomiske ressourcer.

Velfærdssamfund – velfærdsstat

Forventningerne til det moderne velfærdssamfund er, at det skal være et samfund med vækst og velstand, og der skal gives den enkelte muligheder for et rigt og udviklende liv. Begreber som vækst og velstand, der udtrykker ydre velfærd, og et rigt og udviklende liv for den enkelte, dvs. indre velfærd, er ikke modsætninger, men måske gensidige forudsætninger. I den daglige diskussion opfattes den ydre velfærd nok som en forudsætning for den indre, men sådan behøver det måske ikke at være. Dette velfærdssamfund bygger på tanker om fællesskab og demokrati, social tryghed og lige muligheder for alle. De fleste af ordene er velkendte, men udtrykket lige muligheder for alle synes at rumme spiren til nytænkning omkring en bredere velfærdspolitik, hvor velfærdssamfundet er under forvandling, men inden for den eksisterende samfundsstruktur.

I det følgende bruges ord som velfærdssamfund og velfærdsstat lidt i flæng, sådan som det ofte sker i daglig tale. Der skal dog gøres et forsøg på en sondring. Velfærdssamfundet er det fællesskab eller den kultur, hvor borgerne oplever solidaritet, demokratisk kontrol og indflydelse, lige muligheder for alle og social tryghed. Velfærdsstaten er det magtapparat, som sikrer, at velfærden opretholdes og i et vist omfang også, at den udvikles. Velfærdsstaten er beslutningsprocesserne og det administrative apparat, der er nødvendigt for bl.a. at opretholde social tryghed. Men der er naturligvis en vekselvirkning mellem velfærdssamfund og velfærdsstat, ikke mindst når talen er om ydre velfærd. Indre velfærd kan godt vise sig at være et produkt af samfundets måde at fungere på.

Velfærdstaten kompenserer for en ufuldkommen samfundsstruktur

Det bringer en artikel af Henrik Christoffersen i ”Futuriblerne” i 1984 i erindring. ”Frigørelsestrangen over for velfærdsstaten” hed den. Her erkendte han, at velfærdsstaten kun ”tager sig af at korrigere for nogle utilstrækkeligheder i den bestående samfundsorden.” Det sker gennem opbygningen af offentlige velfærdsinstitutioner, tilskudssystemer og reguleringsordninger. Med andre ord kan man opfatte velfærdsstaten som en erstatning for det ideelle samfund, det gode samfund. Men her er der jo en gliden mellem ordene, stat og samfund.

Ifølge Henrik Christoffersen insisterer velfærdsstaten på, at offentlig virksomhed skal sikre en ligelig fordeling af goderne og samtidig også en tilstrækkelig hurtig forøgelse af den samlede produktion og velstand. Dette er måske ikke en definition på velfærdsstaten/velfærdssamfundet, men så dog et særkende. Den ligelige fordeling af goderne og troen på, at man ved at øge produktionen skaber almindelig velstand for alle, er også en del af dette særkende. Det første er et smukt formål, det andet velfærdsstatens akilleshæl, for det er en påstand, der kun er rigtig under visse omstændigheder, nemlig hvis man også griber ind i formuedannelsen. Herom senere.

Henrik Christoffersens artikel handlede ikke om den indre velfærd, men måske kan man godt lægge det i overskriften, frigørelsestrangen over for velfærdsstaten. Men den er vel skrevet på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke klart erkendte et paradigmeskifte, som også velfærdspolitikken må underlægge sig, nemlig den større individualisme – det lå i artiklen – og ”markedet”s overtagelse af den politiske tænkning.

En vurdering af velfærdssamfundets fremtidsmuligheder må inddrage disse to forhold, individualismen og ”markedsfilosofien” – og dermed nødvendiggøres en sondring mellem ydre og indre velfærd. Ikke som modsætninger, men to sider af samme sag.

Nådigherresyndromet

En flugt hen over velfærdens redskaber gennem tid kan måske være nyttig, ikke for at beskrive velfærdens historie eller mangel på samme, men for at klarlægge menneskesyn og samfundssyn bag varetagelsen af de svageste i samfundet og dermed skildre opfattelser, som står imod hinanden i det paradigmeskifte, som velfærdssamfundet står i.

Fra det gamle testamentes Ruths bog kendes løserinstitutionen, der pålagde den nærmeste mandlige slægtning at træde ind som beskytter, hvis ægtemanden faldt bort, ja endog ægte broderens enke og skaffe den døde broder afkom. (Er bl.a. beskrevet i min bog: Jorden må I ikke sælge…”, 1961)

Fra oldtidens RJorden må i ikke sælgeom kendes den såkaldte clientela-institution, men nu var man kommet ud over det rene slægtshensyn. Der er tale om et beskyttelsesforhold, som

Jorden må i ikke sælge

også omfattede ubeslægtede. Fattige kunne som klienter give sig ind under en rigmands beskyttelse. Han blev så deres patron. Der var tale om både et over- og underordningsforhold, og et gensidighedsforhold, hvor patronen lovede klienten beskyttelse. Og klienten lovede patronen hengivenhed bl.a. ved at støtte denne ved valgene i folkeforsamlingerne.

Clientela-institutionen er interessant derved, at man genfinder træk af den i middelalderens feudalsystem og i det fæstevæsen, der her i landet holdt sig til engang i 1800-tallet.

Vi møder den i et enkelt udsagn i Cenvantes´ udødelige Don Quijote:

”Mens tjeneren sover, våger herren og spekulerer over, hvordan han skal føde ham, forbedre hans kår og belønne ham. Bekymringen over at se himlen blive til bronze uden at forsyne jorden med tilstrækkelig dug, piner ikke tjeneren, kun herren som i trang og nød skal føde den som tjente ham i frugtbarhed og overflod.”

En dansk godsejer, F.L.E. von Beenfeldt, skrev i 1787:

”Enhver retsindig Godseier anseer sine Bønder som hans Børn – med et klogt Øie indseer han deres Vel uendelig haardt forbundet til sit eget.”

Ordene står i ”Samtaler mellem trende danske Jordegodseiere”, og er polemisk vendt mod tidens landboreformer.

En tilsvarende holdning møder vi i F.W. Wedel-Jarlsberg skrift ”Veiledning til rigtige Begreb om danske Jordegodsers Indretning” fra 1782. Her er gensidigheden imidlertid tydeligere udtrykt:

”— at Proprietærerne skal være deres Bønders Fædre og Velgiørere, at Bønderne skal igjen agte, ære og tiene som saadanne Huusbonder, der giøre sig til Pligt at befordre deres Velstand—.”

Videre udvikler forfatteren, at godsejeren må træde til, hvis høsten slår fejl, så bønderne mangler korn til mad og såsæd. Erling Bjøl fandt spor af clientela-institutionen i Syditalien o. 1960, og den belgiske forsker, N. Rouland, mente i et skrift fra 1979, at institutionen har overlevet i den moderne mafia. Isabel Allende lægger i bogens ”Åndernes hus” disse ord om bønderne i munden på den ultrakonservative godsejer Estaban Trueba:

”Jeg gør det for disse menneskers skyld. Uden mig ville de være fortabte. Skal vi være helt ærlige, kan de ikke engang udføre en ordre, det er det, jeg altid har sagt: de er som børn … Og så skal man høre på det pladder om, at vi alle er lige! Det er til at dø af grin over. Rend mig…”

Jorden må i ikke sælge
I Don Quijote skriver Servantes også om nådigherrens næsten ubærlige omsorg for sine undersåtter.

Man kan for så vidt godt tale om undertrykkelse. Det har det også været efter moderne opfattelse, men der var også noget andet. Man kan tale om gensidig afhængighed under samfundsformer, hvor de økonomiske vilkår var sådanne, at der med en skæv ejendomsfordeling eksisterede et over- og underordningsforhold, hvor jordejeren, nådigherren, har betragtet sig som en beskytter for de bønder, han i virkeligheden var afhængig af, og som også var afhængige af ham.

Forholdet var formynderisk og hadblandet. Godsejeren følte nok et dybt ansvar – som Esteban Trueba – men han udnyttede også sin magt over klienterne – som Esteban Trueba. Klienterne mødte nådigherren med ærbødighed, og mere med had og mistro end taknemmelighed.

Udtrykket syndrom bruges om sygdomme, der karakteriseres ved flere symptomer. Her er tale om en social struktur, man godt kan kalde nådigherresyndromet. Tilsvarende strukturer kan man iagttage i byernes patriarkalske erhvervsgrupper inden for handel og måske især inden for håndværk. Forholdet mellem mester, svend og lærling rummer de samme træk, som i de feudale, aristokratiske landbrugssamfund.

Men det er også en form for velfærdssamfund, hvor der ikke var plads til dem, der faldt uden for netværket, og som ikke kunne klare sig selv. Man kan spørge: Er det et alment menneskeligt vilkår, at flertallet er under formynderi hos nogle få. Eller har vi indrettet samfundet ufuldkomment?

Organiseret velfærd

Den første organiserede varetagelse af beskyttelsen af nødlidende møder vi formentlig i den katolske kirke i middelalderen. Syge og fattige kunne her finde et tilflugtssted, når familien og slægten ikke længere kunne beskytte dem. Med nationaliseringen af den katolske kirke i Nordeuropa opstod der nye strukturer i omsorgen. Den blev en offentlig opgave, på landet administreret af sognepræsten i samarbejde med godsejeren, og i købstæderne af bystyret sammen med præsten.

Det formynderi, som her er kaldt et nådigherresyndrom, fik bl.a. en begrundelse i Luthers samfundsopfattelse, der med sin deling i husstanden, lærerstanden (kirken) og staten, byggede videre på formyndertanken. Inden for husstanden var husfaderen (og husmoderen) ansvarlig for hele husstanden og havde en naturlig ret til at øve hustugt. Tilsvarende var kirken ansvarlig for sjælenes frelse og for moralens opretholdelse og kunne derfor udøve kirketugt. Landsherren, kongen, betragtede sig som indsat af Gud og var kun ansvarlig over for ham, men dette ansvar omfattede også borgernes ve og vel, også med henblik på det hinsidige.

Selv om enevældens samfund var præget af enorme forskelle mellem de forskellige stænder (grupper eller klasser), så var de alle på en måde lige over for den patriarkalske landsfader, kongen eller staten. Det beretter en kongelig skrivelse fra 1722 om. I Århus ville nogle forældre ikke sende deres børn i den skole, hvor natmandens børn gik, og byens styre bestemte, at disse så skulle gå på skift mellem lærerne. Heller ikke det ville forældrene være med til. Til sidst bestemte kongen, at skolerne skulle tage imod natmandens børn, og forældrene skulle sende deres børn til de skoler, hvor de hidtil havde gået. Ellers ville de pådrage sig kongens ”højeste unåde”. Bag den anekdotiske form gemmer der sig et reelt problem, at børn skal undgælde for ringeagten over for forældrenes arbejde. Også det moderne velfærdssamfund kender begrebet udstødte!

Den drejning, som Luther gav bl.a. det 7. bud, viser hen til den formynderiske varetagelse af velfærd. Det hedder: ”Du må ikke stjæle. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.” Og i den sidste sætning ligger formynderiet.

Denne ansvarlighed for medmenneskets materielle og (måske navnlig) åndelige kår blev især markeret af den pietistiske bevægelse, der fra Tyskland bredte sig op over Norden i den første halvdel af 1700-tallet, og vores første ”sociallov”, fattigforordningen af 1708, og den senere skoleforordning fra 1739 er dybt præget af pietismens tanker. Det er nok rigtigt, at fattigforordningen også – og mest – havde til formål at beskytte borgerne imod det overhåndtagende tiggeri, men der lå også i forordningen en ”rationalisering af betleriet” (Kjeld Philips formulering i bogen ”Staten og Fattigdommen”, 1947) ved, at det offentlige nu erkendte et ansvar over for disse særligt trængende mennesker, et formynderi, der blev delt mellem staten og de lokale myndigheder.

Gennem sognepræsten og præstens medhjælpere, senere fattigkommissionerne, bliver omsorgsarbejdet gjort lokalt, og det blev derfor naturligt, at de kommunale råd (byråd og sogneråd), der blev oprettet i 1800-tallet, overtog fattigforsorgen. Derved blev kommunerne efterhånden redskaber for udviklingen af velfærdssamfundet. Kommunerne overtog nådigherrerollen. Dermed også en formynderrolle, som de har beholdt lige siden.

En gennemgang af kommunernes udvikling ligger uden for rammerne af denne fremstilling, og formynderansvaret er ikke ganske entydigt.

Den liberale retsstat

Med udviklingen af naturvidenskaben, tankerne om naturretten, formuleringen af den politiske og økonomiske liberalisme, for så vidt hele grundlæggelsen af en statskritisk tradition i europæiske tænkning, opstod der en form for individualisme, der var i modsætning til Luthers formynderlære. Ove Korsgaard har i afhandlingen ”Kampen om Folket”, 2004, fremdraget sider ved den tyske filosof Immanuel Kant, som hidtil har været overset. Kants tanker om den liberale retsstat bygger på den opfattelse, at mennesket er autonomt, styret af etikkens selvbegrænsning, og det er tanker, som står i stærk modsætning til Luthers menneskeopfattelse, nemlig at mennesket er skabt til formynderi. Konsekvensen måtte blandt andet være, at mennesket blev selvansvarligt og ikke underordnet husfaderens, kirkens eller kongens tugt og ansvar.

Tankegangen hænger naturligvis også sammen med det paradigmeskifte, der opstod med fremvæksten af et industrisamfund og ved en stærkere byudvikling. Historisk set har urbaniseringen altid fremmet individualisme, især inden for handelsstanden. Den solidaritet, der eksisterede inden for de lukkede landsbysamfund og i byernes håndværkerlav, gik nok mere eller mindre tabt, men opstod i en ny form i industrisamfundets organisationer eller kooperationer.

For de økonomisk og politisk stærke kunne de nye tanker være bekvemme, når man også gjorde det enkelte menneske ansvarligt for sin egen velfærd. Fattigdom blev betragtet som selvforskyldt, grundet i dovenskab og dumhed, og det slog igennem i behandlingen af de nødlidende, både i byerne og på landet, hvor især den selvbevidste gårdmandsstand nok skulle holde de fattige i tømme.

I kraft af det stigende folketal og den voldsomme byudvikling opstod der et arbejderspørgsmål, bl.a. som følge af konkurrencen om arbejdspladserne, og forholdene blev forværret af forestillingen om kontraktfriheden mellem arbejdere og arbejdsgivere, en liberalisme, der ganske overså asymmetrien på arbejdsmarkedet.

Det socialdemokratiske kompromis

Industrisamfundet skabte to bevægelser, der begge slog stærkt an herhjemme, socialismen og georgeismen. Socialismen i både Karl Marx´s revolutionære udformning og Lasalles socialdemokratiske udformning, og begge slog især an i byerne, mens georgeismens jordrentelære mest slog an på landet, hos landarbejdere, og især husmænd og småhåndværkere.

Et særkende for dem begge var, at de tog fat på formuedannelsens problem. Og dermed adskilte de sig væsentligt fra den udvikling, samfundet tog under de liberale tanker, som ikke drog konsekvenser i retning af en mere ligelig fordeling af formuerne. Modsætningerne kom til at stå mellem arbejderbevægelsen og socialdemokratiet på den ene side og på den anden de mere eller mindre konservative partier, der repræsenterede den besiddende del af befolkningen. Og de var skarpe langt op i 1900-tallet.

Den norske historiker Berge Furre har brugt udtrykket ”den socialdemokratiske orden”, andre taler om det ”socialdemokratiske kompromis”. Det skal forstås på den måde, at socialdemokraterne opgav den rene socialistiske linie til fordel for en indkomstudjævning gennem skatter og offentlige velfærdsordninger. Dermed var der mulighed at skabe flertal for det moderne velfærdssamfund. På den anden side stillede de såkaldt borgerlige partier sig mere solidarisk med de ikke besiddende grupper i samfundet.

Den norske skolehistoriker Odd Asbjørn Mediås har givet følgende meget præcise karakteristik af det ”socialdemokratiske kompromis”:

Martin Luther
Martin Luther

”Forliket innebar en uskreven sosial kontrakt, der politikens venstreside aksepterte en modifisert kapitalisme eller et modifisert marked, mens høyresiden stilte sig solidarisk med de svake og framstod med lojalitet mod samfunnet. Tilliten til staten som den gode makt var sterk. Staten stod som et uttryk for fellesskapet som rager over klasse- og særinteresserer og som fremmer en overordnet samfunnsinteresse. Som utdanningspolitik tok det sosialdemokratiske kompromisset sikte på å mobilisere skolen til fordel for idealet om sosial rettferdighet og omfordeling av godene. For at realisere dette var det en sterk tru på sentral styring, på den offentlige skolen og ikke minst på enhetsskolen med et sosialt og fagligt fellesskap. Mot sluten av 1970-tallet og utover 1980-årene endret det politiske klimaet seg i mange land. Berge Furre sier at den sosialdemokratiske orden ble i hovedtrekk avviklet på åttitallet. Dette tiåret blev en periode med sterk tru på markedskreftene. (Odd Asbjørn Mediås: Enhetskolens utvikling i Danmark og Norge, 2004).

Med det ”socialdemokratiske kompromis” løber 2 linier sammen: Luthers tanker om formynderi – uden religiøst indhold, og Kants lære om den liberale retsstat. Kompromisset indebar en stærk tro på den gode stat og på central styring, et statsideal, der også kendtes under enevælden. De offentlige organer overtog nådigherrens rolle, og tilskudssystemer, reguleringsordninger og velfærdsinstitutioner blev nogle af velfærdspolitikkens redskaber.

Samtidig fik velfærdspolitikken det nødvendige tilskud, der ligger i ideen om naturlige menneskerettigheder. De blev en del af velfærdssamfundet, nemlig ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, retssikkerhed og lighed for loven. Den liberale retsstat, som tillægges Kants filosofi, blev dog aldrig det, der ligger i ordene. Vi fik et liberalt samfund, som dårlig nok var liberalt, fordi den unge kapitalisme byggede videre på den etablerede ejendomsret. Vi fik nok en retsstat i den forstand, at der i grundloven blev knæsat nogle principper om retssikkerhed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed osv., men med hensyn til ejendomsret slog den etablerede konservatismes opfattelse stærkest igennem. Arbejdet og arbejdsindkomsterne blev ikke ejendomsrettens kilde, de eksisterende formuer blev sikret. Derfor blev velfærdsstaten også en form for formuebeskyttelse. Ikke desto mindre blev tanken om menneskerettigheder begyndelsen til det, som kan ende med en social retsstat, der forbinder nogle af tankerne om naturret med ideen om velfærd for alle.

For det er nok sådan, at velfærd uden menneskerettigheder nemt bliver til holdningsløs populisme. Og menneskerettigheder uden velfærd kan ikke eksistere. De bliver i hvert fald ikke lige for alle.

Velfærd og ikke bare sikkerhedsnet

Med det ”socialdemokratiske kompromis” blev der sat en udvikling i gang, så velfærdsstaten ikke bare skulle blive et sikkerhedsnet under de svageste i samfundet, således som den oprindelige konservative socialpolitik (Bismarcks og Estrups) forestillede sig. Velfærdsstaten blev et tilbud om en større lighed mellem samfundets grupper, en udjævning af indkomsterne og adgang for alle til de fælles kulturelle goder, bl.a. uddannelse.

Velfærdsstaten blev også en reguleringsstat, hvor forskellige samfundsgrupper søger at tiltage sig økonomiske fordele, for så vidt uden henvisning til trang. Dermed er velfærdsinstitutionerne blevet en central del af velfærdspolitikken. En årsag hertil kan også være nogle partiers ønske om sætte sig på disse institutioner og anbringe egne folk som ledere. Det ligger vel også bag diskussionerne om privatisering og udlicitering. En anden årsag er, at velfærdsinstitutionerne blev kommunale opgaver. I sin tid overtog kommunerne de opgaver, som var blevet løst af den statsansatte sognepræst, godsejerne håndværksmestrene og det patriarkalske købmandsborgerskab. Kommunernes historie viser. at de ikke er oprindeligt folkelige organer, og de havde indtil begyndelsen af 1960´erne et demokratisk efterslæb (Man skulle betale kommuneskat for at have stemmeret). Der klæber stadig et element af nådigherrefølelse til socialpolitikken, og det bliver ikke mindre af, at velfærdspolitikken er en kastebold i den politiske kamp. Ind imellem må man måske standse op og spørge: Blev velfærdsstaten ikke mellemklassens ideologi? Blev velfærdsstaten virkelig for de svageste i samfundet?

I en tid, hvor man inddrager begrebet indre velfærd, kan nådigherrefølelsen blive en direkte hindring for fremskridt. Den største hindring er dog nok, at velfærdspolitikken er så stærkt bundet til det ”socialdemokratiske kompromis”, der kun fokuserer på indtægtsfordelingen i befolkningen. Dermed være ikke sagt, at der ikke er foregået en udjævning mellem grupperne i befolkningen, men vi skal her måske i højere grad inddrage fagbevægelsens indsats. Det er dog ikke lykkedes at afskaffe den skæve formuefordeling, som arbejderbevægelsen og socialdemokratiet overtog. Det skyldes bl.a., at det ”socialdemokratiske kompromis” stort set lader formuedannelsen uantastet.

Her tænkes ikke på den almindelige opsparing og den friværdi, der opstår gennem de normale afdrag på boliglån, men på de formuer, der skabes gennem ejendomsret til naturressourcer, og den arbejdsfrie formuedannelse gennem stigende ejendomspriser, der er en følge af samfundsudviklingen. Men det er vel efterhånden sådan, at ejernes ret til den udviklingsbetingede (samfundsskabte) friværdi i ejendomme er en del af velfærden.

Det bør imidlertid være en naturlig del af enhver form for velfærdspolitik at foretage en formueudjævning. Allerede i ”Fremtidens Danmark” var Jens Otto Krag inde på dette problem, bl.a. gennem forslaget om inddragelse af de samfundsskabte jordværdier. Det blev som bekendt aldrig realiseret, og da man i slutningen af 1950´erne havde muligheden for det gennem den skærpede grundstigningsskyld, blev man nogle år senere bange for sig selv og afskaffede lovgivningen. Heller ikke tanken om ØD blev til noget særligt. Det ”socialdemokratiske kompromis” fungerede. Det skal så retfærdigvis siges, at vi uden det ikke havde fået den velfærdsstat, vi har, og at ”kompromisset” er i samklang med befolkningens ønsker.

”Markedet”

Imanuel Kant
Imanuel Kant

Furre Berges påstand, jfr. Mediås-citatet, om, at den socialdemokratiske orden/det socialdemokratiske kompromis blev afviklet i slutningen af 1970-erne og i løbet af 1980´erne er kun delvis rigtigt. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at fremtidens historikere vil komme til det resultat. Rigtigt er det jo nok, at der ikke i de sidste 20 – 25 år er sket den udbygning af den traditionelle velfærdsstat, som kunne være ønskelig. Tværtimod er der sket en ændring i de politiske holdninger, men ønsket om en velfærdsstat er stadig almindeligt. Således faldt Anders Fogh Rasmussens forestillinger om at gå fra en socialstat til en minimalstat ret hurtigt til jorden. En populistisk tendens har gjort sig gældende, og det hænger vel sammen med, at vi står i et paradigmeskifte som følge af en ændret samfunds- og erhvervsstruktur.

Urbaniseringen er fortsat, og landbruget er som stærkt subsidieret erhverv politisk af mindre betydning. Tilsvarende beskæftiger industrien også færre, og er under stærkt pres som følge af udflytninger til lavlønslande. Derimod synes funktionærerne at kunne spille en større rolle i samfundsudviklingen. Navnlig hvis de gør sig gældende inden for de stærkt innoverende erhverv.

Politisk har dette vist sig ved, at det oprindeligt gårdmandsdominerede parti Venstre med rod i den oprindelige højskolebevægelse er blevet til det, man kalder ”handelshøjskolevenstre”. Og socialdemokraterne, hvis kernevælgere fortrinsvis var industriarbejdere, er blevet mere og mere præget af akademikere og tjenestemænd med længere uddannelser.

Det er nye erhvervsgrupper, der præger det politiske liv, og det er for så vidt ligegyldigt, om det kvantitativt er store grupper. Det er i højere grad uddannelsen, der tæller. I 1980´erne talte man om en højredrejning. Det er tilfældet, hvis man dermed forestiller sig en uændret samfundsstruktur.

Hvad der i virkeligheden skete var, at nye normer og værdier tog over. En tid har man talt om et informationssamfund. Nu tales der mere om et vidensamfund. Andre taler om, at ”markedet” har taget over og bestemmer værdier og normer. Det er denne opfattelse, der skal gøres gældende i det følgende.

”Markedet” kan læses som interessetilkendegivelser fra de store forretningsforetagender. Men ordet dækker mere end deres økonomiske indsats og deres politik. Ordet er også et udtryk for en erobring af sproget. Managementsproget trænger ind på adskillige områder. Man ”køber” et synspunkt eller en opfattelse. Man fremlægger et ”produkt”. Unge mennesker taler nedsættende om ”tabere” i modsætning til ”vindere”, igen en påvirkning fra ”markedets” normer.

Også inden for den offentlige sektor trænger sprogbrugen frem. Vi taler således om en ”offentlig service”, som om der er tale om et kundeforhold mellem de offentligt ansatte og brugerne. De sidste tænker ofte meget forretningsmæssigt, når talen er om offentlige institutioner, og for den sags skyld også faglige organisationer. Man spørger: Hvad får jeg for mine skattekroner, hvad får jeg for mit kontingent?

Enhver bevægelse, der vil have magt, skal søge at erobre skolen og uddannelsesvæsenet. Det er der adskillige eksempler på i historien, og folkeskolen har altid tilpasset sig, også de skiftende erhvervsforhold. Også ”markedet” prøver at sætte sig på folkeskolen. Det opleves på flere punkter: ”Kvalitet” og ”faglighed” er tidens krav til skolen og undervisningsministerielle mantraer. Styringen af skolens indhold er blevet mere centralistisk, og evalueringer på forskellige klassetrin lovfæstet. Også den idelige sammenligning med undersøgelsesresultater fra andre lande er en del af markedsdominansen. Konkurrencemomentet fremhæves. Dertil kommer den stadige kritik af skolens arbejde, hvad der skal stresse lærere og elever og dreje undervisningen og skolens miljø mere i retning af forretningslivets ønsker. At disse går meget snævert på faglighed, ses bl.a. af det forhold, at der ikke tillægges de såkaldte bløde værdier – de personlighedsdannende værdier – som initiativ, samarbejdsevne og fleksibilitet den tilsvarende betydning. Kun at ville faglighed er at gøre et folk til almue.

Der er her i landet tradition for at uddannelseslove vedtages med et bredt flertal. Det kan være grunden til, at man endnu kan bevare den enhedsskole, der blev til i 1970´erne, dels ud fra erhvervslivets ønsker om fleksibilitet i uddannelserne, dels ud fra et alment ønske om lige muligheder for alle – et ønske helt i samklang med det velfærdssamfund, der var under opbygning.

En særlig side af markedstænkningen er bestræbelserne på at privatisere offentlige foretagender. Der er formentlig mindst to aspekter i privatiseringsbestræbelserne. For det første et ønske om et mere nuanceret udbud af den offentlige service, der opfattes som en kommunefarvet kedsommelighed – skønt det jo langtfra er tilfældet – med standardvarer på hylderne. Her står de private, reklamestøttede tilbud i et mere glamourøst skær. For det andet er der et offentligt-økonomisk aspekt, der dels rummer et konkurrencemoment, så de offentligt ansatte føler, at de skal løbe hurtigere, dels rummer nogle indtjeningsmuligheder for eksisterende eller nyoprettede virksomheder. Det er påfaldende så få kooperative foretagender, der er en følge af privatiseringen. Det er fortrinsvis eksisterende private (som oftest kapitalstærke) firmaer, der har glæde af privatisering og udlicitering.

Man kan godt opfatte privatiseringen som et udtryk for den statskritiske tradition, man også kan finde i europæisk tænkning, men så virker den ikke ganske logisk, for privatiseringstanken trives ganske godt ved siden af tankerne om en fortsat udbygning af velfærdsstaten. Vi er nok snarere under påvirkning fra amerikansk samfundsopfattelse. Troen på at private virksomheder kan løse alle opgaver, og en opfattelse af at vi mere er kunder i en butik end borgere med forpligtelse til fælles problemløsning. Vi savner i privatiseringsdebatten at fastholde det fælles folkelige.

Individualisme, grådighed og mangel på solidaritet

Et særligt træk i de senere års holdninger er en stigende individualisme, der kan ytre sig som grådighed og mangel på solidaritet, men som også kan give sig positive udtryk i ønsker om en personlig og selvstændig udvikling, hvor man kan få lov til at vise kreativitet og tage egne initiativer. Udtrykket ”lige muligheder for alle” rummer også en hensyntagen til den enkeltes særpræg og selvopfattelse. Individualismen kan også have rod i en tidligere lidt for anmassende kollektivfølelse med krav om solidaritet og underkastelse i formynderi. Når man nu i individualismens tidsalder begynder at tale om indre velfærd, så kan der være mange årsager. Måske er den ydre velfærd nu kommet så vidt og af mange føles som dækkende de væsentligste behov – sådan som Maslows behovshierarki viser – at man føler et behov for at få dækket nogle psykiske behov. Måske er der som tidligere nævnt tale om en slags ”frigørelsestrang fra velfærdssamfundet”, og måske er den indre velfærd et udslag af den materialisme, som ”markeds”-tænkningen har fremmet. Det må stå hen.

Det har længe været et mål for socialpolitikken at gøre dens brugere så vidt muligt selvhjulpne. Så der er måske slet ikke så meget nyt i begrebet, blot en ændring af fokus. Alligevel vil begrebet indre velfærd i de kommende år blive centralt og benyttet som et slagord også for alskens gøgl og gammeldags tænkning. I begrebet ligger der som allerede nævnt en forestilling om, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med samfundet. For eksempel det gammeldags begreb at kunne svare enhver sit. For så vidt har statsministeren måske uden at vide det fanget lidt af det med sit slogan ”noget for noget”.

Der kunne vel også inddrages flere elementer til nuancering af emnet, indre velfærd. Hovedsagen er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, bliver man aktivt ansvarstagende. Og her kan der ligge en anden opfattelse af velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Man skal være engageret, og man skal være medansvarlig for skabelse af det, der med et moderne udtryk kaldes social kapital, dvs. sammenhængskraften i samfundet, hvor fælles indsats giver fælles værdier. Derfor skal man gå ind i sociale netværk og deltage i løsningen af fælles opgaver, og samtidig give værdidebatten ny aktualitet, for det kan man ikke gøre uden at bidrage med egne værdier og egne ideer og egen etik. Det vil sige med en gensidig respekt, der bygger på tillid til sig selv og til andre.

Det er ud fra disse betragtninger velfærdssamfundet skal møde nutidens udfordringer, som enten kommer indefra, dvs. fra det eksisterende velfærdssamfund eller de kommer udefra som følge af en almindelig accept af markedsfilosofien.

Karakteristik af ”markedet”

Markedet er karakteriseret ved en række forhold:

  • Virksomhedens overlevelse påstås, at være det vigtigste formål, og det indebærer en stærk fokusering på konkurrenceevne, produktivitet, effektivitet og indtjening, herunder markedsandele, og det præger som nævnt også kravene til statens uddannelsespolitik.

  • Virksomhederne har en tendens til at øge deres volumen, bl.a. gennem fusioner, uanset at det godt kan påvises, at mange virksomheder kan overleve fint ved at finde en niche, og uden at tilstræbe øget volumen. Det gælder bl.a. mange pengeinstitutter.

  • Der findes på markedet en tendens til at søge monopoldannelse, hvilket modvirkes gennem lovgivningen.

  • I princippet bygger markedet på et udstrakt og direkte demokrati, forstået som de enkelte menneskers frie forbrugsvalg, men dette udviskes af det forhold, at virksomheder og forbrugere agerer i et asymmetrisk informationsfelt. Fri prisdannelse og frit forbrugsvalg forudsætter en maksimal gennemsigtighed, og den findes ikke.

  • Markedet beskæftiger sig ikke med fordelingspolitik og dermed heller ikke med en ”retfærdig” fordeling af goderne. Markedet handler ikke solidarisk. Markedet forudsætter, at du betaler for det, du modtager.

På en række områder adskiller markedets værdier og normer sig fra dem, der hersker i velfærdsstatens offentlige virksomheder, og det er vel den egentlige årsag til det normskred, som vi oplever i disse år, og hvor især de negative sider springer stærkt i øjnene som grådighed, mangel på solidaritet og mangel på respekt for det enkelte menneske.

Vækst

Henry George
Henry George

Et gennemgående træk i den moderne velfærdsopfattelse er troen på økonomisk vækst som fordelende faktor. En tro på, at forudsætningerne for et velfærdssamfund er en vækst, der medfører velstand og konkurrenceevne.

Vækst i sig selv virker ikke som fordelende faktor. Det ligger nemlig ikke i markedets natur. At kagen bliver større, betyder ikke, at alle får del i den. Allerede i 1879 iagttog amerikaneren, Henry George, at fremskridt giver sig udslag i stigende jordpriser. Fremskridtet driver sig ind som en kile mellem dem, der har noget, og dem, der ikke har noget. De sidste presses nedad.

Disse arbejdsfrie værdier tilfalder den tilfældige grundejer og er med til at skabe en forskel i formuefordelingen. Det er ikke en historisk kendsgerning, der knytter sig til et bestemt geografisk område for 125 år siden, men et fænomen, der kan iagttages også i vort samfund i dag, og som i vid udstrækning accepteres. Resultatet kan blive et meget skævt samfund. Der er således nu folk, der frygter, at byerne efterhånden kun befolkes af rige mennesker.

Hvis man har den opfattelse, at skævheder i samfundet er en trussel mod velfærden, så er der brug for en anden opfattelse af ejendomsretten, så de arbejdsfrie indtægter afskaffes – eller beskattes, så de kommer alle til gode. Man kan vel endda betragte det som en forudsætning for, at man i det hele taget kan have et velfærdssamfund. Man kunne f. eks. lade de indtægter, der kommer fra Nordsøolien, udlodde til samtlige borgere her i landet – sammen med indtægterne fra en afgift på grundværdistigninger. Det vil give en formueudjævning og fremme den følelse af fællesskab, som velfærdssamfundet i dag mangler.

Vækstproblemet er naturligvis ikke udtømt hermed. Der ligger et betydeligt problem i flytningen af arbejdspladser til lavlønslande. Der er formentlig ikke meget, man kan gøre, men det nødvendiggør en stillingtagen til det kæmpestore problemsæt, der hedder globaliseringen.

Globalisering

En anden stor udfordring mod velfærdssamfundet er globaliseringen. Det er uundgåeligt, at grænserne åbnes mere og mere. Det ligger ikke bare i den moderne teknik, men også i det forhold, at nogle af de lande, vi tidligere har betragtet som ulande, besidder et stort vækstpotentiale, og dertil kommer en stigende bevidsthed om egen værdi. Det skal vi for så vidt ikke beklage. Men det har nogle økonomiske og mentale konsekvenser med krav om dels en langt større omstillingsparathed, dels større solidaritet med de grupper, der får bl.a. beskæftigelsesmæssige problemer med behov for omskoling.

Det store problem i forbindelse med globaliseringen er ikke frihandelen, den frie omsætning af varer og tjenesteydelser, men derimod den formuekoncentration, som udviklingen i lavlønsområderne medfører. Allerede nu kan vi konstatere en ulighed i økonomisk stilling inden for mange af udviklingssamfundene – og det viser sig også som en ulighed i uddannelsesmæssig, arbejdsmæssig og boligmæssig henseende.

Der kan være frygt for, at udviklingen vil komme til at foregå omkring eksisterende vækstcentre, især bysamfund, mens landdistrikterne fortsat holdes i fattigdom med en udtalt koncentration af ejendomsretten og med holdninger som Esteban Truebas.

Og man kan frygte for, at den økonomiske magt koncentreres på nogle få store virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, og med mulighed for at flytte indkomsterne til stater med lav beskatning.

Især kan man frygte, at det bliver råvareressourcerne, der især bliver monopoliseret. Et af de områder, der i særlig grad trænger til forskning er ejendomsstrukturen i u-landene, dels omkring besiddelsesformerne i landbruget, dels omkring byudviklingen. Det bliver meget svært at gennemføre reformer, for man er oppe mod uhyre stærke kræfter, men reformer er nødvendige, og det er kortsigtet at tro, at man i vor egen del af verden kan opbygge et velfærdssamfund og nøjes med den u-landsstøtte, som mange her oven i købet finder for stor. I u-landspolitikken er det formuereformer, der tæller. Og dem kan vi ikke få lov til. Men man kan i det mindste iværksætte en forskning.

På langt sigt skal man ønske en udjævning mellem de områder, der i dag er økonomisk svage, og dem, der er økonomisk stærke. Foreløbig er det nok mest aktuelt mellem de oprindelige EU-lande og de nye medlemmer. Det er vel ønskeligt, at det sker i form af et løft for de svage, og det skal i hvert fald ikke ske på bekostning af de økonomisk svage i vor del af verden. Også derfor skal man være opmærksom på formuedannelsen.

Vi må regne med, at der i de kommende år vil ske en stadig udflytning af arbejdspladser til lavlønslandene, og det kan være en periode, der bliver svær at komme igennem, indtil disse lande bliver i stand til at øge handelen med os. Der kræves en virkelig kreativ indsats af os, og vi vil hæmme omstillingen, hvis vi går protektionistisk til værks. At det er vilkår, vi deler med andre lande, er en ringe trøst. Det bliver en del af den omstilling, som Europa skal igennem for at klare konkurrencen fra Østen. Det er måske også betalingen for, at Europa engang hævdede sig på de fattige landes bekostning. Det er stadigvæk lettere sagt end gjort, og der skal sættes ind på flere fronter for at bevare konkurrenceevnen. Bl.a. skal der sættes ind mod uproduktiv kapitaldannelse/spekulation og mod opretholdelse af produktioner, der ikke er bæredygtige. En afvikling eller omlægning af landbrugsstøtten fra EU kan være et enkelt middel.

Men ud fra en folkelig og social betragtning må man i denne proces ikke glemme at holde fast i sikkerhedsnettet under de svageste i samfundet.

Den indre velfærd er en social kapital

Den største udfordring for velfærdssamfundet kan vise sig at blive velfærdsstaten, hvis man ikke er i stand til dels at skabe den tilstrækkelige forståelse for, at et samfund ikke kan bestå, hvis forskellen mellem rig og fattig bliver for stor, hvis alle vil nasse på alle, og hvis man ikke forstår, at solidaritet kræver en form for ”noget for noget”. At velfærd indebærer mere en blot fordelingspolitik. At velfærd indebærer, at alle yder et bidrag stort eller lille, ikke nødvendigvis af økonomisk karakter. Meget ville være nået, hvis man mentalt kunne udjævne den modsætning, der ligger i, at den ene fløj i dansk politik kun beskæftiger sig med, hvordan velfærden fordeles, mens den anden kun beskæftiger sig med den produktion, der er forudsætningen for, at der er noget at fordele. Derfor er det ikke nok at fokusere på en effektivisering af velfærdsstaten og dens redskaber, reguleringer, støtteordninger og institutioner, selv om det naturligvis løbende skal ske. Hvis man kun betragter velfærden under en materialistisk, markedsdomineret synsvinkel, nemlig som service, bryder solidariteten sammen – og dermed velfærdssamfundet.

I den klassiske økonomi opererer man med tre produktionsfaktorer, jord, forstået som alle naturens ressourcer, kapital, forstået som bl.a. bygninger, maskiner osv., og endelig arbejde, dvs. alle former for menneskelig arbejdskraft.

I de sidste årtier er nogle økonomer begyndt at tale om en fjerde produktionsfaktor, social kapital, så man nu taler om naturkapital, produktionskapital, intellektuel kapital (nyt ord for arbejde) og social kapital. De tre første faktorer bygger på en materialistisk opfattelse, mens den sidste inddrager personlige og fælles kulturelle værdier. Måske burde man rettere tale om kulturel kapital.

Social kapital bliver bl.a. defineret som den produktive gevinst af frivillige netværk og organisationer. En tanke, man møder bl.a. i Robert Putnam: Bowling Alone, 2000 og Bendt-Åke Lundwalls og Peter Maskels bidrag til ”The Oxford Handbook of Economic Geography”, 2000.

Tanken er ikke ny. Den tidligere nævnte amerikanske forfatter, Henry George, betegnede i 1879 i sit hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” det frivillige samvirke som ”fremskridtets lov”, som en forudsætning for kulturel udvikling:

”Sammenslutning i lighed er altså loven for fremskridtet. Sammenslutningen frigør åndelig kraft til anvendelse i fremskridtets tjeneste, og ligheden (eller retfærdighed eller frihed – thi disse udtryk betegner her en og samme ting: anerkendelse af moralloven) forebygger, at denne kraft bortødes i ufrugtbare kampe.”(Fremskridt og Fattigdom, 1938, s. 281).

Det er tanker, vi genfinder hos den ”utopiske socialismes” fortalere og hos Kropotkin. I 2000-udgaven af Kropotkins ”Gensidig hjælp” skriver Lars Hulegaard i efterskriften (s. 228): ”… mennesker, der handler sammen, kan forfølge deres mål mere effektivt end mennesker, som handler individuelt på baggrund af deres individuelle præferencer.” Det er måske godt at gøre opmærksom på i ”markedets” tidsalder.

Som eksempler på social kapital nævner man gerne landbrugets andelsbevægelse og arbejdernes kooperationer. Men også stationsbyerne i 1900-tallets første halvdel rummer eksempler på den ”gensidig hjælp”-filosofi, der ligger bag defineringen af social kapital. Derimod har forskerne svært ved at give nutidige eksempler. Men de findes i mange netværk på bl.a. det sociale område.

Man kan godt forestille sig, at organisationer, der rummer medarbejdere inden for den offentlige sektor, kan have lidt svært ved at acceptere denne tankegang, fordi den i praksis vil føre til, at der lægges mere vægt på velfærdssamfundet og mindre på velfærdsstaten. På den anden side er det umuligt at forestille sig, at vi kan løse alle de fælles opgaver gennem de frivillige netværk – store og små. Sundhedssektoren, uddannelsessektoren, socialforsorgen og tryghedssikringen vil f. eks. nødvendigvis være offentlige opgaver, og de private tiltag her vil aldrig kunne blive en trussel mod velfærdsstatens institutioner. Men måske nok en konstruktiv udfordring, hvori der ligger et ønske om større valgfrihed, og større fleksibilitet, mere uddannelse og flere bestræbelser bort fra klientsamfundet og frem til større selvhjulpethed.

Det er alt sammen led i udviklingen af en indre velfærd, og der kan være grund til at gentage, hvad der er sagt ovenfor: Velfærdspolitikkens hovedopgave er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, skal mennesket gøres aktivt ansvarstagende, ja i virkeligheden ansvarssøgende. Denne opgave må medtænkes overalt, hvor vi har at gøre med en videreudvikling af velfærdssamfundet og velfærdsstatens institutioner.

Her ligger velfærdssamfundets store udfordring i fremtiden. Udfordring er ikke nødvendigvis det samme som konfrontation. F. eks. mellem den offentlige og den private sektor. Udfordring er først og fremmest en opfordring til nytænkning, måske koncensus, måske kompromisser, men i det mindste alvorlige overvejelser over, hvorledes vi finder frem til en fælles forståelse af, hvorledes menneskerettigheder og velfærd fremover skal forbindes.

Hvem kommer til at tegne udviklingen?

Denne forståelse kunne meget vel komme til at rumme både en inddragelse af de samfundsskabte ejendomsværdier og en betoning af den indre velfærd gennem flere sociale netværk. Det kunne være en del af indholdet i et nyt kompromis. Om det sker, afhænger af, hvem der kommer til at tegne den kommende udvikling.

Under enevælden havde vi en embedsmandsstat. Senere fulgte landbrugets dominans. Den er nu et afsluttet kapitel, og vi kan formentlig se enden på industriarbejdernes store periode, den hvor det nuværende velfærdssamfund blev skabt, med støtte af funktionærer og tjenestemænd inden for den offentlige sektor.

Den kommende stærke samfundsgruppe bliver nok de ansatte i den private sektor med baggrund i et informations- og vidensamfund. Det er en ny gruppe, stærkt individualistisk, uden traditioner og endnu uden mærkbar identitet, men nok også en gruppe, der vil udvise stor loyalitet over for de private virksomheder. Og tilsvarende vise mindre solidaritet med de svage i samfundet og have mindre tilbøjelighed til at løse fælles opgaver sammen med andre, hvis man kan købe sig fra det. Med andre ord ”markedet” vil dominere.

Modspillerne bliver formentlig funktionærer og tjenestemænd i den offentlige sektor, der kan blive det konservative element i udviklingen. Men helt afgørende vil dagsordenen sikkert blive sat af bureaukratiet i EU, der vil kunne spille på både den offentlige og den private sektor.

Efterhånden som integrationen i Europa skrider frem, vil det vise sig, om det bliver muligt at bevare den nationale velfærdsstat, som vi har udviklet i Skandinavien, og som betegnes som den danske eller den skandinaviske model, hvor det er den offentlige sektor, der varetager velfærden gennem en skattebetalt tryghedssikring.

Jo mere borgerne selv sparer op til alderdommen, enten gennem pengeinstitutter eller forsikringsselskaber – eller bruger den samfundsskabte værdistigning i ejerboligen eller fritidshuset som pensionsopsparing, desto lettere bliver det at forlade den danske eller skandinaviske model. Men de svageste bliver tabt. Det afhænger også af den demografiske udvikling. Et stigende antal ældre er let at bruge som argument for, at vi ikke har råd til den skattefinansierede pension. Hvor holdbart argumentet er, må stå hen. Der skal jo under alle omstændigheder skaffes penge, hvad enten man bruger privat opsparing eller en skattefinansiering. Anderledes måske med opsparingen gennem fast ejendom, for her lader man den næste generation betale gennem større boligudgifter end nødvendigt.

Det andet store område inden for velfærdsstaten, sundhedsområdet, vil formentlig stadig blive skattefinansieret, men her sker der sandsynligvis en del ændringer i de kommende år, når den påtænkte strukturreform slår igennem. De nye regioner kan med tiden overskride de nationale grænser, fordi deres forventede arbejdsområder muliggør det, både med hensyn til sundhedsvæsen, regionsplanlægning og miljøpolitik.

Det tredje store område, uddannelsesvæsenet, vil antagelig blive fastholdt som en offentlig opgave, for det vil de toneangivende grupper, der har en høj uddannelse, i egen interesse ønske. Men der vil ske en snigende, europæisk integration. Den er vel for så vidt allerede så småt i gang.

Svaret på, om det er muligt at skabe fuld beskæftigelse, eller om der skal regnes med betydelig arbejdsløshed, afgør mulighederne for at skattefinansiere velfærden, fordi de toneangivende grupper vil prioritere konkurrenceevnen meget højt, og dermed vil også de demografiske hensyn komme til at veje tungere, både med hensyn til aldersfordeling og geografisk fordeling, så de tyndt befolkede områder udsultes.

Man kan godt være betænkelig ved den kommende samfundsudvikling, og dermed fremtiden for velfærdssamfundet, når man ser, at udviklingen på så vigtige områder i så høj grad vil være i hænderne på sociale grupper, der ikke er forankret i en national og folkelig tradition, ikke har udviklet en identitet, man kan forholde sig til, ikke har formuleret en etik, der medtænker hele samfundet og skaber balance mellem den enkelte og samfundet som helhed.

Det positive er, at fremtiden så nok også tegnes af grupper, der er åbne for nye synspunkter og uden fordomme.

Liberalismen skal justeres

I kronikken (Pol. 26/10) skriver Henrik Gade Jensen om liberalismens aktualitet, men han er dog ikke selv mere ajour end at han bagatelliserer John Lockes forbehold: Er vi alle stillet lige over for naturens ressourcer?

Ligeledes bortforklarer Gade Jensen Jean-Jacques Rousseau berømte sætning: ”Den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter og krige.” (Man kan spørge: Hvad handler Israel-Palæstina konflikten om, hvis det ikke er det?).

Også Adam Smith var inde på dette problem, og om forretningsfolks adfærd sagde han, at blot to forretningsfolk er sammen til en frokost, kan man vente en prisaftale. Smiths liberalisme var båret af social indignation, det kan man ikke just sige om Henrik Gade Jensens og hans arbejdsgiver Cepos´s liberalisme.

Senere liberale samfundsøkonomer og filosoffer som David Ricardo, der udformede læren om jordrenten, altså den merværdi, som jorden som ureproducerbart gode opnår, John Stuart Mill, der gav liberalismen en social profil, og Henry George, der beskrev, hvorledes jordrenten kunne inddrages til samfundet til lettelse af skatten på udbyttet af folks arbejde, nævner Gade Jensen slet ikke.

Man bliver ikke rig af selv den bedste muld i Danmark, skriver han. Men hvad med de enorme formuer, der skabes i disse år ved den private tilegnelse af de samfundsskabte værdistigninger på jord? Hvor f.eks. parcelhusejere i Hovedstadsområdet årligt ”tjener” mere ved passiv ejendomsbesiddelse end ved at arbejde?

Sagen er den, at ejendomsretsbegrebet bør revideres, således at vi alle, som John Locke sagde, stilles lige over for naturens ressourcer (til dem hører i dag selvsagt de samfundsskabte beliggenhedsværdier, hvis privatkapitalisering i dag gør det stadigt vanskeligere for folk med selv normale indtægter at etablere sig med egen bolig).

Det kan gøres ved at flytte skattebyrden, så den i højere grad lægges på de naturgivne og samfundsskabte værdier og i mindre grad lægges på udbyttet af folks arbejde, som de altså i højere grad bevarer ejendomsretten til. Det er et ægte liberalt og socialt ejendomsretsbegreb, hvor Gade Jensens ejendomsretsbegreb er konservativt-kapitalistisk.

Fasthold ejendomsvurderingen

”…som en konsekvens af det her bliver det svært at genindføre beskatning af den aktuelle ejendomsværdi. Dermed cementerer vi skattestoppet.”

Det er skatteminister Kristian Jensens ærlige begrundelse for at stoppe de løbende offentlige ejendomsvurderinger. Det må derfor undre, at det sker med støtte af ikke alene regeringspartierne og DF, men også S og RV.

Den officielle begrundelse for afskaffelsen af ejendomsvurderingerne er, at ejendomsværdiskatten er fastlåst på 2002-niveauet. Men det er grundskylden ikke, selv om der er lagt et loft over stigningerne. Og der sker jo løbende nybyggeri, der skal vurderes, ligesom andelsboliger skal vurderes.

Skattekommissionen har fået forbud mod at røre ejendomsværdiskatten, men ikke mod at foreslå grundskylden bevaret eller udvidet. Men desværre vil den måske opfatte det fælles signal fra regeringen og den såkaldte opposition som et forbud mod at foreslå inddragelse af samfundsskabte værdistigninger til lettelse af skatten på arbejde.

Der går 170 årsværk til ejendomsvurderingen. De er godt anvendt, og den eneste fejl er, at vurderingerne kommer forsinket i forhold til salgspriserne. Det må kunne rettes op. Ejendomsskatter er de eneste skatter, folk ikke kan unddrage sig, og fjerner man dem, bliver andre skatter forhøjet, ejendomspriserne vil stige og den sociale ulighed forøges.

Skatteministeren vil ikke komme med et bud på, hvordan en fremtidig grundvurdering skal ske. Det må da ellers interessere kommunerne, der har grundskylden som en vigtig indtægtskilde, ca. 30 mia. kr. årligt. Hvis grundskylden i fremtiden skal udskrives på grundlag af den uigenkaldeligt (?) sidste offentlige vurdering, kommer det til at koste kommunerne kassen, medmindre de hæver indkomstskatten.

Men det er åbenbart skatteministerens hensigt. Heldigvis vil Socialdemokraterne bevare den løbende grundvurdering (Pol. 6/9), selv om de åbenbart har tilsluttet sig fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Hvad med at kræve ejendomsværdiskatten konverteret til en statsgrundskyld og fjerne loftet over grundskylden?