Jorden tilhører os alle

Christopher Arzrouni lovpriser den private ejendomsret til jord (JP 16/3), der gør det muligt at holde andre mennesker på afstand. Han har ikke blik for, at ikke alle har råd til at erhverve sig en parcelhusgrund og udtaler sin uenighed med J.J. Rousseau, der fastslog det uetiske og ufredsskabende i at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder.

Men hvad er det, der skaber krig mellem israelere og palæstinensere, hvad var det, der gik galt i Jugoslavien, hvad er det, der skaber folkemordet i Darfur, borgerkrigene i Sri Lanka, bondeoprør i Sydamerika etc. – andet end kamp om jorden?

Arzrouni og det parti, han fungerer som spindoktor for, Venstre, foretrækker at brandskatte folk for udbyttet af deres arbejde frem for at inddrage den merværdi, som fremkommer ved at jorden er en begrænset ressource og vores allesammens livsgrundlag. I virkeligheden er hans ejendomsretsbegreb forkvaklet og ufredsskabende, asocialt og uliberalt.

Jorden bør tilhøre os alle, til gengæld bør vi have ejendomsretten til udbyttet af vores arbejde, når vi har betalt det nødvendige for udførelsen af de opgaver, som er fællesskabets naturlige.

Ib Christensen
(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 22/3 2009)

“Rousseau fastslog det uetiske og ufredsskabende ved at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder. Det sætter Arzrouni spørgsmålstegn ved i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men hvad er det, der skaber krig i Mellemøsten, Jugoslavien, Darfur og …”