HUSK -Debat møde 3/6

HUSK -Debat møde 3/6

Henry George Huset
Lyngbyvej 56 a
2100 København Ø

3. Juni 2015 kl. 17.30

Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
maj 4

Genoprettelse af riget – Hannibal Sehested indfører skat på al landbrugsjord

Efter svenskernes besættelse af Danmark i årene 1658-1660 og afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge var landet ikke bare blevet betydeligt mindre, men også udplyndret og ruineret. Problemernes omfang førte til en drastisk ændring i statens styrelse. Det tidligere så mægtige rigsråd, hvor adelen havde haft en afgørende indflydelse, blev afskaffet, og kong Frederik III gjort til enevældig konge. Derefter påbegyndte man en storstilet omlægning af centralforvaltningen.

To ting skulle herefter opnås: der skulle skaffes balance på statens budget, og statsgælden måtte afvikles, og det blev Hannibal Sehested, der som rigsskatmester måtte tage de hårdeste tag med finansnøden. Problemet var kort og godt at skaffe øgede indtægter at og mindske udgifterne, men i første omgang, kom man ikke ud af stedet.

Som præsident for Skatkammerkollegiet udarbejdede Hannibal Sehested så en instruks, der gik ud på, at statens kreditorer, dvs. visse godsejere, skulle betales med de krongodser, som de havde pant i. Begrundelsen var, at når staten ikke kunne finde udveje for godsernes indløsning, var det bedre at skille sig af med dem. I begyndelsen af december 1660 blev instruksen vedtaget.

Var kreditorerne interesserede i en sådan ordning? Så langtfra, men de fik intet valg. Tværtimod fik de ved juletid et chok, da kronen ophævede de anvisninger, der var udstedt på statsindtægterne, hvilket måtte ses som et varsel om en nær forestående statsbankerot. Herefter gjaldt det for Sehested om at skaffe rede penge i statens tomme kasse. Det blev derfor påbudt kreditorerne, at de for deres tilgodehavende ikke kun skulle erhverve det krongods, de havde som pant. De skulle samtidig forpligtede sig til at købe en ekstra portion krongods mod kontant betaling.

Men kronen (staten) behøvede flere indtægter, og dem kunne den under enevælden udskrive, som den ville. Da alt andet viste sig at være utilstrækkeligt, måtte man finde et nyt skatteobjekt, og det blev landbrugsjorden. Danmarks jord var landets største rigdomskilde, den var det sikre og det bestående. Jorden havde også den i skattemæssig henseende væsentlige fordel, at dens værdi så nogenlunde kunne vurderes. Her greb man til hartkornet..

Hartkornet havde længe været det sædvanlige vurderingsgrundlag for jorden i handel og vandel, først og fremmest ved bytte af jord, mageskifte, som det sædvanligvis hed. Hartkornet beregnedes for bondejorden efter landgilden, den afgift fæsterne ydede til jordens ejer. Det kunne være rimeligt,  når der var tale om fæstegods; jo større landgilde en gård ydede, des værdifuldere var den for ejeren. Man havde derfor fundet frem til en bestemt værdi, der var fælles for de mange slags landgilde, der fandtes. Den gode jord blev således vurderet højere end den dårlige.

Nu var det imidlertid ikke al jord, der ydede landgilde; undtagelsen var først og fremmest herregårdenes jord. Denne var alligevel vurderet i hartkorn, men beregningsgrundlaget var et andet, nemlig udsædens og hø-avlens størrelse, der var udtryk for jordens produktionsværdi; også dette hartkorn kunne benyttes i det påkommende tilfælde.

Der fandtes ingen oversigt over landets samlede hartkorn; en sådan måtte skaffes til veje, og det var et stort, om end ikke uoverkommeligt arbejde. En række kommissioner blev nedsat til at foretage de fornødne undersøgelser, og i første halvdel af 1662 kunne man på grundlag af dette arbejde udarbejde den første matrikel over landets jord. Efter kommissionerne blev den kaldt den Kommissionsmatriklen.

Hartkornsskatten betød på en række punkter afgørende brud med hidtidige principper. Først gennem den fik adelen rigtigt at mærke, hvad enevælden indebar. Ikke alene skulle de adelige ugedagsbønder, der hidtil havde været skattefri, nu svare afgifter  ligesom andre bønder, men herregårdenes egen jord skulle også beskattes. Herremændene mistede derved et af deres ældste og mest værdifulde privilegier. Og ikke nok med det: Herremændene skulle indkræve hartkornskatterne af bønderne og indestå for, at de blev indbetalt til staten. Skete det ikke, blev  der udstationeret soldater til forplejning i kortere eller længere tid på de pågældende herregårde.

Man blev hurtigt klar over, at den første matrikel, udarbejdet i største hast som den var, havde store mangler. Den skulle derfor snarest muligt revideres, og det blev pålagt de for nyligt oprettede amter at udføre dette arbejde. I hvert amt  nedsattes en kommission, der bestod af amtmanden, amtsskriveren og syv bønder, og disses virksomhed førte til en revideret udgave af matriklen. Den blev færdig i 1664 og blev kaldt Amtstuematriklen. Der var dog stadig en del skævheder i systemet. Den største var den, at landgilden i flere tilfælde var fastsat for århundrede siden og efter vidt forskellige principper.

Om hartkornsskatten størrelse i forhold til tidligere skatter får man et begreb, når man ser, at en dobbeltekstraskat i 1640 havde indbragt 130.000 rigsdaler, mens den første matrikelskat indbragte 280.000 rigsdaler, og den steg tilmed rask; allerede i 1668 var den oppe på 420.000 rigsdaler.

Men landets borgere fik pålagt endnu endnu en skat, stempelpapirskatten, som indbragte 32.000 rigsdaler årligt. Man udskrev også den såkaldte prinsessestyr. Det var penge, der skulle bruges til udstyr og medgifter til danske prinsesser, som skulle giftes med udenlandske fyrster. Et sådant arrangement kostede godt 100.000 rigsdaler. Den enevældige kong Frederik III og især dronning Sofie Amalie viste på den måde bl.a., at besparelser ikke omfattede hoffet.

Jeg har hentet det meste af stoffet til denne artikel fra DANMARKS HISTORIE, bind 8, som er skrevet af historikeren Gunnar Olsen og afsluttet af historikeren Finn Askgaard og udgivet på Politikens Forlag i 1964. John Danstrup og Hal Koch har redigeret værket.

I slutningen af sin fremstilling om Hannibal Sehested skrev Gunnar Olsen:”Sandsynligvis var det Hannibal Sehested, der stod bag matrikelskatten, ligesom det var ham, der stod bag de fleste andre nyskabelser på finansvæsenets område, men selv om det var ham, der havde lavet skattereformerne, stod han ikke fuldt inde for udskrivningens højde. I hans såkaldte testamente, fremsat i en samtale med  den fransk præst J.de Paulmyer kort tid før sin død, gjorde han sig til talsmand for en stærk reduktion af hæren. Dens størrelse nødvendiggjorde skatter, der var særdeles skadelige for landet. Det gjaldt ikke alene for adelen, `men også for de stakkels bønder, hvis kreaturer og indbo, deres eneste subsistensmidler, hvert øjeblik blev solgt til underpris til betaling af deres skatter. Det mindskede adelens indtægter af jordegodset, og fik undersåtterne til at desertere fra riget`.”

Det var en ret pessimistisk vurdering, som måske skyldtes, at Sehested kort tid forinden var blevet sat uden for indflydelse af sin værste konkurrent Christoffer Gabel, der med Kongeloven havde sikret kronen den uindskrænkede enevælde. Den 10. november 1665 forlod Hannibal Sehested for stedse København og begav sig ud på sin sidste udenlandsrejse for aldrig mere at vende tilbage. Det er højst sandsynligt, at det var under denne rejse han havde truffet J.de Paulmyer.

Men tilbage står de betydelige resultater, som især må tilskrives Hannibal Sehested: en genopretning af rigets finanser og et vurderings- og beskatningssystem, som var stort tænkt og enestående på Sehesteds tid.

I 1941udgav Viggo Starcke en pjece om Hannibal Sehested. Den rummer stor beundring af en store statsmand og en gennemgang af de resultater, han opnåede. Dertil kommer et bredt udsyn over politiske begivenheder før, under og efter Sehesteds virke.

mar 27

AIIB vokser

EU- lande går med i kinesisk udviklingsbank

Tilbage i oktober sidste år underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske   Infrastruktur-Investerings Bank. Tre måneder tidligere var også NDB, Den Nye Udviklingsbank, blevet oprettet på kinesisk initiativ. I midten af marts i år bekendtgjorde Storbritannien, at man ville deltage i den nye investeringsbank. Herefter fulgte tre andre EU-lande med, nemlig Tyskland, Frankrig og Italien. De fire lande meddelte samtidig, at de ikke kun ville være partnere, men også var parate til at skyde penge i foretagendet.

I Washington reagerede regeringen med kritik af briterne. Det viste, hvor betænkelig USA var i sit forhold til AIIB, især med hensyn til miljø og korruption. Også Japan udtrykte man bekymring og spurgte, om den nye bank ville være i stand til at sikre god regeringsførelse i de lande, den opererede i.

De to lande bekymrede sig nok mest om, hvorvidt Kina ville udbygge sin indflydelse i den asiatiske region  på  deres  bekostning,  for  de  havde  allerede  i  1966  oprettet    Den Asiatiske Udviklingsbank med hovedsæde i Filippinernes hovedstad Manila. Banken har 67 medlemmer, hvoraf Japan og USA er de dominerende med de fleste aktier i banken. Japan har dog stået for ledelsen gennem alle årene.

Den 20. marts bragte Politiken en vurdering fra den tidligere leder af  Den Internationale Valuta-fonds afdeling i Kina, Edward Prasad, som havde stået i Financial Times. Her skrev Prasad, at USA selv havde malet sig op i et hjørne, blandt andet fordi Kongressen havde blokeret for reformer i Den Internationale Valutafond, der ikke  have villet givet udviklingslande og for eksempel Kina, Indien og Rusland større indflydelse.

Til Financial Times udtalte Prasad: ”Når USA påtager sig en førerrolle, men ikke evner at komme helt i mål, medfører det en marginalisering af USA’s indflydelse. At de gamle spillere som Storbritannien og Tyskland nu falder over hinanden for at kaste sig næsegrus foran Kina, er det sandelig et tegn på en ny verdensorden.” Ifølge Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble handler det om at kunne påvirke AIIBs udvikling fra starten.

Det forventes, at flere lande vil tilslutte sig AIIB, måske Australien, Sydkorea og Japan. I hvert fald blev der den 21. marts afholdt et udenrigsministermøde i Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor repræsentanter fra Kina, Sydkorea og Japan havde sat hinanden stævne. Her vedtog de en aftalte, der gik ud på at etablere et møde mellem de tre landes lederne. Samtidig var mødet et signal om, at Kina og Sydkorea ønskede at dæmpe deres dårlige forhold til Japan og de pinlige erindringer fra krigens tid.

På mødet benyttede den kinesiske udenrigsminister lejlighed til at invitere Sydkorea med i AIIB. Til den japanske udenrigsminister sagde han: ”Det er en asiatisk investeringsbank i infrastruktur, og Japan er en vigtig del af Asien.

Problemet for Washington er, at AIIB er en konkurrent til Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank, hvor amerikanerne har stor indflydelse. De nye institutioner vil uden tvivl skabe øget konkurrence, og det kan formentlig ikke skade nogen! Vi lever jo i en globaliseret verden.

 

mar 27

Stemmefiskerne vil kvæle debatten om fornyelse af ejendomsbeskatningen

Hvornår er nok nok, når vi taler ejendomsskat?

Jeg stiller dette spørgsmål, fordi de konservatives partiformand Søren Pape sammen med Gentoftes borgmester Hans Toft har sendt et brev til borgerne med overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomsskatter.

Havde Søren Pape lyttet til sit partimedlem Søren-Michael Pihl, der den 20. november 2014 opfordrede til nytænkning omkring ejendomsbeskatningen, kunne han, i konsekvens af at han fører sig frem som den ypperste forkæmper for nedbringelse af indkomstskatten, have overvejet overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomspriser.

 Eller han kunne have tordnet: Stop boligkasinoet.

For de unge mennesker, der sparer op til køb af ejerbolig, havde de sidste 2 udmeldinger været betydeligt mere relevante. De har i relativ frisk erindring beretningerne om dem, der købte lige før boligboblen brast og som i forbindelse med ophør af parforhold, sygdom eller jobtab fik smadret deres økonomi. Samtidig har de kunnet konstatere, hvordan de, der efterfølgende købte på bunden af markedet i København og på Frederiksberg har fået foræret milliongevinster. Gevinster, som for at gøre uretfærdigheden fuldkommen, er skattefrie!

Alle ansvarlige økonomer ville have foretrukket, at Søren Pape havde meldt ud: Stop boligboblerne.

Produktivitetskommissionen ville ønske, at Søren Pape havde taget ved lære af dens klokkeklare konklusioner og sagt: Ned med indkomstskatten. Op med den løbende beskatning af fast ejendom.

Men hvornår er nok så nok? Det spørgsmål har de økonomiske vismænd allerede besvaret, da den seneste boligboble var under opbygning, hvor de klart og tydeligt sagde til Anders Fogh: Boligmarkedet skal stabiliseres! Som bekendt talte de for døve øren. Anders Fogh drog efterfølgende udenlands til et godt job som NATO-generalsekretær og efterlod regningen til danskerne, hvor det var de dårligst stillede, som særligt fik den at føle.

Nok er altså nok, når ejendomsprisernes himmelflugt er stoppet.

Der er en række andre gode grunde til en rigtigt doseret ejendomsskat. Dette har jeg den 26. nov. 2014 redegjort for i debatindlægget “Fornyelse af ejendomsbeskatningen er hårdt tiltrængt” ( http://retsforbundet.dk/2014/12/14/fornyelse-af-ejendomsbeskatningen-er-haardt-tiltraengt/ ). Her skal kun fremhæves, at en fornyelse af ejendomsbeskatningen også skal omfatte en omlægning af skatten på boligen til en skat på grunden, hvilket er en, ikke uvæsentlig, præcisering af konklusionen fra produktivitetskommissionen.

Selv om den nuværende brug af ejendomsbeskatningen indebærer generationstyveri, uretfærdig fordeling af værdiskabelsen i samfundet, risiko (eller snarere vished) for økonomiske kriser og virker hæmmende for udviklingen, så vil Søren Pape ikke i et valgår tage debatten om den nødvendige fornyelse. En fornyelse som markant kan nedbringe skatten på arbejde.

Søren Pape står ikke alene. Ingen af de andre partier ønsker at tage denne helt afgørende debat. Der er derfor al mulig grund til at støtte Retsforbundets bestræbelser på at komme i Folketinget og fastholde fokus på denne grundsten i fordelingspolitikken.

jan 25

En ny økonomisk orden

Amerikas Forenede Stater ragede i 1945 højt op over alle andre lande i både militær og økonomisk henseende. Det skyldtes, at landet i modsætning til de andre stormagter var gået styrket ud af 2. Verdenskrig. Derfor havde en ny selvbevidsthed udviklet sig i landet efter 30`rnes ydmygende depression. USA var nu blevet verdens politiske og økonomiske centrum, og det blev markeret ved, at et nyt verdensøkonomisk system i sommeren 1944 blev organiseret omkring dollaren på en international konference i Bretton Woods i New Hampshire. Her blev grundlaget for både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond lagt. Selve planen var blevet udarbejdet i det amerikanske finansministerium under Harry Dexter Whites formandskab, og tanken var, at de to organisationer skulle ophjælpe og styre verdens pengevæsen uden en overstatslig myndighed. I 1946 blev det besluttet, at begge organisationer skulle have hovedsæde i Washington, og begge steder blev USAs indflydelse stor og i mange tilfælde afgørende, fordi stemmerne blev vejet efter indskud, og USA tegnede sig fra begyndelsen for en tredjedel af aktiekapitalen. Danmarks andel blev på 0,86 pct.
Verdensbanken hed oprindeligt Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), hvis opgave var at finansiere genopbygningen af de krigshærgede lande efter 2. Verdenskrig. USAs regering, dvs. USA’s præsident, udpegede præsidenten for banken, og det har han gjort siden, men de europæiske lande har også en vis indflydelse. De pressede således i 2007 Paul Wolfowitz ud af embedet efter et regulært oprør blandt Verdensbankens ansatte. Efter en godkendelsesprocedure i banken bestyrelse udnævnte George W. Busch så Robert Zoellick, der sad i embedet til 2012. Den nuværende præsident hedder Jim Yong Kim. Han er samtidig formand for Rådet af Udøvende Direktører, hvoraf de fleste sammen med deres medarbejdere er beskæftiget på deres kontorer rundt om i hele verden.

Praktisk talt er alle verdens lande medlemmer af Verdensbanken. I hvert fald står 188 lande opført på bankens medlemsliste, også de store lande Kina, Indien, Brasilien og Rusland nævnt i den omfattende medlemsliste. Principielt betaler medlemslandene bidrag efter evne.

I vore dage er det Verdensbankens opgave at bekæmpe fattigdom i u-landene ved at yde lån til projekter til en rente nær markedsrenten. Forskellige underorganisationer påtager sig særlige opgaver. Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der blev dannet i 1960, formidler bistand i form af rentefrie lån og gaveydelser til de allerfattigste lande. Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder, der arbejder i u-lande, mens Det Multinationale Investerings Agentur (MIGA) tegner forsikringer mod politiske risici i forbindelse med de private investeringer. Endvidere omfatter Verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling, hvis der opstår uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande. I 2005 stilledede IBRD og bankens forskellige underorganisationer lån, gavebistand og garantier til rådighed for knap 30 milliarder dollars. Dette beløb var ifølge bankens årsrapport for 2014 vokset til 65,6 milliarder.

IBRD og IFC skaffer midler til deres aktiviteter ved optagelse af lån på de internationale pengemarkeder, mens IDA får sine midler gennem tilbagebetalinger af udlån, bidrag fra ca, 40 donorlande og overførsler fra IRBD`s overskud. Garantikapitalen i MIGA stilles til rådighed af medlemstaterne.

I 2014 tegnede IBRD sig for 18,6 milliarder, IDA for 22,2 md., IFC for 22 md., mens MIGA og endnu en organisation, ICSID, stod for resten af de i alt 65,6 milliarder dollars.

Verdensbanken har fra tid til anden været udsat for kritik og er blevet beskyldt for at fremme særlige amerikanske interesser i sin udlånspolitik. Da banken for en del års siden afholdt årsmøde i København, blev den således mødte med de voldsomste demonstrationer, Danmark havde oplevet siden Anden Verdenskrig. Men i vore dage er der faldet ro om Verdensbankens arbejde.

jan 25

Den Internationale Valutafond (IMF)

Under den verdensomspændende depression i 1930`rne brød den internationale samhandel sammen. I de vestlige lande indførte man handelsrestriktioner i form af toldbarrierer og importkvoter. Samtidig begrænsede man i de enkelte lande borgernes muligheder for at eje udenlandsk valuta.

Ved det før omtalte møde i Bretton Woods i 1944, hvor repræsentanter fra de allierede lande under verdenskrigen mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde, besluttede man også at oprette en international valutafond, der i tiden fra sin formelle start to år senere havde 29 medlemmer.

Organisationens opgave var at overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel. Ud fa disse forudsætninger påtog IMF sig at styre det globale finanssystem. Et af IMFs redskaberne var at låne penge ud til lande, der havde problemer med underskud på betalingsbalancen, og det havde flere lande i årene efter verdenskrigen, også Danmark. Derfor optog Trekant-regereing i årene 1957-60 et lån i IMF for at afhjælpe problemet, og dette sammen med andre kloge foranstaltninger førte til, at Danmark i 1960 kunne præsentere et betydelig overskud i vores samhandel med udlandet.

I den periode tilsluttede Danmark sig EFTA, Den Europæiske Frihandels Sammenslutning, sammen med Storbritannien, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961 og Island i 1970. Med frihandelen omfattede kun industrivarer, der som følge af øget konkurrence blev betydeligt billigere. Danmark og England udtrådte i 1973 ud af EFTA som følge af medlemskab af EF.

IMFs går også i vore dage ud på at yde hjælp til lande, der har svære økonomiske problemer. Til gengæld for lån og rådgivning forpligter de pågældende lande så til at iværksætte politiske og social reformer efter IMFs anvisninger. En række lande har fået hjælp fra valutafonden på de givne betingelser. Men f.eks. Island valgte at løse sine problemer på egen hånd, mens et andet yderpunkt, Grækenland, har modtaget hjælp fra både IMF, Den Europæiske Centralbank og fra Tyskland. Hvordan det vil ende for det forarmede land, ved vi endnu ikke.

Fra sin oprettelse i 1946 var en af IMF`s opgaver at forsøge at opretholde et system af faste  valutakurser med dollaren som dominerende valuta, som på sin side var bundet til prisen på guld, men da USA i 1971 gik fra guldet, brøde Bretton Woods systemet sammen. Siden har valutakurserne mellem USA og de største valutaer i verden været flydende, men alligevel ret stabile.

Men ved udbruddet af den internationale økonomiske krise var situationen pludselig en helt anden. De store spillere var nu Centralbankerne i USA og i EU, men også, Wall Street, Regeringen og Kongressen i USA spillede med. Det samme gjorde Kommissionen i EU.

Nu gjaldt det om at forhindre et totalt sammenbrud i verdensøkonomien

IMF`s ledelse hører ligesom Verdensbanken hjemme i Washington, og organisationen har  188 medlemmer Den ledende direktør kommer sædvanligvis fra Europa. Der har der været en del kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de de attraktive og indflydelsesrige poster i organisationen vil måske åbne op for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning. Siden den 28. juni har Christine Lagarde fra Frankrig været direktør for IMF. Danskeren Poul Thomsen er vicedirektør for IMF`s europæiske afdeling.

Som det fremgå af ovenstående fremstilling blev den nye økonomisk orden til gennem  to store nydannelser. På den måde troede de deltagende lande, at de kunne sikre frihandel  i verden, men det viste sig hen ad vejen, at mange og til sidst store vanskeligheder kom på tværs.