Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
nov 8

Christian V`s Krige

                                       Danmark i Europa

Torstensson- og Karl Gustav-krigene havde medført en alvorlig svækkelse af det danske rige. Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge, og Norge måtte afstå Bohuslän, Härjedalen og Jämtland. Skulle Danmark have revanche, krævede det et fuldstændigt herredømme i Øresund og i Østersøen og dertil en elimination af Sveriges forbindelse med hertugen i Gottorp. Men for at påbegynde en krig måtte Danmark have allierede. Blandt de tyske stater var Brandenburg den bedste mulighed, for her arbejdede den store kurfyrste Frederik Wilhelm utrættelig på at øge sine besiddelser og landets militære styrke. De øvrige tyske tyske stater var dårligt nok kommet sig efter Tredieveårskrigen.

Griffenfeld ville dog nødig bryde med Frankrig, som på den tid var Europas stærkeste militærmagt. Derfor forsøgte han at mægle mellem Frankrig og de lande, der modarbejdede franske interesser. En traktat mellem Danmark og Holland i 1673 betød ikke nogen afgørende ændring i disse bestræbelser. Griffenfeld søgte endog på fransk foranledning tilnærmelse til Sverige, som svarede igen med et ønske om ægteskab mellem Christian V`s søster Ulrikke Eleonora og den unge svenske konge Karl 11. Fra dansk side slog man omgående til, og ægteskabet blev aftalt, men først fuldbyrdet efter fredsslutningen i 1679.

Sidst på året 1674 angreb Sverige imidlertid Frankrigs tyske rival Brandenburg. Det fik den krigslyst, der havde ulmet hos Christian V, Gyldenløve, kongens statholder i Norge, og mange andre i kongens nære omgivelser, til at blusse kraftigt op, men Griffenfeld formåede stadig at holde sit ordsprog ”Pennen styrer sværdet” i hævd, og Frankrigs konge Ludvig 14. stillede sig i første omgang ikke afvisende. Men Griffenfeld mødte megen modstand for sin forhandlingspolitik, og det betød, at en egentlig traktat med Frankrig ikke kom i stand.

     Øjeblikket, da Danmark skulle gribe afgørende ind i de forskellige landes stridigheder syntes at være inde, da Sverige angreb Brandenburg. Det gav Danmark muligheden for at angribe de svenske besiddelser i Mecklenburg. Men forinden det for alvor gik løs, måtte Gottorp uskadeliggøres.

I  juni 1675 blev en mindre svensk hærafdeling fuldstændig knust ved Fehrbellin, 52 km nord for Berlin, hvorved Sveriges militære prestige led et alvorligt knæk. Danmark slog nu til. Hertug Christian Albrecht af Gottorp, der opholdt sig Rendsborg, blev taget til fange og tvunget til at overgive sine soldater og fæstninger til Danmark.

I oktober kunne den danske hær vende sig mod den svenske fæstning Wismar, skønt Griffenfeld havde arbejdet for et angreb på Bremen-Verden, hvor vi havde udsigt til at beholde gevinsterne, men kongen fulgte sine generalers råd. Det var på det tidspunkt han skrev sit advarselsbrev til Griffenfeldt. Angrebet blev dog forsinket på grund af et usædvanligt regnfuldt efterår. Derfor faldt fæstningen først den 16. december.

I løbet af efteråret angreb danske troppestyrker i samarbejde med tropper fra forskellige tyske fyrstendømmer Bremen-Verden. Den sidste fæstning, Stade, overgav sig dog først hen på sommeren 1676. Danmark fik her som sin gevinst den vestlige del af provinsen under administration.

                                                     Griffenfelds Fald

Mens Danmark rustede til felttoget mod Sverige i 1676, skred grunden bort under Griffenfeld. Den væsentligste årsag til hans fald var, at han stadig holdt sig i kontakt med Frankrig og derfor kunne anklages for at drive dobbeltspil. Det blev opdaget af en spansk diplomat, der havde fået fat i et kompromitterende brev, som han lod gå videre til hoffet i København, og da man samtidig fandt   notater med nedsættende bemærkninger om kongen i Griffenfelds arkiv og beviser for bestikkelser, var hans skæbne beseglet.  Den 11. marts blev han arresteret og anbragt i Kastellet. Nogen fældende bevis for landsforræderi, fandt man dog ikke. Den 26. maj faldt  dommen. Den lød på fortabelse af liv, ære og gods. Henrettelsen blev fastsat til den 6. juni, men på selve henrettelsesstedet blev han benådet til livsvarigt fængsel. Herefter førtes Schumacher, som han nu igen hed, tilbage til sit fængsel. Der sad han til 1680, hvorefter han flyttedes til Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han levede i endnu atten år.

Den skånske Krig

Efter Griffenfelds fald kunne man se bort fra enhver diplomatisk hensyntagen til Frankrig; nu skulle Skåne erobres. I foråret 1676  marcherede den danske hær på 14.000 mand, hvervede og nationale regimenter mellem hverandre, op ved Øresunds kyst under ledelse af hertug Hans Adolf af Pløn i Holsten. På samme tid samlede Karl 11. sine tropper i Skåne. Svenskerne gjorde også en vældig flåde i under kommando af rigsråd  Lorenz Creutz klar. Efter nogle alvorlige uheld kunne flåden stå ned gennem Østersøen. Her mødte han den danske flåde under ledelse af Niels Juel, der havde fået sin uddannelse ved den hollandske marine.

Den danske flåde kom tidligere i søen end den svenske. Den fordel benyttede Niels Juel sig af til at erobre Gotland, men omsider kom det til kamp ud for Ystad. Den svenske flåde var til at begynde med betydeligt stærkere end den danske, men så ankom den hollandske hjælpeflåde under ledelse af Cornelis Tromp, og partiet var mere lige. Den 1. juli tørnede flåderne sammen ved Øland. Slaget endte med dansk sejr, og det bestemte Skåne til at blive sommerens kampplads. Den 27. juni ankrede den dansk-hollandske flåde op ved Ystad. Tropper blev sat land, og byen blev erobret. To dage senere gik den danske hær i land syd for Helsingborg, og snart var både Helsingborg og Landskrona på danske hænder. Herefter blev Malmø indesluttet medens den danske hovedstyrke gik mod Kristiansstad, som faldt, efter at den danske hær havde stormet byen.

Imens bredte forvirring og håbløshed sig i de svenske rækker. Karl 11. befalede tilbagetog, først til Blekinge, siden til Småland. Værre blev det, da dele af den danske hovedstyrke rykkede op i Halland og nåede helt op til Varberg, mens både Karlhamn og Kristianopel i Blekinge faldt.  Hermed var de tre gamle landsdele faktisk generobret, og de danske myndigheder påbegyndte en fordanskning af de skånske institutioner og den skånske befolkningen. Samtidig tilføjede snaphanerne og gøngerne i grænseområdet op til Småland den svenske hær betydelig skade.

Men uheldigvis opstod der strid om de militære operationer i Halland. Der fik hertug Hans Adolf til at trække sig som øverste chef for hæren, hvorefter Christian V overtog ledelsen sammen med sine generaler. Det svækkede helt afgjort den danske krigsindsats.

Sidst i oktober kom der bud om, at Karl 11. var på vej gennem Småland med en vældig hær.. Dens størrelse blev angivet til at være på 16-17.000 mand, og den for voldsomt frem, da den  fra Markaryd på grænsen til Halland rykkede ned i Skåne Danskerne forsvarede sig dog bravt og udnyttede deres stilling bag Lødde Å, mens svenskerne fortvivlet måtte tåle sygdomme, dårligt vejr og mangel på proviant.

Da kom vinteren Sverige til hjælp, og natten til den 4. december førte Karl 11. sin hær over den tilfrosne Lødde Å. Her tog han kampen op mod danskerne, og de voldsomme kampe endte med slaget ved Lund, der blev det blodigste, som nogen sinde er udkæmpet i Norden. Slaget endte med svensk sejr og 8.000 faldne, heraf de fleste danske. I Skåne lod resultatet sig ikke bortforklare, og de skånske bønderne var nu klar over, at den endelige befrielse fra det svenske regimente lod vente på sig, hvis den overhovedet kom.

Såvel Danmark som Sverige rustede dog for fuld kraft gennem vinteren 1676-77, og hen på foråret blev kampene genoptaget, både til lands og til søs. I begyndelsen havde danskerne en betydelig succes i Skåne, men tabte det meste igen. Til gengæld havde flåden styrke til at tvinge svenskerne i defensiven, og det forhindrede Karl 11. i at føre krigen over på dansk grund. Det sidste slag om Skåne stod ved Landskrona i maj 1677 og endte med svensk sejr. Til gengæld vandt Niels Juhl en strålede sejr over den svenske flåde i Køge Bugt den 1. juli.  Der gik dog endnu en tid, inden krigen endte. I maj 1678 forsøgte statholderen i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve, at indtage Bohus fæstning ved Götaelven nord for Göteborg. Det lykkedes ikke, men fæstningen blev skudt sønder og sammen. I forvejen havde han indtaget Marstrand med fæstningen Karlsten, men nu var den dansk-norske trussel mod Gôteborg bragt til ophør. Men Gyldenløve havde forhindrede, at svenskerne invaderede Norge.

Efterhånden kom der dog fredsforhandlinger i stand, og den 23. august 1679 undertegnedes den endelige traktat mellem de mange stridende parter i Fontainebleau under forsæde af  kong Ludvig 14.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

sep 26

Udenrigspolitik

                                               

                                        Problemer ved Sydgrænsen

 Gottorp-hertugen Frederik 3. havde ved Roskildefreden 1658 opnået fuld selvstændighed over for den danske konge, hvad den hertugelige del af Slesvig angik, og denne selvstændighed blev bekræftet ved freden i København 1660. Herved var Gottorp blevet en konstant fare for Danmark, fordi det ved at fastholde forbindelsen med Sverige betød en stadig trussel mod sydgrænsen, så længe Sverige havde besiddelser i Nordtyskland.

Dette forhold kunne ikke ændres foreløbig. Danmark måtte dog i 1661 optage forhandlinger med Gottorp bl.a. om, hvorledes den hidtidige fællesregering over prælater, ridderskab og købstæder fremtidig skulle udformes. Da den unge hertug Christian Albrekt – som i 1659 havde efterfulgt sin fader – syntes, at danskerne var for pågående, sluttede han i 1661 en bistandspagt med Sverige. Dermed blev de fleste mellemværende udskudt til senere behandling.

I midten af 1660`erne fandt Christoffer Gabel en tilnærmelse til Gottorp betimelig. Begyndelsen blev gjort ved et ægteskab mellem Christian Albrekt og Frederik IIIs datter Frederikke Amalie, og det næste skridt blev et forlig i Glückstadt i 1667, hvor en del uoverensstemmelser blev løst og andre udskudt til senere drøftelser.

Der forelå dog et problem, som for en tid forenede kongeriget og hertugdømmet, nemlig arveretten til hertugdømmet Oldenburg. Dette spørgsmål ville blive aktuel, når den aldrende hertug Anton Gûnther døde uden at efterlade direkte arvinger. Kongen og Gottorp var i så fald indstillet på at dele arven. Så var spørgsmålet om arvefølgen i den kongelige del af Slesvig dukket op. Det førte til, at de små hertugdømmer Sønderborg og Nordborg blev inddraget af den danske konge. Det forenklede de indviklede forhold i hertugdømmet noget, men Frederik III måtte dog efterlade mange uafklarede problemet til sin efterfølger.

Tronskiftet og kampen om magten

Den 9. februar 1670 døde Frederik III efter få dages sygdom. Dødsfaldet kom overraskende, og ingen havde gjort sig forestillinger om, hvilke følger det ville få for statens styre. Der var dog ingen tvivl om, at Frederiks ældste søn Christian skulle følge faderen på tronen og ifølge Kongeloven overtage den absolutte magt. Men hvem skulle blive den vigtigste rådgiver for den nye konge?

Dette spørgsmål førte til voldsomme stridigheder blandt de folk, der stod kronen nær. Det førte til Christoffer Gabel fald og til fremgang for Peder Schumacher. I sommeren 1670, mens de fleste i inderkredsen var optaget af intriger, reformerede Peder Schumacher centralforvaltningen. Den uprøvede konge lagde navn til, men det var Schumacher, der udførte arbejdet. På den måde indførtes kancellistyre i Danmark.

Kronen på værket blev det nye geheimeråd, hvis medlemmerne var kollegiernes ledere, statholderen i Norge, Gyldenløve, og statholderen i hertugdømmerne, Ahlefeldt. Peder Schumacher blev rådets sekretær og dermed den, der samlede trådene. Men formelt var det hos kongen, alle afgørelser blev truffet. Det var ham, der udstedte alle love, forordninger og bekendtgørelser, og han besatte alle embeder. Spøgefuldt tilføjede kongen ofte personlige bemærkninger til forelagte sager: ”De ville alle have, og kan ikke alle få”, eller”Der er mange slags kød i denne frigasè”, eller ”Vèd I  (Schumacher) det ikke, ved jeg det ikke heller.” I virkeligheden var det Schumacher, der udførte det nødvendige arbejde og forelagde resultaterne for kongen til underskrift.

Statens  Herre

Schumacher interesserede sig nok for landbruget, men endnu mere for handel og industri. Han delte tidens almindelige opfattelse, at handelen trivedes bedst, når den blev drevet af kompagnier. På den måde blev handelen på Trankebar gjort til noget, der pludselig kunne svare sig. Samtidig bragtes ladninger af Østens kostelige varer hjem og indbragte store summer ved salget. Modsat blev salthandel helt frigivet med en kraftig opblussen til følge. Også industrien havde fremgang. Der oprettedes således klædefabrikker, saltværker og metalindustrier.

Schumacher sørgede for at fremme borgerstandens magt og indflydelse. Borgerne fik således  sikret jævnbyrdig repræsentation med adelen i kompagnierne, og en ny adel blev oprettet: greve og friherrestanden, som blev tildelt vigtige embeder. Elefantordenen, som blev til under Christian I i 1400-tallet, fornyedes, og Dannebrogsordenen indstiftedes. Alt dette gav kongen mulighed for at hædre og ophøje, hvem han ville.

Men Schumacher brugte også sine evner til at betænke sin egen velfærd. I 1670 giftede han sig med den purunge Karen Nansen, en sønnedatter af Hans Nansen, der i sin tid besad indbringende embeder. Denne forbindelse bragte ham i besiddelse af megen jordegods, som han mageskiftede med Tønsberg Provstis jordegods i Norge. Dette fik ved overdragelsen navnet Griffenfeld, og samtidig blev det bekendtgjort, at ejeren fremtidig skulle bære dette navn og føre adeligt våben. I 1671 blev Griffenfeld geheimestatsråd og fik tildelt Dannebrogsordenen.

I maj 1672 døde Karen Nansen knap sytten år gammel kort tid efter at have født en datter. En tid derefter var Griffenfeld tynget af sorg, men sorgen blev ikke langvarig, og han trøstede sig til anden side, som han nu kunne. På den tid begyndte han også at tage sig af udenrigspolitikken. Snart opnåede han herredømmet over Tyske Kancelli, hvorefter Ahlefeldt lod sig glide i baggrunden, og Gyldenløve trak sig tilbage til Norge. Griffenfeld beholdt valpladsen, stillingen i kongens umiddelbare nærhed.

I 1673 udnævntes han til rigskansler, dvs. regeringens leder, han fik tildelt titlen greve – med Samsø som grevskab – og dertil Elefantordenen, ”det blå bånd”. I det følgende år blev han tillige kansler og dertil præsident i Højesteret.

Dermed havde Griffenfeld .faktisk hele centraladministrationen under sig. Hans instruks som rigskansler gav ham fuldstændigt herredømme over Danske og Tyske Kancelli. Han beherskede Skatkammerkollegiet og Admiralitetet. Han førte forsædet Statskollegiet, og her skulle han forelægge, hvad kongen – dvs. han selv – ønskede forhandlet. Kollegiestyret var dermed stort set bragt til ophør.

Efterhånden fik Griffenfeld mange modstandere, også blandt officererne. Det afgørende var dog kongens holdning over for ham. Det er ganske klart, at Griffenfeld tidligt fik Christian V i sit ledebånd, måske først og fremmest fordi han gjorde det let for ham at være konge, men det førte også til, at kongen fik sin underlegenhed at føle. Omsider, i 1675, blev det kongen for meget, og han sendte Griffenfeld en advarselsskrivelse om ”hvad mig misfalder”.

Kongen erklærede først, at ingen uden kongen selv, altså heller ikke Griffenfeld, skal dirigere generalerne. Ligeledes skal enhver selv forestå sit embede, ”og ikke èn (dvs. Griffenfeld) dirigere dem alle sammen”. Dernæst kommer det direkte: ”Tag Eder ikke selv mere autoritet og respekt til, uden i det, som Eders embede vedkommer, og gør mig ikke alting, som dog endelig skal være, for umuligt”.

Videre hedder det: ”Tager Eder i vare, at I udi min nærværelse beordrer noget, som jeg først burde resolvere, og når jeg siger noget, da hjælper mig udi tanker og fører mig ikke tvært imod mine tanker, bringer mig ikke først på èn sentiment og bringer mig da også på en anden mening igen”.

Det var en advarsel, hvor ubehjælpsomt den end var skrevet, som Griffenfeld ikke kunne kimse ad, for der stod andre bag den. Men da Griffenfeldt modtog den, var han langt inde i et udenrigspolitisk spil, som han ikke kunne afbryde.

sep 12

Det Danmark…

Udfordringerne

Der er tradition for at fejre eller i det mindste markere de nationale begivenheder, når der er gået et rundt antal år. Det giver anledning til revurdere historien om begivenhederne, og i nogle tilfælde kan det også give anledning til at vurdere, hvilken betydning man tillægger dem i nutiden. Og dermed også til en vurdering af, hvordan vi opfatter os selv som folk og som samfund. Det sker måske ikke så ofte, for det forudsætter en erkendelse af, at det, der skete i fortiden, har betydning for nutiden, og med vor tids mangel på interesse er der ikke megen erindret fortid tilbage.

I 2014 kunne man således markere, at det var 200 år, siden Danmark måtte afstå Norge, 150 år siden vi i 1864 måtte afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dertil kom 100-året for begyndelsen af den første verdenskrig og 75 år for begyndelsen af den anden.  I 2015 var det 100-året for den grundlov, hvor demokratiet endelig slog i gennem med blandt andet valgret til kvinder og mænd uden egen husstand. Desuden 75-året for den tyske besættelse af Danmark og 70-året for Danmarks befrielse og afslutningen af den anden verdenskrig.

Der har således været rig anledning til at trække de historiske perspektiver frem, og forude venter både 100-årene for afslutningen af den første verdenskrig og for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Mentalt fik nederlaget i 1864 en skelsættende betydning. Med afståelsen af de to hertugdømmer blev den danske stats areal formindsket med 40 %.  Indtil 1807 havde Danmark været en betydelig europæisk magt, der siden Svend Tveskægs erobring af England havde kunnet føre en aktiv og til tider meget aggressiv udenrigspolitik med højdepunkter i Knud den Stores Nordsøimperium, Valdemarernes Østersømagt, Kalmarunionen og Christian den Fjerdes ikke særlig hæderværdige deltagelse i 30-årskrigen, hvorefter Sverige overtog førertrøjen. Afståelsen af Norge havde skabt et traume, og begivenhederne i 1864 var ikke mindre traumatiske. Undergangens angst blev siddende i blodet, og den blev vel forstærket af besættelsen den 9. april 1940. Disse årstal har præget den danske selvforståelse lige siden. Danmark var blevet en småstat, og kun Grønland og Færøerne minder i dag om fortidens imperium.

Landets lidenhed blev en del af vores selvopfattelse. Der er måske nok også en tilbøjelighed til at underspille situationen. Sådan som Mogens Lorentzen gjorde det i sangen Mor Danmark fra 1937 om det land, der dårligt kunne blive meget mindre, det sprog, der er det mildeste imellem mange, og om det folk, der ikke praler af, hvad vi er og var. Den rummer samtidens dybe kærlighed til fædrelandet mere end de mange nationalromantiske sange, der tidligere skulle opruste landet martialsk.

Efter Berlinmurens fald synes dansk udenrigspolitik at være blevet mere aktiv med deltagelse i aktioner i Irak, Afghanistan, Libyen og senest mod Islamisk Stat. Det skal dog ikke glemmes, at vi tidligere har deltaget i adskillige fredsbevarende og humanitære opgaver under FN. Om denne nye politik er et udtryk for en international solidaritet, og at ”sårfeberen fra Dybbøl” er overvundet, må stå hen. Den kunne også skyldes, at der sidder en ny undergangsangst i blodet. Der er utvivlsomt stadig kredse her i landet, hvor der endnu sidder et traume fra 9. april 1940. De føler, at landets omdømme ville have vundet ved, at Nørrebro var blevet sønderbombet, og at der var blevet dræbt nogle flere bønderkarle ved grænsen.

Vi kan næppe heller underkende, at der i mange mennesker sidder en frygt for landets fremtid, en frygt for, hvad EU’s integrationsbestræbelser kan udvikle sig til, og måske en endnu større frygt for indvandringen af muslimske flygtninge. Det sidste spilles der stærkt på fra politisk hold. Og endelig lever vi under et globalchok, især med en frygt for at blive økonomisk distanceret.

Småstatens selvopfattelse er ikke sådan at lave om på. I hvert fald er vi nødt til at erkende, at de tre nævnte udfordringer, EU, de fremmede og globaliseringen, bevidst eller ubevidst spiller en rolle for mange menneskers politiske stillingtagen. Efter 1864 var Danmarks ophør som selvstændig stat, og som en del af Tyskland, en mulighed, der ikke kunne afvises. De nævnte udfordringer rummer vel ikke nogen trussel mod landets formelle selvstændighed, men truslen mod samfundet og fremtiden kan være reel nok.

Det kan nok ikke benægtes, at det europæiske projekt i stigende omfang bestemmer eller påvirker den hjemlige lovgivning med en stadig større integration som et endemål. Indvandringen af især folk fra de muslimske lande synes at have til følge, at der skabes uønskede parallelsamfund. Det skyldes dels de meget forskellige kulturformer, dels vores manglende evne til at integrere nydanskerne. Vi er stolte over, at vore tidligere udvandrere til bl.a. USA stadig har kontakt med det gamle land. Den helt samme følelse giver ikke vore nye landsmænd tilladelse til. At globaliseringen er over os, fornemmer vi bl.a. gennem udflytningen af danske virksomheder til lavtlønsområder og gennem hele skole- og uddannelsespolitikken.

Denne undergangsfrygt præger vel i særlig grad de partier, der stadig betegner sig som borgerlige, og det gælder ikke mindst et parti som Dansk Folkeparti, hvis hele argumentation er en imødegåelse af EU og de fremmede, og i mindre grad globaliseringen. For dem alle gælder, at udfordringerne udløser nogle defensive tiltag og meget lidt konstruktiv politik.

Det defensive skal ikke afvises som nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt. Når man imidlertid ikke synes at komme videre, skyldes det nok, at vi den sidste menneskealder er havnet i en kulturkonservatisme, som har sin rod i det paradigmeskifte, vi oplever i overgangen fra et industrisamfund til et servicesamfund, informationssamfund eller en videnkultur, hvor det enkelte menneskes personlighed betones højere end den kollektivisme, der prægede industrisamfundet, og hvor vi endnu ikke har fundet en ny balance mellem fællesskab og personlighed, mellem solidaritet og personlig uafhængighed. Her ligger fremtidens største kulturelle og politiske udfordring.

 

Den europæiske udfordring

Danskerne gik med fuld musik ind i de europæiske fællesskaber, som de hed dengang. Senere er det blevet til en europæisk union, der griber stadig mere ind i den danske lovgivning, og dermed ind i vores hverdag. EU er ikke mere bare et markedsfællesskab, men søger også at etablere sig som en politisk magtfaktor, blandt andet i forhold til Rusland. Der er i den danske befolkning en stigende uro omkring udviklingen af EU, og det har afspejlet sig i bl.a. sammensætningen af folketinget, hvor tilslutningen til de EU-skeptiske partier eller modstanderpartier var stigende ved 2015-valget. Selv ind i meget positive EU-partier har der bredt sig en bekymring, og det er igen det defensive, der slår igennem. Påvirkninger kommer fra både England og Frankrig og i mange tilfælde fra yderst højreorienterede kredse, der frygter en social union. Diskussionen om EU’s struktur kan få ny næring af den økonomiske krise i Grækenland, idet grækernes taktik også formenes at have en ændring af EU som mål. Det må vel indrømmes, at deres udgangspunkt så ikke er det bedst tænkelige.

Den største udfordring kommer formentlig fra det bureaukrati, EU har stablet på benene, og det kan true den demokratiske udvikling. I de sidste par årtier er der foregået en stigende centralisering, hvor staten mere og mere har strammet kommunernes økonomi og truffet bestemmelser omkring styring af detaljer. Det kan på længere sigt begrænse det kommunale selvstyre og lokalt svække interessen for at deltage i en fælles problemløsning. Årsagen kan være både en almindelig trend i retning af mere autoritære systemer og en hensyntagen til EU’s budgetdisciplin over for medlemslandene. Men det kan også være et mere eller mindre bevidst forsvar, der skal sikre, at billedet af Danmark ikke forsvinder i en pluralismens mangfoldighed. På den anden side skal man også være opmærksom på, at en begrænsning af det lokale selvstyre er en mere alvorlig svækkelse af demokratiet, end man normalt forestiller sig. Jo større afstand der er til beslutningstagerne, des mere får magtesløsheden lov til at brede sig. Derfor kan man også tolke disse års stærke centralisering som en følelse af magtesløshed hos folketingets medlemmer, netop fordi indflydelsen fra EU’s bureaukrati er blevet større. Det nærhedsprincip, som man tidligere har talt om på europæisk plan, synes aldrig at være blevet til mere end tom snak.

Erfaringerne viser, at de administrative kulturer er stærkt identitetsdannende, og derfor er en stærk centralisering i såvel EU’s organer som i vort eget statsstyre en alvorlig udfordring af dansk kultur og identitet.

 

Den muslimske udfordring

Historisk set har indvandring normalt været en berigelse af samfundet, mens udvandring tilsvarende har været et tab af initiativ. Når vore dages fremmede opfattes som en alvorlig udfordring, skyldes det næppe alene mængden af nye danskere eller indvandringens karakter. For det første er der tale om flygtninge, som er kommet på et tidspunkt, hvor vi har haft svært ved at opsuge dem til trods for, at mange af dem er veluddannede. For det andet og vigtigere, det er mennesker med en helt anden kulturbaggrund, der ramler ind i et kulturfattigt land. Muslimerne kommer med en temmelig fast tro og en konsekvent religionsudøvelse, og undersøgelser viser, at den måske her i det fremmede er mere konsekvent end i hjemlandet. De er så kommet til et land, hvor man ikke skilter med sin religiøsitet, hvor deltagelse i religionsudøvelse er mere tilfældig, og hvor mange overhovedet ikke er religiøse. Det er vel for meget at sige, at de er kommet til et religiøst tomrum, men kristendommen i vort land har ikke givet dem hverken modspil eller opfordret til nogen religionsblanding. Det er så med til at forstærke frygten for islamisering.

Det samme resultat kommer man til, hvis man søger at analysere den nationale og folkelige kultur, de har mødt. Vi har været meget optaget af at blive europæere og verdensborgere, og meget modtagelige for den vestlige overfladekultur. Også her er attituderne defensive. Man har tappert forsøgt sig med noget, man kalder en værdidebat, der dog vistnok mest har været til indvortes brug og kulturkonservativ indoktrinering. Man har nok hævdet ytringsfriheden, men mest den del der fremhæver retten til at forhåne dem, man ville eller ikke ville gå i dialog med. En konservativ indsats ved at beskrive en national kulturkanon var sikkert velment, men mest en fuser. Den rummede ikke andet end det, man vidste i forvejen. Man kan godt få fornemmelsen af, at den til tider noget primitive retorik egentlig dækker over frygt og mangel på personligt indhold.

Man skal ikke glemme, at fanatisme ofte dækker over frygt. Mange islamister frygter, måske ikke helt med urette, at en vestlig overfladekultur i deres hjemlande skal tromle hen over deres egen tro. Derfor væbner de sig med fanatiske handlinger, og det gælder naturligvis ikke bare islam. Når en al-Qaeda-kriger anbringer en vejbombe, og når en hvid politibetjent skyder en sort amerikaner, gemmer de begge på en lille frygt for, at den andens kultur er stærkere, og prøver, om ikke sværdet alligevel kan gøre mere end de ord, de ikke magter.

Så skal det også indrømmes, at islam er en religion, det er svært at komme i samtale med. Den forekommer os måske også noget primitiv med dens meget faste trossætninger, og dens søjler synes os måske også for meget præget af udvendighed. Det er jo kun almissekravet, der åbner for en etisk drøftelse. Dertil kommer, at der i islam er et element af voldsanvendelse. Det finder man ikke i kristendommen, men det har historisk set nu aldrig været noget problem for de kristne.

Det er aldrig lykkedes helt at integrere de fremmede fra Mellemøsten og Afrika i det danske samfund. Det kan skyldes de fremmede selv, men man kan også få den tanke, at de måske er uønskede på mange af vore arbejdspladser. Den manglende integration har skærpet og tydeliggjort modsætninger og fået mange til at trække sig ind i sig selv. Og hvis man fra hjemlig side kun har magtet at møde dem med reservation, er det måske heller ikke ejendommeligt, hvis der ikke bliver nogen større forståelse fra den anden side. Vi forventer naturligt nok, at de udviser samme adfærd, som forventes af os, når vi gæster deres land. Og derfor er det uacceptabelt, hvis man medbringer de hjemlige konflikter mellem f. eks. jøder og muslimer eller mellem shia´er og sunnier, for slet ikke at tale om, at terrorgrupper kommer hertil. På den anden side har vi et ansvar for, at retorikken iagttager almindelig høflighed, og den må man også mobilisere til at forklare, hvad man tager afstand fra i den anden parts lære. Indrømmet det er svært at få en dialog i stand, hvis modparten opfatter alt andet end sin egen tro som vantro, der skal mødes med fanatisme. For den slags har vi vesterlændinge vel i almindelighed udviklet os bort fra.

De største flygtningestrømme ligger sandsynligvis forude og kan få karakter af hele folkevandringer, når klimaændringerne medfører opgivelse af store områder i bl.a. Afrika. Europa har fået en forsmag gennem bådflygtningene over Middelhavet og de tragedier, de har oplevet. Foreløbig synes man at koncentrere sig om at afværge de værste drukneulykker og at ramme bagmændene, selv om man godt ved, at problemet skal løses i Afrika og i Mellemøsten. Det må teknisk være muligt at udnytte de stigende temperaturer til en forøget energiproduktion, der kan fremme den økonomiske udvikling, og så skal de forskellige regeringer betydes, at deres befolkninger uanset forskellige opfattelser udgør en værdifuld ressource, der skal værnes om og bruges i hjemlandet. Det er ikke en opgave, et enkelt land kan løses, og som EU næppe heller kan løse. Der skal en global indsats til, og her ligger der en endnu større udfordring.

Det kan blive flygtningeproblemer, der får de nuværende til at se små ud. De er ellers store nok, når man på verdensplan i dag må regne med 60 mio. flygtninge. Og alene det tal er stort nok og får vores egen fremmeddiskussion til at ligne forkælet surhed.

 

Den globale udfordring

Globaliseringen har mange ansigter, og dens udfordringer møder vi over en bred front. Nogle tager vi op, andre lader vi ligge eller forsvarer os imod dem med en protektionistisk holdning. Atter andre registrerer vi ikke. Vi kan ikke undgå globaliseringen. Ligesom klimaforandringerne vil den krybe ind i hver en afkrog af verden og forandre tilværelsen, gennem nogle generationer formentlig også mentaliteten.

Klimaforværringen er måske den værste, og den har vi frimodigt forsøgt at tale til rette. Foreløbig uden held. For nogle mennesker har en økonomisk interesse i at hævde, at den ikke er menneskeskabt. Og derfor mener de ikke, der er noget at gøre. Det er vel ofte sådan, at man finder denne opfattelse i de lande, der forurener mest, men man lettere finder tilhængere af indgreb i de mindre forurenende lande. Ser man helt bort fra, hvad videnskaben påviser, så er det modstanderne af indgreb, der har det største ansvar. Følger man dem, kan man engang i fremtiden stå i den situation, at det er for sent at gøre noget. Følger man tilhængerne, kan man naturligvis komme i den situation, at indgrebene alligevel ikke hjalp men så har man dog gjort en indsats.

Man kunne også anlægge en etisk synsvinkel, og det gælder hele forureningsproblemet: Hvis man har den opfattelse, at man ikke må skade andre – og det er jo en vigtig del af det almindelige moralbegreb i alle kulturer – så er rækkevidden ikke til at tage fejl af. Man kan omforme reglen til: Du må ikke forurene, og du skal i hvert fald rydde op efter dig. Gør vi ikke det, vil det i sin yderste konsekvens sige, at den belastning, vi i dag udsætter naturen for, får negative følger for de generationer, der følger efter os. En rimelig konsekvens kunne således være, at der overhovedet ikke må udledes CO2 i naturen, eller at landbruget overhovedet ikke må udlede plantegifte eller gødningsrester som kvælstof eller fosfor. Teknisk er det muligt totalt at omstille til ”grøn” energi og til et landbrug, hvor forbruget af kemikalier ikke er større, end at naturen selv kan regenerere. Bruger man kemikalier eller fossile brændstoffer, må kravet være total rensning, så der overhovedet ikke udledes miljø- og klimaskadelige stoffer. Den internationale konkurrence har uden tvivl gjort klima- og miljøpolitikken for blødsøden over for både virksomhederne og forbrugerne, så man har nøjedes med at forsøge sig med nogle kvotemål og grænseværdier i stedet for at ofre nogle flere kræfter på at gøre slutmålet realisabelt.

Også en økonomisk globalisering har sandsynligvis lange udsigter. Dette til trods for, at der sker en stadig mere globaliseret arbejdsdeling, og man kan allerede nu se, at økonomiske sanktioner som kampmiddel er uhensigtsmæssigt, fordi de rammer i flæng. Således synes sanktionerne i konflikten omkring Ukraine kun at have bragt uorden i den internationale handel. Og man kan måske også spørge om, hvorfor bl.a. danske landmænd skal undgælde, ligesom det er et åbent spørgsmål, hvorfor de i striden om Muhammed-tegningerne i sin tid skulle betale for, at en stor avis kunne boltre sig i ytringsfriheden. Det havde selvfølgelig ikke dengang så stor effekt at boykotte salget af Jyllands-Posten i Cairo eller Damaskus.

Globaliseringen skaber national usikkerhed omkring nye normer, og usikkerhed befordrer næsten altid forsvarspositioner. Denne konservatisme kommer bl.a. til udtryk ved, at børne- og ungdomsundervisningen får pålagt bestemte pensumkrav med læsninger omkring etableret litteratur og særlige hovedbegivenheder i historien. Den viden kan dog kun bruges til noget, hvis der skabes en bevidsthed omkring historien, så man lærer at forstå sin egen tid som et resultat af forløb i fortiden eller som brud i fortiden. Kun hvis man har denne forståelse, kan man forbinde det defensive med en fremadrettethed, der indebærer mod til at fortsætte forløb og mod til at bryde med forløb og tænke nyt.

Dette aspekt i uddannelsespolitikken er måske ikke affødt af globaliseringen, og det fylder langt mindre end det uddannelsespres og det kundskabspres, de unge udsættes for, så vort erhvervsliv bliver i stand til at klare konkurrencen for de nye økonomier som Kina og Indien, hvor lønniveauet er lavere end i Europa. Det er en frygt, som er ved at ændre vort menneskesyn, så børn og unge mere betragtes som ting, der skal tjene særlige formål, her sikring af bruttonationalproduktet.

Det største problem i forbindelse med globaliseringen er uligheden i verden. Tidligere kunne vi godt leve med, at mange mennesker levede i dyb fattigdom og døde af sult, og vi troede vel endnu på, at den hvide mands tilstedeværelse var en velsignelse. Det går ikke mere. Vi har gennem en omfattende ulandshjælp forsøgt at eksportere nogle goder i overensstemmelse med den gængse velfærdsfilosofi, og det er vel heller ikke forkert. Men vi har en tilbøjelighed til at lukke øjnene for de uhyggeligt store sociale forskelle, der findes i disse lande, bl.a. som følge af samfundsmæssige strukturer, og i tidligere kolonier også som et resultat af europæiske udnyttelse.

Vi mærker nu uligheden mellem de europæiske lande og den tredje verden gennem de lønforskelle, som ligger bag flytningen af industrier til lavtlønsområder, og vi mærker den gennem den sociale dumping, der opstår ved, at bl.a. østeuropæere kommer hertil for at arbejde. Det er dog mere en følge af EUs udvidelse end af den egentlige globale udvikling. Men vi står her over for to problemer, som formentlig kun kan blive værre efterhånden, som globaliseringen skrider frem, og som ikke kan løses gennem større protektionisme. Man kan godt forestille sig, at de fattige landes lønniveau kommer på højde med de rige landes, men må også i sine overvejelser have det modsatte i tankerne og diskutere konsekvenserne, herunder det umulige i at gennemføre en tilstrækkelig stor løn- og prissænkning uden en gælds- og formuenedskrivning, der vil have karakter af konfiskation. I øjeblikket er der ikke andre muligheder end at tage konkurrencen op og finde produktioner, hvor vi er bedre end lavlønsområderne.

Et særligt træk i udviklingslandene og lavlønsområderne er den uhyggeligt store indenlandske forskel på rig og fattig. Den bunder i vist omfang i den yderst skæve jordfordeling i landbrugsområderne, men efterhånden som byerne i disse lande er vokset, er der skabt store udviklingsbetingede formuer som følge af stigende priser på byggegrunde. En ejendomsbeskatning i disse lande ville ikke bare være med til at mindske de sociale forskelle, men også være med til at finansiere opbygningen af infrastrukturen og fjerne ghettoområderne. Det kan ikke udelukkes, at disse forskelle i længden kan skabe social uro, der kan påvirke det globale udviklingsmønster. Derfor er den sociale uligheder og dermed også jordspørgsmålet i udviklingslandene ikke lokale problemer, men forhold, vi også i den øvrige del af verden skal være opmærksom på. Det kunne måske også få folk til at gribe i eget lands barm.

Ikke bare økonomisk, men også politisk er globaliseringens største udfordring – og formentlig også skræmmebillede – de store multinationale selskaber, der er i færd med at foretage det, man har kaldt ”den tavse magtovertagelse”. Det vil i længden være nyttesløst at væbne sig med protektionistiske foranstaltninger. Blandt andet fordi deres lobbyvirksomhed sætter sig politiske spor. Det betyder naturligvis ikke, at man skal lade stå til og undlade at tage kampen op. I mange tilfælde grunder deres betydning sig på det forhold, at de sidder på store naturressourcer som olie og metaller, altså forekomster, der etisk set bør tilhøre menneskeheden i fællesskab og ikke være i privat eje. I andre tilfælde kan de lukrere på en række særrettigheder. Der er uden tvivl brug for både national og international konkurrencelovgivning, men man skal være opmærksom på, at enhver ny regel, fremkalder en ny lobbyist til skade for konkurrenterne. Derimod skal man fremme forbrugerorganisationer og forbrugerejede virksomheder, der kan indgå i en effektiv international konkurrence. For en udenforstående forekommer sådanne store organisationer, som de multinationale selskaber er, meget fastlåste i deres opfattelser. De innoverer stort set kun inden for de fastlagte rammer og under hensyn til indtjening. De har ganske vist fonde, der bidrager til forskning, kunst og kulturliv, men kun i begrænset omfang til f. eks. de fornyelser inden for energisektorren, som klimaforværringen gør nødvendig, også af hensyn til deres egen produktion.

På den lange bane indebærer globalisering det, man tidligere samlede i fællesudtrykket frihandel, det vil sige øget international arbejdsdeling og uhindret vareudveksling. Politiske bestræbelser i den retning er ganske vist et arbejde op ad bakke, men tiden arbejder i samme retning.

 

Det Danmark vi kender

Vi fokuserer for meget på det Danmark, vi kender, og for lidt på det Danmark, vi ønsker. Det er naturligt nok for hele den forsvarsposition, vi indtager i dag. Ved valget i 2015 benyttede socialdemokraterne sloganet ”Det Danmark du kender”. Det Danmark skulle bevares, og dermed er partiet på sin lange vandring fra at være et yderst reformorienteret parti og opfattet som en revolutionær bevægelse nået frem til en tilstand, hvor det først og fremmest gælder om at forsvare de bastioner, partiet har vundet gennem dets næsten 150-årige historie. Det er der ikke noget at sige til. Det samme kan man i øvrigt sige om de andre partier på den såkaldte venstrefløj. De er blevet konservative. Nytænkningen foregår inden for de snævre rammer, som sættes af den gængse opfattelse af velfærdspolitikken. Her er det offentlige, stat, regioner og kommuner, omdrejningspunkter, og velfærdspolitikken består i, at en række institutioner er til rådighed for alle, og at der sker en vis indkomstfordeling gennem skattepolitikken. I princippet betaler de største indtægter noget mere i skat, så der kan ydes en række goder til de svagest stillede. Man forestiller sig, at der på denne måde kan ske en vis udjævning af indkomsterne, og at uligheden i samfundet kan blive mindre. Som vi skal se, er dette ikke tilfældet, så i virkeligheden har skattepolitikken og fordelingspolitikken som lighedsskabende middel slået fejl.

Det er et Danmark, vi kender, og som den overvejende del af befolkningen ønsker bevaret. Men der er i denne politik indbygget nogle interessemodsætninger, som også er det Danmark, vi kender.

På den ene side er der dem, hvis interesse overvejende er at modtage velfærdsgoder. På den anden side dem, der i nogen grad medfinansierer velfærdspolitikken, og som nemt kommer til at forestille sig, at de skal bære hele byrden, og at de udnyttes af systemet. Og det kan der komme meget politik ud af. Ikke mindst de senere år har vist systemets sårbarhed, idet offentlige besparelser rammer de svageste i samfundet.

Igennem flere år har vort velfærdssystem været under pres, bl.a. på grund af stigende udgifter til uddannelse og sundhed, og især på grund af, at antallet af ældre stiger stærkt og fortsat gør det. Da skattebyrden åbenbart har nået et maksimum, har det været nødvendigt at omprioritere de offentlige udgifter, og det har haft forskellige uheldige følger i form af nedskæringer i bemandingen på sygehuse, plejehjem og andre institutioner. I mange tilfælde har man kaldt det rationalisering og omstrukturering, og det kan vel heller ikke benægtes, at der kan opnås fordele ad denne vej, idet arbejdets organisering er en vigtig faktor. Men ind imellem kan man mærke en undertone i retning af, at de offentlige ansatte skulle være mere dovne end andre. I andre tilfælde er der tale om mere end en undertone. Snarere en åbenlys hævdelse af, at mange ikke gider tage arbejde, fordi understøttelserne er for høje. Det kan man måske nok finde eksempler på, men noget bevis foreligger først, når der er et tilstrækkeligt stort udbud af arbejde. Det er en mere positiv tilgang i enhver henseende at opfatte mennesket, som et væsen, der gerne vil udfolde sig.

Når der tales om at bevare det Danmark, vi kender, så er baggrunden især frygten for, at velfærdssystemet kommer så meget under pres, at det bryder sammen, og man kan åbenbart ikke nytænke det og se, om det ikke også hænger sammen med den stigende ulighed i samfundet.

Der findes ganske vist ikke nogen sikker statistik over formuefordelingen her i landet, men det er måske mindre væsentligt, for skævheden er alligevel så åbenlys tydeligt. Tænketanken Cevea oplyser, at den rigeste én procent af befolkningen ejer 32 % af nettoformuen (dvs. formuen fratrukket gæld), og de rigeste 10 % ejer 88,3 % af formuerne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har et lidt lavere tal, nemlig 70 %. Cevea oplyser, at skævheden er blevet større efter krisen.

Danmark har et betydeligt antal ejerboliger, og i århundredets første år oplevede man en stærk vækst i ejendomspriserne, man kunne tale om en boligboble, og i disse år skete der en mindre udjævning af formueforskellene. Da boligboblen brast, gik det især ud over de mindre boligejere og måske især førstegangskøberne, der stadig havde megen gæld i ejendommen, ligesom det gik ud over dem, der havde belånt den stigende friværdi med henblik på at købe forbrugsgoder. Det skal ifølge Cevea være en grund til den større forskel, der opleves nu.

Der er ikke noget odiøst i at have formue. Der er heller ikke noget odiøst i at øge sin formue. Men der opstår et etisk spørgsmål, når man ser på, hvordan formuerne opstår. En stor del af formuerne står i fast ejendom, hvor friværdien, og dermed formuen, vokser efterhånden, som man betaler af på gælden. Og sådan skal det også være. Men en del af friværdien er opstået som følge af væksten i samfundet og skyldes altså ikke ejerens arbejde. Ud fra en etisk betragtning er denne formuevækst udviklingsbetinget eller samfundsskabt, og den skal man rette sin opmærksom imod, for den er med til at øge uligheden i samfundet, og her er der et område, hvor man med ret enkle midler kan gøre uligheden mindre. Men hvis vi kender Danmark ret, så er det ikke netop det, vælgerne er mest interesseret i lige nu.

Danmark er et land under stadig forandring, og det må vi forholde os til. Man kan ikke fastfryse en bestemt tilstand og sige, at det er det Danmark, vi vil bevare. Der er trends og udviklingslinjer, vi ikke kan gøre noget ved, der er nogle vi kan fremme, og der er nogle, vi kan modarbejde.

Gennem mange år er der foregået en forskydning i bosættelsesmønstret fra land til by, og det er nu blevet så tydeligt, at man taler om det delte Danmark og om et udkantsdanmark. Selv om internettet nok skulle gøre det muligt at drive erhvervsliv uden for de store byer, så har disse af andre grunde en betydelig tiltrækningskraft. Affolkningen af landområderne har en selvforstærkende effekt. Butikker forsvinder, og skoler nedlægges. Foreningslivet får det vanskeligere. Og der sker store ændringer i formuefordelingen. Ejendomspriserne på landet falder eller stagnerer på grund af manglende efterspørgsel og pengeinstitutternes ulyst til at finansiere huskøb her. Imens stiger ejendomspriserne i byerne, især de største med de mange uddannelsesmuligheder og et differentieret erhvervsliv. Det skaber nye arbejdsfrie formuer, og uligheden øges. Fra politisk hold taler man om at udflytte institutioner fra hovedstaden til provinsen. Der er ikke så ligetil, for det rummer mange modstridende interesser, og det retter ikke op på det skæve Danmark. Det er langt vigtigere at udvikle private virksomheder. Derfor må interessen samle sig om beskatningen, så det gøres attraktivt at skabe vækst i de tyndt befolkede områder. Det vil sige en skat efter beliggenhed, nemmest effekturet ved at flytte skat fra indkomst til fast ejendom.

Hvis man forestiller sig enten, at en sådan beliggenhedsskat øges ved at flytte skat fra indkomst til fast ejendom  eller modsat ved – som nogle ønsker – at afskaffe ejendomsskatterne til fordel for en øget indkomstbeskatning, vil forskellige grupper i landet blive berørt forskelligt. Som yderpunkter kan nævnes Nordsjælland og Nord- og Vestjylland. Det første område vil få henholdsvis den største skattestigning eller den største lettelse, mens præcis det omvendte vil ske i Nord- og Vestjylland, for så vidt også i andre tyndt befolkede dele af landet. Og da den politiske magt har bedst fat i det storkøbenhavnske område, har det lange udsigter med en flytning af skat fra indkomst til fast ejendom.

På dette punkt, beskatningen af fast ejendom, er der ingen forskel mellem de to politiske blokke,. Når dette emne en sjælden gang bliver bragt frem, slår alle partier syv kors for sig, og man har meget snildt fået drejet ejendomsbeskatningen derhen, at det er blevet til et spørgsmål om beskatningen af boligejerne, og det er jo kun delvis rigtigt. Det kan der komme mange rørende argumenter ud af. Der er jo også tale om beskatning af erhvervsgrunde, også dem, der ejes af multinationale selskaber. Den har man ikke så megen medlidenhed med, så de kan ikke bruges i argumentationen imod ejendomsbeskatningen. De kan til gengæld tage boligejerne som gidsler.

Dansk politik har gennem de senere år bevæget sig stærkt i retning af en personfiksering, der minder om en berømt valgplakat fra 1930´erne, ”Stauning eller kaos”. Uden i øvrigt at være et angreb på demokratiet afspejlede den datidens antidemokratiske og antiparlamentariske strømninger ved at appellere til en form for persondyrkelse, der var kendt i andre dele af Europa. Ved valget i 2015 var det især partilederne, der var i fokus i fjernsynet, og ikke mindst de to udpegede statsministerkandidater fik særbehandling gennem flere tv-debatter mellem dem. Man kan ikke undgå at fornemme, at der i denne form for valgkamp er mere end bare en snært af autoritær persondyrkelse. Måske viste valgresultatet, at det ikke faldt i vælgernes smag. Man kan næppe sige, at vinderen af statsministerposten ligefrem blev kåret af vælgerne. Valget gav tilbagegang for de såkaldt gamle partier, og fremgang for de nye og nyere partier. Om det er en varig trend, kan kun fremtiden vise. Generelt blev det nok et ryk i en konservativ retning og kan vise sig at være et udtryk for usikkerhed over for de udfordringer, vi står overfor. Den centralistiske tendens er ikke afsvækket, men måske nok den enøjede opdeling i to blokke med forskellige personer og politiske klaner og nogle nuancer i opfattelsen af den offentlige sektors omfang og samfundets veje til øget vækst i produktionen.

En anden udfordring ligger i den professionalisering, der sker af det politiske liv. Over halvdelen af folketingets medlemmer har en akademisk baggrund og repræsenterer således ikke bredden i befolkningens erhvervssammensætning. Det giver en ensidighed i de politiske opfattelser og er måske også medvirkende til, at idepolitik stort set er fraværende. Det er måske også baggrunden for, at den politiske retorik er så primitiv, som den er. Politikere, der f. eks. optræder i fjernsynet, taler ikke til interesserede borgere, men til vælgere, og gentager sig selv i en uendelighed, og somme tider trækkes der modsætninger frem, der ikke eksisterer. Emner som vækst i produktionen, udbygning af sundhedsvæsenet, uddannelserne og ældreomsorgen er ikke reelle politiske emner. Der er ikke uenighed om, at disse opgaver skal løses, så det kan højst være nogle praktiske problemer, der skiller vandene. Reelle politiske emner er spørgsmålet om, hvilke opgaver der skal være offentlige, og hvilke borgerne selv skal løse. Et reelt problem er også spørgsmålet om, vi skal bevare de eksisterende sociale forskelle. Og naturligvis hvordan vi skal møde de store udfordringer i tiden, dem der er nævnt ovenfor. Der er jo en almindelig tilslutning til det Danmark, vi kender, og så bliver de politiske modsætninger tilsvarende mindre. Men på baggrund af det paradigmeskifte, vi er inde i, skal vi have mod til at sætte et spørgsmålstegn ved netop det Danmark og diskutere dybtgående samfundsproblemer. Det har man dog kunnet før.

For mange mennesker står 70´ernes kulturradikalisme som betydningsfuld og skelsættende, men andre opfatter årtiet som en opløsningens tid, hvor traditioner og værdier gik under. Set i historisk perspektiv må det erkendes, at kulturradikalismen ikke fik den betydning, man fra begge sider tillægger den. Af kulturradikalismens varige resultater kan især nævnes kvindebevægelserne og demokratiseringen af uddannelserne. De blev nok en tid farvet af den venstreorienterede radikalisme og marxisme, men de ville være opstået alligevel. Den første som følge af, at kvinderne i 1960´erne i stigende omfang kom ud på arbejdsmarkedet, den anden som følge af erhvervslivets stigende behov for veluddannede.

Heller ikke den større interesse for trivsel i skole og på arbejdspladserne kan i virkeligheden tilskrives kulturradikalismen. Amerikanske virksomhedsforskere havde allerede inden 70´erne peget på betydningen heraf.

Man kan jo se kulturradikalismen som et naturligt overgangsfænomen i sen – eller postindustrialismen. Den rummede stærke liberale træk, men når den især på universiteterne fik et marxistisk indhold, hænger det ligesom bevægelsen i øvrigt sammen med Vietnamkrigen og USA’s engagement imod kommunismen. Karl Marx blev genopdaget, og hans historie- og samfundsopfattelse reformuleret.

Trods sin marxistiske staffage og de venstreorienteredes frelsthed, og en til tider pågående kollektivisme, så rummede venstreradikalismen langt mere åndsfrihed og liberalisme end den kulturkonservatisme, der manifesterer sig nu..

Det var vel især det marxistiske indhold, der kaldte modstanderne frem. Herhjemme i første omgang Erhard Jacobsen, og senere er det Englands Margaret Thatcher og USAs Ronald Reagan, der påvirkede hele den vestlige verdens politik. Slutresultatet er blevet en udbredt kulturkonservatisme, som også blev indholdet af den individualisme, der kom til at præge overgangen fra et industrisamfund til et service- og informationssamfund. Det er også det Danmark, vi kender.

Denne individualisme blev næppe det, som man kunne ønske sig, den selvstændigt tænkende og ansvarsbevidst handlende personlighed. Dette til trods for, at den menneskelige personlighed blev en råvare i det nye service og informationssamfund. Individualismen kom i forretningslivets tjeneste, og grådighed og selvoptagethed blev karakteristiske træk hos det nye menneske. Bedre er det ikke blevet efterhånden, som idealet er blevet et konkurrencemenneske. Det humanistiske menneskesyn i 70´erne og især synet på barnet er veget for et nyt, hvor mennesker betragtes som redskaber for erhvervslivet og især børn og unge som en potentiel arbejdskraft. Vel, meget af det er forsvarsreaktioner, der bunder i frygt for ikke at kunne konkurrere med omverdenen og skaffe underhold til den voksende skare af ældre. Men det er som om det Danmark, vi kender, er uden visioner, et land uden drømme om andet end materiel velvære.

 

Når alt dette er sagt, så er det det Danmark, vi kender, og den lavmælte kærlighedserklæring, som Mogens Lorentzen slutter sin sang med:

… at aldrig glemte vi, hvorfra vi kom,

og når vi tænker med taknemmeligt hjerte

på Nordens Arkipelagos,

og når vi altid længes hjem så er det

fordi vi husker, at du var god ved os,

Mor Danmark.

Det er nok ikke de offentlige velfærdsgoder, forfatteren tænker på, det er mere landets natur og dets byer, sproget og historien, der er et ståsted og et udgangspunkt, som vi er fortrolige med, som har en nærhed, vi trives i, og hvor vi frit kan tænke, tro og tale, og udfolde os, alene og sammen med andre i gensidig tillid.

Det er så også det Danmark, nogle af os gerne vil gøre bedre.

 

Ideernes fallit

Den konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologier er noget bras, Det skal han jo mene, fordi konservatisme ikke er en ideologi, men en mental tilstand. Hans udtalelse kunne også være en konstatering af, at ideologier ikke spiller nogen større rolle i vor tid, fordi de gamle økonomiske ideer ikke kan bruges som styringsredskaber for det moderne service- og informationssamfund. Ideer, som bl.a. liberalisme og socialisme, kan i dag opfattes som grove og forenklede forklaringer på, hvordan overgangen fra en samfundsform til en anden har fundet sted.

Således var den fysiokratisme, der bl.a. påvirkede vore landboreformer i slutningen af 1700-tallet, en bestræbelse på at betone landbruget som bærende erhverv i modsætning til den merkantilisme, der ville fremme byerhvervene, især handelen. Den gamle engelske liberalisme var et udtryk for, hvorledes forretningsfolk og fabrikanter ønskede den økonomiske politik udformet på en tid, hvor England var ”the workshop of the world” og verdens stærkeste økonomi. Den drev den engelske industrialisering videre på arbejdsgivernes betingelser. Socialismen er forklaringen på, hvorledes overgangen til industrisamfundet kunne finde sted på arbejdernes vilkår. Det gælder især i den marxistiske udformning.

Hvis man i meget forenklet form skal beskrive forskellen på de to ideologiers økonomiske indhold, så må det være, at liberalismen især fokuserer på produktionseffektiviteten, mens socialismen især ser på fordelingen af udbyttet. Liberalismen er et barn af den industrielle revolution sådan, som arbejdsgiverne oplevede den. Den er nok kendetegnet ved indførelsen af maskiner, men i lige så høj grad ved en gennemført arbejdsdeling, hvor produktionen bliver opdelt i enkeltprocesser. Berømt er således Adam Smiths eksempel, hvordan man øgede produktionen af knappenåle ved at opdele fremstillingen i faser, der blev overladt til forskellige arbejdere. Med Fords samlebånd og Taylors tidsstudier kunne produktiviteten gøres endnu større og antage umenneskelige former. Arbejdsdelingen danner forudsætning for både automatisering og robotanvendelse, og den ligger også bag den større specialisering på alle områder. Hemmeligheden bag arbejdsdelingen er ikke opdelingen i enkeltfunktioner eller specialer, men i at de tilsammen skal danne en helhed. Hvis ikke man forstår dette, kan specialiseringen antage groteske former og gøre menneskene éndimensionale, til dygtige fagspecialister, der er uden forståelse for den tingenes sammenhæng, der jo netop er arbejdsdelingens grundlag. Konkurrencemennesket bliver så det fremmedgjorte menneske.

Liberalismen har også interesse for afsætningen af industriens produkter og fremhævede effekten af den private foretagsomheds og den frie konkurrence. Derimod synes den ikke at interessere sig for fordelingsspørgsmålet. Det er en udbredt opfattelse i liberale kredse, at det spørgsmål er løst, hvis produktionen er stor og varerne billige nok.

Mentalt skaber liberalismen konkurrencemennesker – på godt og ondt. Konkurrencemennesket skal være firmaets mand og til stadighed være optaget af firmaets overlevelse og vækst. Det er i virkeligheden personlighedsdræbende at skulle være mentalt til stede i alle døgnets vågne timer, og det er menneskeligt begrænsende under uddannelsen hele tiden at skulle befinde sig i en konkurrencesituation med andre uden at kunne udvikle den sociale faktor, som er vores virkelige ressource, samarbejdet og forståelsen for det samspil, der er en forudsætning for den arbejdsdeling, som også er den økonomiske liberalismes fortjenstfulde bidrag til produktionslivet.

Mens liberalismen tager udgangspunkt i de enkelte virksomhedsejeres interesser, synes socialismen, der også er et barn af den industrielle revolution, mere at referere til de gamle lavstanker om gensidig solidaritet. Dermed får fordelingen af produktionen større opmærksomhed. Dermed være ikke sagt, at produktionens størrelse er uden interesse, men erfaringerne fra de socialistiske lande synes netop at vise, at systemerne på dette punkt er mindre effektive end i de lande, hvor det liberale mønster danner grundlaget. Det skal så nok også medgives, at de steder, hvor socialismen er blevet praktiseret, alle har været samfund, hvor man hurtigt ville gå fra en tilbagestående landbrugsøkonomi til en industriøkonomi. Det gælder ikke mindst Sovjetunionen, hvor kommunismen sammen med elektricifiseringen fremmede den industrielle proces, der dog allerede var i gang; landbruget blev nok mekaniseret, men mange strukturer fra det gamle godsejersystem blev bevaret. Mentalt synes socialismens fremhævelse af det solidariske at fremme en form for afhængighed, der kan forekomme undertrykkende, og som kan give anledning til undertrykkelse.

Både liberalisme og socialisme er produkter af den industrielle revolution, og efterhånden erfarede man, at de hver for sig ikke slog til. Der skulle jo i det mindste være noget at fordele, og det, man fremstillede, skulle også kunne fordeles, dvs. sælges. Efterhånden som industrialiseringen skred frem, blev den sociale nød og uligheden i samfundet større. Det havde den også været i det gamle landbrugssamfund. Dermed opstod kravet om en velfærdspolitik, og vi fik det, norske historikere har kaldt ”det socialdemokratiske kompromis”, hvor arbejderpartierne opgav fællesskabets overtagelse af produktionsmidlerne og fik velfærdsgoder i stedet, og de liberale kom i møde med en accept af dels at medvirke til en vis statslig styring af erhvervslivet, dels gennem højere skatter at betale en del af velfærdsydelserne. Man taler i den forbindelse om social-liberalisme, som egentlig ikke er nogen ideologi, men mere en pragmatisk løsning på sameksistens mellem industrisamfundets aktører og dermed baggrund for den traditionelle velfærdspolitik.

Det forhold, at ideologierne har tjent særlige interessegrupper under nærmere bestemte omdannelsesprocesser, udelukker ikke, at de indeholder en kerne af noget, der hæver sig over tid og sted. Ved at grave dybt nok i liberalisme og socialisme finder man den samme drøm om frihed og menneskeværd. Modsætningen mellem ideologierne er ikke mellem grundlæggende værdier, men forskellige økonomiske interesser og mellem midlerne. Ismerne er ikke bare økonomiske redskaber i en samfundsomdannelse. De må nødvendigvis også rumme nogle holdninger, der kan bestemme retningen kulturelt, og her kan de være meget holdbare, mens deres økonomiske fremtoningspræg forældes i takt med, at de erhvervsgrupper, der bærer dem, skifter karakter og taber magt.

Mens både landbrugs- og industrikultur i deres oprindelighed fremmer kollektiv tænkning, er de nye områder inden for service, information og viden baseret på det enkelte menneskes evner, udstråling og troværdighed. Individualismen kommer i højsædet. Det er vigtigt at påpege, at de nye arbejdsområder – trods al betoning af individuel udfoldelse – forudsætter samspil og samarbejde. Individualismen udspiller sig i et samfund – og i en globaliseret verden. Det vil sige i en tilstand med sociale relationer og dermed krav om en etik, der regulerer den enkeltes adfærd i forhold til andre. Blandt andet her slår gamle ideologier ikke længere til, dels fordi de nu repræsenterer egoistiske erhvervshensyn, dels fordi de i deres tolkning af grundlæggende begreber ikke er brede nok til at favne det moderne samfunds behov. Det er måske den egentlige grund til, at ideerne er fraværende i politik. De er blevet afløst af populisme og en social konservatisme, der fastlåser udviklingen af det moderne velfærdssamfund i en dekadent enkeltsagspolitik, der forudsætter accept af det Danmark, som det nu engang er, og overordnet er kategoriseret i spørgsmål om størrelsen af henholdsvis den offentlige og den private sektor, og som mest udspringer af egne interesser. Der eksisterer ikke mere konstruktive helhedsopfattelser, selv om verden synes at være kørt fast i traditionelle enkeltløsninger og skriger efter en mere helhedsorienteret politik end den, der er mulig, når det hele går op i forskellige interesser.

 

Visionerne

Det moderne menneske befinder sig i dag i en underlig illusionsløs situation. På den ene side har det tusinder af tekniske muligheder, gamle fordomme nedbrydes, og nye horisonter åbner sig. Internettets med dets digitale muligheder bringer det tæt på ukendte mennesker, de moderne trafikmidler kan bringe det ud til egne, der før var forbeholdt ganske få mennesker. Turistlivets overfladiskhed er i sig selv ikke globaliserende, men giver dog anledning til at se andre måder at leve på.  De flestes sproglige formåen er efterhånden så omfattende, at en dialog på tværs af kulturerne er mulig.

På den anden side befinder vi os i en verden, der ikke bare er udfordrende, men også skræmmende. Klimaændringerne kaster en stadig mørkere skygge ind over os og får en anden alvorlig udfordring, befolkningstilvæksten, til at se mindre ud. Begge dele truer vestens velstand og livsform. Siden 9/11 har vi alle fået terroren ind på livet, ikke bare fra de organiserede grupper, men også fra galninge som manden bag mordene ved ”Krudttønden” og synagogen i Krystalgade. De interne stridigheder inden for den muslimske verden med deres demokratiske opbrud og fundamentalistiske fanatisme vedrører også os, ikke bare fordi vi ikke kan lade være med at blande os, men også fordi vi på forskellig vis gennem vores livsformer er del af anledningen til dem.

Det kan derfor ikke undre, at vi indtager en defensiv holdning, så meget mere som vi ikke har forstået det skred i normerne, der er en følge af den stigende individualisering, som vi endnu ikke har draget konsekvenserne af.

Der har i historien været individualistiske bevægelser, men som oftest har de kun berørt mindre grupper. Nu er individualismen blevet et generelt spørgsmål, og forholdet mellem individ og fællesskab må påkalde sig en større opmærksomhed end tidligere. Både det problem og synet på mennesket er aktuelt, ikke mindst fordi vi ikke kan nøjes med at indtage forsvarspositioner, hvor vi falder tilbage på traditionelle opfattelser. Men vi kan godt lære noget af fortidens tænkning.

 

Menneskesyn og livsfølelse

Man kan ikke pådutte det moderne menneske et bestemt menneskesyn, men man kan forlange, at det respekterer, at andre mennesker har en anden opfattelse end en selv, hvad enten den er religiøs eller ikke. For nogle bliver det en kristen erkendelse af, at mennesket er syndigt og behøver nåde og tilgivelse, opofrelse og afkald. Andre opfatter tilværelsen hedonistisk, livet er her og nu, og det skal leves, så vi opnår mest mulig velvære, sundhed og velfærd. Begge dele har et subjektivt udgangspunkt om, hvad der kan være rigtigt eller forkert. Neutralt er det ikke.

Til alle tider har der været forestillinger om, at mennesket er i besiddelse af en særlig livskraft, eller udstyret med en særlig drivkraft. Vi møder den i nyere tid under betegnelsen vitalisme og ny-vitalisme. Vi møder tankerne under forskellige former hos mennesker som Nietzsche og Henri Bergson. Også danske forfattere har beskæftiget sig med emnet, og to af dem skal omtales her.

Den danske læge Severin Christensen hævdede, at livet er aktivt, aggressivt. Det stræber efter at gå ud over sig selv og sprænge sine en gang givne rammer. På det punkt er han i overensstemmelse med den franske filosofi Henri Bergson, der mente, at mennesket var udstyret med en livsdrift en ”élan vital”, ligesom han i nogen grad forstod Nietzsches udtryk ”vilje til magt”, men omformede det til en vilje til vækst. Severin Christensens samtidige og ven, skolemanden og psykologen C. Lambek, hævdede derimod, at menneske er konservativt af natur og drevet af selvopholdelsesdrift og forplantningsdrift. Han mente ikke, at den menneskelige natur rummede nogen speciel drift i retning af vækst. Lambek havde kontakt til den originale forfatter og psykolog, Ludvig Feilberg, der også skrev ud fra et vitalistisk syn. Der var således ved 1900-tallets begyndelse en individualistisk trend, der næppe havde sin oprindelse i erhvervsudvikling, snarere i interessen for den nye videnskab psykologi og for en personlighedsudviklende pædagogik. Den blev vel i Danmark også støttet af det folkelige og demokratiske gennembrud, landet oplevede disse år.

Christensen og Lambek kunne forenes i et liberalt, humanistisk syn på mennesket, udstyret med ret til fri udfoldelse, men også med forpligtelsen til selvdisciplin, en selvbegrænsning i sin udfoldelse, så man ikke gik andre mennesker for nær. Det udmøntede de i en etik, der er blevet kaldt retsmoralen, og hvis centrale indhold kan udtrykkes med: Du må ikke skade andre, og gør du det, skal du gøre godt igen. For Severin Christensen var udgangspunktet en erkendelse af, at mennesket nærer ulyst mod tab vil søger at undgå tab, og sker det, vil det søge erstatning. Det kan så vendes mod en selv, så man anerkender, at man ikke bare afholder sig fra at skade andre, men også yder en ækvivalent erstatning, når og hvis man gør det. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det, man modtager, og det, man yder. Der er for så vidt ikke noget nyt i det, for det er jo en levelære, der er almindeligt anerkendt i det almindelige og daglige samkvem mellem mennesker. Det er det, al udveksling af varer og tjenesteydelser i princippet bygger på. Det er en sekulær etik, uden religiøse over- eller undertoner. Eller man kunne sige en universel minimumsetik, som samfundet kan kræve af alle sine medborgere.  Hvad der ligger derudover af religiøs eller humanistisk begrundet altruisme kan ikke kræves af andre. Her afgør det enkelte menneske suverænt sin livsførelse. Ligesom Severin Christensen og Lambek skelnede Henri Bergson klart mellem de to former for etik, idet han talte om en lukket moral, pligtetik eller retsmoral, og en åben moral, personlig etik. Det nye hos Christensen og Lambek er derimod kravet om, at den lukkede etik, retsmoralen, skal gælde for al offentlig virksomhed, hvor magtelementet hidtil har været anset som grundlag for retten. At praktisere dette krav kan også i vore dage virke revolutionært og vil givet møde stor modstand, fordi det indebærer en begrænsning af de offentlige organers opgaver og magt, og dermed politikernes ret til at gøre præcis, hvad de har magt til. Det er tydeligst i de autoritære stater, også i vore dage, men det er også et demokratisk problem.

 

Det offentlige livs etik

Der er i europæisk tænkning en statskritisk tradition, der begrænser statens og al anden offentlig virksomhed, så den tvinges til at leve op til nogle liberale og humanistiske krav. Udgangspunktet for denne tænkning er den erfaring, at statens har været et undertrykkende element i samfundet. Statens oprindelse ligger i jordejendom, hvor store jordbesiddere og efterhånden kun kongerne var stærke nok til at undertrykke andre, men også være den instans, der var i stand til at stifte ret og beskytte samfundets svageste. Beskyttelse og undertrykkelse er gået hånd i hånd. Det er det undertrykkende element, den statskritiske tradition især hæfter sig ved, og den bliver en del af grundlaget for de menneskerettigheder, der skal sikre de enkelte borgeres ejendom og den handlingens frihed, der indebærer ret til frit at udfolde sig, tro og tænke og ytre sig, som man vil. Med den selvbegrænsning, der ligger i hensynet til andre.

Severin Christensens og C. Lambeks etikbegreb fornyr den statskritiske tradition ved at begrunde grænser for statsmagten, så den afgrænses til de opgaver, der anses for at være af fælles interesse. Deres etikbegreb indskrænker ikke den offentlige virksomhed til kun at værne de traditionelle menneskerettigheder, sådan som man forestillede sig i nattevægterstatens tid, hvor staten skulle værne den etablerede ejendomsret for dens få besiddere. Deres etiske opfattelse rummer et angreb på den etablerede ejendomsret, sådan som vi lemfældigt opfatter den med dens mangel på respekt for den enkeltes arbejdsindsats og beundring for forretningsverdenens grådighed og smartnes. Deres begreb om ejendomsret er klart knyttet til det personlige arbejde, og de afviser de indkomster, der skyldes andres arbejde og især samfundets udvikling.

Severin Christensen forestillede sig i sin bog Retsstaten – en fremstilling af det offentlige livs etik fra 1911, at man objektivt kan beskrive, hvad der er offentlige fællesopgaver, og at de var ret få. Det er heller ikke udelukket, at man kan gøre det med et filosofisk udgangspunkt, og konstatere et fælles behov for sikring af landets territorium, borgernes retssikkerhed, herunder forsvar for menneskerettighederne, og endelig samfundets infrastruktur, bl.a. veje, lufthavne, sundhedsvæsen osv.. Det vil næppe være tilstrækkeligt i dag at indskrænke diskussionen hertil, fordi der er skabt en tradition for, at det offentlige påtager sig en lang række opgaver, og hvor ”alle mennesker” f. eks. ønsker et godt sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen samt en sikkerhed for et hæderligt liv for blandt andet de svageste i samfundet.

Der vil altid være brug for en diskussion om, hvilke opgaver det offentlige skal påtage sig, og hvilke der må overlades til borgernes individuelle eller kooperative indsats. Men det er jo ikke denne diskussion, der ligger bag talen om nulvækst, plusvækst eller minusvækst. Det er i virkeligheden en diskussion uden mening, for den handler mere om, hvor godt eller hvor mindre godt det offentlige skal løse sine opgaver, dvs. vil sige, hvor hurtigt de ansatte ”skal løbe”, og om hvilke af de svageste grupper der skal svigtes. Med andre ord, hvor meget må de offentlige funktioner koste, og det er naturligvis altid noget, man skal være opmærksom på. Men diskussionen skal også forstås som, hvor meget kan man få de forskellige vælgergrupper til at bidrage solidarisk til opgaveløsningen.  Med andre ord, hvem og hvor meget kan man pålægge hinanden at betale i skat.

Men ved siden af det økonomiske aspekt er det et andet, som også har at gøre med det offentlige livs etik, nemlig hvor skal afgørelserne træffes, og om de offentlige opgaver skal opfattes som service, man kan gøre krav på, eller om de skal opfattes som en del af en fælles opgaveløsning, som alle kan deltage i. Det er et demokratisk problem.

I de sidste par årtier er der sket en særlig centralisering af de offentlige opgaver, dels hos den overstatslige myndighed, EU, dels hos staten. Det gælder bl.a. på uddannelsesområdet, også andre. Et hensyn kan være ønsket om en vis national ensartethed i den offentlige service, så kommunerne ikke spiller sig ud mod hinanden. Og det kan være forståeligt, men man betaler med en svækkelse af den demokratiske proces. Opgaveløsningen overlades til de enkelte styrelsers embedsapparat. Den enkelte vælger mister indflydelse, og det politiske liv har udviklet sig på en sådan måde, at folketingsvalgene kommer til at dreje sig om mærkesager. Man giver sin stemme på en eller anden sag, som er oppe i tiden, og godkender i tilgift en hel masse andre beslutninger på områder, hvor man ellers ikke ville støtte det pågældende parti.

Det harmonerer ikke med en individualistisk tidsalder, at afgørelserne flyttes væk fra dem, de vedrører. Den centralisering, der er i gang, er undertrykkende og selvundertrykkende, for ingen vælger kan være uvidende om, at hun eller han giver noget af sin integritet fra sig. Det er en udvikling, der skal vendes. Den individualistiske kultur, vi er på vej ind i, rummer ikke bare handlingens frihed, men også ansvarlighed og medansvarlighed, og det stopper ikke ved en behagelig følelse af at have betalt sin skat – måske endda med en vis glæde, en forestilling, som er blevet godt forkvaklet af den moderne velfærdsstat af den falske solidaritet, der består i at tilgodese egne vælgergrupper og lade andre betale med en appel om gensidighed. Frihed, ansvar og medansvar kræver stillingtagen og engagement. Et endemål for den individualistiske kultur må være selvovertagelse eller løsning gennem interessegrupper, samtidig med at de offentlige opgaver i videst muligt omfang bliver fælles problemløsning. Hidtil synes individualismen ikke at have medført nogen større tendens til selvovertagelse eller kooperativ overtagelse. Den privatisering, der er foregået, har mere været nogle politikeres bestræbelser på at støtte egne vælgergrupper. At den så på mange måder har været et positivt træk, er en anden sag.

Et virkelig positivt træk er udviklingen af de mange frivillige grupper, ikke bare for deres indsats på de forskellige institutioner, men også fordi de vidner om engagement og offervillighed.  Denne frivillighed kan aldrig blive en indsats, som de offentlige institutioner kan kalkulere med. Hverken stat, region eller kommuner kan gøre krav gældende om personlig indsats, og frivilligheden ligger helt uden for den gensidighedsetik, som Severin Christensen og C. Lambek beskrev som retsmoralen. De offentlige institutioner skal betjenes sagligt og professionelt. Det bør der ikke være tvivl om.  Men der er næppe tvivl om, at det hæver det kulturelle niveau, når der er mennesker, der tilsidesætter personlige hensyn og gør noget for andre. Man kan bare ikke stille krav om det. Derimod kan man kræve, at mennesker så vidt muligt skal have mulighed for selv at betrygge deres tilværelse. Men det er noget, som nogle har lettere ved end andre, og hvis vi skal videre i den diskussion, må vi inddrage de sociale forskelle i samfundet.

 

Henry George

Her virker den amerikanske skribent Henry George mærkeligt moderne til trods for, at det snart er 140 år siden, han skrev sit hovedværk ”Progress and Poverty” (dansk udgave ”Fremskridt og Fattigdom”). Det hænger sammen med, at han ikke tager sit udgangspunkt i hensynet til bestemte grupper i samfundet, men bygger på sine iagttagelser over nogle generelle kræfter i et samfund under udvikling. I dag huskes Henry George nok mest for tankerne omkring jordbeskatning, men denne skal kun opfattes som et middel i bestræbelserne på at imødegå den ulighed, som udviklingen skaber.

Nok så væsentligt er det, at man ikke overser Henry Georges ulighedsteori. Han gjorde den iagttagelse, som enhver anden overalt kan gøre, at jordens værdi er betinget af udviklinger i samfundet. Tekniske fremskridt, befolkningstilvækst, politiske tiltag medfører alle stigende jordpriser. Henry George iagttog, hvorledes jernbanerne og tilflytningen til byerne skabte betydelige formuer som følge af, at jordpriserne steg. Og det uden, at ejerne leverede nogen arbejdsindsats. Det samme kan iagttages i dag, både herhjemme og i udlandet. Tilflytningen til byerne og affolkningen af landområderne skabes nye store formuer, mens andre formindskes. Det sammen sker ikke mindst i udviklingslandene, hvor der er en kolossal byvækst med tilsvarende arbejdsfrie formuer til følge. Henry George fandt heri årsagen til den udbredte fattigdom. Selv om vi i vor del af verden er i stand til at foretage en vis økonomisk udjævning gennem indkomstbeskatningen og de sociale velfærdsgoder, har vi ikke været i stand til at afskaffe fattigdommen og udjævne forskellene i befolkningen. Vi har kun været i stand til at sløre billedet.

Henry George så meget optimistisk på jordværdibeskatningen, der på dansk har fået betegnelsen grundskyld, som et middel til at bedre erhvervsmulighederne og velfærden i samfundet. I dag vil vi i højere grad fokusere på den som et middel til at stabilisere samfundsøkonomien ved at bekæmpe spekulation og som et middel til at udjævne de økonomiske forskelle. Men uanset hvilke praktiske fordele denne beskatningsform har, så er det væsentligst også at fremhæve den etiske side, at den afskaffer nogle arbejdsfrie indtægter og arbejdsfri formuedannelse – og dermed også skaber den ny respekt om det enkelte menneskes arbejdsindsats.

I vore dage nyfortolker vi de georgeistiske principper i lyset af ændrede samfundsformer, formulerer en ny-georgeisme, om man vil.

Udgangspunktet vil stadig være den kendsgerning, at udviklingen medfører stigende jordværdier, ligesom det etiske udgangspunkt er det samme, at værdier skabt af fællesskabet naturligt tilhører alle.

Men vi vil nok fokusere mere på den oprindelige georgeismes konstatering af, at den private tilegnelse af jordværdierne skaber en ulighed, som det moderne samfund ikke kan bære.

Både i den industrielt udviklede del af verden og i u-landene oplever man en vækst af byerne, både som følge af ændringer i flyttemønster, industrialisering og befolkningstilvækst. Det skaber store arbejdsfrie formuer og dermed øget ulighed.

En jordværdibeskatning aktualiseres som en beliggenhedsafgift, der er med til at finansiere udbygningen af infrastrukturen. Den tager hensyn til de områder, der affolkes, eller som er tyndt befolkede, og man løser problemet med, at overskud fra virksomheder kan føres fra det land, hvor overskuddet er opstået, til lande med lavere beskatning.

Dermed kan man vel også bidrage til at ændre opfattelsen af boligen fra et være et spekulations- og investeringselement til at betragte den som rammen om en tryg tilværelse. Normalt anser man det som en fordel, at lønninger og priser holdes i ro, men når det gælder jord og anden fast ejendom, jubler man, hvis priserne stiger, og sælgerne tjener penge – til skade for de unge førstegangskøbere. Det kan naturligvis skyldes, at grundpriserne er en god indikator for udviklingen i samfundet. Går det godt økonomisk, stiger grundprisen. Men det kan også skyldes, at jord er et ret sikkert spekulationsobjekt, idet man overser, at de penge, der investeres her, ikke kan bruges til investeringer i en øget produktion.

Politikerne bliver nødt til at erkende, at vi ikke kan komme videre med velfærdspolitikken med de gængse fordelingsmekanismer. Man bliver nødt til at gribe ind mod den udviklingsbetingede formuedannelse, vel vidende, at man er oppe mod meget stærke kræfter, dels i form af de erhvervsvirksomheder, der sidder på de velbeliggende og derfor dyre byggegrunde, dels i form af de små husejere, der udgør en betydelig del af vælgerkorpset. Vi har jo allerede en del kommunal grundskyld. Det skal erkendes, at den ikke er populær, især ikke hos de små skatteydere. Noget skyldes nok, at de jævnligt får tudet ørerne fulde af forestilling om, at grundskylden driver folk fra hus og hjem. Meget skyldes måske, at den er synlig. Men ved præcis, hvad man betaler i skat. Al anden skat er mere eller mindre usynlig. Man tænker ikke så meget over, at hver gang man køber for 100 kr., betaler man 20 kr. skat (moms), og kildeskatten, der opkræves sammen med lønindtægterne, skjuler sig også snildt bag den rene interesse for, hvad der faktisk står på lønkontoen. Man overser det i store billede, at de allerfleste vil have en fordel af, at skat flyttes fra indkomst til grundskyld.

Georgeismen har også et globalt sigte, dels fordi jordejendommen i landbrugsområderne i udviklingslandene er koncentreret på meget få hænder, dels fordi urbaniseringsprocessen skrider så hastigt frem her. En jordbeskatning her vil fremme en bedre fordeling af landbrugsjorden, og den vil medvirke til at fjerne ghettoområderne i byerne og bidrage til at betale for udviklingen af infrastrukturen.

Globalt sigte har også de georgeistiske tanker om frihandel. Hvis man tidligere har anset frihandel for at være de økonomisk stærke nationers mulighed for at øge konkurrenceevnen, skal vi fremover se frihandel som dels forbrugernes middel til at få de bedste og billigste varer frem, dels de økonomisk svage landes mulighed for at komme ind på de mere forbrugende markeder. Frihandel skærper den globale bevidsthed, og globaliseringen må resultere i en naturlig international arbejdsdeling, og den opnås ikke ved at de økonomisk stærke lande særbehandler sig selv.

Et element i Henry Georges forfatterskab, som der ikke hidtil har været så megen fokus på, er hans påstand om, at forudsætningerne for fremskridt er samarbejde i frihed. Det var måske også en af årsagerne til, at så mange andelsfolk i sin tid gik ind for georgeismen. Men den kooperative tanke har hidtil haft svære vilkår under individualiseringen og globaliseringen. De senere års privatisering har næsten udelukkende gavnet enkeltmandsfirmaer og især aktieselskaber. I fremtiden kunne man godt tænke sig, at kooperative foretagender kommer til at danne den nødvendige modvægt mod de stærke private virksomheders dominans. Man skal i hvert fald være opmærksom på de nye samarbejdsformer, som man forsøger sig med i lande, der søger at praktisere den i vore øjne selvmodsigende ”socialistiske markedsøkonomi”. Om ikke andet så fordi, den med tiden kan påføre den vestlige markedsøkonomi en stærk konkurrence.

Man kan betragte georgeismen som en ideologi, men man kunne også betragte Henry Georges erfaringer omkring udviklingen i USA i 1800-tallet som nogle konstateringer, der kan gøres andre steder, og som derfor har almen værdi.

Dem koblede han så med sin stærke kristentro og den kristne etik og kom frem til et effektivt middel til at modvirke ulighed og fattigdom. Når man kan tale om en ideologi, hænger det sammen med, at han ser sine tanker i sammenhæng med den vestlige verdens forestillinger om frihed, lighed og broderskab. Det er vigtigt at fastslå, at hans tanker ikke knytter an til særlige erhvervsgrupper og økonomiske interesser. De rummer både individuel frihed og solidaritet med forståelse af fællesskabets muligheder og vilkår. Dermed er disse principper et seriøst og moderne bud på løsningen af mange af de problemer, som nutidens individualisme står over for, når den skal forbinde den personlige udfoldelse med behovet for udvikling af den sociale faktor, samarbejde og solidaritet.

 

Virkelighed og virkeligheder

Man kan godt forvente, at disse synspunkter bliver mødt med den sædvanlige, lidt primitive og defensive, argumentation: Det kan ikke lade sig gøre. Det er virkelighedsfjernt. Det skal villigt erkendes, at de støder an mod den politiske virkelighed for tiden. Men det er en virkelighed, der kan ændre sig.

Der er en anden virkelighed, der er nok så alvorlig, og som er sværere at tackle: Tidens globale udfordringer, den nye individualisme, de dybe sociale og økonomiske skel i samfundet, den lave etiske standard og manglen på visioner. Der er en virkelighed, der skal laves om, og det kan ske med de midler, der her er peget på.

Det kræver mod til nytænkning. Manglen på den er den første virkelighed, der skal angribes.

Det kan godt være, vi gerne vil bevare det Danmark, vi kender. Det gør vi vel bedst ved at udvikle det kendte i retning af et Danmark, vi holder af.

 

jun 16

Årene efter Hannibal Sehested

Reformerne virkede

Christoffer Gabel (1617-73), der i 1664 blev optaget i adelsstanden og udnævnt til  geheime-etats-og kammerråd, samt statholder, havde erobret magten efter Hannibal Sehested. Allerede da han var en snes år gammel blev han finansminister hos ærkebispen af Bremen, en stilling han fortsatte med at varetage, også efter at bispen var blevet kong Frederik III. Af sin egen søn er han blevet rost som en mand, for hvem kongen og han selv var et og alt. Det var en ret præcis beskrivelse, for Gabel kæmpede hele livet  for kongens fremgang og for sin egen. Nu gjaldt det for ham kun om at bevare det vundne.

Straks efter magtovertagelsen gennemførte Gabel sin hollandske politik. I 1666 blev der sluttet en alliance med Holland, skønt Hannibal Sehested nogle år forinden havde været på en diplomatisk mission til England og Frankrig, men nu var rollerne byttet om. Danmark skulle ifølge aftalen have subsidier, men de var ret beskedne. Den engelske gesandt mente at vide, at det hele  var kommet i stand, fordi hollænderne havde ladet 40.000 rigsdaler gå i Gabels lomme. Forbundet førte til gengæld til åben krig med England.

De udenlandske gesandter forsikrede tit og ofte, at det var Gabels uduelighed, som var skyld i det, men bag disse begivenheder lå den kendsgerning, at Hannibal Sehested havde satset på et tættere samarbejde med England, men denne satsning havde lidt nederlag og dermed bidraget til hans fald. Den svenske diplomat Sten Bielke, der besøgte Danmark i 1666, har givet en skildring af forholdene ved hoffet på den tid: ”Ved hoffet fandt jeg ellers temmelig stor konfusion, så at der blandt ministrene ingen enighed var.” Den hollandske flåde klarede imidlertid sagen for os, så englænderne ikke fik krummet ret mange hår på danske hoveder, og i 1667 kunne vi slutte fred uden gevinst og uden tab.

Reformernes virkning

Efterhånden havde tiden nogenlunde lægt Karl Gustav-krigenes sår. Næringslivet var kommet på fode. Mange ødegårde var blevet besat, nedbrændte bygninger erstattet af nye, marker taget i drift, og nye besætninger anskaffet. Handelen var igen kommet godt i gang, og livet på land og i by havde antaget normale former. Dertil kom, at året 1668 blev et usædvanligt godt år.

Præsten Anders Hjørring gav sin forundring frit løb: for få år siden havde landet været så ødelagt, at man næppe troede, der ville komme gode tider igen, ”men kære, kom nu hid og skue Guds gerning i dette 1668-år. Her udi København, hvor alting for dette land er dyrest, kunne af dette års høst købes en tønde rug for 5 mark, og udi landet og de andre provinser blev en tønde rug og byg solgt og købt for 3 mark.” Kvæg ”var så billig i pris, at man kunne købe en temmelig god ko eller kvie til at slagte for 6 sletdaler og et et ret godt slagtenød for 12 sletdaler, som udi belejringen kostede 100 sletdaler.”

Mange andre ting undrede Ander Hjørring: ”Kældrene finde vi fulde af ædende varer, lofterne over fulde af korn, rug og ærter, bryghuset med kamre og lofter fulde af malt og korn, og det store, vide loft over Børsen fuld af rug, korn, hvede, ærter, malt, havre og hvad til fornødenhed udkræves.” Ligeledes bemærker Hjørring, at officererne ”få deres rigtige sold og blive ærlig holdne, fast til forundring for alle.” På samme måde får flådens folk deres betaling, ”alle betjente og soldnere, gejstlige og verdslige at bekomme fornøjelighed.”

Disse udtalelser siger ikke så lidt om forholdene nogle år efter krigene og nogle få år Hanibal Sehested jordreformer. Men den gode Anders Hjørring forbinder ikke den synlige velstand med de reformer, som Hanibal Sehested havde gennemført. Det gør historikeren Gunnar Olsen, der er kilden til denne beretning, heller ikke, skønt man skulle mene, at sammenhængen er påfaldende.

Efterhånden fik Christoffer Gabel mange modstandere, og da Frederik III døde den 9. februar 1670, mistede han sin væsentligste støtte og måtte fortrække. Det skete i april 1670. I maj dannedes et nyt Geheimeråd. Peder Schumacher blev dets sekretær; dermed var han placeret i begivenhedernes centrum, og hans virke mindede ikke så lidt om Sehesteds.

Disse år var nemlig på ingen måde udelukkende præget af kampen om magten. På mange områder blev der udfoldet en stærk aktivitet, og der er ingen tvivl om, at Schumacher stod bag det meste. Statsfinanserne saneredes, hartkornsskatterne blev sat ned, Hoffets udgifter begrænsedes. Den hvervede hær reduceredes, til gengæld oprettedes et nationalt rytteri af unge udskrevne bønderkale. En betydelig gevinst tilfaldt adelen – det var næppe Schumacher, som stod bag – idet den fik skattefrihed for hovedgårdens jord. Dermed var forholdene lagt til rette for et adelsvælde, der i 1700-årene gjorde godsejernes fæstebønder retsløse.                                                

                                                 

                                            

jun 16

Enevælden konsoliderer sig

Christoffer Gabels Magtperiode

Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet. Det skete 4 dage efter, at Hannibal Sehested for stedse havde forladt København. Man har set en sammenhæng mellem de to begivenheder, for Sehesteds forsvinden betøde ikke bare en sejr for Christoffer Gabel, men også en sejr for den uindskrænkede enevælde, som den kom til udtryk i Kongeloven. Sehested havde utvivlsom været stærkt medvirkende ved forløberen for enevældens indførelse, nemlig vedtagelsen af Enevoldsregeringsakten i januar1661, men hans mål havde åbenbart ikke været den enevælde, der blev arveregeringens følge.

Udarbejdelsen af Kongeloven tog sin tid. Allerede kort tid efter arveregeringens indførelse havde Frederik III fundet det ønskeligt at få denne og enevælden lovfæstet. Flere retslærde gav deres bud, men ingen af dem vandt gehør hos kongen. Han fandt forslagene for uklart formulerede. Derfor over overlod han det videre arbejdet til den unge Peder Schumacher, der i løbet af sommeren  1665 gjorde den tekst færdig, som kongen kunne godkende. Bag Schumachers og han forgængeres arbejde lå der en lang tids udvikling inden for de europæiske statsretslige teorier, der fremhævede den stærke, udelte statsmagt som den ideale styreform.

Kongeloven beskæftiger sig først og fremmest med forfatningen, dvs. med kongens pligter og rettigheder. Kongens pligter var få. Han skal dyrke Gud efter dennes egne ord og den Augsburgske Trosbekendelse; han skal holde landet udelt – han måtte ikke udstykke det til sine børn; og han må ikke forringe sin egen enevoldsmagt. Hvis nogen konge gjorde det dette sidste, skulle hans efterfølgere på tronen betragte det som ugjort.

Rettighederne er flere, ja faktisk altomfattende. Kongeloven fastslår, at kongen for undersåtterne er er det øverste hoved på Jorden. Han er den øverste dommer i alle kirkelige og verdslige anliggender, og hævet over alle verdslige love; hans domme kan ikke appelleres, undtagen til Gud. Dertil har kongen den øverste, totalt ubundne lovgivende magt; og det præciseres, hvis nogen skulle være i tvivl, at han efter forgodtbefindende kan udstede, ophæve eller ændre enhver lov, og han kan undtage hvem, eller hvad han vil, fra alle love. Kun èn lov kan han ikke ændre: Kongeloven selv, for den skal være urokkelig.

Kongen kan endvidere udnævne og afsætte alle embedsmænd. Han har øverste våbenmagt, han kan erklære krig, slutte fred og indgå forbund. Ligeledes kan han, som det passer ham, pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder,”thi som bekendt kan man ikke have fred uden våben, ikke våben uden løn, og ikke løn uden skatter.” Kongen er kirkens og gejstlighedens øverste styrer og leder alt, hvad der vedrører gudstjenesten. Kongeloven indeholder desuden bestemmelser om en formynderregering, om kongens regeringstiltrædelse, om hans husret og om arvefølgen, Hvad det sidste angår er hovedreglen, at mænd altid skal have arveret frem for kvinder, og mænds afkom frem for kvinders afkom. Endelig indeholder loven bl.a. en advarsel for ministre, som tillister sig noget af kongens magt; de skal straffes som majestætsforbrydere, hedder det.

Enevælden var nu sikret, og man kunne tro, at denne triumf for Frederik III, Christoffer Gabel og de øvrige svorne tilhænger af den absolutte enevælde straks skulle forkyndes for alverden. Men det blev ikke sådan. Kongen underskrev Kongeloven i november 1665, hvorefter den blev lagt under lås og lukke. Frygtede kongen, at den skulle virke for prokerende på undersåtterne, eller turde han ikke lade dronning Sofie Amalie se den, fordi hun efter lovens paragraffer kunne udelukkes fra en eventuel formynderregering. Da Gabel opfordrede kongen til at lade loven offentliggøre, skal han have svaret: ”Lad mig have husfred med dronningen.”