Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
jan 25

En ny økonomisk orden

Amerikas Forenede Stater ragede i 1945 højt op over alle andre lande i både militær og økonomisk henseende. Det skyldtes, at landet i modsætning til de andre stormagter var gået styrket ud af 2. Verdenskrig. Derfor havde en ny selvbevidsthed udviklet sig i landet efter 30`rnes ydmygende depression. USA var nu blevet verdens politiske og økonomiske centrum, og det blev markeret ved, at et nyt verdensøkonomisk system i sommeren 1944 blev organiseret omkring dollaren på en international konference i Bretton Woods i New Hampshire. Her blev grundlaget for både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond lagt. Selve planen var blevet udarbejdet i det amerikanske finansministerium under Harry Dexter Whites formandskab, og tanken var, at de to organisationer skulle ophjælpe og styre verdens pengevæsen uden en overstatslig myndighed. I 1946 blev det besluttet, at begge organisationer skulle have hovedsæde i Washington, og begge steder blev USAs indflydelse stor og i mange tilfælde afgørende, fordi stemmerne blev vejet efter indskud, og USA tegnede sig fra begyndelsen for en tredjedel af aktiekapitalen. Danmarks andel blev på 0,86 pct.
Verdensbanken hed oprindeligt Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), hvis opgave var at finansiere genopbygningen af de krigshærgede lande efter 2. Verdenskrig. USAs regering, dvs. USA’s præsident, udpegede præsidenten for banken, og det har han gjort siden, men de europæiske lande har også en vis indflydelse. De pressede således i 2007 Paul Wolfowitz ud af embedet efter et regulært oprør blandt Verdensbankens ansatte. Efter en godkendelsesprocedure i banken bestyrelse udnævnte George W. Busch så Robert Zoellick, der sad i embedet til 2012. Den nuværende præsident hedder Jim Yong Kim. Han er samtidig formand for Rådet af Udøvende Direktører, hvoraf de fleste sammen med deres medarbejdere er beskæftiget på deres kontorer rundt om i hele verden.

Praktisk talt er alle verdens lande medlemmer af Verdensbanken. I hvert fald står 188 lande opført på bankens medlemsliste, også de store lande Kina, Indien, Brasilien og Rusland nævnt i den omfattende medlemsliste. Principielt betaler medlemslandene bidrag efter evne.

I vore dage er det Verdensbankens opgave at bekæmpe fattigdom i u-landene ved at yde lån til projekter til en rente nær markedsrenten. Forskellige underorganisationer påtager sig særlige opgaver. Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der blev dannet i 1960, formidler bistand i form af rentefrie lån og gaveydelser til de allerfattigste lande. Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder, der arbejder i u-lande, mens Det Multinationale Investerings Agentur (MIGA) tegner forsikringer mod politiske risici i forbindelse med de private investeringer. Endvidere omfatter Verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling, hvis der opstår uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande. I 2005 stilledede IBRD og bankens forskellige underorganisationer lån, gavebistand og garantier til rådighed for knap 30 milliarder dollars. Dette beløb var ifølge bankens årsrapport for 2014 vokset til 65,6 milliarder.

IBRD og IFC skaffer midler til deres aktiviteter ved optagelse af lån på de internationale pengemarkeder, mens IDA får sine midler gennem tilbagebetalinger af udlån, bidrag fra ca, 40 donorlande og overførsler fra IRBD`s overskud. Garantikapitalen i MIGA stilles til rådighed af medlemstaterne.

I 2014 tegnede IBRD sig for 18,6 milliarder, IDA for 22,2 md., IFC for 22 md., mens MIGA og endnu en organisation, ICSID, stod for resten af de i alt 65,6 milliarder dollars.

Verdensbanken har fra tid til anden været udsat for kritik og er blevet beskyldt for at fremme særlige amerikanske interesser i sin udlånspolitik. Da banken for en del års siden afholdt årsmøde i København, blev den således mødte med de voldsomste demonstrationer, Danmark havde oplevet siden Anden Verdenskrig. Men i vore dage er der faldet ro om Verdensbankens arbejde.

jan 25

Den Internationale Valutafond (IMF)

Under den verdensomspændende depression i 1930`rne brød den internationale samhandel sammen. I de vestlige lande indførte man handelsrestriktioner i form af toldbarrierer og importkvoter. Samtidig begrænsede man i de enkelte lande borgernes muligheder for at eje udenlandsk valuta.

Ved det før omtalte møde i Bretton Woods i 1944, hvor repræsentanter fra de allierede lande under verdenskrigen mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde, besluttede man også at oprette en international valutafond, der i tiden fra sin formelle start to år senere havde 29 medlemmer.

Organisationens opgave var at overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel. Ud fa disse forudsætninger påtog IMF sig at styre det globale finanssystem. Et af IMFs redskaberne var at låne penge ud til lande, der havde problemer med underskud på betalingsbalancen, og det havde flere lande i årene efter verdenskrigen, også Danmark. Derfor optog Trekant-regereing i årene 1957-60 et lån i IMF for at afhjælpe problemet, og dette sammen med andre kloge foranstaltninger førte til, at Danmark i 1960 kunne præsentere et betydelig overskud i vores samhandel med udlandet.

I den periode tilsluttede Danmark sig EFTA, Den Europæiske Frihandels Sammenslutning, sammen med Storbritannien, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961 og Island i 1970. Med frihandelen omfattede kun industrivarer, der som følge af øget konkurrence blev betydeligt billigere. Danmark og England udtrådte i 1973 ud af EFTA som følge af medlemskab af EF.

IMFs går også i vore dage ud på at yde hjælp til lande, der har svære økonomiske problemer. Til gengæld for lån og rådgivning forpligter de pågældende lande så til at iværksætte politiske og social reformer efter IMFs anvisninger. En række lande har fået hjælp fra valutafonden på de givne betingelser. Men f.eks. Island valgte at løse sine problemer på egen hånd, mens et andet yderpunkt, Grækenland, har modtaget hjælp fra både IMF, Den Europæiske Centralbank og fra Tyskland. Hvordan det vil ende for det forarmede land, ved vi endnu ikke.

Fra sin oprettelse i 1946 var en af IMF`s opgaver at forsøge at opretholde et system af faste  valutakurser med dollaren som dominerende valuta, som på sin side var bundet til prisen på guld, men da USA i 1971 gik fra guldet, brøde Bretton Woods systemet sammen. Siden har valutakurserne mellem USA og de største valutaer i verden været flydende, men alligevel ret stabile.

Men ved udbruddet af den internationale økonomiske krise var situationen pludselig en helt anden. De store spillere var nu Centralbankerne i USA og i EU, men også, Wall Street, Regeringen og Kongressen i USA spillede med. Det samme gjorde Kommissionen i EU.

Nu gjaldt det om at forhindre et totalt sammenbrud i verdensøkonomien

IMF`s ledelse hører ligesom Verdensbanken hjemme i Washington, og organisationen har  188 medlemmer Den ledende direktør kommer sædvanligvis fra Europa. Der har der været en del kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de de attraktive og indflydelsesrige poster i organisationen vil måske åbne op for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning. Siden den 28. juni har Christine Lagarde fra Frankrig været direktør for IMF. Danskeren Poul Thomsen er vicedirektør for IMF`s europæiske afdeling.

Som det fremgå af ovenstående fremstilling blev den nye økonomisk orden til gennem  to store nydannelser. På den måde troede de deltagende lande, at de kunne sikre frihandel  i verden, men det viste sig hen ad vejen, at mange og til sidst store vanskeligheder kom på tværs.

jan 25

Kineserne kommer

Den 8. januar 2015 bragte Politiken en kommentar fra avisens Asienekspert Flemming Ytzen om de nye markedsaftaler i Asien Heri redegør Ytzen for de seneste hjælpeprogrammer og markedsaftaler, som Kina har fået bragt i hus, og sammenholder dem med tidligere aftaler. Det fremgå af redegørelsen, at Kina hermed er blevet en betydelig økonomiske medspiller på verdensplan.

Her ved indgangen det nye år meldte den kinesiske regering ud, at den ville hjælpe Rusland ud af rublens frie fald, som de vestlige landes sanktioner og olieprisernes nedtur havde forårsaget. Som betaling forventede Kina sikre og langvarige leverancer af olie og gas fra Rusland. Måske kan der så senere blive tale om kinesiske selskabers investeringer i nogle af Sibiriens rige råstofforekomster. Håndsrækningen til Rusland kom kort tid efter, at Beijing havde udstedt massive hjælpepakker til Venezuela og Argentina.

Men Kina gør sig også gældende på andre områder. I oktober 2014 var kineserne således initiativtageren til oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank, AIIB, der omfatter 21 asiatiske lande. Blandt dem er også de to traditionelt Kina-skeptiske lande Indien og Vietnam som stiftende medlemmer. Tidligere på året på året blev verden vidne til oprettelsen af Den nye Udviklingsbank, NDB, hvor Kina fik sine partnere i Brik-gruppen med. Dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

I forvejen eksisterer Den Asiatiske Udviklingsbank, som er japansk domineret, samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som blev oprettet i 1945 med henblik på genopbygning og økonomisk udvikling efter 2. Verdenskrig. Begge institutioner hører hjemme i Washington og har været domineret af USA i næsten hele deres levetid. Meget tyder på, at de gennem de senere år er de blevet mere flerstrengede.

AIIB handler formentlig om at levere et modspil til den frihandelsaftale, som er under udarbejdelse mellem USA og Japan. Dette Trans-Pacific Partnership er et forsøg på at binde amerikanske og Japanske interesser sammen, men er stødt på modstand fra japansk side. Et lignende forsøg på at binde USA og Europa sammen i en stor frihandelsaftale kan også have spillet ind.

Ved sin oprettelse af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Dette tilbud vil dog næppe blive accepteret i nærmeste fremtid, men at der vil blive mere konkurrence mellem de forskellige systemer i årene, der kommer, er der vist ingen tvivl om. Ret så vigtigt er det derfor, hvordan parterne forvalter deres indflydelse.

dec 7

George` sidste kamp

Et par af Henry George` velstående venner havde nogle år, inden George` opgør med Spencer, stillet midler rådighed for ham, så han kunne hellige sig  udarbejdelsen af sin `Socialøkonomi`, men George måtte tage dette opgør. Han måtte også deltagelse i præsidentvalgkampagnen til fordel for Demokraten W. J. Bryan. Men det var især præsident Clevelands indsættelse af militæret mod en jernbanestrejke i Chicago, der for alvor bragte George` sind i kog.

    George bebrejdede ikke jernbanearbejderne, at de havde ødelagt lokomotiver, sat ild til remiser og meget andet, tværtimod forsvarede han dem, og skønt guvernøren Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der støttede ham, men det gjorde George med følgende svada:

     ”Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget, som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det er den `ordenens opretholdelse`, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

     Men George kunne også tage sig af løsning af praktik-økonomiske vanskeligheder. Det gjorde han, da et stort jernværk, som en af hans venner havde interesser i, bad ham om råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den over for at måtte lukke og sætte 500 arbejdere på gaden.  George rådede ejerne til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nød-penge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog – og som blev indløst i løbet af par år, hvorved problemerne blev løst.

     I november 1897 skulle der igen være borgmestervalg i New York, og denne gang var det udvidet til at omfatte hele kæmpebyens område. For de progressive kræfter gjaldt det om at finde en demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som samlingsmærke for folket. Det viste sig  ret hurtigt, ar der kun var et navn der kunne komme på tale: Henry George`. George holdt sig dog længe tilbage. Lægerne advarede og sagde, at det ville blive den visse død, mens andre slog på, at det ville betyde en alvorlig afbrydelse i hans arbejde med `Socialøkonomien`. Men trods alle advarsler og besluttede George at tage kampen op, en beslutning, som hans hustru Annie bakkede op om. Til vennernes advarsler sagde hun bl.a.: ”Beslutter han sig til at tage kampen, kan jeg intet gøre. Jeg skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår for at styrke og opildne ham.”

    Valgkampen blev af uhørt voldsomhed og strakte sig over tre uger. Folk kom rejsende langvejs fra bare for at være med i dramaet. George selv syntes at få  livskraft på ny, trods sin svage fysik. 3-4 daglige vælgermøder var det almindeligt. På hans banner stod der: Retfærd Frihed Lighed.

     Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. Fire dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget, og da  han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Næste morgen var han død.

     Hans død lige før valget vakte naturligvis stor opsigt. Selv modstandernes blade brugte store ord  for at udtrykke deres beundring og respekt. Et af dem skrev: ”Han var mere end en valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som sandhedens apostel – for sandheden, som han så den – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

     ”Hans ligfærd gennem New York blev fulgt af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed, altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd”. Sådan skrev Jakob E. Lange i sin fremragende bog  HENRY GEORGE  Socialøkonomen – Reformatoren – Tænkeren – fra 1937.

dec 3

Pænt tak til Pihl (K) for invitationen. Der er sandelig behov for nytænkning omkring beskatningen af ejendom

Søren-Michael Pihl, konservativ folketingskandidat, efterlyser i Den korte Avis den 20. november nytænkning omkring beskatning af ejendom. Det er yderst prisværdigt – og nødvendigt. Men det forslag, som Søren-Michael Pihl præsenterer (avancebeskatning), er hverken nyt eller tilstrækkeligt.

For at nå frem til en retfærdig og effektiv ejendomsbeskatning er det nødvendigt at se på de problemer, eller snarere katastrofer, der er indbygget i det nuværende system.

  1. Det fører til boligbobler, der udløser økonomiske kriser.
  2. Det gør køb af bolig til et kasinospil – nogle indkasserer millioner mens andre ruineres.
  3. Det indebærer et generationstyveri, hvor de unge finansierer de ældres friværdibaserede luksusforbrug.
  4. Det kræver alt for høj beskatning af arbejde.
  5. Det indebærer forskelsbehandling af ejere og lejere.
  6. Det indebærer geografisk forskelsbehandling.
  7. Det indebærer beskatning af boligen.
  8. Det medfører unødvendig høj binding af kapital, der bedre kunne anvendes i erhvervslivet.

En avancebeskatning har stort set ingen effekt i forhold til at løse disse problemer.

Det kan også være befordrende for nytænkningen at tage ved lære af fortidens fejl. Da det økonomiske opsving i 0-erne tordnede derudaf, og Anders Fogh og Thor Pedersen troede, at de kunne gå på vandet og mente, at lærebøgerne skulle skrives om, advarede de økonomiske vismænd og fremtrædende økonomer om, at der måtte gribes ind overfor de vildt stigende ejendomspriser. Det blev arrogant afvist. Resultatet er sørgeligt bekendt: Den internationale økonomiske krise ramte os ekstra hårdt. Denne krise blev som bekendt udløst af boligboblen i USA.

I denne forbindelse skal den japanske boligboble i slutningen af 80-erne også nævnes. Den bidrog til en enorm aktieboble, inden det hele kollapsede. Virkningen på den tidligere så magtfulde japanske økonomi var enorm. Japan kæmper i dag stadig desperat for at få sin økonomi på fode. Målt på de økonomiske nøgletal og aktieindekset er der meget langt endnu.

En ægte nytænkning kræver en nøje overvejelse af vor opfattelse af ejendomsretten. Spørgsmålet er: hvem har egentlig ejendomsretten til de samfundsskabte værdistigninger på ejendomsmarkedet og for den sags skyld også til værdistigningerne på landbrugs- og anden produktionsjord? Og hvem har ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats?

Skal der nytænkes må ejendomsbeskatningen også ses efter i sømmene. Hvad er det, der i det nuværende system beskattes? Det er både grundværdierne og bygningværdierne – altså en form for en formueskat på disse værdier uden hensyntagen til om værdierne er belånt. Med andre ord udsættes ejeren for en form for formuebeskatning uden nogen form for hensyntagen til hans reelle formueforhold. 

Beskatningen af bygningsværdierne er på mange måder forkastelig. Det er da heller aldrig lykkedes politikerne at få boligejerne til at acceptere denne beskatning som retfærdig, uanset om de har kaldt det ejendomsværdiskat, skat på lejeværdi af egen bolig eller andet. Heller ikke økonomernes lærde udredninger om den højere retfærdighed har gjort indtryk. Det er forståeligt. For enhver kan med sin sunde fornuft indse, at det ikke er retfærdigt, at den boligejer, der udvider og forbedrer sin bolig, skal beskattes hårdere end den, der bruger sine ressourcer anderledes. Beskatningen af bygningsværdierne fungerer som en gentagende beskatning af allerede beskattet arbejde.

Beskatningen af bygningsværdierne (ejendomsværdiskatten) er yderligere i vort nuværende system udstyret med den uretfærdighed, at den kun pålægges boligejerne.

Beskatningen af grundværdierne (jordværdibeskatning/grundskyld) er, anvendt på den rigtige måde, en gavnlig, ja intet mindre end en decideret nødvendig, skat. Den kan stabilisere ejendomsmarkedet og derved forhindre boligbobler. Og den kan eliminere alle de problemer, jeg indledningsvis oplistede.

Jordværdibeskatningen er en løbende skat, der kan sammenlignes med en brugsafgift, der hele tiden modsvarer grundens aktuelle brugsværdi. Den imødekommer dermed ikke  Søren-Michael Pihl’s krav om, at beskatningen skal følge pengestrømmen. Set i forhold til de meget væsentlige problemer den løser, er det en beskeden ulempe. Ulempen i det nuværende system er langt større, fordi det tilskynder folk til at beholde for store og attraktivt beliggende boliger, fordi den reelle udgift betales af andre. Der vil dog være enkelte, der faktisk vil opleve problemer. Med de store fordele en jordværdibeskatning vil medføre, vil det være overkommeligt at finde løsninger. Vi har allerede i vort nuværende system en udmærket ordning, hvor pensionister kan få indefrosset ejendomsskatter mod pant i ejendommen.

En mere udførlig redegørelse for jordværdibeskatningen ligger uden for denne kommentars rammer, men jeg vil henvise til min artikel ‘Retfærdig fordelingspolitik – nu’ på den danske Henry George Forenings hjemmeside. http://henrygeorge.dk/retfaerdig-fordelingspolitik-nu

På et meget væsentligt punkt kan jeg tilslutte mig Søren-Michael Pihl. Retssikkerheden skal være i orden. Det opnås ved et effektivt vurderingssystem og borgernes reelle mulighed for at få afprøvet systemets vurderinger. Derfor må de konservative, i stedet for at sabotere vurderingssystemet, arbejde målrettet på at få det styrket.

Og lad mig så slutte i en ægte forbrødring med de konservative i den positive ånd, hvori Søren-Michael Pihl har indledt denne fornyelsesdebat. Skatten på arbejde skal markant sænkes – og gerne over en længere årrække helt afvikles. Den eneste realistiske måde til at opnå dette mål er en løbende beskatning af grundværdierne med det udtrykkelige mål at stabilisere ejendomsmarkedet.