Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
dec 7

George` sidste kamp

Et par af Henry George` velstående venner havde nogle år, inden George` opgør med Spencer, stillet midler rådighed for ham, så han kunne hellige sig  udarbejdelsen af sin `Socialøkonomi`, men George måtte tage dette opgør. Han måtte også deltagelse i præsidentvalgkampagnen til fordel for Demokraten W. J. Bryan. Men det var især præsident Clevelands indsættelse af militæret mod en jernbanestrejke i Chicago, der for alvor bragte George` sind i kog.

    George bebrejdede ikke jernbanearbejderne, at de havde ødelagt lokomotiver, sat ild til remiser og meget andet, tværtimod forsvarede han dem, og skønt guvernøren Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der støttede ham, men det gjorde George med følgende svada:

     ”Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget, som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det er den `ordenens opretholdelse`, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

     Men George kunne også tage sig af løsning af praktik-økonomiske vanskeligheder. Det gjorde han, da et stort jernværk, som en af hans venner havde interesser i, bad ham om råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den over for at måtte lukke og sætte 500 arbejdere på gaden.  George rådede ejerne til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nød-penge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog – og som blev indløst i løbet af par år, hvorved problemerne blev løst.

     I november 1897 skulle der igen være borgmestervalg i New York, og denne gang var det udvidet til at omfatte hele kæmpebyens område. For de progressive kræfter gjaldt det om at finde en demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som samlingsmærke for folket. Det viste sig  ret hurtigt, ar der kun var et navn der kunne komme på tale: Henry George`. George holdt sig dog længe tilbage. Lægerne advarede og sagde, at det ville blive den visse død, mens andre slog på, at det ville betyde en alvorlig afbrydelse i hans arbejde med `Socialøkonomien`. Men trods alle advarsler og besluttede George at tage kampen op, en beslutning, som hans hustru Annie bakkede op om. Til vennernes advarsler sagde hun bl.a.: ”Beslutter han sig til at tage kampen, kan jeg intet gøre. Jeg skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår for at styrke og opildne ham.”

    Valgkampen blev af uhørt voldsomhed og strakte sig over tre uger. Folk kom rejsende langvejs fra bare for at være med i dramaet. George selv syntes at få  livskraft på ny, trods sin svage fysik. 3-4 daglige vælgermøder var det almindeligt. På hans banner stod der: Retfærd Frihed Lighed.

     Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. Fire dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget, og da  han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Næste morgen var han død.

     Hans død lige før valget vakte naturligvis stor opsigt. Selv modstandernes blade brugte store ord  for at udtrykke deres beundring og respekt. Et af dem skrev: ”Han var mere end en valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som sandhedens apostel – for sandheden, som han så den – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

     ”Hans ligfærd gennem New York blev fulgt af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed, altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd”. Sådan skrev Jakob E. Lange i sin fremragende bog  HENRY GEORGE  Socialøkonomen – Reformatoren – Tænkeren – fra 1937.

dec 3

Pænt tak til Pihl (K) for invitationen. Der er sandelig behov for nytænkning omkring beskatningen af ejendom

Søren-Michael Pihl, konservativ folketingskandidat, efterlyser i Den korte Avis den 20. november nytænkning omkring beskatning af ejendom. Det er yderst prisværdigt – og nødvendigt. Men det forslag, som Søren-Michael Pihl præsenterer (avancebeskatning), er hverken nyt eller tilstrækkeligt.

For at nå frem til en retfærdig og effektiv ejendomsbeskatning er det nødvendigt at se på de problemer, eller snarere katastrofer, der er indbygget i det nuværende system.

  1. Det fører til boligbobler, der udløser økonomiske kriser.
  2. Det gør køb af bolig til et kasinospil – nogle indkasserer millioner mens andre ruineres.
  3. Det indebærer et generationstyveri, hvor de unge finansierer de ældres friværdibaserede luksusforbrug.
  4. Det kræver alt for høj beskatning af arbejde.
  5. Det indebærer forskelsbehandling af ejere og lejere.
  6. Det indebærer geografisk forskelsbehandling.
  7. Det indebærer beskatning af boligen.
  8. Det medfører unødvendig høj binding af kapital, der bedre kunne anvendes i erhvervslivet.

En avancebeskatning har stort set ingen effekt i forhold til at løse disse problemer.

Det kan også være befordrende for nytænkningen at tage ved lære af fortidens fejl. Da det økonomiske opsving i 0-erne tordnede derudaf, og Anders Fogh og Thor Pedersen troede, at de kunne gå på vandet og mente, at lærebøgerne skulle skrives om, advarede de økonomiske vismænd og fremtrædende økonomer om, at der måtte gribes ind overfor de vildt stigende ejendomspriser. Det blev arrogant afvist. Resultatet er sørgeligt bekendt: Den internationale økonomiske krise ramte os ekstra hårdt. Denne krise blev som bekendt udløst af boligboblen i USA.

I denne forbindelse skal den japanske boligboble i slutningen af 80-erne også nævnes. Den bidrog til en enorm aktieboble, inden det hele kollapsede. Virkningen på den tidligere så magtfulde japanske økonomi var enorm. Japan kæmper i dag stadig desperat for at få sin økonomi på fode. Målt på de økonomiske nøgletal og aktieindekset er der meget langt endnu.

En ægte nytænkning kræver en nøje overvejelse af vor opfattelse af ejendomsretten. Spørgsmålet er: hvem har egentlig ejendomsretten til de samfundsskabte værdistigninger på ejendomsmarkedet og for den sags skyld også til værdistigningerne på landbrugs- og anden produktionsjord? Og hvem har ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats?

Skal der nytænkes må ejendomsbeskatningen også ses efter i sømmene. Hvad er det, der i det nuværende system beskattes? Det er både grundværdierne og bygningværdierne – altså en form for en formueskat på disse værdier uden hensyntagen til om værdierne er belånt. Med andre ord udsættes ejeren for en form for formuebeskatning uden nogen form for hensyntagen til hans reelle formueforhold. 

Beskatningen af bygningsværdierne er på mange måder forkastelig. Det er da heller aldrig lykkedes politikerne at få boligejerne til at acceptere denne beskatning som retfærdig, uanset om de har kaldt det ejendomsværdiskat, skat på lejeværdi af egen bolig eller andet. Heller ikke økonomernes lærde udredninger om den højere retfærdighed har gjort indtryk. Det er forståeligt. For enhver kan med sin sunde fornuft indse, at det ikke er retfærdigt, at den boligejer, der udvider og forbedrer sin bolig, skal beskattes hårdere end den, der bruger sine ressourcer anderledes. Beskatningen af bygningsværdierne fungerer som en gentagende beskatning af allerede beskattet arbejde.

Beskatningen af bygningsværdierne (ejendomsværdiskatten) er yderligere i vort nuværende system udstyret med den uretfærdighed, at den kun pålægges boligejerne.

Beskatningen af grundværdierne (jordværdibeskatning/grundskyld) er, anvendt på den rigtige måde, en gavnlig, ja intet mindre end en decideret nødvendig, skat. Den kan stabilisere ejendomsmarkedet og derved forhindre boligbobler. Og den kan eliminere alle de problemer, jeg indledningsvis oplistede.

Jordværdibeskatningen er en løbende skat, der kan sammenlignes med en brugsafgift, der hele tiden modsvarer grundens aktuelle brugsværdi. Den imødekommer dermed ikke  Søren-Michael Pihl’s krav om, at beskatningen skal følge pengestrømmen. Set i forhold til de meget væsentlige problemer den løser, er det en beskeden ulempe. Ulempen i det nuværende system er langt større, fordi det tilskynder folk til at beholde for store og attraktivt beliggende boliger, fordi den reelle udgift betales af andre. Der vil dog være enkelte, der faktisk vil opleve problemer. Med de store fordele en jordværdibeskatning vil medføre, vil det være overkommeligt at finde løsninger. Vi har allerede i vort nuværende system en udmærket ordning, hvor pensionister kan få indefrosset ejendomsskatter mod pant i ejendommen.

En mere udførlig redegørelse for jordværdibeskatningen ligger uden for denne kommentars rammer, men jeg vil henvise til min artikel ‘Retfærdig fordelingspolitik – nu’ på den danske Henry George Forenings hjemmeside. http://henrygeorge.dk/retfaerdig-fordelingspolitik-nu

På et meget væsentligt punkt kan jeg tilslutte mig Søren-Michael Pihl. Retssikkerheden skal være i orden. Det opnås ved et effektivt vurderingssystem og borgernes reelle mulighed for at få afprøvet systemets vurderinger. Derfor må de konservative, i stedet for at sabotere vurderingssystemet, arbejde målrettet på at få det styrket.

Og lad mig så slutte i en ægte forbrødring med de konservative i den positive ånd, hvori Søren-Michael Pihl har indledt denne fornyelsesdebat. Skatten på arbejde skal markant sænkes – og gerne over en længere årrække helt afvikles. Den eneste realistiske måde til at opnå dette mål er en løbende beskatning af grundværdierne med det udtrykkelige mål at stabilisere ejendomsmarkedet.

 

 

nov 29

George` opgør med Spencer

Efter at Henry George havde udgivet `Arbejdets Kår` så det ud til, at han nu kunne arbejde videre med `Socialøkonomien`, men sådan kom det ikke til at gå, for en ny situation var opstået, hvor hans kamplystne sjæl ikke kunne holde sig tilbage i ro. Fra opgøret med pavens konservatisme vendte han sig nu mod den såkaldte evolutionsteoretiske konservatisme, repræsenteret ved Herbert Spencer (1820-1903).

Spencer stod på den tid på sin berømmelses tinde, anerkendt ikke blot i sit hjemland, men også i vide kredse i Europa, hvor overklassen fandt værdifuld støtte i hans tænkning, som kom til udtryk i de mange vægtige bøger, han havde udgivet. Især Spencers protest – i den personlige friheds navn – imod alle statsindgreb og alle krav om `arbejderbeskyttelse`, som blev fremført fra politiske demokraters og andre organisationers side, blev modtaget med åbne arme. Det ville kun hæmme den frie konkurrence, hed det. Også `Liga til Forsvar for Frihed og Ejendom`, hvis formål var at forsvare grundejerinteresser, tog Spencers teorier og lærdomme til sig og brugte dem.

Men nu var der sket det, at Spencers ungdomsværk `Social Statics` (ligevægtslære) var blevet genopdaget og trukket frem af radikale arbejderledere – og anvendt som det skarpeste våben mod netop ham. Da den unge Spencer i 1850 udgav sin bog, havde han haft til formål at søge og finde en grundide for samfundsmoralen, der kunne have værdi som vejleder og kompas. Spencer skrev dengang: ”Ejendomsretten til jorden er derfor uforenelig med retfærd. Thi hvis en del af jordens overflade med rette kan gøres til det enkelte menneskes absolutte og eksklusive ejendom, da kunne også andre dele af den, eventuelt hele jorden, gøres til sådanne privatejendom, og alle andre menneskers liv og velfærd således blive fornægtet, – så de hjælpeløst ville være afhængige af jordejerens nåde og barmhjertighed. Da er hertugen af Sutherland i sin gode ret, når han fordriver højlands-bønderne i Skotland til fordel for sine får. Men fastholder vi, at alle mennesker har lige ret til at bruge jorden – da kan vi derpå opbygge et samfund i fuld samklang med moralloven.”

Det var uoverensstemmelsen mellem Spencers radikalisme i de unge år og hans konservatisme senere, der tændte George` vrede, og som forklarer, ikke blot hans modskrifts ætsende kritik, men også den tone af forargelse, der præger den. George er i øvrigt strengt loyal over for sin modstander. Han lader således ikke blot de mest slående udtryk genoptrykke, men hele kapitler af Spencers værker, og hans bidende kritik er yderst saglig, for så vidt et kampskrift kan være det.

George angreb indeholdt også kritik af Spencers konservative udviklingslære, der gik ud at forsvare udtrykket `de bedst egnedes overlevelse` og gøre det til grundlov for menneskelivet. For George var det en lære, som med eller mod forkynderens vilje fører bort fra det folkelige demokrati, hen imod en eller anden overmenneske-kultur. Imod denne opfattelse hævdede George samarbejdet og ligeretten som fremskridtets drivkraft og som grundvold for samfundet.

Alt imens alt dette stod på, arbejdede George videre på sin `Samfundsøkonomi`, Men arbejdet voksede under hans hænder og blev efterhånden til to bind, for han følte, at en virkelig udredning af de samfundsøkonomiske grundforhold var blevet mere og mere påkrævet. Men dette hans hovedværk blev aldrig fuldført fra hans hånd, men bearbejdet af andre. I årene 2010-11 blev bogen oversat til dansk af Ole Lefmann under titlen Den Nationaløkonomiske Videnskab

nov 22

I Australien og tiden efter

I 1890 rejste Henry George til Australien, hvor han skulle gense det land, han som skibsdreng på

det fuldriggede skib Hindoo i 1855 havde set første gang. Skibet lå dengang i Melbourns havn en måneds-tid, og det gav besætningen god tid til at se sig om i det nye land. Den knap 16-årige Henrys drømme om lykkelandet Australien forsvandt dog som dug for solen. Her var intet guld i sigte. Jorden var i privat besiddelse, og i Melbourns gader dryssede flokke af fattige mænd rundt.

Det Australien, som George nu skulle besøge, var et land, der i udvikling tålte sammenligning med Amerika og Vesteuropa. Her var de oven i købet ikke ukendt med grundværdibeskatning. I de australske kommuner og i delstaten South Australia havde man allerede fra 1850-erne benyttet sig af den. Senere, omkring århundredeskiftet, fulgte de andre delstater efter. (En udførlig redegørelse for disse forhold findes i g e o r g e nr. 4 fra 2005).

Det kan derfor ikke undre, at rejsen blev en sand triumftog for George, og han havde stor glæde af at stifte personlig bekendtskab med Sir George Grey, den store liberale statsmand, som før nogen anden havde takket og rost George for `Fremskridt og Fattigdom` og varmt tilsluttet sig hans ideer.

Men det blev en uhyre anstrengende rejse. George holdt hundrede foredrag, mere end et om dagen, gennem de tre måneder, opholdet i Australien varede. Dertil kom endeløse rejser, fester og andre sammenkomster, og selv om rejsen hjem over Indien, Italien og England bød på nogen hvile, viste det sig dog ved hjemkomsten, at turen havde været for meget for George` eller stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen grad påvirkede talecentret, gjorde derfor et længere rekonvalescentophold – på Bermudaøerne – nødvendig. Men George var herefter en tydeligt ældet mand.

Vel hjemme igen følte George sig nu så restitueret, at kunne gå i gang med at skrive en bog, der længe havde været i hans tanker, nemlig en socialøkonomi, forståelig for hvermand.. Men han fik ikke ro til at fuldføre arbejdet, for netop nu udsendte pave Leo XIII sin `Encyklika` om sociale forhold og om ejendomsretten. Heri udtalte paven forståelse for nødvendigheden af sociallovgivning og lovgivning om arbejderbeskyttelse. Derimod var han absolut afvisende over for angreb på de bestående grundforhold i samfundet, navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særligt ejendomsretten til jord.

Henry Georges` reaktion blev udgivelsen af `Arbejdets Kår` som et åbent brev til pave LeoXIII, kun nogle måneder efter pavens skrivelse. Bogen blev en af George` populæreste skrifter, idet den kunne forstås alle, også af folk uden socialøkonomiske forudsætninger. Argumentationen er enkel, klar og konsekvent. Ikke alene uholdbarheden i pavens forsvar for den private ejendomsret til jord bliver påvist af George, men også fejlene i pavens argumentation for bevarelsen af den private jordejendomsret bliver påpeget.

I 1896 skulle der være præsidentvalg i USA. Henry George og hans tilhængere støttede Demokraternes præsidentkandidat William Jennings Bryan, der arbejdede for at virkeliggøre demokratisk principper i sit parti. Derfor gik han også ind for frihandel og begrænsning af de riges monopolmagt. Georgisterne uddelte en talrig udgave af `Beskyttelse eller Frihandel` for at støtte Bryan, og Henry George talte arbejdernes sag, især efter at den siddende præsident Cleveland havde sat militæret ind mod arbejderne under en jernbane strejke i Chicago, men skønt Bryan var en glimrende taler og fik 6,5 millioner stemmer, led han nederlag til Republikaneren McKinley, der fik 600.000 flere. Hans støtte fra de virkeligt rige sikrede ham tilsyneladende sejren. – Bryans nederlag overraskede Henry George og mange andre, og George var i længere tid stærkt nedslået over resultatet. For ham fremstod aristokratiet og de rige monopolister nu som en truende overmagt.

nov 16

Retfærdig fordelingspolitik – nu

Et spørgsmål om at skelne mellem mit, dit og vort

Intet retfærdigt samfund uden jordværdiskat – eller med et godt gammelt ord, grundskyld. For den boligejer, der har stiftet bekendtskab med den kommunale grundskyld og ejendomsværdiskatten forekommer denne påstand nok besynderlig. Ikke desto mindre er den rigtig.

Retfærdighed

Pudsigt nok påstår alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, at de arbejder for et mere retfærdigt samfund. Det, der skiller dem, er deres opfattelse af ejendomsretten. Venstrefløjen vil have afskaffet den private ejendomsret, og højrefløjen vil have den respekteret fuldt ud og i alle forhold. Midterpartierne har et lidt udefineret forhold til ejendomsretten – man kan vel med lidt venlighed betegne den som pragmatisk.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af det retfærdige samfund er den naturlige ejendomsret. Ifølge den gælder den fælles ejendomsret de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den private ejendomsret omfatter de arbejdsskabte værdier. Det indebærer, at værdien af vore råstoffer og de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord skal anvendes til fællesopgaver, mens den enkelte borger skal kunne råde frit over udbyttet af egen arbejdsindsats. Det sidste selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at samfundets fællesopgaver skal løses.

De læsere, der stadig foretrækker den socialistiske eller den liberalistiske retfærdighed, kan med fordel stoppe her. For ifølge den naturlige ejendomsret skal den, der arbejder mere, have mere end den, der arbejder mindre. Og ingen skal kunne indkassere milliongevinster – skattefrit – på køb af egen bolig, ligesåvel som ingen boligkøber skal påføres tilsvarende tab. Den vanvittige kasinoøkonomi på boligmarkedet skal simpelthen afskaffes. Det samme (ud af Folketinget) skal de politikere som bare lukker øjnene for disse urimeligheder. De mest hykleriske af dem, er de, der argumenterer for de samfundsmæssige fordele ved lavere skat på arbejde, samtidig med at de nægter at gøre noget ved uhyrlighederne på boligmarkedet. For ikke at tale om landbruget, hvor skatteydernes penge i form af EU-tilskud har bevirket enorme stigninger i jordpriserne.

Med inspiration fra Piet Hein kan det siges sådan:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.

Ejendomsret

Da det er opfattelsen af ejendomsretten, der deler vandene, er det formålstjenligt med et par yderligere bemærkninger om den. Den har været til “diskussion” siden nogle dyr begyndte at pisse deres territorier af. I nyere tid har vi set amerikanerne med tilsvarende “etisk ræsonnement” plante deres flag på månen.

Efter fremkomsten af de socialistiske ideer er debatten om ejendomsretten blevet polariseret mellem på den ene side tilhængerne af privat ejendomsret og på den anden side tilhængerne af fælles ejendomsret. Det er en meningsløs debat, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet: ejendomsretten til hvad?

Det gjorde Henry George opmærksom på allerede i 1800-tallet. Han sondrede mellem på den ene side de arbejdsskabte værdier og på den anden side de naturgivne og samfundsskabte værdier.

Henry George argumenterede for det etisk rigtige i, at den enkelte har ret til det fulde udbytte af sin arbejdsindsats (privat ejendomsret). Skat på arbejde (indkomstskat) er følgelig uetisk. Ifølge mange moderne økonomer er den også en belastning for samfundsøkonomien. De fleste er endvidere helt bevidste om, at den er uretfærdig, dels fordi mange indkomster kan holdes uden for beskatning, dels fordi de helt store indkomster kan skattemæssigt elimineres via afskrivninger. Endelig er ingen i tvivl om, at den er et bureaukratisk monster.

Henry George fremhævede endvidere det etisk rigtige i, at vi i fællesskab ejer de værdier, vi har fået fra naturens hånd og de værdier, vi skaber sammen. Det var et synspunkt, som var ilde hørt blandt de magtfulde interesser, der lukrerede på deres private ejerskab til disse værdier. Derfor var det en livslang og hård kamp for ham at få udbredt og accepteret sine tanker. Det er i vor tid stadigt svært at trænge igennem med denne indlysende rigtige opfattelse af ejendomsretten, som også betegnes naturlig ejendomsret.

For de fleste vil det nok forekomme umiddelbart indlysende, at værdien af naturens metaller og mineraler m.v. retfærdigvis bør tilhøre os alle. Ikke desto mindre har den borgerlige regering indgået aftaler med A.P. Møller Mærsk og konsorter, der giver dem ejendomsretten til vore olie- og gasforekomster. Derfor må bevidstheden om den naturlige ejendomsret styrkes, sådan at næste gang emnet eller et lignende kommer op, vil det udløse et ramaskrig – endnu stærkere end da den nuværende socialdemokratiske/radikale regering proklamerede salg af DONG til Goldmann Sachs – hvis man vil fortsætte i samme skure.

De samfundsskabte værdier er ikke umiddelbart så lette at forholde sig til, da de knytter sig til ejerskabet til jorden. Vor jord er naturgiven og burde derfor ligesom metaller og mineraler m.v. være ejet af staten. I så fald ville ingen enkeltpersoner kunne score en gevinst på at eje jord – forudsat selvfølgelig – og det er helt afgørende – at staten til stadighed opkræver markedsprisen for at disponere over jorden. Undlader staten dette, er ejerskabet uden betydning.

Kendsgerningen er imidlertid, at jorden i mange år har været omfattet af den private ejendomsret og til stadighed er steget i pris. Ikke kun i takt med den almindelige prisudvikling, men langt stærkere. Denne ekstraordinære prisstigning skyldes dels den almindelige velstandsstigning dels det forhold, at jorden udgør et monopol, hvor der ikke i takt med forøget efterspørgsel kommer et større udbud. Prisstigningerne er meget ulige fordelt. I de områder, hvor samfundet i særlig høj grad investerer i infrastruktur og offentlige institutioner ses de kraftigste stigninger. Prisstigningerne repræsenterer en samfundsskabt værdi, som burde være tilfaldet samfundet set i lyset af, at jorden er vor fælles ressource.

Samfundet burde have opkrævet en stadigt stigende jordværdiskat, så de samfundsskabte værdier ikke, i form af prisstigninger, var endt i jordejernes lommer. Havde samfundet gjort det, ville den private ejendomsret til jorden være uden fordelingspolitiske ulemper.

Det billede, der tegner sig, er, at selvom jorden er vor fælles ressource, er det ikke ejendomsretten til jorden, der er afgørende, når det skal sikres, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Det afgørende er den løbende beskatning af jordværdien. Det som på økonomsprog betegnes opkrævningen af jordrenten (den markedsbestemte lejeværdi af jorden – se mere under jordværdiskat og jordrente). Det er denne brugsværdi af jorden, som er vor fælles ejendom.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning til samfundet af jordrenten er, at vor tids jordejere har måttet erhverve deres jord til høje priser. Det er beløb, der skal betales af arbejdsindkomst, der ydermere er indkomstbeskattet. Så ifølge den naturlige ejendomsret er der tale om betalinger, der klart henhører under den private ejendomsret.

Det er et faktum, som ikke kan ignoreres, når den fremtidige fordelingspolitik skal bestemmes.

Retfærdig fordelingspolitik

Fordelingspolitik består traditionelt i at kradse nogle penge ind til det offentlige og derefter bruge dem på de offentlige opgaver samt udlodde beløb til borgerne efter nogle sindrige regler, der ofte baserer sig på borgernes formue og indtjening. Den bærende ideologi udtrykkes i den forslidte frase: “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Denne vanetænkning manifesterer sig i, at man i vort nuværende system brandbeskatter folks arbejdsindsats, mens man lader de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord tilfalde ejerne. Samtidig anvendes skattekronerne uden nøjere overvejelse af, om opgaverne er fællesopgaver.

En retfærdig fordelingspolitik baseret på den naturlige ejendomsret er helt anderledes:

Den væsentligste opgave består i at sikre, at den løbende indtægt af de naturgivne og samfundsskabte værdier tilfalder samfundet. Herefter skal dette provenu anvendes til samfundets naturlige fællesopgaver og iøvrigt udloddes ligeligt til borgerne – da der er tale om fælles midler!

Princippet er enkelt, men rummer i realiteten stof til en del debat, når der skal skelnes mellem samfundsopgaver og naturlige fællesopgaver, og når udlodning af de fælles midler foretages uden hensyntagen til modtagerens indkomst og formue.

Med samfundsopgaver mener jeg opgaver, som kun, eller med fordel, kan løses i offentligt regi, men som ikke nødvendigvis er naturlige fællesopgaver. Det kunne være motorveje og broer, hvor samfærdslen i forvejen er sikret af offentlige veje og færgefart. I disse tilfælde vil det være naturligt at opkræve brugerbetaling med henblik på at kompensere de borgere, som ikke får del i fordelene.

Som en naturlig fællesopgave kan nævnes hospitalsvæsenet, hvor det ville være unaturligt at indføre brugerbetaling.

Ligelig udlodning til borgerne af de fælles midler er som nævnt i direkte modsætning til vort nuværende system. Hertil skal bemærkes, at en udlodning af fælles midler betinget af formue og/eller indkomst i realiteten er en ekstraskat på arbejde og derfor i modstrid med den naturlige ejendomsret.

Den principielle debat om ovenstående vil jeg hermed lade ligge og i det følgende fokusere på de samfundsskabte værdistigninger på grunde, landbrugsjord m.v., der beløbsmæssigt vejer meget tungt i fordelingspolitikken. Kun ved at inddrage disse samfundsskabte værdier er det muligt markant at få reduceret skatten på arbejde.

Dette bringer os tilbage til min indledende påstand. Kun en rigtigt doseret jordværdiskat kan sikre, at de samfundsskabte værdistigninger kommer alle til gode.

Jordværdiskat og jordrente

Jordværdiskat (grundskyld) er en skat på værdien af grunde, landbrugsjord m.v. Skatten opkræves løbende. Idéen er, at alle løbende betaler den aktuelle brugsværdi for det stykke jord, de disponerer over, hvorved jordens pris stabiliseres.

En skat på jordens værdi vil påvirke handelsprisen. Hæver man jordværdiskatten, vil prisen på jorden falde – men jorden har stadig den samme værdi. Dette tilsyneladende paradoks gør det formålstjenligt at anvende et andet mål for jordens værdi. Økonomer anvender begrebet jordrente, der udtrykker den årlige ydelse en bruger er villig til at betale for at have brugsretten til jorden. Begrebet har således intet at gøre med rente, som ordet sædvanligvis bruges.

Hvis jordrenten stiger, dvs. jordens værdi stiger, bør jordværdiskatten hæves tilsvarende. Sker dette ikke vil jordværdistigningen resultere i stigende jordpriser og på den måde tilgå jordejerne som en gave. Omvendt, hvis jordværdien falder, bør jordværdiskatten sænkes, da man ellers påfører jordejerne et tab. Det er det geniale ved jordværdiskatten. Alle kan følge med i, om skatteniveauet er rigtigt, så politikerne kan ikke ubemærket lave studehandler om skattesatsen.

Lad mig udover denne generelle forklaring komme med et konkret eksempel: Politikerne vedtager at tillade opstilling af nogle store vindmøller i et område. Jordværdien af dette område vil dermed forøges drastisk – jordrenten stiger – hvilket skal medføre en tilsvarende stigning i jordværdiskatten. Jordejeren kan derfor ikke indkassere værdistigningen, som en stigning i jordens pris. De omkringliggende beboere vil konstatere faldende jordværdier og skal derfor have nedsat deres jordværdiskat. De forskånes dermed for et fald i jordens pris.

Som det vil være boligejerne bekendt, har vi p.t. udover den kommunale grundskyld den statslige ejendomsværdiskat, der beregnes på grundlag af den samlede ejendomspris (grundpris + bygningspris). Denne skat har samme virkning som jordværdiskatten, idet den virker dæmpende på ejendomspriserne. Beregningsgrundlaget bevirker imidlertid, at skatten fungerer uretfærdigt, idet den boligejer, der moderniserer og udvider sin bolig, beskattes hårdere end den boligejer, som anvender sine ressourcer på andre ting. Endvidere er ejendomsværdiskatten også uretfærdig på den måde, at den betales af boligejere, men ikke af lejere. Begge kategorier har den samme fordel af jordværdi-stigningerne.

På grund af ovennævnte uretfærdighed skal ejendomsværdiskatten omlægges til en ren statslig jordværdiskat. Ligeledes skal den kommunale grundskyld udfases og erstattes af den statslige jordværdiskat, af hensyn til opfyldelse af skattens formål – se nedenfor. Hvis jordværdiskatten skal opfylde sit formål kan der ikke være 2 instanser, der skruer på samme skrue. Dermed ikke sagt, at kommunerne ikke skal have deres andel af provenuet.

Begrebet fuld grundskyld anvendes hyppigt og er en betegnelse for den situation, hvor hele jordrenten opkræves af det offentlige. I denne situation vil en køber ikke kunne forrente og afdrage en pris for jorden, hvorfor handelsprisen vil være nul.

Formålet med opkrævning af jordværdiskat

Nu er vi fremme ved det helt centrale. Kun ved at anvende jordværdiskatten med et klart defineret formål vil det være muligt at skabe forståelse for denne skat, som svage politikere bruger som prügelknabe for at score billige point.

Som jordværdiskatten anvendes nu (kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat), gøres der ikke meget for at begrunde den. Den anvendes som en skatteskrue, og den opfattes som sådan. Den fungerer sådan, at når ejendomspriserne er steget, hæves grundskylden og ejendomsværdiskatten. Det kan sammenlignes med et brandvæsen, der først starter brandslukningen, når huset er brændt ned. Anvendt på denne måde er jordværdiskatten intet effektivt værn mod boligbobler og deres katastrofale følger for både samfundsøkonomien og de uheldige nye boligejere, der kommer ind omkring toppen af markedet. Ligeledes forhindrer denne brug af jordværdiskatten ikke, at unge mennesker kommer til at betale langt mere for at disponere over en grund end deres ældre medborgere. Et generationstyveri, som politikerne forbigår i tavshed.

Nogle tilhængere af en forceret indførelse af fuld grundskyld vil i en overgangsperiode anvende grundskylden til at sænke handelspriserne på jorden indtil den er nul. Det gøres ved løbende at hæve grundskylden udover den konstaterede stigning i jordrenten. Derved bruges jordværdiskatten til at påføre jordejerne tab. Først når jordens handelspris er nedbragt til nul, anvendes jordværdiskatten til at stabilisere handelsprisen (fastholde den på nulpunktet) ved at lade jordværdiskatten følge udviklingen i jordrenten. Formålet med jordværdiskatten bliver med denne løsning 2-delt. I overgangsperioden er formålet nedbringelse af handelspriserne, hvorefter formålet skifter til at være stabilisering af handelspriserne. Kommunikationsmæssigt er det en uoverkommelig opgave, hvilket udviklingen til fulde har dokumenteret.

Formålet med jordværdiskatten bør i stedet fra dag 1 være stabilisering af jordpriserne. Det er en løsning, som de økonomiske vismænd tidligere har efterlyst. Den medfører, at der øjeblikkeligt er sat en stopper for jordspekulation; der er med det samme skabt tryghed for boligkøberne, og generationstyveriet er sat under afvikling.

Formålet er endvidere afvikling af skatten på arbejde, hvilket er anbefalet af mange økonomer.

Med disse formål opnås en retfærdig skattepolitik, som er en væsentlig del af en retfærdig fordelingspolitik. Det er mål og formål, som er lette at forklare og forsvare.

Perspektiver

Med en jordværdiskat med formålet at stabilisere handelspriserne på grunde og landbrugsjord, er der skabt mulighed for at forcere afviklingen af skatten på arbejde. Dette i modsætning til vort nuværende system, hvor generelle skattelettelser vil resultere i stigende ejendomspriser. Der er med en sådan jordværdiskat også skabt mulighed for en udvikling i jordværdierne, som vil være endnu stærkere end hidtil registreret. Det betyder, at en stadigt stigende andel af jordrenten vil tilfalde samfundet. Med andre ord: friværdifesternes æra er slut, og vi får alle andel i de samfundsskabte værdier. De unge kan se frem til, at de ikke skal finansiere den ældre generations forbrugsfest baseret på samfundsskabte værdier.