Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. Endvidere er der et skarpt opgør med fremtrædende økonomer og konfliktsky politikere, som, ifølge Harrison, udmærket er klar over problemerne og ved, hvor let de faktisk kan løses. For sølvkuglen findes jo...

Læs mere
Seneste artikler
okt 25

Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”

sep 21

Åbent brev til skatteministeren

Kære Benny Engelbrecht, til lykke med dit ministerium!

Regeringspartierne har en lang tradition for reformer af det danske samfund, hvis mål har været at skabe lige muligheder for alle og større social retfærdighed. Med en offentlig sektor, der udgør omtrent halvdelen af BNP, er grænsen tydeligvis nået for udvidelse af den offentlige sektor og øgede overførselsindkomster.

En skattereform kan skabe soliditet i den offentlige økonomi og samtidig større social retfærdighed. ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom”, står der i Radikale Venstres principprogram. Det vil gøre det muligt at lette skatten på arbejde og forebygge nye boligbobler og dermed følge rådene fra de økonomiske vismænd, Nationalbanken samt OECD´s og EU`s økonomer. ”Vi lytter til økonomerne”, siger de radikale.

Socialdemokraterne siger i principprogrammet: ”Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun ved at fastholde solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.”  En omfordeling til fordel for arbejdet og imod de arbejdsfri, samfundsskabte gevinster giver lige muligheder og større frihed for den enkelte.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at den største ulighedsskabende faktor i de senere år var den enorme boligboble i 00èrne.

En sådan skattereform vil lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation, gøre det vanskeligere at unddrage sig skat i en globaliseret verden, fremme mobiliteten på boligmarkedet, og være fordelingspolitisk progressiv.

I regeringsrundlaget står, at boligskatten skal holdes i ro i denne valgperiode, men intet hindrer, at regeringspartierne sammen med støttepartierne gennemfører en sådan skattereform, blot den først træder i kraft i 2016. Den kan dog ikke omfatte ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget, idet disse er omfattet indtil 2020 af skatteforliget med Venstre og konservative.

Tilbage er grundskylden, som alligevel skal reformeres, når det gælder vurderingssystemet. Det bør ændres til årlige vurderinger og med en tilstrækkelig og kompetent bemanding i Skat. Kommunerne har brug for de mange milliarder, grundskylden giver, og man kan supplere den ved at genindføre statsgrundskylden på 1 %, og anvende den til nedsættelse af skatten på arbejde.

66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde lettes tilsvarende, kun 22 % siger nej. 68 % af de socialdemokratiske vælgere og 71 % af SF-vælgerne siger ja (Gallup i Berlingske 17/2 11). Så der er folkelig opbakning til en skattereform, som her skitseret, hvis partierne har viljen til at gennemføre den – i overensstemmelse med deres egen ideologiske og historiske baggrund.

sep 18

Bevar grundvurderingerne

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, siger ejendomsmæglerne, når de skal definere prisen på et hus. EDC-mæglerne beregner årligt hvad et ganske almindeligt gennemsnitsparcelhus med samme størrelse, indretning, grundstørrelse og relative beliggenhed er værd i alle landets kommuner. Det kaldes Danmarkshuset.

Dette hus koster på den billigste lokalitet (Ørnhøj i Vestjylland) 585.000 kr. På den dyreste lokalitet: Frederiksberg er værdien 6.609.000 kr., altså det 11-dobbelte for det samme hus! Det er altså ikke murstenene, der koster, men beliggenheden, og det vil reelt sige grunden. Derfor er det vigtigt at bevare den særlige vurdering af grunden, selv om den er vanskelig i tæt udbyggede områder. Det sker i øvrigt ikke sjældent, at en ny ejer river huset ned og bygger et nyt: Det er altså reelt grunden, der er betalt for.

Ejendomsvurderingsudvalgets forslag om at ansætte grundværdierne politisk eller administrativt er helt ude i hampen. Tænk hvilket politisk slagsmål, det vil give, og hvilket herligt felt for ligusterdemagogerne! Der er i forvejen stærke kræfter, der arbejder på at decimere den inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier, der sker gennem grundskylden, og som giver mulighed for lavere skat på arbejde.

Det er i øvrigt forunderligt, at man tilsyneladende ikke har involveret ejendomsmæglernes ekspertise i udvalgets arbejde.

aug 11

Henry George finder frihedens mulighed

Sidst på året 1883 blev der igen kaldt på Henry George fra England, hvor hans tilhængere ønskede at få ham over som redaktør for et af deres blade. Den mulighed afslog han dog, men gik ind for at foretage en stor foredragsrejse derover. Nytårsaften sejlede George så igen fra New York. ”Østlig vind, søen rolig”, skrev han i sin dagbog, akkurat som for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

George igen i England – to gange tur-retur

I London var det sociale spørgsmåls alvor og farefuldhed ved at gå op for `det oplyste borgerskab`. Man diskuterede for og imod Irlands hjemmestyre (Home Rule) og de irske jordproblemer, som George på sin tidligere rejse havde en voldsom debat om.
Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London. Her blev George angrebet på det voldsomste af ”Ligaen tik Forsvar for Frihed og Ejendom”, der var blevet dannet til forsvar for de bestående rettigheder. George blev af folk fra denne liga kaldt for `uretfærdighedens profet`, hvis evangelium var revolution og rov.
Men i brede kredse var modstanden og forbitrelsen mod godsejervældet allerede voldsom, både i Irland, i Skotland og nu også i England, men ikke alle `liberale` turde sige god for George, dårligt nok række en finger til støtte.
I Skotland var jordspørgsmålet særdeles brændende første gang, var der. De fattige bønder – resterne af den bondebefolkning, der havde måttet vige for godsejernes dyreparker og jagtområder – trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem.
Her rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der ikke blev plads til godsejerne. Under George` besøg her blev ”Land Restauration League” dannet, og George skrev dens proklamation til det skotske folk om genvinding at dets ret til fædrelandets jord.
Efter nogle måneders foredragsrejse tog George tilbage til Amerika, hvor han igen blev hyldet af sine tilhængere, og der blev afholdt massemøder, hvortil mange arbejdere og borgere dukkede op. Til de møder, hvor der blev arrangeret fællesspisning, holdt `det bedre borgerskab` sig dog tilbage. Skønt George` berømmelse var steget på det sidste eller netop på grund heraf, var hans ideers `farlighed` begyndt at gå op for de folk, der støttede den bestående samfundsorden.
Snart var George dog i England igen. Her var Irlands Home Rule stadig et væsentligt debatemne.
Men befolkningens elendige boligforhold kaldte på politisk handling her og nu. Derfor var politikerne blevet opmærksomme på grundspekulationens skadelige indvirkning på byudviklingen. George` agitation havde nok også haft sin virkning. I hvert fald blev der nedsat en Royal Commission, hvori selve Prinsen af Wales havde sæde.
I den betænkning, der blev udarbejdet af kommissionen, blev der foreslået at påligne alle byggegrunde, der lå hen i spekulationsøjemed, en særlig grundværdiskat på 4 % for at dræbe spekulationen.

Beskyttelse eller Frihandel

Ved sin hjemkomst i 1885 kunne George endelig, efter flere års afbrydelser, igen tage fat på udarbejdelsen med sit store værk om frihandelen. Bogen udkom året efter under navnet ”Beskyttelse eller Frihandel”.
I sit forord til bogen skrev Henry George bl.a.: -Frihandel er til gavn for det arbejdende folk, skønt arbejderne har svært ved at se det – og anser frihandelen som en storkapitalistisk opfindelse. Jeg påpeger, hvor falsk den tro er, at tro, at arbejdet kan værnes ved toldlove, og jeg peger samtidig på de kendsgerninger, som giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstemt såkaldt frihandelsreform. Men frihandelen kan ikke stå alene, for arbejdernes kår i frihandelslandet England er lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller i USA.
-Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer; vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv til jorden, den fælles rigdomskilde.
-For at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere eller staten skal overtage al jord, Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen private kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Hele årsagen til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.
-Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomhederne kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.
I sin bog ”Henry George” skrev Jakob E. Lange i sin tid: ”Beskyttelse eller Frihandel er den mest enkle, den mest ensrettede og derfor den i sin slags mest komplette af George` bøger.

jul 22

Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
- `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
- `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
- `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
- `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.

maj 24

Henry George blander sig i det irske oprør

I april 1879 rejste den irske folkefører Michael Davitt oprørsfanen igen. Han havde da udstået sin straf på syv års fængsel for sin utrættelige kamp for Irlands frihed, men han ville ikke nøjes med kun at kræve selvstyre for sit land. Nu gik han til kamp mod de engelske godsejere, der ejede det meste af Irlands jord og ved hjælp af forpagtere udsugede de irske bønder. Kampråbet lød nu ”Jorden til folket”.

Som kamporganisation stiftede de irske oprørere samme år The Iirish Land League, som Davitt, der selv var bondefødt, blev sjælen i, og han mente, han havde en retfærdig sag at kæmpe for, og at han kunne bruge ”Fremskridt og Fattigdom” i denne kamp. Davitt arbejdede sammen med Charles Stewart O´Parnell, som dog selv var godsejer, og han ville første og fremmest forbedre forpagternes retsstilling. De kunne nemlig til enhver tid afsættes helt vilkårligt af de engelske godsejere I 1880 blev 10.500 forpagtere sagt op. Samme år rejste de to ledere til Amerika for at søge støtte til deres kamp blandt det store irske islæt i staterne.

Det var på den tid, Henry George gik i gang med at skrive en artikel om Irland. Men på grund af den tilspidsede situation i landet blev det til et kampskrift med titlen `Det irske jordspørgsmål – hvad det indebærer og hvorledes den eneste mulige løsning kan findes`. For George gjaldt det om at inddrage jordrenten til folkets fælles kasse.`Så ville landlord-klassens økonomiske magt være brudt og dens åg på folkets skuldre fjernet`.

 Ikke kun et irsk problem

 Men han stoppede ikke her, men tilføjede: `Hvad det gælder om er ikke kun de irske bønders frihed, men menneskenes frigørelse i alle lande. Irlands tilfælde er nemlig kun et særligt udslag af den konstitutionelle sygdom, der hærger alle lande. Den irske frihedskamp må udvides til en kamp for hele menneskehedens frigørelse.`

George deltog også som taler ved Davitts og Parnells irske agitationskampagne i Amerika og i Canada, hvor de mange indvandrere modtog ham med begejstring. Det gav Georgs en uventet og kærkommen chance, idet bladet ”The Irish World” indbød ham til at rejse til Irland og England som korrespondent og iagttager. Samtidig begyndte bladet ”Truth” at trykke ”Fremskridt og Fattigdom” som bilag til bladet. Den unge Louis F, Post, der redigerede bladet, fik herefter overdraget retten til trykke F&F overalt – uden at betale for det.

I oktober 1881 rejste George sammen med sin hustru Annie og deres yngste børn fra New York til Irland. Det var kort tid efter, at David og Parnell var vendt tilbage, og de to ledere havde da kort tid efter deres tilbagekomst gennem den irske Land-Ligas erklæret afgiftsstrejke på de irske bønders vegne. Ligaen foranstaltede også boykot mod enhver, der havde opsagt en forpagter eller overtaget en gård efter en opsagt. Den engelske regerings svar var at sende mere politi og militær til den urolige ø.

 Glødende indignation

Ved at være vidne til dette blev George` sympati for bøndernes sag til glødende indignation over den uret, de var ofre for, og ved et møde i Dublin, som han var indbudt til, blev han modtaget men overvældende begejstring, men de politiske ledere i Land-ligaen, som lyttede intens til de signaler, der kom fra regering i London, forholdt sig køligt over for George. Det kom bl.a. til udtryk derved, at Parnells fløj i Ligaen nu talte for gennemførelse af en slags selvejendom for bønderne ved køb af jorden. I England, hvortil George var blevet inviteret af radikale kredse, var modtagelsen varm og uforbeholden. Her var Helen Taylor, John Stuart Mills steddatter, det mest fremtrædende medlem blandt de engelske venner af Irlands sag. Men George mødte også filosoffen Herbert Spencer, der tidligere havde givet udtryk for, at privat jordejendomsret uforenelig med retfærd. Derfor blev George dybt skuffet, dan han nu måtte høre Spencer sige, at de irske agitatorer kun fik, hvad de havde ærligt fortjent, de havde jo ophidset bønderne til at nægte godsejerne, hvad der med rette tilkom dem. Spencer tilhørte åbenbart nu den konservative fløj i England, der ville sætte hårdt mod hårdt.

Til gengæld voksede tilslutningen blandt de radikale i England og i Skotland, hvor jordspørgsmålet på visse områder var lige så brændende som i Irland, ganske særligt for de skotske bjergbønder. Her kom George til, som han senere sagde, at `skabe en revolution` ved at holde taler for de folk og organisationer, der indbød ham. Det gjorde ikke hans popularitet mindre, da det rygtedes, at han et par gange var blevet arresteret af det engelske politi i Irland.

Til en ven skrev han: ”Så sandt, vi lever, har vi tændt ilden i England; ingen magt kan slukke den. Vore engelske venner vil absolut have mig til at blive her, men det behøves ikke nu. – Næste mandag venter jeg et nyt oplag på 20,000 eksemplarer af ”Fremskridt og Fattigdom” udsendt. Et år er gået, siden jeg forlod New York. Et mærkeligt år. Ukendt var jeg draget ud, og nu – ”

George`kald

Henry George havde blandet sig i de fattiges kamp for bedre vilkår i Irland, i England og i Skotland. Deres kamp var også blevet hans kamp, men efterhånden fandt han ud af, at han ikke kunne gøre mere.  Derfor brød han op og rejste tilbage til New York.

Ved hjemkomsten opdagede George snart, at hans optræden i England og Irland ikke var forløbet ubemærket i Amerika. Her blev han modtaget af de irske indvandrere med åbne arme. Der blev arrangeret massemøder og møder med fællesspisninger for den nu berømte stridsmand for den irske sag, og George holdt oplysende taler til store forsamlinger. Mange arbejdede nu også for at få ham George til at stille op som kandidat til Kongressen. Men den mulighed ønskede han ikke at benytte sig af, for, som han sagde til sine venner: hans arbejde lå andetsteds.

Han havde på det tidspunkt nye værker i tankerne. En bog om beskyttelse og frihandel og en populær bog om socialøkonomi lå allerede i svøb, men udarbejdelse af dem måtte vente til senere, for efter sin hjemkomst optog foredragsvirksomhed en stor del af hans tid. Samtidig skrev han en række kronikker til et New York-blad, som i 1883 blev udsendt samlet under titlen ”Samfundsspørgsmål”. Fordi bogen blev til på denne måde, blev den mere `journalistisk` end Georges` andre bøger. De enkelte kapitler er korte, ret selvstændige, og omhandler aktuelle problemer og spørgsmål. Alligevel trækker den nogle linier op, og George forudsiger med stor styrke den voksende ulighed og den voksende sociale spænding, der vil komme til at præge verden i årene, der kommer, og som allerede var synlige på George` tid.