Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Hvad skal din forening gøre fremover?

Hvad skal din forening gøre fremover?




Vi holder møde i Henry George Biblioteket
onsdag den 26. november 2014 kl. 17:30.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
nov 22

I Australien og tiden efter

I 1890 rejste Henry George til Australien, hvor han skulle gense det land, han som skibsdreng på

det fuldriggede skib Hindoo i 1855 havde set første gang. Skibet lå dengang i Melbourns havn en måneds-tid, og det gav besætningen god tid til at se sig om i det nye land. Den knap 16-årige Henrys drømme om lykkelandet Australien forsvandt dog som dug for solen. Her var intet guld i sigte. Jorden var i privat besiddelse, og i Melbourns gader dryssede flokke af fattige mænd rundt.

Det Australien, som George nu skulle besøge, var et land, der i udvikling tålte sammenligning med Amerika og Vesteuropa. Her var de oven i købet ikke ukendt med grundværdibeskatning. I de australske kommuner og i delstaten South Australia havde man allerede fra 1850-erne benyttet sig af den. Senere, omkring århundredeskiftet, fulgte de andre delstater efter. (En udførlig redegørelse for disse forhold findes i g e o r g e nr. 4 fra 2005).

Det kan derfor ikke undre, at rejsen blev en sand triumftog for George, og han havde stor glæde af at stifte personlig bekendtskab med Sir George Grey, den store liberale statsmand, som før nogen anden havde takket og rost George for `Fremskridt og Fattigdom` og varmt tilsluttet sig hans ideer.

Men det blev en uhyre anstrengende rejse. George holdt hundrede foredrag, mere end et om dagen, gennem de tre måneder, opholdet i Australien varede. Dertil kom endeløse rejser, fester og andre sammenkomster, og selv om rejsen hjem over Indien, Italien og England bød på nogen hvile, viste det sig dog ved hjemkomsten, at turen havde været for meget for George` eller stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen grad påvirkede talecentret, gjorde derfor et længere rekonvalescentophold – på Bermudaøerne – nødvendig. Men George var herefter en tydeligt ældet mand.

Vel hjemme igen følte George sig nu så restitueret, at kunne gå i gang med at skrive en bog, der længe havde været i hans tanker, nemlig en socialøkonomi, forståelig for hvermand.. Men han fik ikke ro til at fuldføre arbejdet, for netop nu udsendte pave Leo XIII sin `Encyklika` om sociale forhold og om ejendomsretten. Heri udtalte paven forståelse for nødvendigheden af sociallovgivning og lovgivning om arbejderbeskyttelse. Derimod var han absolut afvisende over for angreb på de bestående grundforhold i samfundet, navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særligt ejendomsretten til jord.

Henry Georges` reaktion blev udgivelsen af `Arbejdets Kår` som et åbent brev til pave LeoXIII, kun nogle måneder efter pavens skrivelse. Bogen blev en af George` populæreste skrifter, idet den kunne forstås alle, også af folk uden socialøkonomiske forudsætninger. Argumentationen er enkel, klar og konsekvent. Ikke alene uholdbarheden i pavens forsvar for den private ejendomsret til jord bliver påvist af George, men også fejlene i pavens argumentation for bevarelsen af den private jordejendomsret bliver påpeget.

I 1896 skulle der være præsidentvalg i USA. Henry George og hans tilhængere støttede Demokraternes præsidentkandidat William Jennings Bryan, der arbejdede for at virkeliggøre demokratisk principper i sit parti. Derfor gik han også ind for frihandel og begrænsning af de riges monopolmagt. Georgisterne uddelte en talrig udgave af `Beskyttelse eller Frihandel` for at støtte Bryan, og Henry George talte arbejdernes sag, især efter at den siddende præsident Cleveland havde sat militæret ind mod arbejderne under en jernbane strejke i Chicago, men skønt Bryan var en glimrende taler og fik 6,5 millioner stemmer, led han nederlag til Republikaneren McKinley, der fik 600.000 flere. Hans støtte fra de virkeligt rige sikrede ham tilsyneladende sejren. – Bryans nederlag overraskede Henry George og mange andre, og George var i længere tid stærkt nedslået over resultatet. For ham fremstod aristokratiet og de rige monopolister nu som en truende overmagt.

nov 16

Retfærdig fordelingspolitik – nu

Et spørgsmål om at skelne mellem mit, dit og vort

Intet retfærdigt samfund uden jordværdiskat – eller med et godt gammelt ord, grundskyld. For den boligejer, der har stiftet bekendtskab med den kommunale grundskyld og ejendomsværdiskatten forekommer denne påstand nok besynderlig. Ikke desto mindre er den rigtig.

Retfærdighed

Pudsigt nok påstår alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, at de arbejder for et mere retfærdigt samfund. Det, der skiller dem, er deres opfattelse af ejendomsretten. Venstrefløjen vil have afskaffet den private ejendomsret, og højrefløjen vil have den respekteret fuldt ud og i alle forhold. Midterpartierne har et lidt udefineret forhold til ejendomsretten – man kan vel med lidt venlighed betegne den som pragmatisk.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af det retfærdige samfund er den naturlige ejendomsret. Ifølge den gælder den fælles ejendomsret de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den private ejendomsret omfatter de arbejdsskabte værdier. Det indebærer, at værdien af vore råstoffer og de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord skal anvendes til fællesopgaver, mens den enkelte borger skal kunne råde frit over udbyttet af egen arbejdsindsats. Det sidste selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at samfundets fællesopgaver skal løses.

De læsere, der stadig foretrækker den socialistiske eller den liberalistiske retfærdighed, kan med fordel stoppe her. For ifølge den naturlige ejendomsret skal den, der arbejder mere, have mere end den, der arbejder mindre. Og ingen skal kunne indkassere milliongevinster – skattefrit – på køb af egen bolig, ligesåvel som ingen boligkøber skal påføres tilsvarende tab. Den vanvittige kasinoøkonomi på boligmarkedet skal simpelthen afskaffes. Det samme (ud af Folketinget) skal de politikere som bare lukker øjnene for disse urimeligheder. De mest hykleriske af dem, er de, der argumenterer for de samfundsmæssige fordele ved lavere skat på arbejde, samtidig med at de nægter at gøre noget ved uhyrlighederne på boligmarkedet. For ikke at tale om landbruget, hvor skatteydernes penge i form af EU-tilskud har bevirket enorme stigninger i jordpriserne.

Med inspiration fra Piet Hein kan det siges sådan:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.

Ejendomsret

Da det er opfattelsen af ejendomsretten, der deler vandene, er det formålstjenligt med et par yderligere bemærkninger om den. Den har været til “diskussion” siden nogle dyr begyndte at pisse deres territorier af. I nyere tid har vi set amerikanerne med tilsvarende “etisk ræsonnement” plante deres flag på månen.

Efter fremkomsten af de socialistiske ideer er debatten om ejendomsretten blevet polariseret mellem på den ene side tilhængerne af privat ejendomsret og på den anden side tilhængerne af fælles ejendomsret. Det er en meningsløs debat, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet: ejendomsretten til hvad?

Det gjorde Henry George opmærksom på allerede i 1800-tallet. Han sondrede mellem på den ene side de arbejdsskabte værdier og på den anden side de naturgivne og samfundsskabte værdier.

Henry George argumenterede for det etisk rigtige i, at den enkelte har ret til det fulde udbytte af sin arbejdsindsats (privat ejendomsret). Skat på arbejde (indkomstskat) er følgelig uetisk. Ifølge mange moderne økonomer er den også en belastning for samfundsøkonomien. De fleste er endvidere helt bevidste om, at den er uretfærdig, dels fordi mange indkomster kan holdes uden for beskatning, dels fordi de helt store indkomster kan skattemæssigt elimineres via afskrivninger. Endelig er ingen i tvivl om, at den er et bureaukratisk monster.

Henry George fremhævede endvidere det etisk rigtige i, at vi i fællesskab ejer de værdier, vi har fået fra naturens hånd og de værdier, vi skaber sammen. Det var et synspunkt, som var ilde hørt blandt de magtfulde interesser, der lukrerede på deres private ejerskab til disse værdier. Derfor var det en livslang og hård kamp for ham at få udbredt og accepteret sine tanker. Det er i vor tid stadigt svært at trænge igennem med denne indlysende rigtige opfattelse af ejendomsretten, som også betegnes naturlig ejendomsret.

For de fleste vil det nok forekomme umiddelbart indlysende, at værdien af naturens metaller og mineraler m.v. retfærdigvis bør tilhøre os alle. Ikke desto mindre har den borgerlige regering indgået aftaler med A.P. Møller Mærsk og konsorter, der giver dem ejendomsretten til vore olie- og gasforekomster. Derfor må bevidstheden om den naturlige ejendomsret styrkes, sådan at næste gang emnet eller et lignende kommer op, vil det udløse et ramaskrig – endnu stærkere end da den nuværende socialdemokratiske/radikale regering proklamerede salg af DONG til Goldmann Sachs – hvis man vil fortsætte i samme skure.

De samfundsskabte værdier er ikke umiddelbart så lette at forholde sig til, da de knytter sig til ejerskabet til jorden. Vor jord er naturgiven og burde derfor ligesom metaller og mineraler m.v. være ejet af staten. I så fald ville ingen enkeltpersoner kunne score en gevinst på at eje jord – forudsat selvfølgelig – og det er helt afgørende – at staten til stadighed opkræver markedsprisen for at disponere over jorden. Undlader staten dette, er ejerskabet uden betydning.

Kendsgerningen er imidlertid, at jorden i mange år har været omfattet af den private ejendomsret og til stadighed er steget i pris. Ikke kun i takt med den almindelige prisudvikling, men langt stærkere. Denne ekstraordinære prisstigning skyldes dels den almindelige velstandsstigning dels det forhold, at jorden udgør et monopol, hvor der ikke i takt med forøget efterspørgsel kommer et større udbud. Prisstigningerne er meget ulige fordelt. I de områder, hvor samfundet i særlig høj grad investerer i infrastruktur og offentlige institutioner ses de kraftigste stigninger. Prisstigningerne repræsenterer en samfundsskabt værdi, som burde være tilfaldet samfundet set i lyset af, at jorden er vor fælles ressource.

Samfundet burde have opkrævet en stadigt stigende jordværdiskat, så de samfundsskabte værdier ikke, i form af prisstigninger, var endt i jordejernes lommer. Havde samfundet gjort det, ville den private ejendomsret til jorden være uden fordelingspolitiske ulemper.

Det billede, der tegner sig, er, at selvom jorden er vor fælles ressource, er det ikke ejendomsretten til jorden, der er afgørende, når det skal sikres, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Det afgørende er den løbende beskatning af jordværdien. Det som på økonomsprog betegnes opkrævningen af jordrenten (den markedsbestemte lejeværdi af jorden – se mere under jordværdiskat og jordrente). Det er denne brugsværdi af jorden, som er vor fælles ejendom.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning til samfundet af jordrenten er, at vor tids jordejere har måttet erhverve deres jord til høje priser. Det er beløb, der skal betales af arbejdsindkomst, der ydermere er indkomstbeskattet. Så ifølge den naturlige ejendomsret er der tale om betalinger, der klart henhører under den private ejendomsret.

Det er et faktum, som ikke kan ignoreres, når den fremtidige fordelingspolitik skal bestemmes.

Retfærdig fordelingspolitik

Fordelingspolitik består traditionelt i at kradse nogle penge ind til det offentlige og derefter bruge dem på de offentlige opgaver samt udlodde beløb til borgerne efter nogle sindrige regler, der ofte baserer sig på borgernes formue og indtjening. Den bærende ideologi udtrykkes i den forslidte frase: “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Denne vanetænkning manifesterer sig i, at man i vort nuværende system brandbeskatter folks arbejdsindsats, mens man lader de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord tilfalde ejerne. Samtidig anvendes skattekronerne uden nøjere overvejelse af, om opgaverne er fællesopgaver.

En retfærdig fordelingspolitik baseret på den naturlige ejendomsret er helt anderledes:

Den væsentligste opgave består i at sikre, at den løbende indtægt af de naturgivne og samfundsskabte værdier tilfalder samfundet. Herefter skal dette provenu anvendes til samfundets naturlige fællesopgaver og iøvrigt udloddes ligeligt til borgerne – da der er tale om fælles midler!

Princippet er enkelt, men rummer i realiteten stof til en del debat, når der skal skelnes mellem samfundsopgaver og naturlige fællesopgaver, og når udlodning af de fælles midler foretages uden hensyntagen til modtagerens indkomst og formue.

Med samfundsopgaver mener jeg opgaver, som kun, eller med fordel, kan løses i offentligt regi, men som ikke nødvendigvis er naturlige fællesopgaver. Det kunne være motorveje og broer, hvor samfærdslen i forvejen er sikret af offentlige veje og færgefart. I disse tilfælde vil det være naturligt at opkræve brugerbetaling med henblik på at kompensere de borgere, som ikke får del i fordelene.

Som en naturlig fællesopgave kan nævnes hospitalsvæsenet, hvor det ville være unaturligt at indføre brugerbetaling.

Ligelig udlodning til borgerne af de fælles midler er som nævnt i direkte modsætning til vort nuværende system. Hertil skal bemærkes, at en udlodning af fælles midler betinget af formue og/eller indkomst i realiteten er en ekstraskat på arbejde og derfor i modstrid med den naturlige ejendomsret.

Den principielle debat om ovenstående vil jeg hermed lade ligge og i det følgende fokusere på de samfundsskabte værdistigninger på grunde, landbrugsjord m.v., der beløbsmæssigt vejer meget tungt i fordelingspolitikken. Kun ved at inddrage disse samfundsskabte værdier er det muligt markant at få reduceret skatten på arbejde.

Dette bringer os tilbage til min indledende påstand. Kun en rigtigt doseret jordværdiskat kan sikre, at de samfundsskabte værdistigninger kommer alle til gode.

Jordværdiskat og jordrente

Jordværdiskat (grundskyld) er en skat på værdien af grunde, landbrugsjord m.v. Skatten opkræves løbende. Idéen er, at alle løbende betaler den aktuelle brugsværdi for det stykke jord, de disponerer over, hvorved jordens pris stabiliseres.

En skat på jordens værdi vil påvirke handelsprisen. Hæver man jordværdiskatten, vil prisen på jorden falde – men jorden har stadig den samme værdi. Dette tilsyneladende paradoks gør det formålstjenligt at anvende et andet mål for jordens værdi. Økonomer anvender begrebet jordrente, der udtrykker den årlige ydelse en bruger er villig til at betale for at have brugsretten til jorden. Begrebet har således intet at gøre med rente, som ordet sædvanligvis bruges.

Hvis jordrenten stiger, dvs. jordens værdi stiger, bør jordværdiskatten hæves tilsvarende. Sker dette ikke vil jordværdistigningen resultere i stigende jordpriser og på den måde tilgå jordejerne som en gave. Omvendt, hvis jordværdien falder, bør jordværdiskatten sænkes, da man ellers påfører jordejerne et tab. Det er det geniale ved jordværdiskatten. Alle kan følge med i, om skatteniveauet er rigtigt, så politikerne kan ikke ubemærket lave studehandler om skattesatsen.

Lad mig udover denne generelle forklaring komme med et konkret eksempel: Politikerne vedtager at tillade opstilling af nogle store vindmøller i et område. Jordværdien af dette område vil dermed forøges drastisk – jordrenten stiger – hvilket skal medføre en tilsvarende stigning i jordværdiskatten. Jordejeren kan derfor ikke indkassere værdistigningen, som en stigning i jordens pris. De omkringliggende beboere vil konstatere faldende jordværdier og skal derfor have nedsat deres jordværdiskat. De forskånes dermed for et fald i jordens pris.

Som det vil være boligejerne bekendt, har vi p.t. udover den kommunale grundskyld den statslige ejendomsværdiskat, der beregnes på grundlag af den samlede ejendomspris (grundpris + bygningspris). Denne skat har samme virkning som jordværdiskatten, idet den virker dæmpende på ejendomspriserne. Beregningsgrundlaget bevirker imidlertid, at skatten fungerer uretfærdigt, idet den boligejer, der moderniserer og udvider sin bolig, beskattes hårdere end den boligejer, som anvender sine ressourcer på andre ting. Endvidere er ejendomsværdiskatten også uretfærdig på den måde, at den betales af boligejere, men ikke af lejere. Begge kategorier har den samme fordel af jordværdi-stigningerne.

På grund af ovennævnte uretfærdighed skal ejendomsværdiskatten omlægges til en ren statslig jordværdiskat. Ligeledes skal den kommunale grundskyld udfases og erstattes af den statslige jordværdiskat, af hensyn til opfyldelse af skattens formål – se nedenfor. Hvis jordværdiskatten skal opfylde sit formål kan der ikke være 2 instanser, der skruer på samme skrue. Dermed ikke sagt, at kommunerne ikke skal have deres andel af provenuet.

Begrebet fuld grundskyld anvendes hyppigt og er en betegnelse for den situation, hvor hele jordrenten opkræves af det offentlige. I denne situation vil en køber ikke kunne forrente og afdrage en pris for jorden, hvorfor handelsprisen vil være nul.

Formålet med opkrævning af jordværdiskat

Nu er vi fremme ved det helt centrale. Kun ved at anvende jordværdiskatten med et klart defineret formål vil det være muligt at skabe forståelse for denne skat, som svage politikere bruger som prügelknabe for at score billige point.

Som jordværdiskatten anvendes nu (kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat), gøres der ikke meget for at begrunde den. Den anvendes som en skatteskrue, og den opfattes som sådan. Den fungerer sådan, at når ejendomspriserne er steget, hæves grundskylden og ejendomsværdiskatten. Det kan sammenlignes med et brandvæsen, der først starter brandslukningen, når huset er brændt ned. Anvendt på denne måde er jordværdiskatten intet effektivt værn mod boligbobler og deres katastrofale følger for både samfundsøkonomien og de uheldige nye boligejere, der kommer ind omkring toppen af markedet. Ligeledes forhindrer denne brug af jordværdiskatten ikke, at unge mennesker kommer til at betale langt mere for at disponere over en grund end deres ældre medborgere. Et generationstyveri, som politikerne forbigår i tavshed.

Nogle tilhængere af en forceret indførelse af fuld grundskyld vil i en overgangsperiode anvende grundskylden til at sænke handelspriserne på jorden indtil den er nul. Det gøres ved løbende at hæve grundskylden udover den konstaterede stigning i jordrenten. Derved bruges jordværdiskatten til at påføre jordejerne tab. Først når jordens handelspris er nedbragt til nul, anvendes jordværdiskatten til at stabilisere handelsprisen (fastholde den på nulpunktet) ved at lade jordværdiskatten følge udviklingen i jordrenten. Formålet med jordværdiskatten bliver med denne løsning 2-delt. I overgangsperioden er formålet nedbringelse af handelspriserne, hvorefter formålet skifter til at være stabilisering af handelspriserne. Kommunikationsmæssigt er det en uoverkommelig opgave, hvilket udviklingen til fulde har dokumenteret.

Formålet med jordværdiskatten bør i stedet fra dag 1 være stabilisering af jordpriserne. Det er en løsning, som de økonomiske vismænd tidligere har efterlyst. Den medfører, at der øjeblikkeligt er sat en stopper for jordspekulation; der er med det samme skabt tryghed for boligkøberne, og generationstyveriet er sat under afvikling.

Formålet er endvidere afvikling af skatten på arbejde, hvilket er anbefalet af mange økonomer.

Med disse formål opnås en retfærdig skattepolitik, som er en væsentlig del af en retfærdig fordelingspolitik. Det er mål og formål, som er lette at forklare og forsvare.

Perspektiver

Med en jordværdiskat med formålet at stabilisere handelspriserne på grunde og landbrugsjord, er der skabt mulighed for at forcere afviklingen af skatten på arbejde. Dette i modsætning til vort nuværende system, hvor generelle skattelettelser vil resultere i stigende ejendomspriser. Der er med en sådan jordværdiskat også skabt mulighed for en udvikling i jordværdierne, som vil være endnu stærkere end hidtil registreret. Det betyder, at en stadigt stigende andel af jordrenten vil tilfalde samfundet. Med andre ord: friværdifesternes æra er slut, og vi får alle andel i de samfundsskabte værdier. De unge kan se frem til, at de ikke skal finansiere den ældre generations forbrugsfest baseret på samfundsskabte værdier.

okt 25

Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”

sep 21

Åbent brev til skatteministeren

Kære Benny Engelbrecht, til lykke med dit ministerium!

Regeringspartierne har en lang tradition for reformer af det danske samfund, hvis mål har været at skabe lige muligheder for alle og større social retfærdighed. Med en offentlig sektor, der udgør omtrent halvdelen af BNP, er grænsen tydeligvis nået for udvidelse af den offentlige sektor og øgede overførselsindkomster.

En skattereform kan skabe soliditet i den offentlige økonomi og samtidig større social retfærdighed. ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom”, står der i Radikale Venstres principprogram. Det vil gøre det muligt at lette skatten på arbejde og forebygge nye boligbobler og dermed følge rådene fra de økonomiske vismænd, Nationalbanken samt OECD´s og EU`s økonomer. ”Vi lytter til økonomerne”, siger de radikale.

Socialdemokraterne siger i principprogrammet: ”Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun ved at fastholde solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.”  En omfordeling til fordel for arbejdet og imod de arbejdsfri, samfundsskabte gevinster giver lige muligheder og større frihed for den enkelte.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at den største ulighedsskabende faktor i de senere år var den enorme boligboble i 00èrne.

En sådan skattereform vil lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation, gøre det vanskeligere at unddrage sig skat i en globaliseret verden, fremme mobiliteten på boligmarkedet, og være fordelingspolitisk progressiv.

I regeringsrundlaget står, at boligskatten skal holdes i ro i denne valgperiode, men intet hindrer, at regeringspartierne sammen med støttepartierne gennemfører en sådan skattereform, blot den først træder i kraft i 2016. Den kan dog ikke omfatte ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget, idet disse er omfattet indtil 2020 af skatteforliget med Venstre og konservative.

Tilbage er grundskylden, som alligevel skal reformeres, når det gælder vurderingssystemet. Det bør ændres til årlige vurderinger og med en tilstrækkelig og kompetent bemanding i Skat. Kommunerne har brug for de mange milliarder, grundskylden giver, og man kan supplere den ved at genindføre statsgrundskylden på 1 %, og anvende den til nedsættelse af skatten på arbejde.

66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde lettes tilsvarende, kun 22 % siger nej. 68 % af de socialdemokratiske vælgere og 71 % af SF-vælgerne siger ja (Gallup i Berlingske 17/2 11). Så der er folkelig opbakning til en skattereform, som her skitseret, hvis partierne har viljen til at gennemføre den – i overensstemmelse med deres egen ideologiske og historiske baggrund.

sep 18

Bevar grundvurderingerne

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, siger ejendomsmæglerne, når de skal definere prisen på et hus. EDC-mæglerne beregner årligt hvad et ganske almindeligt gennemsnitsparcelhus med samme størrelse, indretning, grundstørrelse og relative beliggenhed er værd i alle landets kommuner. Det kaldes Danmarkshuset.

Dette hus koster på den billigste lokalitet (Ørnhøj i Vestjylland) 585.000 kr. På den dyreste lokalitet: Frederiksberg er værdien 6.609.000 kr., altså det 11-dobbelte for det samme hus! Det er altså ikke murstenene, der koster, men beliggenheden, og det vil reelt sige grunden. Derfor er det vigtigt at bevare den særlige vurdering af grunden, selv om den er vanskelig i tæt udbyggede områder. Det sker i øvrigt ikke sjældent, at en ny ejer river huset ned og bygger et nyt: Det er altså reelt grunden, der er betalt for.

Ejendomsvurderingsudvalgets forslag om at ansætte grundværdierne politisk eller administrativt er helt ude i hampen. Tænk hvilket politisk slagsmål, det vil give, og hvilket herligt felt for ligusterdemagogerne! Der er i forvejen stærke kræfter, der arbejder på at decimere den inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier, der sker gennem grundskylden, og som giver mulighed for lavere skat på arbejde.

Det er i øvrigt forunderligt, at man tilsyneladende ikke har involveret ejendomsmæglernes ekspertise i udvalgets arbejde.

aug 11

Henry George finder frihedens mulighed

Sidst på året 1883 blev der igen kaldt på Henry George fra England, hvor hans tilhængere ønskede at få ham over som redaktør for et af deres blade. Den mulighed afslog han dog, men gik ind for at foretage en stor foredragsrejse derover. Nytårsaften sejlede George så igen fra New York. ”Østlig vind, søen rolig”, skrev han i sin dagbog, akkurat som for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

George igen i England – to gange tur-retur

I London var det sociale spørgsmåls alvor og farefuldhed ved at gå op for `det oplyste borgerskab`. Man diskuterede for og imod Irlands hjemmestyre (Home Rule) og de irske jordproblemer, som George på sin tidligere rejse havde en voldsom debat om.
Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London. Her blev George angrebet på det voldsomste af ”Ligaen tik Forsvar for Frihed og Ejendom”, der var blevet dannet til forsvar for de bestående rettigheder. George blev af folk fra denne liga kaldt for `uretfærdighedens profet`, hvis evangelium var revolution og rov.
Men i brede kredse var modstanden og forbitrelsen mod godsejervældet allerede voldsom, både i Irland, i Skotland og nu også i England, men ikke alle `liberale` turde sige god for George, dårligt nok række en finger til støtte.
I Skotland var jordspørgsmålet særdeles brændende første gang, var der. De fattige bønder – resterne af den bondebefolkning, der havde måttet vige for godsejernes dyreparker og jagtområder – trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem.
Her rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der ikke blev plads til godsejerne. Under George` besøg her blev ”Land Restauration League” dannet, og George skrev dens proklamation til det skotske folk om genvinding at dets ret til fædrelandets jord.
Efter nogle måneders foredragsrejse tog George tilbage til Amerika, hvor han igen blev hyldet af sine tilhængere, og der blev afholdt massemøder, hvortil mange arbejdere og borgere dukkede op. Til de møder, hvor der blev arrangeret fællesspisning, holdt `det bedre borgerskab` sig dog tilbage. Skønt George` berømmelse var steget på det sidste eller netop på grund heraf, var hans ideers `farlighed` begyndt at gå op for de folk, der støttede den bestående samfundsorden.
Snart var George dog i England igen. Her var Irlands Home Rule stadig et væsentligt debatemne.
Men befolkningens elendige boligforhold kaldte på politisk handling her og nu. Derfor var politikerne blevet opmærksomme på grundspekulationens skadelige indvirkning på byudviklingen. George` agitation havde nok også haft sin virkning. I hvert fald blev der nedsat en Royal Commission, hvori selve Prinsen af Wales havde sæde.
I den betænkning, der blev udarbejdet af kommissionen, blev der foreslået at påligne alle byggegrunde, der lå hen i spekulationsøjemed, en særlig grundværdiskat på 4 % for at dræbe spekulationen.

Beskyttelse eller Frihandel

Ved sin hjemkomst i 1885 kunne George endelig, efter flere års afbrydelser, igen tage fat på udarbejdelsen med sit store værk om frihandelen. Bogen udkom året efter under navnet ”Beskyttelse eller Frihandel”.
I sit forord til bogen skrev Henry George bl.a.: -Frihandel er til gavn for det arbejdende folk, skønt arbejderne har svært ved at se det – og anser frihandelen som en storkapitalistisk opfindelse. Jeg påpeger, hvor falsk den tro er, at tro, at arbejdet kan værnes ved toldlove, og jeg peger samtidig på de kendsgerninger, som giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstemt såkaldt frihandelsreform. Men frihandelen kan ikke stå alene, for arbejdernes kår i frihandelslandet England er lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller i USA.
-Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer; vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv til jorden, den fælles rigdomskilde.
-For at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere eller staten skal overtage al jord, Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen private kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Hele årsagen til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.
-Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomhederne kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.
I sin bog ”Henry George” skrev Jakob E. Lange i sin tid: ”Beskyttelse eller Frihandel er den mest enkle, den mest ensrettede og derfor den i sin slags mest komplette af George` bøger.