Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. Endvidere er der et skarpt opgør med fremtrædende økonomer og konfliktsky politikere, som, ifølge Harrison, udmærket er klar over problemerne og ved, hvor let de faktisk kan løses. For sølvkuglen findes jo...

Læs mere
Seneste artikler
mar 23

EU giver Tyskland en irettesættelse

For nylig fik Tyskland en alvorlig påmindelse fra EU om, at landets permanente handelsoverskud burde nedbringes, fordi det forlænger eurokrisen.. EU’s økonomikommissær Olli Rehn rådede i kraftige vendinger Tyskland til at skabe mere vækst ved at styrke den indenlandske efterspørgsel. Ledende tyske politikere og økonomer reagerede straks positivt på kritikken. Det gjorde de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, også, og overraskende for mange også det tyske Økonomiske Institut i Köln, IW, der finansieres af industriforbund og arbejdsgivere.

Et af de problemer, som Rehn peger på, er, at Tyskland gennem mange år ikke har øget det indenlandske forbrug i passende omfang. Et andet og nok så alvorligt er, ifølge et internt EU-papir, som Süddeutsche Zeitung har fået adgang til, at Tyskland i årene 2006-2012 kun investerede 10 procent af indkomsterne fra sit handelsoverskud i hjemlandet selv. Størsteparten af resten blev placeret i den udenlandske finanssektor, der brød sammen i 2008. Det medførte, at forbruget faldt yderligere, og de tyske skatteydere måtte til lommerne for at holde fallerede banker flydende. Dertil kom, at Tyskland gennem flere år ydede betydelige beløb til sydeuropæiske lande for at undgå et sammenbrud i eurozonen.

Denne bedømmelse deles af mange, og nogen vil tilføjede, at de svage offentlige og private investeringer ikke bare svækkede det indenlandske forbrug, men også dæmpede væksten i importen fra landene i eurozonen og fra lande udenfor.

Tyskland har altid satset på at skaffe sig et solidt handelsskud og har haft det siden 1952. Mens landet endnu havde d-marken, blev forholdet til andre valutaer fastlagt ved kursreguleringer, og det medførte, at marken stod stærkt. Men nu er Tyskland bundet af de regler, der gælder i eurozonen, og ifølge dem må intet lands handelsoverskud overstige 6 procent over en længere periode end tre år. Det har det tyske handelsoverskud over for udlandet gjort siden 2006, altså i otte år. I 2013 havde Tyskland det største handelsoverskud i hele verden. Det var det år på næsten 200 milliarder euro.

Den nye regering i Tyskland, som blev resultatet af det sidst afholdt forbundsdagsvalg, består af partierne CDU/CSU og SPD, og den er allerede gået i gang med at stimulere den tyske økonomi. Det er således besluttet at indføre en landsdækkende mindsteløn, og i regeringsaftalen er der afsat store summer til investering i trafik, pensioner, uddannelser og børnehaver. Der kan også blive tale om at udligne de lønforskelle, der stadig består mellem Øst- og Vesttyskland.

Det betyder ikke, at der pludselig er opstået idel harmoni mellem tyske arbejdsgiver og lønmodtagere, men signalet fra EU er blevet opfattet på de tyske arbejdspladser. Dietmar Schäfer, næstformand i de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, der leder forhandlinger med byggeriets arbejdsgivere, oplevede først i marts, at arbejdsgiverne afbrød forhandlingerne på ubestemt tid. Det var deres svar på byggearbejdernes krav om en lønforhøjelse på 7 procent

Dietmar Schäfer siger til Politiken (7/3): ”EU kritiserer os med god grund. Vores fremgang er sket på udlandets bekostning. Vi har gjort os alt for afhængige af eksport. I dag må vi styrke efterspørgslen på vores indlandsmarked. Byggeriets arbejdsgivere har ikke tilbudt lønforhøjelser overhovedet. Det er ikke usædvanligt. Den gennemsnitlige stigning i månedslønnen for alle lønmodtagere var i fjor 1,3 procent. Samtidig steg priserne med 1,5 procent. Det betød, at reallønnen i fjor faldt med 0,2 procent, hvilket er det første fald, siden 2009, da den økonomiske verdenskrise brød ud.”

(De fleste oplysninger er hentet fra Peter Wiwels artikel i Politiken den 7. mart d.a.).

 

mar 1

Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.