Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. Endvidere er der et skarpt opgør med fremtrædende økonomer og konfliktsky politikere, som, ifølge Harrison, udmærket er klar over problemerne og ved, hvor let de faktisk kan løses. For sølvkuglen findes jo...

Læs mere
Seneste artikler
jul 22

Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
- `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
- `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
- `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
- `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.

maj 24

Henry George blander sig i det irske oprør

I april 1879 rejste den irske folkefører Michael Davitt oprørsfanen igen. Han havde da udstået sin straf på syv års fængsel for sin utrættelige kamp for Irlands frihed, men han ville ikke nøjes med kun at kræve selvstyre for sit land. Nu gik han til kamp mod de engelske godsejere, der ejede det meste af Irlands jord og ved hjælp af forpagtere udsugede de irske bønder. Kampråbet lød nu ”Jorden til folket”.

Som kamporganisation stiftede de irske oprørere samme år The Iirish Land League, som Davitt, der selv var bondefødt, blev sjælen i, og han mente, han havde en retfærdig sag at kæmpe for, og at han kunne bruge ”Fremskridt og Fattigdom” i denne kamp. Davitt arbejdede sammen med Charles Stewart O´Parnell, som dog selv var godsejer, og han ville første og fremmest forbedre forpagternes retsstilling. De kunne nemlig til enhver tid afsættes helt vilkårligt af de engelske godsejere I 1880 blev 10.500 forpagtere sagt op. Samme år rejste de to ledere til Amerika for at søge støtte til deres kamp blandt det store irske islæt i staterne.

Det var på den tid, Henry George gik i gang med at skrive en artikel om Irland. Men på grund af den tilspidsede situation i landet blev det til et kampskrift med titlen `Det irske jordspørgsmål – hvad det indebærer og hvorledes den eneste mulige løsning kan findes`. For George gjaldt det om at inddrage jordrenten til folkets fælles kasse.`Så ville landlord-klassens økonomiske magt være brudt og dens åg på folkets skuldre fjernet`.

 Ikke kun et irsk problem

 Men han stoppede ikke her, men tilføjede: `Hvad det gælder om er ikke kun de irske bønders frihed, men menneskenes frigørelse i alle lande. Irlands tilfælde er nemlig kun et særligt udslag af den konstitutionelle sygdom, der hærger alle lande. Den irske frihedskamp må udvides til en kamp for hele menneskehedens frigørelse.`

George deltog også som taler ved Davitts og Parnells irske agitationskampagne i Amerika og i Canada, hvor de mange indvandrere modtog ham med begejstring. Det gav Georgs en uventet og kærkommen chance, idet bladet ”The Irish World” indbød ham til at rejse til Irland og England som korrespondent og iagttager. Samtidig begyndte bladet ”Truth” at trykke ”Fremskridt og Fattigdom” som bilag til bladet. Den unge Louis F, Post, der redigerede bladet, fik herefter overdraget retten til trykke F&F overalt – uden at betale for det.

I oktober 1881 rejste George sammen med sin hustru Annie og deres yngste børn fra New York til Irland. Det var kort tid efter, at David og Parnell var vendt tilbage, og de to ledere havde da kort tid efter deres tilbagekomst gennem den irske Land-Ligas erklæret afgiftsstrejke på de irske bønders vegne. Ligaen foranstaltede også boykot mod enhver, der havde opsagt en forpagter eller overtaget en gård efter en opsagt. Den engelske regerings svar var at sende mere politi og militær til den urolige ø.

 Glødende indignation

Ved at være vidne til dette blev George` sympati for bøndernes sag til glødende indignation over den uret, de var ofre for, og ved et møde i Dublin, som han var indbudt til, blev han modtaget men overvældende begejstring, men de politiske ledere i Land-ligaen, som lyttede intens til de signaler, der kom fra regering i London, forholdt sig køligt over for George. Det kom bl.a. til udtryk derved, at Parnells fløj i Ligaen nu talte for gennemførelse af en slags selvejendom for bønderne ved køb af jorden. I England, hvortil George var blevet inviteret af radikale kredse, var modtagelsen varm og uforbeholden. Her var Helen Taylor, John Stuart Mills steddatter, det mest fremtrædende medlem blandt de engelske venner af Irlands sag. Men George mødte også filosoffen Herbert Spencer, der tidligere havde givet udtryk for, at privat jordejendomsret uforenelig med retfærd. Derfor blev George dybt skuffet, dan han nu måtte høre Spencer sige, at de irske agitatorer kun fik, hvad de havde ærligt fortjent, de havde jo ophidset bønderne til at nægte godsejerne, hvad der med rette tilkom dem. Spencer tilhørte åbenbart nu den konservative fløj i England, der ville sætte hårdt mod hårdt.

Til gengæld voksede tilslutningen blandt de radikale i England og i Skotland, hvor jordspørgsmålet på visse områder var lige så brændende som i Irland, ganske særligt for de skotske bjergbønder. Her kom George til, som han senere sagde, at `skabe en revolution` ved at holde taler for de folk og organisationer, der indbød ham. Det gjorde ikke hans popularitet mindre, da det rygtedes, at han et par gange var blevet arresteret af det engelske politi i Irland.

Til en ven skrev han: ”Så sandt, vi lever, har vi tændt ilden i England; ingen magt kan slukke den. Vore engelske venner vil absolut have mig til at blive her, men det behøves ikke nu. – Næste mandag venter jeg et nyt oplag på 20,000 eksemplarer af ”Fremskridt og Fattigdom” udsendt. Et år er gået, siden jeg forlod New York. Et mærkeligt år. Ukendt var jeg draget ud, og nu – ”

George`kald

Henry George havde blandet sig i de fattiges kamp for bedre vilkår i Irland, i England og i Skotland. Deres kamp var også blevet hans kamp, men efterhånden fandt han ud af, at han ikke kunne gøre mere.  Derfor brød han op og rejste tilbage til New York.

Ved hjemkomsten opdagede George snart, at hans optræden i England og Irland ikke var forløbet ubemærket i Amerika. Her blev han modtaget af de irske indvandrere med åbne arme. Der blev arrangeret massemøder og møder med fællesspisninger for den nu berømte stridsmand for den irske sag, og George holdt oplysende taler til store forsamlinger. Mange arbejdede nu også for at få ham George til at stille op som kandidat til Kongressen. Men den mulighed ønskede han ikke at benytte sig af, for, som han sagde til sine venner: hans arbejde lå andetsteds.

Han havde på det tidspunkt nye værker i tankerne. En bog om beskyttelse og frihandel og en populær bog om socialøkonomi lå allerede i svøb, men udarbejdelse af dem måtte vente til senere, for efter sin hjemkomst optog foredragsvirksomhed en stor del af hans tid. Samtidig skrev han en række kronikker til et New York-blad, som i 1883 blev udsendt samlet under titlen ”Samfundsspørgsmål”. Fordi bogen blev til på denne måde, blev den mere `journalistisk` end Georges` andre bøger. De enkelte kapitler er korte, ret selvstændige, og omhandler aktuelle problemer og spørgsmål. Alligevel trækker den nogle linier op, og George forudsiger med stor styrke den voksende ulighed og den voksende sociale spænding, der vil komme til at præge verden i årene, der kommer, og som allerede var synlige på George` tid.

 

 

 

mar 23

EU giver Tyskland en irettesættelse

For nylig fik Tyskland en alvorlig påmindelse fra EU om, at landets permanente handelsoverskud burde nedbringes, fordi det forlænger eurokrisen.. EU’s økonomikommissær Olli Rehn rådede i kraftige vendinger Tyskland til at skabe mere vækst ved at styrke den indenlandske efterspørgsel. Ledende tyske politikere og økonomer reagerede straks positivt på kritikken. Det gjorde de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, også, og overraskende for mange også det tyske Økonomiske Institut i Köln, IW, der finansieres af industriforbund og arbejdsgivere.

Et af de problemer, som Rehn peger på, er, at Tyskland gennem mange år ikke har øget det indenlandske forbrug i passende omfang. Et andet og nok så alvorligt er, ifølge et internt EU-papir, som Süddeutsche Zeitung har fået adgang til, at Tyskland i årene 2006-2012 kun investerede 10 procent af indkomsterne fra sit handelsoverskud i hjemlandet selv. Størsteparten af resten blev placeret i den udenlandske finanssektor, der brød sammen i 2008. Det medførte, at forbruget faldt yderligere, og de tyske skatteydere måtte til lommerne for at holde fallerede banker flydende. Dertil kom, at Tyskland gennem flere år ydede betydelige beløb til sydeuropæiske lande for at undgå et sammenbrud i eurozonen.

Denne bedømmelse deles af mange, og nogen vil tilføjede, at de svage offentlige og private investeringer ikke bare svækkede det indenlandske forbrug, men også dæmpede væksten i importen fra landene i eurozonen og fra lande udenfor.

Tyskland har altid satset på at skaffe sig et solidt handelsskud og har haft det siden 1952. Mens landet endnu havde d-marken, blev forholdet til andre valutaer fastlagt ved kursreguleringer, og det medførte, at marken stod stærkt. Men nu er Tyskland bundet af de regler, der gælder i eurozonen, og ifølge dem må intet lands handelsoverskud overstige 6 procent over en længere periode end tre år. Det har det tyske handelsoverskud over for udlandet gjort siden 2006, altså i otte år. I 2013 havde Tyskland det største handelsoverskud i hele verden. Det var det år på næsten 200 milliarder euro.

Den nye regering i Tyskland, som blev resultatet af det sidst afholdt forbundsdagsvalg, består af partierne CDU/CSU og SPD, og den er allerede gået i gang med at stimulere den tyske økonomi. Det er således besluttet at indføre en landsdækkende mindsteløn, og i regeringsaftalen er der afsat store summer til investering i trafik, pensioner, uddannelser og børnehaver. Der kan også blive tale om at udligne de lønforskelle, der stadig består mellem Øst- og Vesttyskland.

Det betyder ikke, at der pludselig er opstået idel harmoni mellem tyske arbejdsgiver og lønmodtagere, men signalet fra EU er blevet opfattet på de tyske arbejdspladser. Dietmar Schäfer, næstformand i de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, der leder forhandlinger med byggeriets arbejdsgivere, oplevede først i marts, at arbejdsgiverne afbrød forhandlingerne på ubestemt tid. Det var deres svar på byggearbejdernes krav om en lønforhøjelse på 7 procent

Dietmar Schäfer siger til Politiken (7/3): ”EU kritiserer os med god grund. Vores fremgang er sket på udlandets bekostning. Vi har gjort os alt for afhængige af eksport. I dag må vi styrke efterspørgslen på vores indlandsmarked. Byggeriets arbejdsgivere har ikke tilbudt lønforhøjelser overhovedet. Det er ikke usædvanligt. Den gennemsnitlige stigning i månedslønnen for alle lønmodtagere var i fjor 1,3 procent. Samtidig steg priserne med 1,5 procent. Det betød, at reallønnen i fjor faldt med 0,2 procent, hvilket er det første fald, siden 2009, da den økonomiske verdenskrise brød ud.”

(De fleste oplysninger er hentet fra Peter Wiwels artikel i Politiken den 7. mart d.a.).

 

mar 1

Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.

 

 

mar 1

Beskyttelse eller frihandel

Dette er titlen på én af Henry George’s bøger, og tillad mig her at forsøge at se på de moderne frihandelsbestræbelser ud fra georgistiske principper.

Som jeg ser på disse principper, er der i vore samfund to ting, der står hinanden imod. Den ene er forventningsprisen på jord. Den anden er produktivitetsstigningen. Forventningsprisen vil altid søge at tage højde for, at tingene i kraft af produktivitetsstigningen bliver billigere. Prisen på jord vil derfor altid ligge et stykke over det, der kan lønne arbejde og kapital. Derfor vil der altid være en større eller mindre arbejdsløshed i samfundene.

Men hvad nu, hvis nu produktiviteten stiger mere brat end forventet? Ja, så får vi først en periode med fuld beskæftigelse, for forventningspriserne var ikke høje nok. Men efter denne søde kløe får vi den sure svie. For produktiviteten kan ikke blive ved med at stige så brat, og når en mere normal stigning er indtrådt, vil forventningspriserne være for høje, og arbejdsløsheden vil slå til igen, og måske endda blive større end før, indtil enten forventningspriserne er faldet, eller produktiviteten er steget.

Vi så det i tresserne. Her gennemførte man et stort frihandelsområde bestående af EF og EFTA. Og den produktivitetsstigning, det gav anledning til, var langt større, end nogen havde forventet. Jordpriserne var ikke fulgt med. Derfor fik vi fuld beskæftigelse i tresserne. Og det i den grad, at mange begyndte at regne med, at vi omsider havde løst nationaløkonomiens gåde, så vi kunne have konstant fuld beskæftigelse. Man regnede også i halvfjerdserne med, at opsvinget snart ville komme. Hvad det blot ikke gjorde. For forventningspriserne var stadig for høje.

Omsider kom vi dog ned på et mere normalt niveau. Men så kom næste opsving i halvfemserne og slog igennem med stor kraft i nullerne. Kina var kommet med i verdensøkonomien, og det gav produktivitetsstigninger af en ganske uventet størrelse. Forventningspriserne havde ikke forventet så meget, og som sidste gang faldt også denne gang arbejdsløsheden. Men ak, også som sidste gang var den sure svie ovenpå de glade nuller en stærk medicin at sluge. Vi fik en krise, som vi først nu er ved at komme ud af. (Mere om denne kriseteori i George efteråret 2012).

I ”Beskyttelse eller Frihanden” skriver Henry George følgende: ”Beskyttelsens Afskaffelse vilde være som en Røvers Bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen Mand stort, om een Røver jages bort, naar en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer”. (side 168). Den røver, George tænker på, er den private Jordejeret. Denne røver står tilbage til sidst, og hvad de andre røvere efterlader, det tager denne røver.

Oversat til den model, jeg har skitseret ovenfor: Det kan være udmærket, at mere frihandel skaber vækst, men så længe der af væksten også skabes en større eller mindre forventningspris på jord, vil vi efter nogen tid igen rammes af arbejdsløshed. Måske det sker på et højere plan, hvad realløn angår, men arbejdsløsheden får vi ikke afskaffet selv med nok så megen frihandel.

Det betyder ikke, at frihandel ikke er noget godt. Det betyder heller ikke, at der ikke i en periode kan skabes vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Hvis produktivitetsstigningen ved en frihandelsaftale mellem USA og EU som den, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads, er større, end man forventer (og ”man” er her den almindelige forventning til fremtiden, som bestemmer forventningsprisen på jord), så vil vi måske opnå den samme effekt, som i tresserne, da EF og EFTA nedbrød toldskrankerne, eller som i nullerne, da Kina for alvor kom med ind i verdenshandelen, det vil sige: vi vil måske få gang i hjulene, fuld beskæftigelse og optimisme overalt i økonomien. Men gør vi ikke noget ved forventningspriserne på jord, vil det med garanti ende på samme måde, som tressernes og nullernes glade optimisme endte: med krise, tvangsauktioner, arbejdsløshedens genkomst og almindelig pessimisme til følge.

For optimismen vil uvægerlig give sig udslag i stigende jordpriser, måske vi endda igen når frem til det punkt, vi havde i nullerne, hvor politibetjente, postbude og sygeplejersker ikke kunne bosætte sig i Københavnsområdet, fordi de ikke kunne betale de priser på ejendom, der krævedes. Så hvis vi bibeholder status quo, hvad jordbeskatning angår, vil selve opsvinget i sig bære kimen til den økonomiske nedgang, der kommer.

Imidlertid er der et George-citat mere at bide mærke i. Dette citat står til sidst i Beskyttelse eller Frihandel, og man skal notere sig, at George forinden har plæderet gevaldigt for, at den sande frihandel indebærer fuld grundskyld. Det vil sige, der er tale om en slags slutdrøm, en lidt vild forestilling om, hvad der ville kunne opnås, hvis virkelig man kunne blive enige om denne sande frihandel. George skriver.

”Og paa samme Maade vilde det gaa med vore Frænder hinsides Havet. Dersom vi afskaffede vore Toldboder og aabnede vore Havne for fri Indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, vilde Handelen mellem de britiske Øer og de Forenede Stater blive saa vældig stor og Samkvemmet saa inderligt, at vi maatte blive til eet Folk og nødvendigvis kom til at indrette vort Møntsystem, vort Postvæsen og vore almene Love paa en og samme Maade, saa at Englænderen og Amerikaneren lige saa fuldt vilde føle sig som Borger i samme Land, som New Yorkeren og Californieren nu gør det”. (side 205).

Når det er værd at lægge mærke til dette citat, skyldes det, at EU er gået frem i omvendt rækkefølge. Hvor George giver udtryk for det håb, at en frihandelsaftale vil medføre en samordning af lovene, hævder EU omvendt, at en sådan samordning af lovene er en forudsætning for frihandel. At EU her har misforstået noget, fremgår af den kendsgerning, at den frihandel, der blev indført i Europa i 1959-60 gennem EFTA og EF’s tiltag, ikke blot gavnede EF-landene, hvor kravet om fælles regler gjaldt, men også EFTA, hvor et sådant krav ikke var fremsat. Eller man kan sige, at produktiviteten steg i begge områder, før reglerne var ensrettet.

Når det er værd at gøre opmærksom på det, skyldes det, at der i den frihandelsaftale, der er under forhandling mellem USA og EU, tænkes indbygget en fælles domstol, så f.eks. amerikanske firmaer vil kunne sagsøge den danske stat, hvis vi indfører strengere krav på f.eks. bestemte miljøområder. Det er sådan set EU’s misforståelse om igen. Det er unødvendigt for virkningen af frihandelen at indføre fælles regler på alle områder. Man kan gøre det eller lade være. Måske man vil få en lidt større virkning, hvis man har fælles regler på nogle områder, men erfaringerne fra både tresserne og nullerne fortæller os, at det ikke er dèr, de store gevinster tages hjem.

Om amerikanere og europæere gror sammen og bliver som ét folk, sådan som George drømte om det, så er det noget, der sker som en følge af frihandel og fri rejse og fri udveksling af al kultur, disse ting er ikke noget, der først må være på plads, før frihandel kan virkeliggøres.

Men bevares, vi har jo også erfaret – hvad George måske ikke havde erfaret – at stater er interesseret i at beholde så mange arbejdspladser i landet som muligt og derfor fejlagtigt tror, at frihandel skader den hjemlige beskæftigelse. Derfor kan man godt i teorien gå ind for frihandel, altså nedsættelse af al told, sådan som man gjorde det i 1959-60, mens man gennem en række tekniske handelshindringer søger at dæmme op for udenlandske varer. Og her har jo EF’s grundlæggere følt, at sådanne handelshindringer kun kan afskaffes af den fælles kommission og den fælles domstol, mens George går ud fra, at den sandhed efterhånden vil brede sig, at afskaffelsen af alle handelshindringer er til eget lands fordel, også selv om der bliver indført flere varer af denne bestemte slags og afskediget arbejdere på dette felt. Der vil nemlig blive oprettet nye arbejdspladser på andre felter mindst svarende til dem, der gik tabt.

Altså: George har ret i, at en eventuelt vækst ved en frihandelsaftale mellem EU og USA ret snart vil blive opædt af ”den sidste røver”. Og han har også ret i, at en eventuel lovsammensmeltning ikke er en forudsætning, men højst en følge af en gennemført frihandel.

Det er stadigvæk værd at lytte til ”Den Gamle”.

 

mar 1

Fremskridt og Fattigdom bliver til

I tiden efter, at Henry George var vendt tilbage til Californien fra New York, stod han igen uden fast arbejde. Men så startede han sammen med en ven sin første selvstændige avis. Med 1800 dollars i ryggen udgav han San Francisco Evening Post for en cent per stk. Til den pris kunne enhver få råd til og fristes til at købe avisen.

Som redaktør af avisen tonede George rent flag for en virkelig demokratisk politik, for frihandel og for inddragelse af den jordrente, som han havde slået til lyd for i en tidligere udgivet pjece. Han påtalte de overgreb, som magthaverne udsatte arbejdstagerne for, især den usle behandling, som søfolkene blev tildelt.

Henry George lod sig ikke påvirke af de folk, der havde magtpositioner i kraft af monopoler og private interesser, skønt det medførte tab af annonceindtægter. Han troede fuld og fast på, at hans avis kunne opretholdes alene ved sine holdninger og for sit budskab. Men da endnu en økonomisk krise og andre vanskeligheder stødte til, måtte bladet opgives i 1875.

 Georges kald

På det tidspunkt var George overbevist om, at jorden burde være det amerikanske folk fælles ejendom og at renten af jordens værdi skulle inddrages af samfundet, så told og forskellige skatter kunne afskaffes, og han følte, at han havde et kald til at forklare dette synspunkt for alle. Men det krævede nye studier og undersøgelser. For at få tid til dem fandt han et arbejde som gasmåler-inspektør. Det var overkommeligt og gav samtidig lidt fortjeneste. Når hans tid tillod det, foretog han så de undersøgelser, som blev grundlaget for udarbejdelsen af `Fremskridt og Fattigdom`.

Sideløbende med sine studier holdt George en del foredrag, således sin første og eneste universitetsforelæsning på det nyoprettede Berkley Universitet i San Francisco. Ved indbydelse til George havde man antydet, at universitetet ønskede at finde en kandidat til et professorat i socialøkonomi. I sit foredrag gjorde George det klart, at det, han havde at sige, ikke var specifikt teoretisk. Han ville påvise, at socialøkonomi ikke var et indviklet og uafgrænset emne, men at den i virkeligheden var fast i linierne, let at følge og værd at beskæftige sig med, fordi den havde afgørende betydning for den enkelte og for hele folket.

Det er forståeligt, at universitetets autoriteter ikke var begejstret for George` tale, som faktisk også var en underkendelse af de økonomiske teorier og lærdomme, som var kendt på den tid. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at George benyttede nogle ord og vendinger, som universitetet fandt upassende, så George blev ikke akademiker. Selv opfattede han sit budskab som universelt, ikke kun et budskab til det amerikanske folk, men et budskab til alle undertrykte folk.

Det er værd at bemærke, at Henry George i årene 1891 – 1897 udarbejdede sit eget social-økonomiske værk, som han kaldte `Den Nationaløkonomiske Videnskab`. George nåede dog ikke at finpudse manuskriptet før sin død. Nogle af hans senere tilhængere fandt alligevel bogen betydningsfuld, så de lod bogen trykke i New York i 1968. For nogle år siden blev bogen oversat til dansk og udgivet her i landet i 2o12.

I alt, hvad George skrev, og i de mange taler, han holdt, skinnede hans holdning til det vanskelige begreb frihed igennem. Det fremgik klart af den tale, han holdt på USA’s nationale frihedsdag den 4. juli 1877. Træk af denne noget højtsvungne tale findes i `Fremskridt og Fattigdom`. Et sted i talen hedder det: ”Frihed, det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt praleord. Thi det betyder retfærd, og retfærd er naturens lov – loven for sandhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke.”

Fremskridt og Fattigdom

`Fremskridt og Fattigdom` blev påbegyndt i september 1877 og fuldført i 1879, halvandet år senere. På det tidspunkt var der igen krise i USA, overalt i staterne, og George vidste af egen erfaring, hvad kriser betød. Forklaringen af dem og indignationen mod dem var af stor betydning for hele George` virke. Det kan da heller ikke undre, at undertitlen på hans bog blev: `En undersøgelse af årsagerne til kriserne og den stigende armod under rigdommens vækst.`.

Inden George i sin bog nåede frem til en nærmere udvikling af de tanker, som han i sine mange taler og i `Vor jord og Jordpolitik`, havde givet udtryk for, måtte han revidere og konsolidere socialøkonomien, således som den var udtænkt af tidens og fortidens tænkere. Det gjaldt Adam Smith, David Ricardo, Robert Malthus og John Stuard Mill, de klassikere, hvis lære han belyste og kritiserede, før han på et ægte og brugbart grundlag kunne ordne og cementere sit eget værk. George` kritik af Malthus vil man dog næppe helt kunne godtage i vore dage.

For George betød fuldførelsen af `Fremskridt og Fattigdom` en vældig spændingsudløsning, men han var sikker i sin sag Så længe han levede var han urokkelig overbevist om, at han havde løst den opgave, han havde påtaget sig, og han følte, at bogens udformning, dens stil og klarhed, var sådan, at den, trods problemernes storhed og vide omfang, kunne forstås af den jævne mand og derfor ville være et mægtigt våben og et værktøj i folkets bestræbelser og kamp for frihed.

Til sin gamle far i Philadelphia skrev Henry George bl.a.: ”Det er med en dyb følelse af taknemlighed overfor Vor Fader i Himlen, at jeg sender dig et eksemplar af min bog. Jeg er taknemlig over, at jeg har oplevet at kunne udarbejde den, og at du har levet længe nok til at kunne få den at se. – Bogen vil ikke blive anerkendt lige straks – men vil til sidst nå et blive vurderet som et storværk.”

Forlæggerne var ikke just villige til at have med bogen at gøre. For dens radikalisme havde de øje, ikke for dens storhed. George fik da selv et lille oplæg trykt i San Francisco; men så besluttede et stort New York-forlag, stærkt tilskyndet af nogle af George` ungdomsvenner i Philadelphia, at trykke et større oplag, som blev sendt vidt ud over hele verden (jan, 1880), hvorefter flere statsmænd udtalte deres glæde og beundring for bogen, således Sir George Grey i New Zeeland og WilliamGladstone i Storbritannien. Den franske forfatter og socialøkonom Emile Laveleye anmeldte bogen i Revue Scientifique i begejstrede vendinger, og en udmærket tysk oversættelse blev udarbejdet af C. D. F. von Gutschow.

 George forlader Californien

Men anerkendelsen udeblev i Californien, hvor aviserne enten var fjendtlige (særlig jernbanernes klike) – eller behandlede bogen med et overbærende smil som ”lille Harry Georges` store kæphest.

Henry George indså da, at han ingen fremtid havde i det kriseramte land. I august 1880 brød han op – foreløbig alene – og rejste til New York for der at skabe en ny og bedre fremtid for sig selv og sin familie. Her var præsidentvalgkampagnen i fuld gang, og George meldte sig hos Demokraterne, men det blev kun til et enkelt vælgermøde, for George forfærdede alle pæne, moderate Demokrater ved uden videre at erklære, at hvad det gjaldt om var fuld frihandel, alle toldbomme ud af verden. Næste dag blev han hovedkulds kaldt hjem af kampagneledelsen.

Men endelig lysnede det lidt, for kort tid efter, at `Fremskridt og Fattigdom` var udkommet i New York, tog salget fart, og det gav George en del indtægter, så han kunne få den værste gæld ud af verden. Samtidig blev han opfordret til at skrive en artikel om `det irske spørgsmål` til et tidsskrift. Dette fik stor betydning for ham og for markedsføringen af hans ideer.