Henry George Foreningen

Henry George Foreningen

Udgangspunktet for georgeismen er en etisk opfattelse af ejendomsret til jord. Jordens handelspris, skyldes ikke den tilfældige ejers arbejdsindsats. Den har sin rod, enten som den henligger fra naturens side med planter, mineralforekomster m.m.

Læs mere
Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Snydt... for din menneskeret til jordværdierne

Ny bog af Bent Straarup - Bogen er forfatterens refleksioner over, hvordan vi kan fastholde den private ejendomsret til en plads på jorden til bolig og erhverv samtidig med, at vi anerkender alle menneskers lige rettigheder til jordværdierne.

Læs mere
Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Kun på én måde kan fattigdommen afskaffes

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform. ..

Læs mere
Seneste artikler
jun 16

Årene efter Hannibal Sehested

Reformerne virkede

Christoffer Gabel (1617-73), der i 1664 blev optaget i adelsstanden og udnævnt til  geheime-etats-og kammerråd, samt statholder, havde erobret magten efter Hannibal Sehested. Allerede da han var en snes år gammel blev han finansminister hos ærkebispen af Bremen, en stilling han fortsatte med at varetage, også efter at bispen var blevet kong Frederik III. Af sin egen søn er han blevet rost som en mand, for hvem kongen og han selv var et og alt. Det var en ret præcis beskrivelse, for Gabel kæmpede hele livet  for kongens fremgang og for sin egen. Nu gjaldt det for ham kun om at bevare det vundne.

Straks efter magtovertagelsen gennemførte Gabel sin hollandske politik. I 1666 blev der sluttet en alliance med Holland, skønt Hannibal Sehested nogle år forinden havde været på en diplomatisk mission til England og Frankrig, men nu var rollerne byttet om. Danmark skulle ifølge aftalen have subsidier, men de var ret beskedne. Den engelske gesandt mente at vide, at det hele  var kommet i stand, fordi hollænderne havde ladet 40.000 rigsdaler gå i Gabels lomme. Forbundet førte til gengæld til åben krig med England.

De udenlandske gesandter forsikrede tit og ofte, at det var Gabels uduelighed, som var skyld i det, men bag disse begivenheder lå den kendsgerning, at Hannibal Sehested havde satset på et tættere samarbejde med England, men denne satsning havde lidt nederlag og dermed bidraget til hans fald. Den svenske diplomat Sten Bielke, der besøgte Danmark i 1666, har givet en skildring af forholdene ved hoffet på den tid: ”Ved hoffet fandt jeg ellers temmelig stor konfusion, så at der blandt ministrene ingen enighed var.” Den hollandske flåde klarede imidlertid sagen for os, så englænderne ikke fik krummet ret mange hår på danske hoveder, og i 1667 kunne vi slutte fred uden gevinst og uden tab.

Reformernes virkning

Efterhånden havde tiden nogenlunde lægt Karl Gustav-krigenes sår. Næringslivet var kommet på fode. Mange ødegårde var blevet besat, nedbrændte bygninger erstattet af nye, marker taget i drift, og nye besætninger anskaffet. Handelen var igen kommet godt i gang, og livet på land og i by havde antaget normale former. Dertil kom, at året 1668 blev et usædvanligt godt år.

Præsten Anders Hjørring gav sin forundring frit løb: for få år siden havde landet været så ødelagt, at man næppe troede, der ville komme gode tider igen, ”men kære, kom nu hid og skue Guds gerning i dette 1668-år. Her udi København, hvor alting for dette land er dyrest, kunne af dette års høst købes en tønde rug for 5 mark, og udi landet og de andre provinser blev en tønde rug og byg solgt og købt for 3 mark.” Kvæg ”var så billig i pris, at man kunne købe en temmelig god ko eller kvie til at slagte for 6 sletdaler og et et ret godt slagtenød for 12 sletdaler, som udi belejringen kostede 100 sletdaler.”

Mange andre ting undrede Ander Hjørring: ”Kældrene finde vi fulde af ædende varer, lofterne over fulde af korn, rug og ærter, bryghuset med kamre og lofter fulde af malt og korn, og det store, vide loft over Børsen fuld af rug, korn, hvede, ærter, malt, havre og hvad til fornødenhed udkræves.” Ligeledes bemærker Hjørring, at officererne ”få deres rigtige sold og blive ærlig holdne, fast til forundring for alle.” På samme måde får flådens folk deres betaling, ”alle betjente og soldnere, gejstlige og verdslige at bekomme fornøjelighed.”

Disse udtalelser siger ikke så lidt om forholdene nogle år efter krigene og nogle få år Hanibal Sehested jordreformer. Men den gode Anders Hjørring forbinder ikke den synlige velstand med de reformer, som Hanibal Sehested havde gennemført. Det gør historikeren Gunnar Olsen, der er kilden til denne beretning, heller ikke, skønt man skulle mene, at sammenhængen er påfaldende.

Efterhånden fik Christoffer Gabel mange modstandere, og da Frederik III døde den 9. februar 1670, mistede han sin væsentligste støtte og måtte fortrække. Det skete i april 1670. I maj dannedes et nyt Geheimeråd. Peder Schumacher blev dets sekretær; dermed var han placeret i begivenhedernes centrum, og hans virke mindede ikke så lidt om Sehesteds.

Disse år var nemlig på ingen måde udelukkende præget af kampen om magten. På mange områder blev der udfoldet en stærk aktivitet, og der er ingen tvivl om, at Schumacher stod bag det meste. Statsfinanserne saneredes, hartkornsskatterne blev sat ned, Hoffets udgifter begrænsedes. Den hvervede hær reduceredes, til gengæld oprettedes et nationalt rytteri af unge udskrevne bønderkale. En betydelig gevinst tilfaldt adelen – det var næppe Schumacher, som stod bag – idet den fik skattefrihed for hovedgårdens jord. Dermed var forholdene lagt til rette for et adelsvælde, der i 1700-årene gjorde godsejernes fæstebønder retsløse.                                                

                                                 

                                            

jun 16

Enevælden konsoliderer sig

Christoffer Gabels Magtperiode

Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet. Det skete 4 dage efter, at Hannibal Sehested for stedse havde forladt København. Man har set en sammenhæng mellem de to begivenheder, for Sehesteds forsvinden betøde ikke bare en sejr for Christoffer Gabel, men også en sejr for den uindskrænkede enevælde, som den kom til udtryk i Kongeloven. Sehested havde utvivlsom været stærkt medvirkende ved forløberen for enevældens indførelse, nemlig vedtagelsen af Enevoldsregeringsakten i januar1661, men hans mål havde åbenbart ikke været den enevælde, der blev arveregeringens følge.

Udarbejdelsen af Kongeloven tog sin tid. Allerede kort tid efter arveregeringens indførelse havde Frederik III fundet det ønskeligt at få denne og enevælden lovfæstet. Flere retslærde gav deres bud, men ingen af dem vandt gehør hos kongen. Han fandt forslagene for uklart formulerede. Derfor over overlod han det videre arbejdet til den unge Peder Schumacher, der i løbet af sommeren  1665 gjorde den tekst færdig, som kongen kunne godkende. Bag Schumachers og han forgængeres arbejde lå der en lang tids udvikling inden for de europæiske statsretslige teorier, der fremhævede den stærke, udelte statsmagt som den ideale styreform.

Kongeloven beskæftiger sig først og fremmest med forfatningen, dvs. med kongens pligter og rettigheder. Kongens pligter var få. Han skal dyrke Gud efter dennes egne ord og den Augsburgske Trosbekendelse; han skal holde landet udelt – han måtte ikke udstykke det til sine børn; og han må ikke forringe sin egen enevoldsmagt. Hvis nogen konge gjorde det dette sidste, skulle hans efterfølgere på tronen betragte det som ugjort.

Rettighederne er flere, ja faktisk altomfattende. Kongeloven fastslår, at kongen for undersåtterne er er det øverste hoved på Jorden. Han er den øverste dommer i alle kirkelige og verdslige anliggender, og hævet over alle verdslige love; hans domme kan ikke appelleres, undtagen til Gud. Dertil har kongen den øverste, totalt ubundne lovgivende magt; og det præciseres, hvis nogen skulle være i tvivl, at han efter forgodtbefindende kan udstede, ophæve eller ændre enhver lov, og han kan undtage hvem, eller hvad han vil, fra alle love. Kun èn lov kan han ikke ændre: Kongeloven selv, for den skal være urokkelig.

Kongen kan endvidere udnævne og afsætte alle embedsmænd. Han har øverste våbenmagt, han kan erklære krig, slutte fred og indgå forbund. Ligeledes kan han, som det passer ham, pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder,”thi som bekendt kan man ikke have fred uden våben, ikke våben uden løn, og ikke løn uden skatter.” Kongen er kirkens og gejstlighedens øverste styrer og leder alt, hvad der vedrører gudstjenesten. Kongeloven indeholder desuden bestemmelser om en formynderregering, om kongens regeringstiltrædelse, om hans husret og om arvefølgen, Hvad det sidste angår er hovedreglen, at mænd altid skal have arveret frem for kvinder, og mænds afkom frem for kvinders afkom. Endelig indeholder loven bl.a. en advarsel for ministre, som tillister sig noget af kongens magt; de skal straffes som majestætsforbrydere, hedder det.

Enevælden var nu sikret, og man kunne tro, at denne triumf for Frederik III, Christoffer Gabel og de øvrige svorne tilhænger af den absolutte enevælde straks skulle forkyndes for alverden. Men det blev ikke sådan. Kongen underskrev Kongeloven i november 1665, hvorefter den blev lagt under lås og lukke. Frygtede kongen, at den skulle virke for prokerende på undersåtterne, eller turde han ikke lade dronning Sofie Amalie se den, fordi hun efter lovens paragraffer kunne udelukkes fra en eventuel formynderregering. Da Gabel opfordrede kongen til at lade loven offentliggøre, skal han have svaret: ”Lad mig have husfred med dronningen.”

                                 

 

maj 4

Genoprettelse af riget – Hannibal Sehested indfører skat på al landbrugsjord

Efter svenskernes besættelse af Danmark i årene 1658-1660 og afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge var landet ikke bare blevet betydeligt mindre, men også udplyndret og ruineret. Problemernes omfang førte til en drastisk ændring i statens styrelse. Det tidligere så mægtige rigsråd, hvor adelen havde haft en afgørende indflydelse, blev afskaffet, og kong Frederik III gjort til enevældig konge. Derefter påbegyndte man en storstilet omlægning af centralforvaltningen.

To ting skulle herefter opnås: der skulle skaffes balance på statens budget, og statsgælden måtte afvikles, og det blev Hannibal Sehested, der som rigsskatmester måtte tage de hårdeste tag med finansnøden. Problemet var kort og godt at skaffe øgede indtægter at og mindske udgifterne, men i første omgang, kom man ikke ud af stedet.

Som præsident for Skatkammerkollegiet udarbejdede Hannibal Sehested så en instruks, der gik ud på, at statens kreditorer, dvs. visse godsejere, skulle betales med de krongodser, som de havde pant i. Begrundelsen var, at når staten ikke kunne finde udveje for godsernes indløsning, var det bedre at skille sig af med dem. I begyndelsen af december 1660 blev instruksen vedtaget.

Var kreditorerne interesserede i en sådan ordning? Så langtfra, men de fik intet valg. Tværtimod fik de ved juletid et chok, da kronen ophævede de anvisninger, der var udstedt på statsindtægterne, hvilket måtte ses som et varsel om en nær forestående statsbankerot. Herefter gjaldt det for Sehested om at skaffe rede penge i statens tomme kasse. Det blev derfor påbudt kreditorerne, at de for deres tilgodehavende ikke kun skulle erhverve det krongods, de havde som pant. De skulle samtidig forpligtede sig til at købe en ekstra portion krongods mod kontant betaling.

Men kronen (staten) behøvede flere indtægter, og dem kunne den under enevælden udskrive, som den ville. Da alt andet viste sig at være utilstrækkeligt, måtte man finde et nyt skatteobjekt, og det blev landbrugsjorden. Danmarks jord var landets største rigdomskilde, den var det sikre og det bestående. Jorden havde også den i skattemæssig henseende væsentlige fordel, at dens værdi så nogenlunde kunne vurderes. Her greb man til hartkornet..

Hartkornet havde længe været det sædvanlige vurderingsgrundlag for jorden i handel og vandel, først og fremmest ved bytte af jord, mageskifte, som det sædvanligvis hed. Hartkornet beregnedes for bondejorden efter landgilden, den afgift fæsterne ydede til jordens ejer. Det kunne være rimeligt,  når der var tale om fæstegods; jo større landgilde en gård ydede, des værdifuldere var den for ejeren. Man havde derfor fundet frem til en bestemt værdi, der var fælles for de mange slags landgilde, der fandtes. Den gode jord blev således vurderet højere end den dårlige.

Nu var det imidlertid ikke al jord, der ydede landgilde; undtagelsen var først og fremmest herregårdenes jord. Denne var alligevel vurderet i hartkorn, men beregningsgrundlaget var et andet, nemlig udsædens og hø-avlens størrelse, der var udtryk for jordens produktionsværdi; også dette hartkorn kunne benyttes i det påkommende tilfælde.

Der fandtes ingen oversigt over landets samlede hartkorn; en sådan måtte skaffes til veje, og det var et stort, om end ikke uoverkommeligt arbejde. En række kommissioner blev nedsat til at foretage de fornødne undersøgelser, og i første halvdel af 1662 kunne man på grundlag af dette arbejde udarbejde den første matrikel over landets jord. Efter kommissionerne blev den kaldt den Kommissionsmatriklen.

Hartkornsskatten betød på en række punkter afgørende brud med hidtidige principper. Først gennem den fik adelen rigtigt at mærke, hvad enevælden indebar. Ikke alene skulle de adelige ugedagsbønder, der hidtil havde været skattefri, nu svare afgifter  ligesom andre bønder, men herregårdenes egen jord skulle også beskattes. Herremændene mistede derved et af deres ældste og mest værdifulde privilegier. Og ikke nok med det: Herremændene skulle indkræve hartkornskatterne af bønderne og indestå for, at de blev indbetalt til staten. Skete det ikke, blev  der udstationeret soldater til forplejning i kortere eller længere tid på de pågældende herregårde.

Man blev hurtigt klar over, at den første matrikel, udarbejdet i største hast som den var, havde store mangler. Den skulle derfor snarest muligt revideres, og det blev pålagt de for nyligt oprettede amter at udføre dette arbejde. I hvert amt  nedsattes en kommission, der bestod af amtmanden, amtsskriveren og syv bønder, og disses virksomhed førte til en revideret udgave af matriklen. Den blev færdig i 1664 og blev kaldt Amtstuematriklen. Der var dog stadig en del skævheder i systemet. Den største var den, at landgilden i flere tilfælde var fastsat for århundrede siden og efter vidt forskellige principper.

Om hartkornsskatten størrelse i forhold til tidligere skatter får man et begreb, når man ser, at en dobbeltekstraskat i 1640 havde indbragt 130.000 rigsdaler, mens den første matrikelskat indbragte 280.000 rigsdaler, og den steg tilmed rask; allerede i 1668 var den oppe på 420.000 rigsdaler.

Men landets borgere fik pålagt endnu endnu en skat, stempelpapirskatten, som indbragte 32.000 rigsdaler årligt. Man udskrev også den såkaldte prinsessestyr. Det var penge, der skulle bruges til udstyr og medgifter til danske prinsesser, som skulle giftes med udenlandske fyrster. Et sådant arrangement kostede godt 100.000 rigsdaler. Den enevældige kong Frederik III og især dronning Sofie Amalie viste på den måde bl.a., at besparelser ikke omfattede hoffet.

Jeg har hentet det meste af stoffet til denne artikel fra DANMARKS HISTORIE, bind 8, som er skrevet af historikeren Gunnar Olsen og afsluttet af historikeren Finn Askgaard og udgivet på Politikens Forlag i 1964. John Danstrup og Hal Koch har redigeret værket.

I slutningen af sin fremstilling om Hannibal Sehested skrev Gunnar Olsen:”Sandsynligvis var det Hannibal Sehested, der stod bag matrikelskatten, ligesom det var ham, der stod bag de fleste andre nyskabelser på finansvæsenets område, men selv om det var ham, der havde lavet skattereformerne, stod han ikke fuldt inde for udskrivningens højde. I hans såkaldte testamente, fremsat i en samtale med  den fransk præst J.de Paulmyer kort tid før sin død, gjorde han sig til talsmand for en stærk reduktion af hæren. Dens størrelse nødvendiggjorde skatter, der var særdeles skadelige for landet. Det gjaldt ikke alene for adelen, `men også for de stakkels bønder, hvis kreaturer og indbo, deres eneste subsistensmidler, hvert øjeblik blev solgt til underpris til betaling af deres skatter. Det mindskede adelens indtægter af jordegodset, og fik undersåtterne til at desertere fra riget`.”

Det var en ret pessimistisk vurdering, som måske skyldtes, at Sehested kort tid forinden var blevet sat uden for indflydelse af sin værste konkurrent Christoffer Gabel, der med Kongeloven havde sikret kronen den uindskrænkede enevælde. Den 10. november 1665 forlod Hannibal Sehested for stedse København og begav sig ud på sin sidste udenlandsrejse for aldrig mere at vende tilbage. Det er højst sandsynligt, at det var under denne rejse han havde truffet J.de Paulmyer.

Men tilbage står de betydelige resultater, som især må tilskrives Hannibal Sehested: en genopretning af rigets finanser og et vurderings- og beskatningssystem, som var stort tænkt og enestående på Sehesteds tid.

I 1941udgav Viggo Starcke en pjece om Hannibal Sehested. Den rummer stor beundring af en store statsmand og en gennemgang af de resultater, han opnåede. Dertil kommer et bredt udsyn over politiske begivenheder før, under og efter Sehesteds virke.

mar 27

AIIB vokser

EU- lande går med i kinesisk udviklingsbank

Tilbage i oktober sidste år underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske   Infrastruktur-Investerings Bank. Tre måneder tidligere var også NDB, Den Nye Udviklingsbank, blevet oprettet på kinesisk initiativ. I midten af marts i år bekendtgjorde Storbritannien, at man ville deltage i den nye investeringsbank. Herefter fulgte tre andre EU-lande med, nemlig Tyskland, Frankrig og Italien. De fire lande meddelte samtidig, at de ikke kun ville være partnere, men også var parate til at skyde penge i foretagendet.

I Washington reagerede regeringen med kritik af briterne. Det viste, hvor betænkelig USA var i sit forhold til AIIB, især med hensyn til miljø og korruption. Også Japan udtrykte man bekymring og spurgte, om den nye bank ville være i stand til at sikre god regeringsførelse i de lande, den opererede i.

De to lande bekymrede sig nok mest om, hvorvidt Kina ville udbygge sin indflydelse i den asiatiske region  på  deres  bekostning,  for  de  havde  allerede  i  1966  oprettet    Den Asiatiske Udviklingsbank med hovedsæde i Filippinernes hovedstad Manila. Banken har 67 medlemmer, hvoraf Japan og USA er de dominerende med de fleste aktier i banken. Japan har dog stået for ledelsen gennem alle årene.

Den 20. marts bragte Politiken en vurdering fra den tidligere leder af  Den Internationale Valuta-fonds afdeling i Kina, Edward Prasad, som havde stået i Financial Times. Her skrev Prasad, at USA selv havde malet sig op i et hjørne, blandt andet fordi Kongressen havde blokeret for reformer i Den Internationale Valutafond, der ikke  have villet givet udviklingslande og for eksempel Kina, Indien og Rusland større indflydelse.

Til Financial Times udtalte Prasad: ”Når USA påtager sig en førerrolle, men ikke evner at komme helt i mål, medfører det en marginalisering af USA’s indflydelse. At de gamle spillere som Storbritannien og Tyskland nu falder over hinanden for at kaste sig næsegrus foran Kina, er det sandelig et tegn på en ny verdensorden.” Ifølge Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble handler det om at kunne påvirke AIIBs udvikling fra starten.

Det forventes, at flere lande vil tilslutte sig AIIB, måske Australien, Sydkorea og Japan. I hvert fald blev der den 21. marts afholdt et udenrigsministermøde i Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor repræsentanter fra Kina, Sydkorea og Japan havde sat hinanden stævne. Her vedtog de en aftalte, der gik ud på at etablere et møde mellem de tre landes lederne. Samtidig var mødet et signal om, at Kina og Sydkorea ønskede at dæmpe deres dårlige forhold til Japan og de pinlige erindringer fra krigens tid.

På mødet benyttede den kinesiske udenrigsminister lejlighed til at invitere Sydkorea med i AIIB. Til den japanske udenrigsminister sagde han: ”Det er en asiatisk investeringsbank i infrastruktur, og Japan er en vigtig del af Asien.

Problemet for Washington er, at AIIB er en konkurrent til Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank, hvor amerikanerne har stor indflydelse. De nye institutioner vil uden tvivl skabe øget konkurrence, og det kan formentlig ikke skade nogen! Vi lever jo i en globaliseret verden.

 

mar 27

Stemmefiskerne vil kvæle debatten om fornyelse af ejendomsbeskatningen

Hvornår er nok nok, når vi taler ejendomsskat?

Jeg stiller dette spørgsmål, fordi de konservatives partiformand Søren Pape sammen med Gentoftes borgmester Hans Toft har sendt et brev til borgerne med overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomsskatter.

Havde Søren Pape lyttet til sit partimedlem Søren-Michael Pihl, der den 20. november 2014 opfordrede til nytænkning omkring ejendomsbeskatningen, kunne han, i konsekvens af at han fører sig frem som den ypperste forkæmper for nedbringelse af indkomstskatten, have overvejet overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomspriser.

 Eller han kunne have tordnet: Stop boligkasinoet.

For de unge mennesker, der sparer op til køb af ejerbolig, havde de sidste 2 udmeldinger været betydeligt mere relevante. De har i relativ frisk erindring beretningerne om dem, der købte lige før boligboblen brast og som i forbindelse med ophør af parforhold, sygdom eller jobtab fik smadret deres økonomi. Samtidig har de kunnet konstatere, hvordan de, der efterfølgende købte på bunden af markedet i København og på Frederiksberg har fået foræret milliongevinster. Gevinster, som for at gøre uretfærdigheden fuldkommen, er skattefrie!

Alle ansvarlige økonomer ville have foretrukket, at Søren Pape havde meldt ud: Stop boligboblerne.

Produktivitetskommissionen ville ønske, at Søren Pape havde taget ved lære af dens klokkeklare konklusioner og sagt: Ned med indkomstskatten. Op med den løbende beskatning af fast ejendom.

Men hvornår er nok så nok? Det spørgsmål har de økonomiske vismænd allerede besvaret, da den seneste boligboble var under opbygning, hvor de klart og tydeligt sagde til Anders Fogh: Boligmarkedet skal stabiliseres! Som bekendt talte de for døve øren. Anders Fogh drog efterfølgende udenlands til et godt job som NATO-generalsekretær og efterlod regningen til danskerne, hvor det var de dårligst stillede, som særligt fik den at føle.

Nok er altså nok, når ejendomsprisernes himmelflugt er stoppet.

Der er en række andre gode grunde til en rigtigt doseret ejendomsskat. Dette har jeg den 26. nov. 2014 redegjort for i debatindlægget “Fornyelse af ejendomsbeskatningen er hårdt tiltrængt” ( http://retsforbundet.dk/2014/12/14/fornyelse-af-ejendomsbeskatningen-er-haardt-tiltraengt/ ). Her skal kun fremhæves, at en fornyelse af ejendomsbeskatningen også skal omfatte en omlægning af skatten på boligen til en skat på grunden, hvilket er en, ikke uvæsentlig, præcisering af konklusionen fra produktivitetskommissionen.

Selv om den nuværende brug af ejendomsbeskatningen indebærer generationstyveri, uretfærdig fordeling af værdiskabelsen i samfundet, risiko (eller snarere vished) for økonomiske kriser og virker hæmmende for udviklingen, så vil Søren Pape ikke i et valgår tage debatten om den nødvendige fornyelse. En fornyelse som markant kan nedbringe skatten på arbejde.

Søren Pape står ikke alene. Ingen af de andre partier ønsker at tage denne helt afgørende debat. Der er derfor al mulig grund til at støtte Retsforbundets bestræbelser på at komme i Folketinget og fastholde fokus på denne grundsten i fordelingspolitikken.